14.06.2023

Mange af landene i verdens sydlige verdensdele føler sig hjemløse i den nye kolde krig, som Ruslands invasion i Ukraine, Kinas mere aggressive politik samt Vestens mere og mere stridbare svar på disse udfordringer har kastet verden ud i.

Af Asger Røjle Christensen

FRA RÆSON54. Artiklen er med i det trykte nummer af RÆSON, “Politik på klimaets betingelser”, der er ude nu. Som noget helt nyt er alle artikler også udgivet som lydversioner, eksklusivt for vores abonnenter.



En af de mest bemærkelsesværdige ting ved årets G7-topmøde i Hiroshima var klubbens og især det japanske værtskabs målrettede og erklærede forsøg på at inddrage landene i det globale syd i møderne i forbindelse med topmødet. Med som gæster indbød man i år otte stats- og regeringschefer – fra bl.a. Indien, Brasilien og Comorerne, der er formand for Den Afrikanske Union. De optrådte ikke på de officielle opstillede G7-fotos fra Hiroshimas fredspark og den smukke nærliggende ø Miyajima, men ikke mindst Indiens premierminister, Narendra Modi, havde en række højt profilerede møder med G7-ledere – og i øvrigt også med Ukraines præsident, Zelenskyj.

Modi blev ligefrem hyldet som ,sydens leder’, da han efter G7-topmødet besøgte Papua New Guinea for at deltage i et topmøde i stillehavsøernes fælles forum. „Vi ønsker, at Indien spiller rollen som leder af det globale syd. Du er sydens leder”, sagde landets premierminister, James Marape, i sin velkomst. Bemærkningen viser, hvordan mange af landene i verdens sydlige verdensdele føler sig hjemløse i den nye kolde krig, som Ruslands invasion i Ukraine, Kinas mere aggressive politik samt Vestens mere og mere stridbare svar på disse udfordringer har kastet verden ud i.

Selv sagde Modi til den japanske avis Nikkei , at han ved sit visit hos G7 ønskede at ,styrke nationerne i det globale syds stemme og bekymringer’, og at han ville bestræbe sig på at ,fostre synergi’ inden for det bredere forum G20, hvor Indien senere på året er vært for årets topmøde.

G7-landene ønsker i stigende grad at skabe en forenet international front over for såvel Beijings øgede selvhævdelse som Ruslands aktuelle invasion af Ukraine. Den japanske premierminister, Fumio Kishida, gjorde et stort arbejde inden topmødet for at gøde jorden for dette. Det handler om at undgå, at lande i syd knytter sig for tæt til Kina og Rusland. Indien har vel at mærke ikke valgt side i Ukraine-krigen, og i mange andre lande i det globale syd opfattes krigen ikke som en krig med de samme globale implikationer, som den tillægges i Vesten – eller i ,det globale nord’, om man vil. Den opfattes ofte som en europæisk affære, der ulykkeligvis holdes i gang af begge sider – og som man håber bliver afsluttet hurtigt, primært på grund af de økonomiske sanktioner mod Rusland og deres afledte konsekvenser for verdensøkonomien.

Japan gør i forvejen et flittigt stykke diplomatisk alliancearbejde over for en række sydlande i sine bestræbelser på at bygge alliancer. Ikke for at ,inddæmme Kina’ – det mener japanerne er umuligt – men for at afbalancere den øgede magt og indflydelse, som Kina økonomisk, politisk og militært har skabt i de seneste mange år. Også her spiller forholdet til Indien en afgørende rolle. Samtidig bedriver Japan et næsten lige så flittigt, men langt mere diskret diplomati over for Kina for at forsøge at genskabe en mindre konfliktfyldt relation.


G7-topmøde i Hiroshima, Japan, 20. maj 2023: Til venstre: Frankrigs præsident, Macron, og Indiens premierminister, Modi. Til højre: Præsident Biden, Canadas premierminister, Justin Trudeau, Australiens premierminister, Anthony Albanese, EU-kommissær Ursula von der Leyen og direktør for Det Internationale Energiagentur Fatih Birol [FOTO: Jacques Witt/SIPA/Ritzau Scanpix]

Kishida har udtalt, at ,hvad der sker i dag i Ukraine, kan ske i morgen i Asien’. Men selvom Ukraine på den måde bruges i argumentationen for japansk oprustning og alliancepolitik, handler det for Japan især om forholdet til Kina. Længe inden det aktuelle G7-fokus på problemstillingen har Japan under overskriften „The Free and Open Indo-Pacific” arbejdet på at etablere alliancer overalt i regionen for at afbalancere Kina. Kort inden G7-topmødet besøgte Kishida fire lande i Afrika – bl.a. besøgte han Mozambique, der har valgt ikke at deltage i fordømmelserne i fx FN af den russiske invasion af Ukraine. Mozambique har stærke bånd til Rusland, med rødder i sovjet-regimets støtte til de nuværende magthavere under landets befrielseskrig for et halvt århundrede siden – som det også er tilfældet i en række andre lande.

I de fire afrikanske lande handlede det for Kishida om at knytte disse lande tættere til Japan, som han lovede vil følge disse bestræbelser op med betydelige beløb i bistand, investeringer og lån.

Men alle disse bestræbelser på at få det globale syd over på sin side er op ad bakke. Mange røster i syd advarer mod at gribe for ivrigt ud efter G7-landenes lokketoner. Det strider mod disse landes grundlæggende interesse i netop ikke at tage stilling, når de store strides. Vesten skal derfor ikke forvente, at landene i syd slutter helhjertet op, advarer Malaysias tidligere premierminister, den 97-årige Mahathir Mohamad, under et besøg i Tokyo lige efter G7-topmødet. De „bryder sig ikke om krig”, forklarer han: „Jeg tror ikke på, at gå i krig, søge konfrontation og sende jeres leder ud i verden for at provokere andre lande er en god måde at få afsluttet et problem på, som har konsekvenser for hele verden”, lød hans kritik af budskabet i Kishidas Afrika-rejse. Mahathir talte ved en stor konference, arrangeret af avisen Nikkei, om Asiens fremtid. „Det globale syd omfatter Brasilien, Indien og Indonesien, og disse landes folk ønsker ikke krig. De vil aldrig støtte nogen af parterne i krigen mellem Rusland og Ukraine”, sagde han. Det er en udbredt holdning i mange sydlande i Asien, at USA og Europa har et stort ansvar for at forlænge krigen med deres massive militære støtte til Ukraine. Efter at have betragtet modtagelsen af Ukraines præsident, Zelenskyj, ved G7-topmødet, havde Mahathir følt, at det „var ligesom de rige økonomier forsøgte at overtale det globale syd til at støtte at gå i krig” – men han spår, at det aldrig vil lykkes.

En anden erfaren iagttager af forholdet mellem Vesten og landene i Østasien, den tidligere topdiplomat for Singapore i FN Kishore Mahbudani forklarede til Nikkei, at det simpelthen er i sydlandenes interesse at holde sig ude af den nye kolde krig og lade være med at melde sig ind i den ene eller den anden af de stridende fronter: „For os i regionen vil det være økonomisk selvmord at afkoble os fra vores milliardhandel med Kina”, forklarer han. Det vil måske være muligt for lande i Amerika og Europa, men ikke for lande i Asien. „Geografisk nærhed vil uundgåeligt betyde, at ASEAN-landene i Sydøstasien har flere udfordringer i at handle med Kina, end USA har”. Derfor er landene i syd begyndt at have det, den erfarne diplomat kalder ,en pragmatisk tilgang til at finde en balance mellem Beijings og Washingtons ønsker’.

Fra Indiens Modi lyder budskabet: „Indien vil altid stå på fredens side […] Vi vil konsekvent støtte alle dem, der i den aktuelle situation har udfordringer med at dække deres grundlæggende behov for fødevarer, brændstof og gødning. Derfor opretholder vi forbindelser med både Rusland og Ukraine”. Og han tilføjer: „Samarbejde og partnerskab burde definere vor tid – ikke konflikt”. ■

 

Efter at have betragtet modtagelsen af Ukraines præsident, Zelenskyj, ved G7-topmødet, havde Mahathir følt, at det „var ligesom de rige økonomier forsøgte at overtale det globale syd til at støtte at gå i krig” – men han spår, at det aldrig vil lykkes
_______

 

ILLUSTRATION: Hiroshima, Japan, 20. maj 2023: Præsident Biden omfavner premierminister Modi [FOTO: Shutterstock/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Erslev Andersen i RÆSON SØNDAG: Trump risikerer at skabe den største krise i Mellemøstens moderne historie

James Smith: Hvis Israel ville, kunne de angribe den eneste fungerende atomreaktor i Iran – og forårsage en ulykke på linje med Fukushima

Ukrainebrief: Vil Putin hjælpe Iran?

Sune Haugbølle: Vores politikere bifalder krigen med stille resignation. For Irans nederlag er i vores interesse – folkeret eller ej. Det er sådan, folkeretten smuldrer

Jesper Olsen: Kan man købe stemmer for kontanter i dansk politik?

Lars Aslan Rasmussen om Iran: Tak, Israel – nogen skulle jo gøre det beskidte arbejde