01.08.2022

.

Den mentale CO₂-tæller må fungere som generationskontraktens grundled, indtil vi får styr på CO₂-regnskabet på samfundsniveau. Problemet med den er bare, at den alene ikke kan gøre hele arbejdet. Vi må kvalificere vores indsats, så tælleren regner rigtigt og ikke fyldes med falske logikker og synsninger. Der er for mange for hurtige konklusioner i klimadebatten, hvor en given teknologi enten forbandes eller forgyldes. Intet i denne verden er enkelt, slet ikke klimaet.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Pernille Weiss, medlem af Europa-Parlamentet, C (EPP)

Nogle gange tvivler jeg på, om jeg – om vi – egentligt ved, hvad vi mener med begrebet generationskontrakt. Den, der handler om at give verden videre til næste generation i en tilstand, der som minimum ikke er dårligere end den, vi overtog fra vores forældre. Mange taler om vigtigheden af denne kontrakt. Naturligvis. For det modsatte synspunkt giver jo ikke mening. Men hvad står der egentligt i denne kontrakt? Hvis den er bygget af værdier og fuld af værktøjer, hvad er disse? Og hvilke er de mest centrale?

For mig har det værdi at tage fat i klimaomstillingen. Værktøjerne er i sagens natur mange, for klimaet er en kompleks udfordring. Men mit overordnede krav til værktøjernes samspil er, at de skal give det mindst mulige CO2-aftryk på lang sigt. Således at næste generation kan høste frugterne af de beslutninger, vi tog. Også selvom de hverken var nemme eller populære.

De aktuelle tegn på klimaforandringerne, vi oplever i denne hede sommer, er en klar understregning af, at hvis vi ikke tænker på konsekvenserne af vores handlinger, går det snart rivende galt. Ikke at jeg personligt er et dystopisk menneske. Tværtimod. Jeg tror på, at vi som menneskehed er i stand til at navigere, når de helt store isbjerge nærmer sig. Det har historien trods alt vist os.

 

Hvis vi for 30 år siden talte om en generationskontrakt, var den ikke det papir værd, den var skrevet på. Vi har i al fald ikke brugt den særligt meget, og vi er begyndt alt for sent at konkretisere den som politik
_______

 

Vi ønsker alle en fremtid for vores børn
Det kommer ikke af sig selv. Det har historien vist. Derfor skal andre boller på suppen overalt i vores samfund, og derfor kæmper vi i EU for at finde politisk bæredygtige revideringer af alle love og direktiver, så de bedre spiller sammen om at sikre klimaneutralitet senest i 2050.

Ideen om de syv dødssynder er forældet, men siden Anden Verdenskrig og for alvor siden Murens fald har vi i Vesten givet efter for en forbrugsmæssig grådighed. Vi har mistet mådehold og smag for nydelsen ved at læse en bog eller kunst. Fordi vi kunne, og fordi vi ikke kendte konsekvenserne. Endnu. Derfor forbrugte vi stadigt mere uansvarligt og fraskrev os som enkeltpersoner ansvaret – indtil konsekvenserne for naturen blev umulige at ignorere. I dag har vi en fornemmelse af, at alle har mulighed for at bidrage til genskabelsen af naturens balance. Hvis vi for 30 år siden talte om en generationskontrakt, var den ikke det papir værd, den var skrevet på. Vi har i al fald ikke brugt den særligt meget, og vi er begyndt alt for sent at konkretisere den som politik. Det gør vi nu, men ofte på måder, der stritter i mange retninger, og vi formår stadig ikke at skabe mest mulig værdi for de fremtidige generationer.

Jeg giver ikke meget for dem – også blandt politikere – der irettesætter andres adfærd i klimaets hellige navn. Selvom debattører skal have tak for den gode intention om at minde os om at tøjle klimauvenlige vaner, udtrykker hævede pegefingre ringeagt for medmenneskers evne til at leve et liv i overensstemmelse med egen økonomi, personlige værdier og almindelig sund fornuft. De, der korrigerer andre med forbud og bedrevidende argumenter, overser, at de fleste af os altså besidder en relativt velfungerende selvkontrol. Vi behøver ikke og er helst fri for selvbestaltede moralkontrollanter. Vi kopierer ikke hovedløst det, vi ser andre gøre.

Jeg er sikker på, at de fleste inde i sig selv har en lille CO₂-tæller, som prikker til os, hvis vi bestiller lidt for mange flyrejser, fyrer for fuglene eller smider madrester i skraldespanden. Ligesom jeg tror, at de fleste af os, som elsker tøj og har (for) meget af det, gerne vil være med til at gøre noget ved modeindustrien, der tegner sig for 10 pct. af de globale drivhusgasudledninger – mere end søtransporten og internationale flyvninger tilsammen. Den lille CO₂-tæller i os alle giver en bitter smag i munden, når vi mister vores personlige fornemmelse af at overholde generationskontrakten – enten fordi vi kommer i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, eller fordi vi fanger os selv i at sige ét og gøre noget andet.

Vi har brug for mere viden
Den mentale CO₂-tæller må fungere som generationskontraktens grundled, indtil vi får styr på CO₂-regnskabet på samfundsniveau. Problemet med den er bare, at den alene ikke kan gøre hele arbejdet. Vi må kvalificere vores indsats, så tælleren regner rigtigt og ikke fyldes med falske logikker og synsninger. Der er for mange for hurtige konklusioner i klimadebatten, hvor en given teknologi enten forbandes eller forgyldes. Intet i denne verden er enkelt, slet ikke klimaet.

 

Det er en konservativ pligt at tale livscyklus-logikken op og skyde tomme argumenter ned
_______

 

Vi skal have mere og bedre viden om de langsigtede konsekvenser af vores handlinger. Sådan viden skal især baseres på livscyklusanalyser (LCA), der handler om et produkts klima- og miljøaftryk fra ”vugge” til ”grav” eller endnu bedre fra ”vugge” til ”vugge”. LCA’er er ikke nemme at lave. Det er et omfattende arbejde, hvis man skal have det hele med. Måske derfor bruges de ikke så ofte. Endnu. For det burde de, hvis vi vil vide, hvordan vi giver verden videre i bedre stand, end da vi selv overtog den. En stand, hvor effekten af det, vi tør beslutte i dag, vitterligt giver renter med renters renter oveni for vores børnebørns børn.

LCA’erne overses ofte i de politiske værksteder, fordi de risikerer at fortælle os politikere – som jo snart skal på valg igen og helst vil huskes for noget, der er mange stemmer i – at vi ikke gør det godt nok. Jeg og min gruppe, EPP, har stillet flere forslag om LCA’er i de direktiver og rapporter, vi bokser med i Europa-Parlamentet. I sager fra vurdering af økologisk overfor konventionelt landbrug til fornuften i at basere al fremtidig bilisme på batterier. Det bliver vi ved med.

Det er en konservativ pligt at tale livscyklus-logikken op og skyde tomme argumenter ned. Derfor har jeg foreslået, at Europa-Parlamentets tænketank, STOA, sætter et forskningsprojekt i gang, som undersøger og kommer med anbefalinger til, hvordan LCA-analyserne indtænkes og integreres bedre i produktion af goder. Så giver vi folk de rette forudsætninger til at handle i overensstemmelse med CO₂-tælleren og generationskontrakten.

STOA er et overset instrument. For hvilket parlament har sin egen tænketank, som har midler til forskning? Forskningen er et bidrag til handleplanerne, strategierne og budgetposterne, hvor undersøgende spørgsmål kan adresseres af folkevalgte, der i regi af tænketanken kan nørde uafhængigt af partigruppe, parlamentariske magtpositioner og gældende diskurser.

At få LCA ind i europæisk politikudvikling vil præcisere debatten og hjælpe alle borgere med at rydde op i både de fælles og private CO₂-tællere. Det vil også være et bidrag, der udfordrer den demokratiske debat omkring løsningerne til naturens og klimaets tilstand, fordi vi med dem bedre kan se sammenhængen mellem sektorerne. Hvad er eksempelvis baggrundsudledningen fra en elbil, som til trods for, at den ingen udstødning har, kan lave et større hul i klimaregnskabet end benzinbiler, fordi produktionen belaster mere? Og hvad med plastik, der kan ende i naturen, men også bidrage til reduktion af madspild? Vi bør i Europa gå forrest for at finde løsninger, der skaber værdi for fremtiden.

Vi europæere deler tvivlen, som Per Stig Møller beskrev det for en generations tid siden:

”Tvivlen er den væsentligste europæiske værdi. Lige fra grækerne finder vi ved siden af overmodet mismodet. Ved siden af selvtilliden mistilliden. Det er denne tvivl, som forandrer verden. Behøver det være sådan? Behøver vi gøre sådan? Ud fra sådanne spørgsmål har europæerne til stadighed forandret deres livsbetingelser. Lige fra deres produktionsredskaber til deres regeringssystemer. Hvor der ikke er ret til at udtrykke tvivl, kan intet forandres.”

Hvis vi mener generationskontrakten alvorligt, må vi invitere tvivlen indenfor i det politiske værksted og søge viden, der bringer os tættere på at forstå, hvordan vi sikrer næste generation den bedste fremtid.■
 

Vi bør i Europa gå forrest for at finde løsninger, der skaber værdi for fremtiden
_______

 

Pernille Weiss er medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti, der sidder i gruppen European People’s Party (EPP). [FOTO: Eget pressefoto]