31.05.2022

Ingen har været mere aktiv i bestræbelserne på at skabe en fredsaftale end Macron, Scholz og senest den italienske premierminister Draghi. Men Putins Rusland er en revisionistisk og revanchistisk aggressor og skal behandles som sådan.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Karsten Skjalm

I den russisk-ukrainske krig har vi været vidne til, hvordan den russiske hybridskrigsførelse udfolder sig i fuld flor. Metoden tyder til at følge en særlig drejebog; Man instigerer en separatistbevægelse, som forsynet med russiske våben indleder en krig mod det pro-vestlige og demokratiske styre, der kulminerer med en fuldbåren invasion med russiske styrker, som bombarderer uden hensyntagen til civilbefolkningen, med vilkårlige henrettelser, tvangsnationalisering og derefter mobilisering af civilbefolkningen, bortførelser af civile og embedsmænd eller såkaldt ’evakuering’ til KZ-lignende lejre, kaldet filtreringslejre. Henrich Himmler kaldte i øvrigt også interneringen af jøder i KZ-lejre for ’evakuering’. Listen af russiske krigsforbrydelser i Ukraine er efterhånden så lang, at man kunne skrive en bog om dem.

Vladimir Putin har også gjort Rusland til en stormagt, som ligner Nazi-Tyskland på et mere fundamentalt plan. Putin har gjort Rusland til en stormagt, som både er revisionistisk og revanchistisk. Den slags stormagter er de allerfarligste for det internationale systems stabilitet. Det internationale system blev i dets nuværende form skabt efter den westfalske fred i 1648. Det har således eksisteret i snart 400 år. Gennem alle de år har vi oplevet mange revisionistiske magter, både opstigende og falmende. Men kombinationen af en stormagt, som både er revisionistisk og revanchistisk er unik. Før Putin har der historisk kun eksisteret ét eksempel, nemlig Nazi-Tyskland. Sammenligningen bliver endnu mere betænkelig ved, at Putin ligesom Hitler anvender den samme slags dolkestødslegende, false flags og ingen krigserklæringer før invasioner.

Putins narrativ er, at USA og NATO har faldet ham i ryggen. Efter Murens fald i 1989 lovede USA og NATO, at den vestlige forsvarsalliance ikke ville blive udvidet mere. Den påstand er falsk. Der eksisterede ingen aftale, og NATO er en åben alliance, som stater kan søge om optagelse i – typisk hvis de føler, at deres sikkerhed og selvbestemmelsesret er truet.  Dette princip bygger på Helsingforsaftalen fra 1975, som Sovjetunionen var medunderskriver på. Så godt som alle lande, der er blevet optaget i NATO efter den tyske genforening, har søgt om optagelse i NATO, fordi de føler, at deres sikkerhed og selvstændighed er truet af enten Rusland eller pro-russiske Serbien.

 

Det er ren appeasement-politik, som vi kender det fra forhandlingerne i München, men vi skriver altså 2022 og ikke 1938
_______

 

Appeasement-politikkens comeback
USA og Storbritannien er gået klart forrest i indførelsen af sanktioner mod Rusland og våbenhjælp til Ukraine. EU har været en efternøler – med undtagelse af store dele af den tidligere østblok og de nordiske lande. Nøleriet gælder i særdeleshed EU’s tre toneangivende medlemsstater, Tyskland, Frankrig og Italien. Som den tyske sikkerhedspolitiske ekspert, Claudia Major har udtrykt det, har Tyskland nærmest måtte slæbes af sted for at deltage i indførelsen af finansielle og økonomiske sanktioner mod Rusland: ”Endnu en gang tager Tyskland ikke føringen, men må slæbes af sted”. Frankrig begyndte først at yde våbenhjælp til Ukraine sidst i april – to måneder efter den russiske invasion. Det samme var tilfældet med Italien. Imens har resten af Vesten med meget få undtagelser næsten stået i kø for at yde Ukraine våbenhjælp. Selv det humanitære og pasificistiske foregangsland Sverige har gjort det. Desuden har Sverige og Finland søgt om optagelse i NATO. Dermed bryder Sverige med over 200 års neutralitet, mens Finland endegyldigt har lagt begrebet Finlandisering bag sig. Finlandisering er et udtryk for, at et land ønsker at undgå at provokere en stormagt (i Finlands tilfælde Sovjetunionen) og i medierne pålægger sig en grad af selvcensur.

Hvilket bringer os til det næste: Ingen har været mere aktiv i bestræbelserne på skabt en fredsaftale end Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, den tyske kansler Olaf Scholz og senest den italienske premierminister Mario Draghi. Og selvsamme tænkning om finlandisering, som Finland selv distancerer sig fra, får nyt liv hos den franske præsident; Macron er gået så vidt for at føje Putin, at han har sagt, at en ’finlandisering af Ukraine’ kunne være en løsningsmodel. Det er ren appeasement-politik, som vi kender det fra forhandlingerne i München, men vi skriver altså 2022 og ikke 1938. Særligt Macron har været meget ihærdig i sine bestræbelser på at skabe en fredsaftale, hvilket kan undre. For Ukraine er ikke indstillet på fred. Zelenskyj insisterer på, at Ukraine får de territorium, som Rusland har annekteret eller påtænker at annektere (Krim, havnebyerne Mariupol, Kherson, og områderne omkring disse) tilbage, samt at Kreml trækker de russiske styrker tilbage til Rusland.

Det er på ingen måde givet, at Ukraine vil vinde krigen, men det er et faktum, at den russiske hær har lidt nederlag på nederlag, så Kreml til stadighed har måtte reducere de russiske ambitioner. På den baggrund er det besynderligt, at den tyske kansler og franske præsident fortsat arbejder på at skabe en fredsaftale, som på ingen måde vil være gunstig for Ukraine, som krigen indtil videre har udfoldet sig. Den 28. maj forsøgte Scholz og Macron igen at genstarte forhandlinger om en fredsaftale. Det skete på en telekonference med Vladimir Putin, hvor de to vestlige statsmænd, anmodede Putin om ”straks at indlede seriøse forhandlinger med den ukrainske præsident”. Det var absurd, eftersom samtalen fandt sted på et tidspunkt, hvor den russiske hær havde gjort begrænsede fremskridt i krigen, og de ukrainske styrker ovenikøbet havde indledt en ny modoffensiv på den sydlige akse nær Kherson.

Man må aldrig please en stormagt, som både er revisionistisk og revanchistisk. Den vil blot have mere, som historien og samtidens evidens tydeligvis understreger for os.

For Putin har ikke lagt skjult på, at han ønsker at ændre den internationale magtbalance i russisk favør og på bekostning af USA og NATO. Det er det revisionistiske element. Det revanchistiske element består i, at Putin ikke er kommet sig over Sovjetunionens kollaps i 1991. Han ønsker at genrejse et russisk imperium, som er mindst lige så magtfuld som i Den Kolde Krig. Skylden for at Rusland sikkerhedspolitisk er blevet isoleret i Europa har USA og NATO, mens et brud om ikke eksisterende løfter udlægges som en slags russisk dolkestødslegende.

Tyskland og Frankrig har kunne sidde og se på fra sidelinjen, men kunnet for længst have stoppet Putins galskab ved at indføre forbud i EU mod import af russisk gas og olie  Tyskland og Frankrig kunne i princippet være startet på at reducere deres afhængighed af  russisk gas og olie, da Rusland i 2008 militært intervenerede i krigen mellem det pro-vestlige Georgien og pro-russiske separatister. Det ville have givet Tyskland og Frankrig god tid til at afvikle eller som minimum reducere deres import af russisk energi betydeligt. De to store magter er trods alt de to mest indflydelsesrige land i EU – den såkaldte dynamiske duo.

Frankrig og Tyskland og Italien er EU’s tre største importører af russisk gas og olie. De burde havet forstået, at det er umuligt at bruge diplomati som middel mod en revisionistisk og revanchistisk stormagt. Og at man aldrig må lade sig gøre afhængig af denne. Men det er lige præcis det, som især Tyskland har gjort ved at underskrive langvarige kontrakter om levering af russisk gas og olie. En sådan dependens kan kun føre til én ting: endnu mere appeasement for at undgå afpresning.

Så lad det stå som en lærestreg i skabelsen af en europæisk hær. Som NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg har sagt, kan en EU-hær aldrig erstatte NATO, hvilket lodret modstrider Macrons påstand, at en EU-hær selvstændigt skal sørge for Europas sikkerhed.

EU er ofte god til økonomisk diplomati, men når det gælder sikkerhedspolitiske trusler, glemmer EU det væsentligste element i Realpolitik: at der under den diplomatiske fløjlshandske skal ligge en militær jernnæve. ■

 

EU er ofte god til økonomisk diplomati, men når det gælder sikkerhedspolitiske trusler, glemmer EU det væsentligste element i Realpolitik: at der under den diplomatiske fløjlshandske skal ligge en militær jernnæve
_______

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover