24.04.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Store bededagstyveriet og regeringens kommende virkeliggørelse af regeringsgrundlaget må nødvendigvis føre til, at de fælles værdier mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen skrumper ind. I mine øjne er det ærgerligt, at det historiske værdifællesskab sættes på skrump, men konsekvensen bør være, at de sidste overførelser af økonomisk støtte til Socialdemokratiet skrumper ind og tørrer ud.

Kommentar af Dennis Kristensen

Det er ikke første gang, at Socialdemokratiet og partiets formænd har problemer med 1. maj-arrangementer. Men hidtil har problemerne handlet om deltagernes reaktioner, som da Poul Nyrup Rasmussen fik kastet tomater mod sig, Helle Thorning Schmidt blev fløjtet ud og Mette Frederiksen blev afbrudt af slagsmål.

Denne gang er det derimod arrangørerne, som ikke vil høre socialdemokratiske budskaber på den dag, som partiet ellers har så store aktier i. Det er alligevel ganske opsigtsvækkende. Og svært at komme tilbage på i de kommende år.

Mit temperament er ikke til at invitere talere, og for derefter ikke at ville høre, hvad de har på hjertet.

Heller ikke selvom DKA, en af FOAs rødder, praktiserede netop dette overfor Fremskridtspartiets Mogens Glistrup i 1976, ved at foreslå en demonstration for de offentligt ansatte mod Fremskridtspartiets hetz mod den offentlige sektor og samtidig opfordre til at vende ham ryggen, da han gik på talerstolen på Christiansborg Slotsplads.

Jeg vendte også Glistrup ryggen dengang, men i dag synes jeg alligevel, at det giver bedre mening og er mere fair at sige nej tak og aflyse talere, som det er sket i et ganske stort omfang i år.

Et sceneskift

Forud for aflysningerne har den stået på højlydte skænderier mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet, både under og efter opgøret om afskaffelsen af lønmodtagernes fridag på store bededag.

Store bededagsopgøret har virkelig skabt et sceneskift fra samarbejde til slagsmål i forholdet mellem partiet og store dele af fagbevægelsen: Fra de seneste års samarbejde med lønmodtagerne og arbejdsgiverne om at føre Danmark sikkert gennem coronapandemien samt gennemførelsen af Arne-pensionen, til skænderier i fuld offentlighed mellem især to formænd med samme partibog; Socialdemokratiets Mette Frederiksen og Fagbevægelsens Hovedorganisations Lizette Riisgaard.

 

Måske handler den underliggende konflikt mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen om magt og en manglende erkendelse af, at partiet ikke længere har ejerskab over fagbevægelsen. Fagbevægelsen ejes af medlemmerne med alle de forskellige politiske holdninger, det indebærer
_______

 

Indgrebet er et angreb på lønmodtagernes og arbejdsgivernes aftaler. Det er det værst tænkelige for forholdet, fordi et direkte indgreb i overenskomstbestemmelser for Socialdemokratiet burde ligge fjernere end Himalaya.

Det er samtidigt et sceneskift fra 150 års fast kodeks for optræden udadtil. Et kodeks, som er blevet vogtet nidkært af begge parter.. Jeg er, så at sige, autodidakt ekspert i det kodeks i kraft min tid som forbundsformand.

Dengang var det et ufravigeligt socialdemokratisk dogme, at beskidt vasketøj ikke skulle hænges offentligt til skue, at det var forræderi at “skide i egen rede” og at kritik var at dolke andre i ryggen. Dogmer, der i mine øjne byggede på en usund hold-kæft-kultur, hvor hæle skulle smækkes højlydt sammen, når ledelsen havde talt.

Det er faktisk befriende, at kritik og uenighed ikke længere forsøges holdt skjult. Lønmodtagerne er for kloge til at tro på, at alt er fryd og gammen, selv når Socialdemokratiet så drastisk går til angreb på deres overenskomster. Den slags plejer kun at brede sig rygtevis eller med års forsinkelse gennem udgivelsen af dagbøger.

Corydon-doktrinens genfødsel

Adskillige steder rundt om i landet har den lokale fagbevægelse præsenteret Socialdemokratiet for omkvædet til Peter Bellis mere end fem årtier gamle hit “bliv væk fra vort kvarter”. Måske er meldingen også blevet forstærket af Mette Frederiksens håndtering af kritikken. Statsministeren har tydeligvis en indlejret “lev-med-det” arrogance, som i hendes statsministertid oftere er kommet op til overfladen end tidligere.

Måske skulle statsministeren overveje at undlade at reagere med den lidt kedelige fornærmelse, når medvind bliver til modvind. Den ændring af vindretningen er foreløbig tydelig i meningsmålingerne efter dannelsen af SVM-regeringen og udspillet om at afskaffe en helligdag. Der vil sandsynligvis komme mere modvind, fordi Socialdemokratiet med regeringsgrundlaget henover midten uundgåeligt lægger op til nye konfrontationer med fagbevægelsen og de offentligt ansatte.

Reformer, der øger arbejdskraftudbuddet, er tilbage i højsædet. Velfærden skal ikke længere genopbygges, men omlægges. Seniorpension og Arne-pension er under beskydning. Frit valg i velfærden skal erstatte sund fornuft, og uligheden får lov at stige yderligere. Samtidig er de offentligt ansattes lønninger på bedste Corydon-vis omfattet af den til enhver tid siddende regerings økonomiske politik.

Måske handler den underliggende konflikt mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen om magt og en manglende erkendelse af, at partiet ikke længere har ejerskab over fagbevægelsen. Fagbevægelsen ejes af medlemmerne med alle de forskellige politiske holdninger, det indebærer.

Ved fornyelsen af LO i 2003 lagde fagbevægelsen op til at samarbejde med alle, der i konkrete sager deler værdier med fagbevægelsen. Store bededagstyveriet og regeringens kommende virkeliggørelse af regeringsgrundlaget må nødvendigvis føre til, at de fælles værdier mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen skrumper ind. I mine øjne er det ærgerligt, at det historiske værdifællesskab sættes på skrump, men konsekvensen bør være, at de sidste overførelser af økonomisk støtte til Socialdemokratiet skrumper ind og tørrer ud.

Fagbevægelsen bør altid søge indflydelse, og det har altid været bevægelsens varemærke at være en samfundsforandrende kraft. At opretholde den ambition er helt afgørende. Fagbevægelsen vil sygne bort, hvis Socialdemokratiet får lov til at svinge taktstokken. Den skal svinges af medlemmerne. ■

 

Fagbevægelsen vil sygne bort, hvis Socialdemokratiet får lov til at svinge taktstokken. Den skal svinges af medlemmerne.
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA.

ILLUSTRATION: Pressefoto taget af Tommy Frost for RÆSON.

Apropos denne artikel:

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde