20.02.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

”Den politiske retorik og den førte politik er ude af takt. Retorik er ord, politik er handling. Statsminister Mette Frederiksen sagde under sikkerhedskonferencen i München, at der er mere på spil end ukrainske landegrænser. Når vi passerer etårsdagen for invasionen og kort derefter for det nationale kompromis, vil Forsvaret dog fortsat være for lille, for nedslidt, underfinansieret og underbemandet.”

Kommentar af Carsten Rasmussen, pensioneret brigadegeneral

På fredag den 24. februar er det et år, siden Rusland iværksatte anden fase af invasionen af Ukraine. I modsætning til første fase i 2014, drejede det sig denne gang om et militært overfald i meget stor skala, som havde til formål at undertvinge Ukraine og slette det fra landkortet. Invasionen fik hurtigt karakter af et folkemord, med omfattende krigsforbrydelser, tvangsdeportationer af børn og russificering af de besatte områder. Målet er ikke blot at flytte grænser men at udrydde den ukrainske nation, det ukrainske sprog og den ukrainske kultur.

Situationen har udviklet sig til en strategisk konfrontation mellem Vesten og Rusland. Konfrontationen foregår i flere domæner. På det politiske og økonomiske område samt i informationsdomænet er konfrontationen global og intensiteten stadig eskalerende.

I det militære domæne er konfrontation indtil videre geografisk begrænset til Rusland, Belarus og Ukraine. Men kræfter tæt på det det russiske regimes kerne leger jævnligt med ideen om at udvide de militære operationer. Der er blevet talt om at fortsætte operationerne mod Moldova, Polen og de baltiske lande samt at angribe vestlige våbenforsyninger til Ukraine i tredjelande.

I lyset af udviklingen op til invasionen, ville det være meget naivt at ignorere de russiske trusler. Den situation, Europa befinder sig i, er en ’nær-krigssituation’. I den eskalerende globale konfrontation kan tærsklen mellem krise og krig overskrides når som helst. I russisk tænkning er der ikke klare skillelinjer mellem fred, krise og krig. Russerne skelner mellem de to tilstande, konkurrence og krig. I konkurrencesituationen udelukker Rusland ikke anvendelsen af militære midler. Når det hævdes, at der ikke aktuelt er nogen militær trussel mod Danmark, er det måske korrekt i dag, men ikke nødvendigvis i morgen. I den nuværende højspændte atmosfære, vil enhver russisk militæraktion, hybridoperation eller provokation uden for Ukraine kunne føre til en situation, som det kan vise sig svært at kontrollere. Hvis noget sådant skulle ske i vort nærområde vil der øjeblikkeligt kunne manifestere sig en militær trussel også mod Danmark. Eksempelvis en fly-, missil- og dronetrussen mod dansk territorium eller trusler mod danske skibe og fly i Østersøen.

Karakteren af truslen fra Rusland er gået op for vores nabolande. Tyskland er med hastige skridt på vej væk fra den pacifisme, som har præget landet siden Anden Verdenskrig. Polen opruster i en skala, Europa ikke har set i nyere tid. Norge er ved at genetablere totalforsvaret. Sverige og Finland har søgt optagelse i NATO.

 

Valgkampen fandt sted i en dansk osteklokke, hvor traditionelle indenrigspolitiske emner fuldstændigt overskyggede den meget alvorlige situation, Europa står i
_______

 

Men hvad med Danmark?

Da Rusland i 2022 på en særdeles brutal måde anskueliggjorde, at den evige fred i Europa var en illusion, var Danmark og Forsvaret ganske uforberedte på mødet med de barske realiteter. Det danske forsvar var, da Rusland angreb Ukraine den 24. februar 2022, for lille, nedslidt, underfinansieret og underbemandet.

Den vigtigste danske politiske reaktion var indgåelsen det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik den 6. marts 2022. Det nationale kompromis skulle danne grundlaget for et nyt forsvarsforlig og dermed genopbygningen af Danmarks nationale forsvarsevne. De fem partier bag kompromisset aftalte at indgå et langsigtet forsvarsforlig, som sikrede, at forsvarsbudgettet ville stige til to procent af bruttonationalproduktet senest i 2033. Det blev også aftalt at afsætte en reserve på 3,5 mia. kroner i henholdsvis 2022 og 2023. Reserven er i brugt på donationer til Ukraine.

Det nationale kompromis blev hen over sommeren og efteråret 2022 udsat for en nogen kritik for at ikke at være ambitiøst nok og for at mangle fleksibilitet. Samtidig blev Zilmer-rapporten offentliggjort. Rapporten tegner et dystert billede af sikkerhedssituationen, hvilket kortvarigt tiltrak sig politikernes opmærksomhed. Men det var dog ikke tilstrækkeligt til, at sikkerheds- og forsvarspolitik blev et tema under valgkampen op til Folketingsvalget i november. Valgkampen fandt sted i en dansk osteklokke, hvor traditionelle indenrigspolitiske emner fuldstændigt overskyggede den meget alvorlige situation, Europa står i.

Det stod dog efter valget klart, at den langsomme implementering af det nationale kompromis også bekymrede den politiske ledelse, da den nye SVM-regering i regeringsgrundlaget aftalte at fremrykke indfrielsen af toprocent-målsætningen til 2030. Et lille skridt på vejen, men sammenlignet med tilgangen i vores nabolande er ambitionsniveauet fortsat meget lavt.

Den tidligere regering erkendte, at Forsvaret er i en dårlig forfatning. Den tilvejebragte grundlaget for at styrke Forsvarets fundament ved at gennemføre et såkaldt kasseeftersyn i efteråret 2022. Kasseeftersynet pegede på en række problemområder: større nedslidning af materiel end forventet, udfordringer på IT-området med teknisk gæld og nye krav til digitalisering, efterslæb på Forsvarets ejendomsområde, udfordringer med rekruttering og fastholdelse af personel, behov for styrket finansiel kontrol og flere forsinkede forligsinitiativer. Sidstnævnte blev understreget af statsrevisorerne i januar 2023, da de meget skarpt kritiserede Forsvarsministeriets økonomistyring og mangelfulde implementering af det nuværende forsvarsforlig.

Det nationale kompromis, regeringsgrundlaget, kasseeftersynet og statsrevisorernes beretning udgør et solidt grundlag for at iværksætte den hastende og hårdt tiltrængte genopbygning af Forsvaret. En hurtig indgåelse af et nyt forsvarsforlig, som tager udgangspunkt i nær-krigssituationen, de latente trusler mod Danmark, indsættelsesscenarier og Forsvarets fremtidige opgaver er helt afgørende for at sætte gang i styrkelsen af Danmarks forsvarsevne.

Men sådan kommer det ikke til at gå. Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen ser ingen hast. Han har besluttet at udsætte forsvarsforligsforhandlingerne til senere på foråret. Den fungerende forsvarsminister ønskede at få et klart overblik over Forsvarets samlede økonomi og svare på den kritik, som rigsrevisorerne og statsrevisorerne har rejst af Forsvarets økonomistyring. I en stabil fredstidssituation havde dette været en fornuftig beslutning. Men beslutningen viser desværre, at regeringen ikke fuldt ud har forstået situationens alvor.

Truslen fra Rigsrevisionen opfattes tilsyneladende som mere akut end truslen fra Rusland.

Den politiske retorik og den førte politik er ude af takt. Retorik er ord, politik er handling. Statsminister Mette Frederiksen sagde under sikkerhedskonferencen i München, at der er mere på spil end ukrainske landegrænser, og at Europa ikke kan vide sig sikre på at Ruslands krig stopper ved Ukraine. Jeg er helt enig med statsministeren. Jeg kalder den situation, hun beskriver, en nær-krigssituation. Ordene er imidlertid ligegyldige, hvis ikke de følges op af handling.

Når vi den 24. februar 2023 passerer etårsdagen for Ruslands angreb på Ukraine og den 6. marts 2023 etårsdagen for det nationale kompromis, vil Forsvaret fortsat være for lille, nedslidt, underfinansieret og underbemandet. Hæren er for lille. 1. Brigade er ikke i nærheden af at være en kampklar troppeenhed. Søværnets skibe er ikke fuldt bemandede og fregatternes missilbrønde er tomme. Endelig har flyvevåbnet fortsat udsigt til for få nye fly med for få moderne våben.

Jeg har ingen forventning om, at vi med et trylleslag kan genopbygge Danmarks forsvarsevne, men i lyset af situationens alvor er det bekymrende, at vi ikke på nuværende tidspunkt er godt i gang med styrke forsvarsevnen.  

Danmark har leveret når det drejer sig om at støtte Ukraine, hvilket vi kan være stolte af. Men da vi ikke kan være sikre på at krigen stopper ved Ukraine, er det på høje tid, at vi, ligesom vores nabolande, bidrager meget mere til at styrke sikkerheden i nærområdet. ■

 

Jeg har ingen forventning om, at vi med et trylleslag kan genopbygge Danmarks forsvarsevne, men i lyset af situationens alvor er det bekymrende, at vi ikke på nuværende tidspunkt er godt i gang med styrke forsvarsevnen
_______

 

Carsten Rasmussen (født 1960) er pensioneret brigadegeneral, foredragsholder og debattør. Forhenværende forsvarsattaché i Polen, Kina og Rusland.

Apropos denne artikel:

Morten Messerschmidt i RÆSON Spørger: Jeg kan ikke udelukke, at en ny EU-kommission vil optage Ukraine – men så skal man også fortælle europæerne, og danskerne, hvad det vil koste os

Martin Lidegaard i RÆSON Spørger: Jeg er utrolig bange for, at Ukrainekrigen får EU til at sætte den grønne omstilling på pause

Magnus Lund Nielsen i Bruxelles Briefing 30. april 2024: EU er bygget på frihandel og tøjlet kapitalisme – nu skal kursen lægges om

Jesper Olsen: Der er dele af retspolitikken, der er for vigtig til, at der går Hjallerup Marked i den

Tilføjet programmet for Mød Historien lørdag 7. september: Jeanette Varberg (foruden Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen)

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?