Chris Bjerknæs: SVM-regeringen kan koste Venstre statsministerposten i årtier

Chris Bjerknæs: SVM-regeringen kan koste Venstre statsministerposten i årtier

06.04.2023

.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter og fordele) – klik her

De tre regeringspartiers alvorstunge krisefortælling er ganske enkelt blevet lagt i et toneleje, hvor man har sat vælgerne af. Prisen vil blive betalt af Venstre.

Kommentar af Chris Bjerknæs, partisekretær i Dansk Folkeparti, tidligere formand for DFU

PÅ PAPIRET lød det jo meget besnærende. Danmark står midt i en krise – med inflation, krig i Ukraine og behov for store reformer. En regering hen over midten med sit flertal på plads kan træffe de nødvendige beslutninger, uden at skulle lade sig diktere af vilde krav fra yderfløjene.

Men når noget lyder for godt til at være sandt, er det ofte også. Og det er præcis den følelse, mange må sidde med, når de betragter SVM-regeringen, der netop har ’fejret’ sine første 100 dage.

Ganske vist holder regeringen fast i sin krisefortælling. Den evigt alvorlige statsminister Mette Frederiksen forsømmer ingen chance til at tale kriserne op. Hold da fast, hvor ser alting bekymrende og dystert ud, når Mette Frederiksen kigger i sin glaskugle i Statsministeriet. Bekymring har grebet hendes nye, allerbedste venner – udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og økonomiminister Troels Lund Poulsen – der ser lige så alvorlige ud, hvad enten de skal tale afskaffelse af Store Bededag eller den næste finanslov. For slet ikke at tale om Sophie Løhde. Hende, der før stod konstant klar på TV2 News for at skælde S-regeringen og Mette Frederiksen hæder og ære fra, er stadig på skærmen – blot for at bidrage til statsministerens krisefortælling.

Man forstår godt, at de skal holde fast i den der det-er-en-meget-alvorlig-situation-vi-står-i-fortælling. For det er jo hele regeringens raison d’être: At landet stander i våde, og at det derfor er nødvendigt, at de store, ansvarlige partier sætter sig sammen og løser problemerne – uden forstyrrelser fra de uansvarlige yderpartier.

Problemet er bare, at fortællingen er kørt alt for langt ud. Der er sådan noget letkøbt smart-i-en-fart-politik over hele projektet. Det lyder måske rigtigt, når man i et ’befrielsens øjeblik’ skriver det i en bog eller siger det i en grundlovstale. Men det har jo vist sig ikke at holde for en nærmere prøve.

 

Vi tror ikke på, at nationens overlevelse står og falder med, at Store Bededag bliver afskaffet. Vi ved godt, at Danmark stadig er et af verdens bedste lande. Derfor mister regeringen opbakning i meningsmålingerne
_______

 


For det første er kriserne ikke så store, som regeringen påstår. Jo, der er da mange ting at bekymre sig om. Verden er bestemt ikke et muntert sted, og sager om sygehussvigt og galopperende energipriser kan da også påvirke min nattesøvn. Men flertallet af danskerne er jo optimistiske mennesker. Vi tror ikke på, at nationens overlevelse står og falder med, at Store Bededag bliver afskaffet. Vi ved godt, at Danmark stadig er et af verdens bedste lande.Derfor mister regeringen opbakning i meningsmålingerne. Og i takt med at vælgertilslutningen siver – S nærmer sig nu 20 pct., og V er under 10 pct. – forsvinder projektets eksistensberettigelse. For så findes ’den brede flertalsregering’ jo ikke længere.

Spørgsmålet er så, hvem der kommer til at betale prisen. Mit bud er Venstre, hvilket desværre også vil sige et fremtidigt fælles projekt i blå blok.

S vil kunne tabe 10 pct. af vælgerne og stadig være landets største parti. Desuden er den gamle røde blok stadig intakt. SF har oplevet massiv fremgang, Enhedslisten ser ud til at have stabiliseret sig, og selv RV har fået standset nedturen. S ville derfor kunne gå ubesværet tilbage til rød blok, trække på skuldrene og sige, at ’vi gav det et forsøg, men det holdt desværre ikke’. Moderaterne har heller ikke det store at tabe. Bortset fra nogle uheldige sager om mystiske underskrifter og tvivlsom dømmekraft, så står partiet stærkt. Løkke kan med rette hævde, at han fik ideen til SVM-regeringen, og at partiet gjorde hvad de kunne for at få projektet til at lykkes.

Nej, den store taber er Venstre. Danmarks liberale parti har tilsyneladende ingen exitplan, og de virker fuldstændig rådvilde i regeringssamarbejdet.

