09.04.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter mm)

 
Den ældre generation har oplevet de liberale demokratier løse omfattende kriser i samfundet – det har den ny generation til gode. Og ingen af de unge bliver beroliget af magthavernes skråsikre fremtidstro
 
Kommentar af Jacob Hviid (formand, DSU Valby)

KLIMARÅDET HAR – for tredje år i træk – dumpet regeringens bestræbelser på at demonstrere, at Danmark faktisk vil indfri 70-procentsmålet i 2030. Klimaminister Lars Aagaard svarede, at ”Jeg føler mig helt sikker på – at fordi vi vil gøre mere – kommer vi i mål. Det kan jeg mærke inde i hjertet, så det må man jo så tage mit ord for”.

Når Lars Aagaard evner at begrunde sin skråsikkerhed med hjertet snarere end hjernen, så skyldes det en fremskridtstro, som yngre generationer ikke besidder i samme grad. Måske afspejler Aagaards luftige kommentar en afgørende forskel mellem en ældre generation, som har oplevet de liberale demokratier løse omfattende kriser i samfundet, og nyere generationer, som ikke har oplevet samme sejre.

Jeg er selv født i årtusindeskiftet og vokset op i, hvad nogle kalder for krisesamfundet. Her brød det økonomiske fundament for det liberale demokrati sammen i 2008 med finanskrisen. Flygtningekrisen i 2015 blotlagde grundlæggende fejl i det europæiske asylsystem. I 2020 lukkede verdenssamfundet ned på grund af coronakrisen, hvis langvarige konsekvenser det stadig er for tidligt at konkludere på.

FÆLLES FOR DET nye årtusindes kriser er, at systemet ikke har besvaret dem med tilstrækkelige løsninger. Finanskrisen blev overkommet gennem lempelig pengepolitik, der har sendt uligheden på himmelflugt og gældsat nationalstater til et niveau, der er højere end før finanskrisen. Næsten ti år senere skyller migranter fortsat op på kysterne af Europa, som får stadig sværere ved at lukke øjnene for, at der endnu ikke er fundet en løsningsmodel på flygtningekrisen efter den midlertidige aftale med Tyrkiet.

Coronakrisen har blot forstærket den politiske ustabilitet, som vokser, når gennemgribende løsninger udebliver på disse sammenfiltrede og selvforstærkende kriser.

Sideløbende har biodiversitets,- miljø- og klimakriserne indvirket på hinanden og på verdenssamfundet, som ikke er blevet omstillet tilstrækkeligt til trods for at man har kendt disse problemer i årtier.

 

Sideløbende har biodiversitets,- miljø- og klimakriserne indvirket på hinanden og på verdenssamfundet, som ikke er blevet omstillet tilstrækkeligt til trods for at man har kendt disse problemer i årtier
_______

 

DET BURDE IKKE overraske, hvad de unge konkluderer: 75 pct. mener, at fremtiden er skræmmende, og 64 pct. mener, at regeringerne ikke gør nok for at undgå en klimakatastrofe. Det viser et globalt studie fra det videnskabelige tidsskrift The Lancet. Når denne skepsis overfor demokratiet og fremtiden præger de yngre generationer, så vil nogen måske indvende, om ungdommen ikke altid har frygtet fremtiden? Med kriser som inflation og atomkrig fødte 1980’erne den såkaldte Generation No Future med bz’ere og punkbevægelsen. Et kort svar vil være, at tilliden hos unge i dag ER lavere sammenlignet med, hvordan ældre generationer havde det på samme tidspunkt i deres liv.

Sammenlignet med tidligere generationer engagerer vestens unge sig i faldende grad i demokratiet gennem valghandlingen. I stedet engarerer vi os mere uformelt i samfundet gennem uforpligtende og løse tilknytninger til foreninger og græsrodsbevægelser for med bl.a. protester at opnå politisk indflydelse. Extinction Rebellion afskriver effektiviteten af det formelle demokrati og kalder i stedet til civil ulydighed. Støtten til politisk radikalisering er højere blandt unge og støtten til yntringsfrihed er lavere.

 

I dag ekkoer 90’ernes krisehåndtering fra en generation, som dengang oplevede positive forandringer, og som nu sidder i ledende stillinger i politik og erhvervsliv: Klimakrisen bliver løst af det frie marked, som med bedre betingelser vil skabe vækst og teknologier
_______

 

ET LÆNGERE SVAR vil være, at verdenssamfundet på én gang gennemlever mange kriser med langsigtede effekter, som vi kun kan forhindre fælles med enorme indgreb. Klimaløsningerne bygger på frivillighed, siden verdens lande underskrev Parisaftalen i 2015. Selvom de globale udledninger af drivhusgas skal være reduceret med 45 pct. i 2030 for at overholde parisaftalen, så ser de kun ud til at stige i takt med et øget, globalt energiforbrug. Den tidsindstillede klimabombe tikker, udtalte FN’s generalsekretær, António Guterres, efter FN’s klimapanels seneste rapport.

Til forskel viste kriserne i 80’erne sine konsekvenser med det samme. Her havde freongasser fra især deodoranter gjort ozonlaget så tyndt, at solens stråler kunne trænge igennem og give alle hudkræft. Montrealprotokollen blev to år efter opdagelsen underskrevet af samtlige FN-medlemslande – og den virkede. Ozonlaget blev lappet.

Ligeledes forsvandt 80’ernes arbejdsløshed, og, atomkrigsapokalypsen udeblev med murens fald og den efterfølgende afslutning på den kolde krig. Francis Fukuyama blev berømt for sit fortærskede citat om ’historiens afslutning’, hvor de vestlige liberale demokratier havde sejret og nu vandt frem over hele verden. Det frie marked havde vist sin overlegenhed og hånd i hånd med revolutionerende IT-teknologier afløste denne tankegang fattigfirserne til fordel for optimismens årti. I dag ekkoer 90’ernes krisehåndtering fra en generation, som dengang oplevede positive forandringer, og som nu sidder i ledende stillinger i politik og erhvervsliv: Klimakrisen bliver løst af det frie marked, som med bedre betingelser vil skabe vækst og teknologier. Lars Aagaard og resten af hans generation oplevede, at verdenssamfundet kunne løse tidligere kriser. Erfaringerne gav dem – der nu er de ældre generatoner – en fremskridtstro, der står i modsætning til ungdommens sortsyn og modløshed.

OVENI alle kriserne er det sidste, jeg ønsker, en generationskonflikt. Unge, der bebrejder ældre, og ældre, der griner af unges naivitet. Skal ældre generationer opgive deres fremskridtstro eller skal de yngre generationer tilegne sig den?

Selvom Lars Aagaards reference til sin egen, følelsesmæssige overbevisning hverken får mig eller nogen andre unge til at stole på, at regeringen næste år består Klimarådets statusrapport, så skal svaret findes et sted midt imellem: Ældre må ikke have en passiv fremskridtstro på, at ukendte teknologier vil løse klimakrisen. Unge må ikke opgive troen på, at engagement i demokrati og udviklingkan sikre fremtiden. ■

 

Selvom Lars Aagaards reference til sin egen, følelsesmæssige overbevisning hverken får mig eller nogen andre unge til at stole på, at regeringen næste år består Klimarådets statusrapport, så skal svaret findes et sted midt imellem
_______

 

Jacob Hviid (f. 2000), studerer statskundskab ved Københavns Universitet og er formand formand for DSU Valby. Bestyrelsesmedlem i Studenterrådet ved Københavns Universitet ILLUSTRATION: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover