18.05.2022

Når vi den 1. juni skal stemme om forsvarsforbeholdet, handler det mest om at få indflydelse på vores egen tryghed og sikkerhed. De andre lande i EU er ved at lægge planer, så de næste generationer også kan leve et liv med fred og stabilitet. Her skylder vi fremtidens Danmark at sidde med ved bordet, når EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik bliver lagt.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Af Stine Bosse

Danmark kan ved at stemme ja den 1. juni vinde indflydelse og øge vores sikkerhed. Da vi i 1993 fik det danske forsvarsforbehold, var årsagen den, at vi var usikre på, hvordan det fremtidige forsvarssamarbejde ville udvikle sig. Dengang var der forestillinger om, at Danmark måske kunne tvinges til at deltage i EU-missioner, men denne usikkerhed findes ikke længere.

Samtidig har erfaringerne fra en ustabil sikkerhedspolitisk situation i verden under Donald Trump, og Ruslands invasion i Ukraine vist, at vi i EU er nødt til i højere grad at tage ansvar for Europas fremtidige sikkerhed.

EU’s forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde er mellemstatsligt, hvilket betyder, at vi selv kan vælge, hvilke missioner vi ønsker at deltage i. En luksus model med lutter muligheder. Vi kan sige ja eller nej til deltagelse, og endelig kan vi blæse i det helt store horn og nedlægge veto overfor en given aktion.

Vi får i tillæg et hav af muligheder for at styrke hele EU’s, herunder Danmarks, forsvar. Vi får eksempel ret til at deltage i uddannelse, træning og øvelser. Bl.a. på EU’s Cyber Academia og i flere hav og havne-projekter, der styrker den fælles overvågning.

 

Vi kan sige ja eller nej til deltagelse, og endelig kan vi blæse i det helt store horn og nedlægge veto overfor en given aktion
_______

 

Et stærkt forsvars- og sikkerhedssamarbejde i EU giver NATO muskler
Når EU tager et større ansvar for forsvars-og sikkerhedspolitik, betyder det ikke, at NATO kommer til at udfylde en mindre rolle i den europæiske sikkerhed. De fleste EU-lande, nu også snart Sverige og Finland, er NATO-medlemmer og tager samtidig del i EU’s forsvarssamarbejde. Danmark står, som eneste EU-land, uden for EU’s forsvarssamarbejde.

Samarbejdet mellem NATO og EU giver gode muligheder for at få mere ud af de samme ressourcer. Der er betydelig forskel på, hvilke opgaver NATO og EU løfter. Der er derfor en fælles interesse i, at EU udfylder de huller i forsvarskæden, som NATO har. Det drejer sig bl.a. om infrastruktur, cybersikkerhed og forskning. Når det kommer til militærpolitik, er EU og NATO to adskilte enheder, men de samarbejder tæt med hinanden.

NATO kan derfor drage stor fordel af EU’s ambition om at styrke det europæiske forsvarssamarbejde, da forsvarskapaciteter udviklet i EU’s, kan benyttes i NATO-regi, hvis EU’s medlemsstater ønsker at gøre det. Et helt konkret eksempel er PESCO (den operationelle institution i EU’s forsvarssamarbejde). Her er vi udenfor, medens 25 andre EU-lande er inde i lokalerne. Der er iværksat et større mobilitetsprojekt, som er vigtigt for territorialforsvar i hele EU – også Danmark. Her koordineres og planlægges ”on the ground” fysiske forhold. Og hvad der er særlig vigtigt at forstå, så er det ikke et samarbejde, som NATO faciliterer. Til gengæld er NATO-landene Norge, Canada og USA med. Som konsekvens af forbeholdet er vi altså udenfor.

Tiden er kommet til at gøre op med det danske forsvarsforbehold. Uden et forbehold får vi ikke mindre dansk selvbestemmelse eller et svagere NATO. Den eneste funktion, som forbeholdet har, er en svækkelse af Danmarks fremtidige sikkerhed og indflydelse i EU.

Ønsker vi at bidrage helt aktuelt, vil en afskaffelse af forbeholdet sende et signal til Putins Rusland om solidaritet og sammenhold i vores del af verden, som han uafladeligt de seneste 20 år har søgt at destabilisere. Sverige og Finland har truffet historiske beslutninger (uden folkeafstemninger i øvrigt), og nu er NATO-forsvarskæden lukket. Nu lukker vi EU’s forsvarskæde, hvor vi er det eneste EU-land, der står udenfor. ■

 

Sverige og Finland har truffet historiske beslutninger, og nu er NATO-forsvarskæden lukket. Nu lukker vi EU’s forsvarskæde, hvor vi er det eneste EU-land, der står udenfor.
_______

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover