11.08.2022

”Jeg ved, at der også findes glimrende musikere, skuespiller, balletdansere m.fl., der er kvinder, farvede eller transkønnede. De skal blot klø på, og så vil de få den anerkendelse, de fortjener.”

RÆSON spørger: Nikolaj Bøgh (K)

RÆSON: ”Kulturpolitik skal ikke være ”flødeskum på lagkagen” og et isoleret politikområde man kan tage fat på, når alle de vigtige problemer er blevet løst” skriver du på FB. Hvad mener du er de tre største kulturpolitiske udfordringer for Danmark?

BØGH: 1. Vi har glemt dannelsesdimensionen i kulturpolitik. I stedet har vi en politik til fordel for et stadig mere underholdningspræget kulturudbud, som i tiltagende grad ser stort på kvalitet og på mulighederne for at få sublime og udviklende oplevelser gennem kunsten og kulturen. For kultur handler ikke først og fremmest om underholdning, men om dannelse og menneskelig udvikling og om at opretholde og udvikle et nationalt fællesskab, som så mange danskere som muligt føler sig hjemme i.

2. Vi har gjort vores bærende kulturinstitutioner så afhængige af billetindtægter, at der ikke skal mere end 1-2 dårlige sæsoner til, før økonomien er ved at ramle. Det ser vi bl.a. lige nu på Nationalmuseet efter coronanedlukningerne, hvor man har fyret en række af de eksperter, som er selve institutionens rygrad og eksistensberettigelse. Vi ser, at de bærende kulturinstitutioner primært er overladt til publikums nåde, og det mindsker også risikovilligheden til at prøve noget nyt og gør det for fristende at vælge let fordøjelige, sikre succeser, som mange andre – bl.a. kommercielle kulturtilbud – sagtens kunne lave.

3. Mange unge vælger i stigende grad de klassiske kulturtilbud helt fra, fordi de ikke føler, kulturen taler til dem. Vi har en stor forpligtelse til at sikre, at de som fremtidens kulturforbrugere også bliver en del af dansk kultur, og at der også er museums-, teater, film og litteraturoplevelser, som er relevante for dem, samtidig med, at de også taler ind i en dansk kulturtradition. Det handler om nye formidlings- og oplevelsesformer, som ikke blot handler om at være digital, men også om at kunne opleve kultur i nye sammenhænge og som en del af de fællesskaber, unge i forvejen er en del af, gerne som hybridformer mellem forskelle kulturelle genrer. Eksempelvis fylder kunst gradvist mere og mere på en stor kulturbegivenhed som Roskilde Festival. Der er også et behov for i højere grad at adressere nogle af de temaer, som fylder meget blandt unge, dog uden at vi skal uddybe en generationskløft, som på visse måder allerede præger samfundet i dag.

 

Det fører ikke til noget lykkeligt menneskeliv, at ingenting står fast eller er givet. Det lykkelige og trygge menneske er først og fremmest forankret i medfødte familiære og kulturelle relationer
_______

 

”Tidsånden er kulturkonservativ – men de borgerlige mangler et stort kulturkonservativt projekt” skrev Jan Maintz forleden i RÆSON. Hvad er dit svar?

Jeg mener afgjort ikke, at tidsånden er kulturkonservativ, i hvert fald ikke når man følger den offentlige debat, som snarere er præget af liberalistisk eller neomarxistisk tankegang. Liberalister og socialister kan blive enige om én vigtig ting: At mennesket i videst muligt omfang skal vælge sin tilværelse selv – uafhængigt af sit familiære, biologiske og kulturelle udgangspunkt. Derfor ser vi et enormt fokus i den aktuelle debat på at frigøre mennesker fra alt medfødt og på konstant at hylde, at man selv kan vælge sit køn, sin seksualitet, sine familierelationer, sin kulturelle og nationale forankring osv.

Men det fører ikke til noget lykkeligt menneskeliv, at ingenting står fast eller er givet. Det lykkelige og trygge menneske er først og fremmest forankret i medfødte familiære og kulturelle relationer, og der vokser ingen top på det træ, der har fået rødderne skåret over. Jeg oplever en enorm diskrepans mellem den almindelige hyldest til kulturel opløsning og det frie valg, som vi finder i den offentlige debat, og så det behov, som de fleste mennesker i grunden føler for at have et tilhørsforhold, som ikke konstant er til diskussion.

Derfor tror jeg også, at der er en fremtid for en konservatisme, som ikke først og fremmest er fokuseret på liberale værdier og frit valg, men taler fællesskabets sag og opprioriterer politikområder som kultur og (ud)dannelse, der har et enormt potentiale i forhold til at sikre menneskets i bund og grund sunde forankring i det givne.

Borgerlig – konservativ – kulturpolitik bør som sit hovedmål have at opretholde et nationalt fællesskab, der kan sikre, at vi danskere fortsat har noget at sige hinanden. Og at vi hviler på et fælles fundament af kulturarv og er beriget af et kulturliv, som til stadighed kan udvikle og inspirere os.

Over de seneste 20 år er en stadig større del af danskernes kulturforbrug gået online – accelereret af coronanedlukningen – og en del af det traditionelle kulturliv oplever at konkurrencen er hård . Har kulturlivet overvurderet danskernes lyst til at ”vende tilbage” til levende kultur efter corona?

Kulturlivet står overfor en stor opgave med at sikre kvalitetsoplevelser, både fysisk på kulturinstitutionerne og hjemme i stuen. Coronanedlukningen har åbnet mange menneskers øjne for, at der er masser af ting, men kan opleve hjemme. Og det er der intet galt i, tværtimod, men hjemmeoplevelsen bør være et supplement til, og ikke erstatte de fysiske oplevelser. En teaterforestilling, en koncert, en opera eller en ballet opleves altid langt stærkere, når man er fysisk til stede, end når man ser det på en skærm.

Det samme gælder en museumsoplevelse, hvor nærheden til genstandenes taktilitet ikke kan matches af skærmens flade oplevelse. Ideelt set bør skærmoplevelsen og den fysiske oplevelse hænge sammen, og skærmoplevelsen bør skærpe appetitten på, hvad der er at hente i den fysiske verden. Men det kræver nye, talentfulde kompetencer indenfor formidling på kulturinstitutionerne.

En række af årets nye danske film kæmper med billetsalget , samtidig med at de store amerikanske filmselskaber forsøger at finde ud af arbejds- og markedsdelingen mellem (biograf)film og tv . Har Danmark den rigtige fordeling af offentlige midler mellem de enkelte film – og mellem film og dramatik til flow og stream?

Film og tv er vigtige kulturområder, og de senere års udvikling indenfor dansk film og danske tv-serier har vist, at der er et stort udviklings- og fællesskabspotentiale i at gøre det til kulturpolitisk satsningsområde. Jeg tror på en god fremtid for biograferne, men jeg tror også, at biograffilm bliver en stadig mere korttidsholdbar vare i en verden, hvor mange ting bevæger sig hurtigere.

 

Kvoter for mænd og kvinder, hvide og sorte, homo- eller heteroseksuelle risikerer i bund og grund at gøre kulturlivet ligegyldigt. Hvem gider høre på en dårlig musiker eller se på en dårlig skuespiller, alene fordi de repræsenterer et hidtil underrepræsenteret køn/hudfarve/seksualitet?
_______

 

Løsningen tror jeg er et stærkere samarbejde mellem filmbranchen og streamingtjenesterne, som afgjort er kommet for at blive som en central del af danskernes hverdag. Den offentlige støtte til film- og tv-produktion bør ikke fokusere på, på hvilken platform resultaterne bliver vist, men på høj kvalitet af dansksproget indhold og på, at det skal komme så mange danskere som muligt til gode.

Regeringens og støttepartiernes beslutning i det nyligt indgåede medieforlig om at pålægge streamingtjenesterne en afgift, er for mig at se ikke vejen at gå. For det første kommer det i praksis blot til at fungere som en ekstraskat på forbrugerne i form af højere priser på streamingtjenesterne, for det andet er det for let for streamingtjenesterne blot at kunne betale sig fra selv at producere mere dansksproget indhold, og for det tredje risikerer vi blot at få ”mere af det samme”, hvis provenuet fra streamingafgiften skal fordeles efter samme kriterier som den eksisterende film- og tv-støtte. I stedet var det bedre at øge den eksisterende investeringsforpligtelse for streamingtjenesterne i forhold til dansksproget og -produceret indhold, så de selv kan finde ud af, hvad der tiltrækker danske seere, og så vi kan få flere stærke aktører til at sikre et bredere udbud af dansk dramatik, dokumentar m.m.

”Vi vil ikke være blinde og ekskluderende mere. Vi vil gøre op med, at kvinderne er en minoritet hos os. At vi ikke aner, hvad der foregår i en af de mest bestemmende kadre i musikbranchen. Og at vi ønsker en forandring” skrev Anders Hemmeth (sangskriver, sekretariatschef for Autor, Danmarks største forening for sangskrivere) for nylig i RÆSON, som et svar til Morten Messerschmidts partiledertale på Folkemødet. Har han ret?

Tidens største risiko for kvalitet i kulturen og i kunstlivet er den meget dominerende idé om repræsentation. Hvis man nedtoner kvalitetskrav til fordel for skemaer som viser, hvor mange mænd, kvinder, etniske eller seksuelle minoriteter etc., der er repræsenteret indenfor forskellige kulturelle genrer, så undergraver man den grundlæggende ambition om, at kulturen skal være præget af høj kvalitet. Det er ikke nogen kvalifikation i sig selv at være en kvinde eller at være brun i huden, og en heteroseksuel skuespiller kan sagtens spille homoseksuel – hvis han/hun ellers er en god skuespiller.

Kvoter for mænd og kvinder, hvide og sorte, homo- eller heteroseksuelle risikerer i bund og grund at gøre kulturlivet ligegyldigt. Hvem gider høre på en dårlig musiker eller se på en dårlig skuespiller, alene fordi de repræsenterer et hidtil underrepræsenteret køn/hudfarve/seksualitet? Det er der i realiteten ingen, der gør.

Jeg ved, at der også findes glimrende musikere, skuespiller, balletdansere m.fl., der er kvinder, farvede eller transkønnede. De skal blot klø på, så vil de få den anerkendelse, de fortjener. Men det er hverken i deres eller i kunstens og kulturens interesse, hvis de først og fremmest er udvalgt på baggrund af fysiske karakteristika, som intet har med deres evner at gøre.

Endnu har vi mulighed for at undgå excesser, som i fx USA, hvor en hvid skuespiller ikke kan lægge navn til en mørk tegnefilmfigur. Men bl.a. Det Danske Filminstituts flirten med tanker om kvoter for hudfarve og etnicitet og Københavns Kommunes krav om kønsregistrering af bands, som kommunen giver støtte til, viser, at debatten også er stærk her, og at den truer med at fratage den offentlige kulturstøtte en væsentlig del af sin legitimitet og folkelige forankring. Selvfølgelig skal offentlig, skatteyderbetalt kulturstøtte ikke tilgodese uvedkommende repræsentationshensyn.

Om ombygningsprojektet på Nyborg Slot har du skrevet, at ”man har forelsket sig i et megalomant byggeri, der bryder afgørende med de bevaringsprincipper, vi ellers har holdt i hævd i dette land i mange år”. For læsere, der ikke kender debatten: Hvor ser du problemet? Bør man tilstræbe en mere national (læs: centraliseret) varetagelse af denne type projekter?

Danmark er svært underforsynet med kongeborge fra middelalderen. Tidens tand, Svenskekrigene og nedrivninger har taget så godt som samtlige og stort set kun efterladt os med en række ruiner, hvoraf de fleste ikke når meget over jordhøjde. Men i Nyborg har vi faktisk en bevaret fløj af en vaskeægte kongeborg med rødder helt tilbage til første halvdel af 1200-tallet. Det er en vigtig, national seværdighed og et vigtigt fælles ansvar for hele landet at værne om Nyborg Slot.

Men i en kombination af en meget aktiv kommune, der vil ”sætte Nyborg og Nyborg Slot på verdenskortet” og store fonde, som også har vægtet det spektakulære fremfor det historisk set retvisende og sunde, er der udviklet et megalomant projekt, som truer med at pakke den bevarede kongefløj ind i moderne formidlingsbyggeri, der ikke afskiller sig stort fra velfærdsstatens nyere uddannelsesinstitutioner, plejehjem og administrationsbygninger. Nyborg vil – som alle andre byer – gerne være unik og have en fantastisk seværdighed. Det kan man jo sagtens forstå, men denne øvelse vil formentlig medføre det modsatte; slottet bliver ordinært, fordi dets historie og egen arkitektur udviskes til fordel for et moderne udtryk, der i og for sig ligner noget, man kan se i hver eller hver anden provinsby.

At de ansvarlige myndigheder i Slots- og Kulturstyrelsen har kunnet gå med til projektet, er ganske ufatteligt, og viser, at man også her er til fals for eventkultur, som sætter faglighed og historisk sandhed i anden række. Forhåbentlig forbliver projektet på tegnebordet, hvor det lige nu befinder sig, efter at A.P. Møller Fonden tidligere i år klogeligt udtrådte af projektet.■

 

Der er en fremtid for en konservatisme, som ikke først og fremmest er fokuseret på liberale værdier og frit valg, men som taler fællesskabets sag og opprioriterer politikområder som kultur og (ud)dannelse
_______

 

Nikolaj Bøgh (f. 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver og konservativ folketingskandidat i Københavns Storkreds. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie og kulturhistorie. ILLUSTRATION: Eget pressefoto af Nikolaj Bøgh [FOTO: Andreas Houmann]

Apropos denne artikel:

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde