08.02.2022

Inden debatten om offentlighedsloven fortaber sig i teknikaliteter og paragraffer, bør vi have en helt grundlæggende debat om, hvordan vi ønsker at blive ledet. Hvor åbent et demokrati ønsker – eller ligefrem tør – vi være?

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Jesper Olsen, lektor i offentlig ret

SÅ ER VI HER igen. Den politiske debat om ændringer af offentlighedsloven er i gang. Det er godt, for den trænger til mere end et serviceeftersyn.

Men inden debatten om offentlighedsloven fortaber sig i teknikaliteter og paragraffer, bør vi have en helt grundlæggende debat om, hvordan vi ønsker at blive ledet. Hvor åbent et demokrati ønsker – eller ligefrem tør – vi være?

Alle går ind for åbenhed. Problemet er bare, at alt ikke kan være åbent, ligesom alt heller ikke kan være lukket. Begge ender af spektret er lige slemt. Fra total åbenhed, der kan føles som overvågning, til total mørklægning. Begge samfundsmodeller ville jeg hade at leve i.

To ender af åbenhedsspekret blev i den grad udstillet under coronakrisen. Der er to skoler: Sundhedsmyndighedernes og justitsvæsenets. Justitsvæsenet og kulturen i politiet må nødvendigvis være lukket. Lidt populært sagt: Skal man fange forbrydere, skal man jo ikke dele kendsgerninger og beviser, hvis det vil hindre sagens opklaring. Men i sundhedsvæsnet er det anderledes. Her er åbenhed netop det, der er den mest effektive strategi – dels hvis vi skal lære så behandlingen bliver bedre og bedre, men ikke mindst at befolkningen følger de gode råd. Det gør de altså kun, hvis der kommunikeres åbent og ærligt. Spørgsmålet er, hvilken en af de to åbenhedslogikker, der skal danne grundlaget for den måde, vi vil ledes på?

Der tales meget om DEN DEMOKRATISKE SAMTALE. Men hvad er kvaliteten af den samtale, hvis den er totalt løsrevet fra fakta? Jeg anerkender fuldt behovet for filosofiske, ideologiske, visionære og værdimæssige meningsudvekslinger. En demokratisk samtale uden bliver ligesom lidt vitaminfattig eller teknokratisk. Men når den demokratiske samtale skal overføres til praktisk politik og møde virkeligheden, må også faglig viden indgå i beslutningsgrundlaget. Især i de situationer hvor det indskrænker borgernes frihed. Ellers er det umuligt at vurdere de grundlæggende betingelser om nødvendighed og proportionalitet, som ikke er bærende i styreformer, hvor ideologi og politiske narrativer overstyrer, og derfor sjældent er robuste demokratier.

 

Men inden debatten om offentlighedsloven fortaber sig i teknikaliteter og paragraffer, bør vi have en helt grundlæggende debat om, hvordan vi ønsker at blive ledet. Hvor åbent et demokrati ønsker – eller ligefrem tør – vi være?
_______

 

Spin, styring og symbolpolitik
Vi ser under Mette Frederiksens regering et meget styret og lukket regeringsparadigme. Viden er magt. Det gælder i vores private liv, det gælder i samfundslivet. Viden og kontrol med informationerne får stadig større betydning.

Det er ikke noget nyt fænomen. Den tidligere engelske premierminister Harold McMillan blev engang spurgt, hvad han frygtede mest. ’Events, dear boy. Events.’

Uforudsete begivenheder udfordrer enhver politisk leder. Derfor bliver styringen af informationer så vigtig, at uheldige begivenheder ikke skal løbe med den politiske dagsorden. Mange år senere var Tony Blair’s spindoktor Alastair Campell en af de første til at forfine kontrollen med informationer. Spin blev en del af det politiske analyseordforråd, og siden har vi ikke set os tilbage. Den udvikling kom lidt parallel forskudt også til Danmark og tog for alvor fart med Anders Fogh Rasmussens entre i statsministeriet

En præmis for dette indlæg er ikke at sige, at det er spindoktorerne, som de særlige rådgivere kærligt kaldes, skyld. Jeg hører til dem, der kan se mange gode ting i, at ministre kan have nogle få særlige rådgivere, der ikke er bundet af partipolitisk neutralitet. For de faste neutrale embedsmænd, der ikke har daglig ministerkontakt kan være en god kilde til viden eller med fordel stå for den politiske dialog med eksempelvis ministerens politiske bagland. De kan bistå ministeren, netop med rådgivning når der i det fortrolige rum skal formuleres politik.

Der, hvor vi skal tage en diskussion, er, hvordan der skal regeres og af hvem. Når det kommunikative hensyn bliver vigtigere end at løse de problemer der er, fordi det ikke lige står i fireårsplanen. Når det er den særlige rådgiver, der skal udforme politik, fordi ministeren er for travl og optaget af drift. Eller når spørgsmålet om, hvad en minister skal svare på, eller hvornår vedkommende blev orienteret om, der ikke var hjemmel, skal drøftes med statsministerens stabschef. Man kan ikke på en og samme tid centralisere magten og decentralisere ansvaret. Ministre står til ansvar overfor ministeransvarsloven, ikke overfor statsministeriets presseafdeling. Med andre ord – det handler om regeringsfilosofi, hvis vi skal op på den store klinge.

En af de væsentligste virkninger af spin som politisk værktøj er, at det er vigtigere, hvad der kommunikeres, end hvilken effekt det har. Tidligere var det en målestok, at det der ikke kunne forklares, kunne ikke forsvares. I dag er det nok, at det kan forklares. Så er substansen ligegyldig.

Der findes i min optik god politik og dårlig politik. God politik er den rigtige løsning på et rigtigt problem. Dårlig politik er en dårlig løsning. Og så er der den rigtig dårlige politik, der er en løsning på et ikkeeksisterende problem. I den sidste kategori finder vi ofte symbolpolitik.

Det er derfor offentlighedens adgang til det faglige beslutningsgrundlag er så afgørende, så det er muligt at efterprøve om det er god politik eller dårlig politik. Når regeringen sagde, at det var på myndighedernes anbefaling at lukke Danmark ned, var det med til at legitimere en beslutning. Men det skabte samtidig et troværdighedsproblem, når man ikke ville fortælle hvilke myndigheder eller lægge grundlaget frem. Et andet eksempel – og helt uden at tage stilling til det partitaktiske i at Enhedslisten erklærede mistillid til Engelbrecht – så var det netop et spørgsmål om, der var fagligt belæg for kommunikationen om klimaet i transportaftalen. Ja, de manglende beregninger dækkede måske endda over en reel politisk uenighed.

 

Et andet eksempel – og helt uden at tage stilling til det partitaktiske i at Enhedslisten erklærede mistillid til Engelbrecht – så var det netop et spørgsmål om, der var fagligt belæg for kommunikationen om klimaet i transportaftalen
_______

 

Åbenhed eller rigsret!
Hvad har spin med åbenhed at gøre, kunne man spørge?

I den netop afsluttede rigsretssag var den tidligere integrationsministers kommunikation et helt centralt omdrejningspunkt. I rigsretssagen mod Erik Ninn Hansen var ’den falske melodi’, at det skulle se ud som om, der blev administreret lovligt. I rigsretssagen mod Inger Støjberg var den falske melodi, at det for alt i verden ikke måtte se ud som om, det var en mulighed at administrere efter loven, ved at foretaget individuelle vurderinger inden adskillelse af asylpar. For det passede ikke ind i ministerens narrativ om, at der var barnebrude, og at hun som dronningen i Snehvide kunne stå og spørge: lille spejl på væggen der, hvem står for den hårdeste udlændingepolitik i landet her?

Inger Støjberg gjorde det til en del af sit forsvar, at hun stod for den politiske kommunikation. Dertil svarede rigsretten, at som øverste forvaltningschef er den også retligt bindende. Myndighederne og borgere skal jo kunne handle i tiltro til, at det ministeren siger er rigtigt. Ellers forsvinder tilliden til den demokratisk retsstat.

Fælles for de to sager var, at der ikke var åbenhed om det, der rent faktisk skete. Og man kan stille spørgsmålet, havde de to sager fået lov til at udvikle sig som den gjorde, hvis der havde været en anden tilgang til åbenhed og aktindsigt? Svaret er med stor sandsynlighed nej. Begge sager var kendetegnet ved, at en vedholdende presse blev ved med at grave. Og selvom der ikke blev rejst tiltale for det, er begge sager kendetegnet ved, at ministeren beviseligt har talt usandt overfor Folketinget. Folketingets kontrol var umuliggjort, fordi de ikke havde adgang til dokumenterne. Dermed er vi ved kernen i de fleste politiske skandaler. It’s not the crime, it’s the cover-up.

Begge sager var kendetegnet ved et langstrakt forløb. Folketinget har med Minksagen givet debut til en ny type undersøgelse, der pågår tidsmæssigt tættere på begivenhederne. Granskningskommissionen. Tidspresset gør, at afhøringerne af politikere og embedsmænd kommer til at spille en stor rolle. Der har været en del kritik – især fordi der har været meget fokus på embedsmændenes interne kommunikation. Det siges, at man nærmest kan høre journalisterne taste ekstra hurtigt, når der blev vist endnu en sms fra Statsministeriets departementschef.

Nu er Granskningskommissionen jo ikke sat til at lave en Arbejdspladsvurdering for de øverste cirkler i Centraladministrationen. Flere har været ude og tale om pressens ’blodrus’. Der har da også været flere af dem, hvor jeg har stillet mig selv spørgsmålet: Behøvede vi egentlig at vide det? Men jeg tænker alligevel, at det tjener sit formål. Særligt i den forebyggende effekt. For med baggrund i efterårets afhøringer i Minkkommissionen vil man i centraladministrationen i fremtiden spørge: Hvordan vil du forklare det for en Granskningskommission?

Men helt ærligt, hvad foretrækker vi? I Granskningskommissionen bruger centralt placerede ministre og embedsmænd ikke bare tid i retten, men også på forberedelse af afhøringer. Tid, der kunne være brugt bedre, havde der været den nødvendige åbenhed fra start. Men der er ligesom ingen anden vej, hvis vi i øvrigt vil tage os selv alvorligt som retsstat, når nu oplysningerne skal hives ud af de ansvarlige.

 

Der har været en del kritik – især fordi der har været meget fokus på embedsmændenes interne kommunikation. Det siges, at man nærmest kan høre journalisterne taste ekstra hurtigt, når der blev vist endnu en sms fra Statsministeriets departementschef
_______

 

Bedre journalistik kræver mere åbenhed
Hidtil har offentlige forvaltere kunne bruge Ekstra Blads-testen: Hvordan vil dette se ud på forsiden? Som forebyggelsesinstrument havde den stor effekt.

Politikere har i disse år travlt med at lægge afstand til pressen og beskylde journalister for det dårlige politiske klima. Politikerne går i stadigt stigende grad uden om de redaktionelle medier, når de skal nå ud til befolkningen – og foretrækker at kommunikere direkte på sociale medier, fordi det i høj grad er kampen om fortællingen, og her kan kritiske spørgsmål til fakta forstyrre narrativet. Derfor har de fleste forberedelser af befolkningen til nye tiltag været ude på ministrenes Facebook, før man har talt med medierne.

Det er ikke min opgave at være forsvarer for medierne. Det må og kan de selv. Men jeg tillader mig alligevel at mene, at medierne generelt ikke bliver bedre, end politikerne gør dem. Når politikerne ikke stiller op, eller giver adgang til den fakta, der ligger til grund for politiske tiltag, ja, så bliver medierne jo nødsaget til at arbejde med det, de kan få. Når politikerne synes, at medierne stiller dumme spørgsmål om ligegyldigheder, er det jo, fordi politikerne ikke giver dem andet end ligegyldigheder at arbejde med.

Som konsekvens bliver den politiske samtale mere og mere polariseret. Langt fra Hal Kochs demokratiske ideal. Fordi fakta og politisk substans er gemt væk, er medierne henvist til at bruge flere og flere ressourcer på graverjournalistik og er afhængige af læk fra embedsværket, der har svært ved at se et billede i medierne, der ikke svarer til virkeligheden, med deraf følgende udfordringer for tillid og det interne samarbejdsklima.

 

Fordi fakta og politisk substans er gemt væk, er medierne henvist til at bruge flere og flere ressourcer på graverjournalistik og er afhængige af læk fra embedsværket, der har svært ved at se et billede i medierne, der ikke svarer til virkeligheden
_______

 

Er vores demokrati robust nok til åbenhed?
Præsident Kennedy skulle efter sigende en gang have sagt, at gode beslutninger er resultatet af erfaring. Erfaring er oftest resultatet af dårlige beslutninger. Dermed er vi ved det helt centrale – åbenhed om fejl, som en grundlæggende præmis for bedre politik, bedre ledelse, bedre demokrati.

Hvis demokrati er samtale, så bliver den demokratiske samtale bare bedre af, at den baserer sig på åbenhed om fakta. Regeringsmagten sidder i vidt omfang på fakta. Men som ved alle monopoler, skal det reguleres hårdt, så der er transparens omkring fakta. Kun på den måde kan de indgå i den demokratiske samtale, herunder pressen, oppositionen og i sidste ende befolkningens diskussion om den førte politik.

Men i et af verdens mest oplyste lande skulle vi måske netop have så meget tillid til hinanden, at det ikke er den enkelte fejl, der er afgørende for, hvordan vi bedømmer vores politikere, men om de fremlægger god politik; altså gode løsninger på rigtige problemer. Men hvordan skal vi kunne det, hvis vi ikke kan stole på dem, blot fordi de siger, at vi bør?

Det kræver, at vi tager en helt grundlæggende diskussion om åbenhed. At vi tør. At man kan gå til diskussionen fra to fronter. Man kan have det udgangspunkt, at alt er lukket og så vælge at give oplysningerne, hvor det ikke forstyrrer den politiske fortælling. Eller man kan starte åbent og så overveje, hvad der skal være lukket af gode grunde.

Samtidig er der forskel på formel og reel åbenhed. Som eksempel på det første, kan man gøre alt tilgængeligt og så satse på, at pressen ikke finder det. Eller – man kan også vælge reel åbenhed og eksempelvis gøre opmærksom på det, der er til diskussion. Det siger noget om, hvor vi vil være som land. Om vi stoler på, at vores demokrati er robust nok.

Politik handler om adgangen til magten. Åbenhed i demokrati handler også om at magthavere tør slippe magten, hvis de andre har en løsning, der er bedre end din egen. Politik handler om at turde.

 

Politik handler om adgangen til magten. Åbenhed i demokrati handler også om at magthavere tør slippe magten, hvis de andre har en løsning, der er bedre end din egen. Politik handler om at turde
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik