06.10.2023

FOR/IMOD er RÆSONs nye debatformat, hvor to politikere eller meningsdannere udveksler deres fem stærkeste argumenter for eller imod et af den aktuelle politiske debats varmeste emner.

Debatten om grænsen for abort i Danmark er blevet genåbnet med først Enhedslistens forslag om at hæve abortgrænsen til 22. uge, og senest har et flertal af medlemmerne i Etisk Råd anbefalet at hæve grænsen til hhv. 15. og 18. uge. RÆSON har bedst Enhedslistens Pelle Hvelplund og De Konservatives Mette Abildgaard om at give deres fem bedste argumenter for og imod at hæve grænsen for abort.

 
Peder Hvelplund (EL): De fem bedste argumenter for at hæve abortgrænsen

 

1)      Retten til selvbestemmelse

Det bør være den gravide, der selv træffer beslutningen om en eventuel abort indenfor sundhedsmæssigt forsvarlige grænser. Staten bør ikke kunne bestemme over kvindes kroppe og potentielt kunne gennemtvinge, at en kvinde gennemfører en graviditet og fødsel mod kvindens ønske. Hvis en gravid kvinde i dag ønsker en abort efter uge 12, er det et såkaldt abortsamråd bestående af en jurist, en gynækolog og en psykiater, der, uden at møde kvinden, beslutter om hendes ønske om en senabort skal efterkommes eller ej. Vi mener i Enhedslisten, at kvinder er fuldt ud i stand til selv at træffe denne beslutning – selvfølgelig med mulighed for rådgivning og støtte i hele forløbet.

2)      Det er sundhedsmæssigt forsvarligt at hæve grænsen til uge 22

Da abortgrænsen på 12. uge blev vedtaget, var der sundhedsmæssige risici for kvinden forbundet med aborter foretaget efter uge 12, som ikke findes længere, da lægevidenskaben har udviklet sig. Der er dermed ikke længere nogen lægefaglige argumenter for at fastholde en abortgrænse på uge 12. En abortgrænse på 21+6 ligger derimod efter den rutinemæssige scanning, der tilbydes i 20. uge og inden levedygtighedskriteriet, som ifølge sundhedsloven er tidligst 22+6. En abortgrænse på uge 22 (21 uger + 6 dage) vil altså betyde, at gravide frit ville kunne træffe et begrundet valg om abort på baggrund af viden om fostrets eventuelle sygdomme, som findes netop ved scanning i uge 20. Og det vil samtidigt ikke være uforsvarligt i forhold til fostrets levedygtighed. En række organisationer anbefaler, at abortgrænsen hæves, herunder Sex og Samfund, Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi og senest Etisk Råd.

3)     Abort efter uge 12 og op til uge 24 er allerede praksis i dag

I dag foretages der ca. 800 aborter hvert år efter 12. graviditetsuge. Dermed har vi som samfund anerkendt og accepteret nødvendigheden af at foretage aborter efter uge 12. Det kan være kvinder, der ikke har opdaget en graviditet pga. uregelmæssig menstruation og prævention, der ikke virker. Men det kan også være kvinder, der lever i et voldeligt parforhold og af frygt for egen sikkerhed ikke har turdet fortælle om graviditeten. Eller kvinder, der efter en voldtægt ikke opdager graviditet pga. en traumereaktion. Og så kan det være kvinder, hvor der i forbindelse med scanninger opdages alvorlige sygdomme hos fostret, som gør, at fostret ikke vil overleve. Senaborter tillades i dag frem til uge 24 ifølge Abortankenævnets seneste årsrapport.

4)      En hævet abortgrænse fører ikke til flere eller senere aborter

Frygten for, at kvinder vil bruge senaborter som prævention eller at vi vil se en stigning i selektion på baggrund af køn eller lignende, er uden belæg. Erfaringerne fra Sverige, hvor abortgrænsen har været ved uge 18 siden 1975, og fra Island, hvor abortgrænsen er uge 22, viser, at abortgrænser højere end vores nuværende ikke betyder flere eller senere aborter. Tværtimod har vi i Danmark færre og færre aborter.

5)      Vi sakker bagud internationalt.

Da retten til fri abort indtil 12. uge blev indført i 1973, var Danmark blandt de mest progressive lande i forhold til spørgsmålet om at sikre adgang til sikker abort som en rettighed for kvinder. Siden da har en række lande overhalet os. Abortgrænsen i Sverige er 18. uge, i Island 22. uge og i England og Holland er den 24. uge. Mens abortrettighederne er under stærkt pres fra reaktionære kræfter i lande som fx USA og Polen, bør vi herhjemme i stedet sikre retten til abort og kvinders ret til selvbestemmelse.

 

En abortgrænse på uge 22 vil betyde, at gravide frit ville kunne træffe et begrundet valg om abort på baggrund af viden om fostrets eventuelle sygdomme, som findes netop ved scanning i uge 20
_______

 

 
Mette Abildgaard (K): De fem bedste argumenter imod at hæve abortgrænsen

 

1)      Hvert tredje barn er levende født i uge 22 og ånder ud på morens bryst

Når en sen abort sættes i gang i uge 22, så er det omkring hvert tredje barn, der fødes i live, hvorefter man lader barnet ånde ud på morens bryst. Her er der altså ikke blot tale om et livløst foster, men om et lille barn med fingre og tær, der i en periode lever udenfor maven. Aborten sker ikke ved en medicinsk abort eller en udskrabning, men ved at kvinden føder sit barn, der i en del af tilfældene bevæger sig og har hjerteaktivitet. Det er en voldsom oplevelse, der kan få alvorlige konsekvenser for forældrene og følge dem resten af livet. Mange oplever en stor skyldfølelse, når de ser det lille væsen – uanset om barnet var ønsket eller ej.

2)      Spændet mellem liv og død bliver for snævert – og sætter sundhedspersonalet i en umulig situation

I Danmark forsøger lægerne at redde børn, der fødes i uge 24, og der er enkelte eksempler på, at det er lykkedes allerede i uge 22. Hæves grænsen for den fri abort til 22. uge, vil det derfor udløse et paradoks, hvor lægerne på den ene stue forsøger at rede liv, mens de på den anden stue afslutter liv, der blot er få uger yngre. For i uge 24 kan barnet vokse op og blive helt rask. Spændet mellem liv og død bliver simpelthen for snævert. To uger er ikke en acceptabel spændvidde mellem, hvornår man kæmper for at redde et liv, og hvornår det skal være frit at afslutte det. Dertil udvikler teknologien sig hele tiden, og lægerne bliver dygtigere og dygtigere. Vi risikerer, hvis abortgrænsen hæves til 22 uger, derfor på et tidspunkt i fremtiden at stå i en situation, hvor der både reddes liv og foretages aborter i den samme uge af graviditeten. Det, mener vi, er uetisk og en helt urimelig situation at sætte sundhedspersonalet i.

3)      Barnet har også rettigheder

Når aborten foretages på et tidspunkt i graviditeten, hvor barnet i den første tid kan være levedygtigt, kan bevæge sig og genkende lyde og stemmer udenfor livmoderen, så er der tale om et barn, der også har rettigheder. Abort er et følsomt emne. Derfor skal vi behandle det med respekt og ikke koge det ned til noget simpelt eller ligetil. Det er i sin grundessens voldsomt at afbryde et liv. At tage beslutningen om, at det barn, man har i maven, ikke skal vokse op og have en fremtid. Derfor kan vi ikke reducere diskussionen til blot at handle om kvindens rettigheder eller om ligestilling. Der er også et liv i maven, der har rettigheder. Et liv der i uge 22 blot er få uger fra at have gode overlevelseschancer udenfor maven. Det er en vigtig nuance, som vi ikke må glemme, når vi debatterer abortgrænsen.

4)      Vi skal have respekt for livet, som er der i 22. uge

I Det Konservative Folkeparti er vi naturligvis tilhængere af den fri abort. Men vi mener, at vi også skal have stor respekt for livet, og det skal vi tage højde for, når vi diskuterer grænsen for fri abort. Ved den nuværende grænse er fosteret, der aborteres, ikke menneskeligt på samme måde, som det er i uge 22. I 12. uge har fosteret ingen chancer for at leve uden for morens mave. Det er mellem seks og syv cm langt, og det er endnu ikke muligt at se kønnet. I uge 22 er barnet derimod 27 cm langt, og det er helt tydeligt, om det er en dreng eller pige. Det er derfor et helt andet etisk dilemma. Vi bliver nødt til at sætte en grænse, der også respekterer livet. Det skal som udgangspunkt altid være noget, vi værner om, for vi ved, hvor dyrebart det er. Vi forstår dog godt dem, der argumenterer for, at nakkefoldsscanningen, der ligger efter uge 12, kan have en betydning for, om man ønsker at gennemføre graviditeten. Vi er derfor åbne overfor at diskutere, om vi kan gøre noget for, at den viden, man får ved scanningen, i højere grad kan få betydning for beslutningsmuligheden om en eventuel abort efter 12. uge.

5)      Danskerne bakker op om den nuværende grænse

En undersøgelse fra sidste år viste, at 76 procent af de danske kvinder mener, at grænsen for fri abort skal forblive ved 12. uge. For hele befolkningen er tallet 67 procent. Det taler sit tydelige sprog om, at langt de fleste danskere, lige som vi i Konservative mener, at den grænse, vi har i dag, rammer den rette balance mellem hensynet til kvinden og hensynet til livet, der vokser i maven. Det er derfor svært at forstå, hvorfor Enhedslisten nu mener, at grænsen bør hæves så betydeligt. Vi anerkender, at der kan opstå situationer, hvor en sen abort er den bedste løsning for kvinden eller for barnet. Derfor har vi som samfund indrettet vores abortlovgivning sådan, at det stadig er muligt at få en abort efter 12. uge, hvis visse afgørende betingelser som er opfyldt. Det kan fx være, at barnet vil blive født med store fysiske eller psykiske skader, den gravides helbred er i fare ifm. fødslen eller den gravide ikke kan drage omsorg for barnet.   ■

 

Vi kan ikke reducere diskussionen til blot at handle om kvindens rettigheder eller om ligestilling. Der er også et liv i maven, der har rettigheder
_______

 

ILLUSTRATION: Scanningsbillede af 15 uger gammelt foster [FOTO: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik