Idefestival 2023: Emma Holten

Idefestival 2023: Emma Holten

18.05.2023

.

Emma Holten (f.1991) er aktivist, feminist og kritiker. Cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling med studieophold på Columbia og Uppsala. En af landets mest dagsordensættende foredragsholdere – hun har holdt oplæg for bl.a. FN og TEDx, og rådgivet firmaer som Manyone, Universal Music, Warner Music, Space10 og Re:Arc. Desuden er hun forperson for Digitalt Ansvar, som hun i 2017 var med til at stifte. Hun har oversat Chris Kraus’ essaysamling Where Art Belongs (2021) og Melissa Broders The Pisces (2022). Aktuel landet over med foredragssuccesen “Hvad er vi værd?”

På Idéfestivalen deltager hun i lørdagens Fremtidspanel sammen med bl.a. Vincent Hendricks. Da festivalen er dedikeret til ‘de tanker, der flytter og forandrer verden’ har vi bedt en række af de medvirkende dele deres anbefalinger til artikler, bøger og medier:

Et af mine yndlingsblade, Bookforum, har netop offentliggjort, at de lukker og slukker. Artiklerne er eviggyldige, om kunst, kultur og det at være menneske, så det er nu, man skal prøve at få fingre i gamle numre.

Jeg er stor fan af ungdomsmediet Sein, med skarpe artikler og sjove observationer, der ofte introducerer mig for vinkler, jeg ikke selv havde tænkt over.

Jeg er trofast lytter af The Guardians daglige nyhedspodcast In Focus. The Daily fra NYT bliver ofte for sentimentalt til mig, jeg har brug for mine nyheder med lidt britisk sarkasme.

I november bragte magasinet The New Yorker en artikel om, hvordan hospicepleje i USA er blevet en kæmpe indtjeningskilde. Den rejser så mange spørgsmål om død, alderdom, sygdom og sundhed og viser virkelig USAs sundhedsindustri fra sin mest diabolske side.

Den tidligere PhD-stipendiat Maria Toft fører lige nu en kamp for retfærdighed og ordentlig behandling i universitetsverdenen. Ligegyldigt, hvor man placerer sig i de spørgsmål, synes jeg man skylder hende at høre, hvad hun har oplevet. Der, hvor der genereres viden, skal der være ordentlige rammer.

Jeg arbejder for tiden med feministisk økonomi, der handler både om klima, natur og mennesker. Derfor er jeg interesseret i, hvordan vi tænker de kriser sammen. Begrebet polykrise, som Adam Tooze har populariseret, er det mest udbredte, og jeg satte pris på den her artikel, der undersøger begrebet.

Sayaka Muratas novellesamling Life Ceremony er den bedste bog, jeg nogensinde har læst, om at fremtiden er her lige nu, og vi kan ikke se, hvor absurde, vi alle er.

Olivia Mannings bogserie Fortunes of War bragte mig med humor og vid igennem et turbulent forår – og lærte mig mere end nogen anden bog siden Stefan Zweigs Verden af igår noget om Europa som projekt og måske skræntende magtfaktor.

Jeg var så heldig at få lov at læse Caspar Erics digtsamling Nye Balancer, før den udkom. Det mener jeg oprigtigt at alle i Danmark burde gøre – særligt dem, der har meget magt.

Læs mere om Idéernes, visionernes, drømmenes og demokratiets festival 28-29. oktober 2023



PRESSEFOTO: Claudia Vega