 

Danmarks liberale parti har tilsyneladende ingen exitplan, og de virker fuldstændig rådvilde i regeringssamarbejdet
_______

 

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen talte engang om at være om ’det store dyr på savannen’ men V har forladt flokken og ligner nu mest af alt en skræmt hjort. Og eftersom man har sat al sin troværdighed over styr ved at gå i regering med Mette Frederiksen – hende, som man i valgkampen kaldte magtfuldkommen og for alt i verden ville vælte – står man nu alene overfor regeringens virkelige magthavere. Modsat Mette Frederiksen, der nok kan gå tilbage til rød blok uden alt for mange ridser i lakken, så kan Jakob Ellemann-Jensen ikke gå tilbage til sine gamle og svigtede samarbejdspartnere i blå blok og sige: ”Her har I mig tilbage”. For Venstre forlod blå blok på en illoyal måde – og i mellemtiden har magtbalancen ændret sig blandt de borgerlige partier.

Liberal Alliance med Alex Vanopslagh i spidsen er pt. nærmest urørlige. De er blevet blå bloks liberale flagskib; et tillokkende sted for unge, som her finder letforståelige frihedsbudskaber i en moderne og professionel indpakning. Langt mere attraktivt end Venstre, der stadig domineres af en flok modne karrierepolitikere, der kom i Folketinget længe før de unge LA’ere vidste, der var noget der hed valgret.

Danmarksdemokraterne er også større end Venstre i de fleste målinger. De hiver navnlig vælgere hjem i de jyske provinsbyer – steder af den slags, hvor Venstre tidligere var altdominerend. Vrisikerer kun at blive det tredjestørste parti i blokken – dvs. meget langt fra det store folkeparti med 20-25 pct. af stemmerne, der engang havde første fødselsretten til statsministerposten. Den får de ikke det næste årti.

Den konservative leder Søren Pape Poulsen tabte valgkampen, men har formået at holde skindet på næsen siden. Det er nok tvivlsomt, om han kan blive statsminister, og det er i det hele taget blå bloks store svaghed, at der ikke er noget klokkeklart alternativ til den nuværende regering. Det er da også Lars Løkkes yndlingsforklaring på, hvorfor SVM-regeringen kommer til at holde. For som han spørger: Hvad er alternativet? Løkke glemmer bare, at SVM slet ikke kunne samle et flertal ved et valg i morgen – så skulle man have både RV og endnu et parti med for at holde sammen på midten. Og så bliver det endnu sværere at enes, hvad enten det er om afskaffelse af helligdage eller andre svært forklarlige, politiske beslutninger.

 

Heldigvis er der en vis talentmasse i Venstre. Desværre har man ikke rigtigt turde give dem chancen på regeringsholdet
_______

 

Men hvordan får vi så Venstre tilbage, så blå blok igen bliver et troværdigt alternativ til Mette Frederiksen?


Heldigvis er der en vis talentmasse i Venstre. Desværre har man ikke rigtigt turde give dem chancen på regeringsholdet. Bortset fra Marie Bjerre, et af partiets store unge talenter, så var det anciennitet og driftssikkerhed, der sejrede, da Jakob Ellemann skulle vælge ministre. Valget faldt på folk, som har været med en del år. Flere har endda været ministre flere gange. Det kan koste Venstre dyrt på den lange bane.

Når jeg alligevel ser et lille lys i det blå mørke, er det fordi der sker en del i blå blok for tiden. Jeg kommer selv fra et parti, der har fået ny energi, og Liberal Alliance står som nævnt stærkt. Der er også ved at komme gang i ideudviklingen. En ny sommerhøjskole med et borgerligt udgangspunkt er for eksempel på vej, og der skrives bøger. Jeg kan bare nævne Christian Egander Skovs meget roste ”Den Borgerlige Krise” som eksempel.

Der skal også træffes store beslutninger, som de borgerlige er indlysende bedre til end den nuværende socialdemokratisk inspirerede midterregering. Det gælder blandt andet på sundhedsområdet og i forhold til ældreplejen. Her er der brug for mere frihed – flere udbud, flere tilvalg, mindre bureaukrati. Den slags er udtryk for borgerlige grundværdier. Vi vil gerne spare skattekroner og sætte tingene fri, mens det socialdemokratiske udgangspunkt er det modsatte – det ender altid med flere offentlige udgifter og mere bureaukrati. Der er håb for blå blok. Spørgsmålet er bare, hvor længe Venstre kommer til at stå udenfor. For lige nu betaler de prisen for Lars Løkkes projekt. ■

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter og fordele) – klik her



ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen og økonomiminister og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen møder pressen efter Gudstjeneste på årsdagen for invasionen af Ukraine [foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]