06.09.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Kan demokratiet overleve i opmærksomhedsøkonomien? Politikere og journalister kappes om at reducere politik til motivspekulation, persondyrkelse og konflikt – fordi det er det, der virker. Valgkampen er en anledning til at tænke nyt. Må politik også være kedeligt? 

Kommentar af Vincent F. Hendricks

”Politik” som begreb har en lang historie. Begyndende med det græske ”politikos” – der handlede om borgeren (”polites”), bystaten (”polis”) og dens administration og hele det offentlige liv. Hos romerne blev det til ”politicus” og i det 14. århundrede til det franske ”politique”.  I dag fremkalder ”politik” billeder af besserwissere, fredagsbarer og udstrakt motivspekulation i evig konflikt. Sådan er det i en medievirkelighed, der er hårdt styret af, og gearet til, opmærksomhedsøkonomis vilkår.

Men realpolitiske processer og aktiviteter er tidskrævende. I Beretning om Folketingsåret 2019-20 (og det er under COVID-19-pandemien, hvor aktiviteten i Folketinget var påvirket) fremgår det eksempelvis at:

1. Der blev afholdt i alt 151 møder i Folketingssalen. Møderne varede i alt 568 timer og 17 minutter.
2. Den gennemsnitlige mødevarighed var: 3 timer og 45 minutter.
3. Der blev fremsat 214 lovforslag (211 blev vedtaget), mens der blev fremsat 185 beslutningsforslag, hvoraf 17 blev vedtaget.

Et af disse møder var allokeret til beslutning om et lovforslag, der hidrører ”Initiativer mod kortsigtede investeringer i private udlejningsboliger”. Der var tre forslag på bordet, der uforkortede bar disse titler:

1. L 176 Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene og lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber. (Øgede energikrav ved anvendelse af § 5, stk. 2, i lov om midlertidig regulering af boligforholdene og fastfrysning af vurderinger af værdien af andelsboligforeningers ejendomme).
2. L 177 Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene og lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber. (Karensperiode ved erhvervelse m.v. af udlejningsejendomme og lovfæstelse af normalvedtægtens krav om tilslutning på fire femtedele til opløsning af andelsboligforeninger).
3. L 178 Forslag til lov om ændring af lov om leje og lov om midlertidig regulering af boligforholdene. (Styrkelse af lejerne).

Keder du dig nu?

 

Hvis en politiker deler et politisk budskab på fx Instagram, fungerer selfien som et investeringsobjekt, der kan bidrage til at give budskabet mere opmærksomhed fra potentielle vælgere
_______

 

L176-178 var vigtige lovforslag*. Det er kun blevet mere tydeligt i dag, takket være den galoperende inflation og hertil hørende huslejestigninger, der skyldes den volatile situation i Europa. Der er udsigt til yderligere indgriben – herunder lofter over elafgift og huslejestigninger. Men at transmittere vedtagelsen af eksempelvis L176-178 fra Folketingssalen ville være elendigt fjernsyn, dårlig radio og aldrig nå sociale platforme. I en opmærksomhedsøkonomi får den slags stof ikke mange seere – så hverken medier eller politikere kan omsætte disse emner til penge, magt og synlighed.

Dertil kommer alt det andet, som (by)staten af samme årsager er presset af netop nu. Der er meget, der er realpolitisk vigtigt, og ikke mindst: betragtelig svært. Det fanger sjældent opmærksomheden.

Så hvad er det, der virker?

I 2013 valgte Oxford Dictionaries årets ord: Selfie. En selfie er blevet en slags enhed, som brugerne kan handle med i et bytteforhold – og det har politikere fået øjnene op for. Hvis en politiker deler et politisk budskab på fx Instagram, fungerer selfien som et investeringsobjekt, der kan bidrage til at give budskabet mere opmærksomhed fra potentielle vælgere.

Websitet TjekDet lavede i maj 2022 en opgørelse, der viste, at Mai Villadsen (EL) i februar udmærkede sig ved at være partilederen med de fleste Facebook-opslag, mens Pernille Vermund (NB) brugte flest selfies såvel i samlet antal som i forhold til antallet af opslag. Den eneste partileder, der slet ikke benyttede sig af selfies i februarmåned, var Franciska Rosenkilde (AL).

Selfies findes kun, fordi de virker i opmærksomhedsøkonomi. I et opslag på sin populære Twitter-profil gjorde professor Svend Brinkmann op med politiker-selfies. Socialdemokratiets nuværende politiske ordfører, Rasmus Stoklund (S), kvitterede med en uforbeholden indrømmelse og lovede at stoppe med selfies, hvis de i fremtiden skulle vise sig at høste mindre opmærksomhed:



Kilde: Twitter.

En anden, mindre synlig, men meget indflydelsesrig trend er: Motivspekulation.

”Hvorfor vil Mette Frederiksen gerne ”diskutere” om Minksagen egentlig er en skandale?”, ”Hvorfor vil Lars Løkke ikke støtte en regering, hvor Inger Støjberg sidder med ved bordet?”, ”Hvorfor er Søren Papes mand fra Den Dominikanske Republik interessant for Papes statsministerambitioner?”, ”Hvorfor ser Morten Messerschmidt vingeskudt ud?”, ”Hvorfor fremstår Jakob Ellemann svag?”, og ikke mindst: ”Hvornår skal der være valg?”

Listen fortsætter ad infinitum – både i de gamle og de nye medier, især i radio og tv. Det er den slags spørgsmål, der er lette at tale om. Der kan skabes konflikter mellem navngivne aktører. Persondyrkelse kan være udmærket, men i politisk sammenhæng kan det blive giftigt – det bliver ikke ’del jer efter anskuelser’ – som Hørup ville have det – men ’del jer efter personligheder’. Så bliver der langt til de realpolitiske Lovforslag L176-178, der jo umiddelbart hverken byder sig til med oplagte selfies, motivspekulation eller hurtige udmeldinger på sociale platforme.

Der er dét ved motiver, at de ofte IKKE kan uddrages af den forhåndsværende evidens. Det er præcis derfor, både kommentatorer, studieværter,  seere og politikerne selv kan gætte løs uden at blive taget til indtægt for gætterierne senere.

 

Med de sociale platforme har ALLE fået en megafon til offentligheden. Dermed kan politikerne helt undgå den gate-keeper-funktion, som journalister og presse ellers udgør. Pressen – herunder kommentatorer, analytikere og redaktører – føler sig pludselig magtesløse
_______

 

Med de sociale platforme har ALLE fået en megafon til offentligheden. Dermed kan politikerne helt undgå den gate-keeper-funktion, som journalister og presse ellers udgør. Pressen – herunder kommentatorer, analytikere og redaktører – føler sig pludselig magtesløse. Men konsekvensen er også, at politikerne handler i de valutaer de ved, der virker i opmærksomhedsøkonomien.

Og for politikeren er det en fordel, at man ikke behøver specificere sine svar over for en vedholdende og velforberedt journalist, der faktisk gerne vil vide noget om det præcise indhold af eksempelvis Lovforslag L176-178.

Men det er også blevet en kilde til frustration for politikerne selv, at de er henvist til denne form for reaktiv kommunikation. Som Jens Rohde proklamerede 6. maj 2022: ”Jeg er træt af at sidde og vente på sociale medier for at melde et eller andet ud blot for at være med i strømmen […] Jeg er 52 år. Og jeg vil noget uden for politik. Noget med et lavere konfliktniveau”.

Må politik gerne være kedeligt – hvis ellers det er vigtigt?

Det offentlige rum, hvor demokratiet lever, bør være andet og mere end, hvad der virker godt i opmærksomhedsøkonomiens udbud af selfies, motivspekulation, hurtige udmeldinger, persondyrkelse og konfliktskabelse. I de sidste 20 år har vi været fascineret af, at de sociale medier giver alle lov at mene noget. Men afklaringen af HVORFOR vi mener, hvad vi gør, egner de sociale medier og mediernes nye infotainment sig dårligt til.

For to parter, der er enige, er det let at indgå en slags kontrakt – men det kræver faktisk også samarbejde, hvis man forpligter sig på den oplysende uenighed: Når vi er uenige med hinanden, skal vi gøre os umage med at forstå, hvorfor dette menneske mener, hvad det gør:

Det interessante er ikke, at jeg mener A, mens du mener ikke-A. Det interessante er, hvorfor du mener det ene, mens jeg det andet. Det kræver forståelse for andres argumenter og præmisser, der leder til vores forskellige konklusioner. Denne proces bliver man klog af under alle omstændigheder – ligegyldigt om vi undervejs enes om at være uenige eller fortsætter samtalen til begges bedste. Om det så er online, på TV eller om middagsbordet. Det tager tid. Det kan fremstå både svært og for medie-offentlighed kedeligt, men det er vigtigt! Som antropolog Dennis Nørmark og undertegnede skriver i en nylig artikel om woke-bevægelser og uenigheder i Højskolebladet: ”Det værste, der kan ske, er, at man bliver klogere – også selv hvis man ender med uenighed. Den oplysende uenighed er uenighedens samarbejde.”

Problemet er imidlertid, at den oplysende uenighed egner sig aldeles dårligt til 140 tegn på Twitter, Facebook-tråde og politiske fredagsbarer transmitteret på TV. Det er lige så dårlig underholdning som transmissioner fra den realpolitiske proces i den lovgivne forsamling. Det har den amerikanske tv-kanal CSPAN måtte sande – den transmitterer insisterende fra Kongressen, men seerne udebliver, selvom Demokrater og Republikanere i disse år er rygende uenige om langt det meste.

Folketingsvalget nærmer sig. Det er nok værd for såvel politikere, medier og borgere at huske på, at politik GODT må være både vigtigt, svært og kedeligt – samtidig. For politik handler stadig om borgeren og (by)staten – selfies eller ej. ■

 

Det er nok værd for såvel politikere, medier og borgere at huske på, at politik GODT må være både vigtigt, svært og kedeligt – samtidig. For politik handler stadig om borgeren og (by)staten – selfies eller ej
_______

 

Vincent F. Hendricks (f.1970) er dr. phil., phd, professor og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS)

*Alle tre lovforslag blev vedtaget med stemmer fra regeringen (S), DF, SF, EL, AL og Sikandar Siddique (UFG). V, R, K, NB og LA stemte imod.

Apropos denne artikel:

Mikkel Vedby Rasmussen efter nattens angreb: Hvad ønsker Iran og Israel at opnå?

Professor Ole Windahl Pedersen i Interviewserien: Der er intet overraskende i, at klima nu kan være en menneskeret. Alligevel vil dommen i Strasbourg få store konsekvenser for klimakampen

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Kan Modi transformere Indien til Asiens førende supermagt?

Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Bliver Indien det nye Kina? Nok ikke lige foreløbig

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise