13.01.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Erhvervsskolerne skal styrkes, men regeringens mulige løsning har set i et helhedsperspektiv for uhensigtsmæssige konsekvenser. Den vil både forringe chancerne for børn fra ikke-boglige hjem, modarbejde demokratiets ideal om reduktion af ulighed i magtmuligheder og svække rekrutteringen til velfærdsstatens kerneinstitutioner.

Kommentar af Jan Maintz, gymnasielektor, skribent og hovedbestyrelsesmedlem i Gymnasieskolernes Lærerforening

SVM-regeringen har virkelig blæst til forandringer i Uddannelsesdanmark, og der er da også nogle gode forslag iblandt – fx fokus på ”myndiggørelse” i folkeskolen og begrænsning af det digitale.

Og så er der et meget profileret projekt i regeringsgrundlaget, nemlig styrkelsen af erhvervsskolerne og ambitionen om færre elever i det almene gymnasium. Her tænker man på at hæve adgangskravet til gymnasiet, hvor karakteren 7 har været nævnt.

”Træd varsomt, thi her bliver mennesker til”, lyder fri- og højskole-pioneren Christen Kolds fintfølende besindighed ift. det at holde skole. Lad os i dén ånd begynde i det konkrete, for i hele denne svære sag støder to meget reelle hensyn sammen:

På den ene side står social mobilitet og hin enkelte unges livsvej, påvirkelige modning, horisontudvidelser, foranderlige interesser, identitetsdannelse, svære valg, kommen til sig selv og chancer i (ud)dannelsessystemet. På den anden side står det faktum, at ’Produktionsdanmark’ mangler hoveder, og at det gode liv kan gå igennem meget andet end en boglig uddannelse.

Sidstnævnte hensyn optager regeringsgrundlaget meget, og dets idé om et hævet karakterkrav til gymnasiet kan virke besnærende, for alle vil styrke erhvervsskolerne. Men set i et samlet samfundsperspektiv bliver idéen en for lidet fintfølende og uhensigtsmæssig vej frem.

 

Det er mere kompliceret end som så, hvis man mener, at unge mennesker midt i deres meget formative år skal have en chance for at overskride den sociale baggrund, de ikke selv har valgt
_______

 

Her følger de for mig at se tre vigtigste argumenter imod regeringens idé. Overordnet kredser de om børn fra ikke-boglige hjems chancer, reduktion af ulighed i magtmuligheder i et demokrati og rekruttering til velfærdsstatens kerneinstitutioner.

1) Én kerne handler om social mobilitet og muligheder i et uddannelsesbaseret samfund: Skal man som 13-14-15-årig vendes væk fra en universitetsuddannelse eller en professionsuddannelse til fx sygeplejerske, fordi man går ud af folkeskolen med under 7 i snit? Jeg tror, at det i praksis bliver for ekskluderende og samfundssocialt ubevidst.

For Tesfaye har netop ret i, at noget meget vigtigt er det unge menneskes motivation og ”ikke at lukke døren for dem, som blomstrer sent”, som han selv fint udtrykker det i Slotsholmen på P1 d. 6. januar. Jeg blomstrede selv sent, og det er min klare erfaring som underviser i gymnasiet, at elever, der måske ikke kommer ind i gymnasiet med et så højt snit fra folkeskolen, men som er modne og motiverede i gymnasiet, typisk kan få en fin eller middelmådig studentereksamen (og det middelmådige skal der også være plads til). Og de kan fx blive gode sygeplejersker, pædagoger mv. – eller de kan blomstre endnu mere på en universitetsuddannelse, som man ikke sjældent ser det. Motivation og interesse er meget vigtigt. Der kan selvfølgelig også være elever, der viser sig ikke at være egnede eller motiverede i gymnasiet, og de skal så vejledes et andet sted hen. I den forbindelse burde politikerne se på det uheldige incitament til ikke at gøre netop dét, der ligger i det taxametersystem, VK-regeringen indførte i 2008, som betyder, at gymnasierne får løbende tilskud pr. fastholdt elev.

2) Regeringens ønske om at få færre til at vælge en akademisk løbebane overser, at en studentereksamen giver adgang til andre akademiske uddannelser end universitetsuddannelser. Det gælder både lærer, pædagog, sygeplejerske, jordemoder mv. Og netop de fagpersoner vil regeringen helt rigtigt øge antallet af. Velfærdssamfundets kerneinstitutioner står og falder med, at det sker.

3) Det sidste punkt handler om social mobilitet, demokrati og lighed i magt- og medbestemmelsesmuligheder. I sin afhandling fra 2005, Hvad betyder klasse?, viser sociologen Gitte Sommer Harrits meget klart, at jo mere kulturel kapital, man har med hjemmefra, jo flere politiske ressourcer og demokratisk deltagelse har man. Men hvad så med dem, der ikke kommer fra boglige hjem, og som af årsager, der ikke bare handler om kognitive evner, ikke har været så blændende endda i folkeskolen, men som tænder på den gymnasiale vej? Skal de ikke have chancen for at blomstre i gymnasiet?

Jo, hvis de har motivationen og potentialet. Karakterniveau i folkeskolen er ikke uvæsentligt, men ens folkeskolelærers velovervejede vurdering af motivation og potentiale ud fra ikke bare karakterer, men også modenhed, udviklingsretning, interesser, disciplin mv. må være vigtigt – ligesom da vi andre famlende teenagehoveder blev erklæret gymnasieegnet i midt-1990’erne fx, inden der kom et formelt karakterkrav.

Og en vigtig pointe i den henseende: Man kan ikke, som det blev gjort i ”P1 debat” d. 10. januar, ligestille høje karakter-adgangskrav til en række universitetetsuddannelser med et højt karakter-adgangskrav til gymnasiet. For der er forskel på at være en 14-15-årig teenager i en meget formativ periode af livet og så at være et voksent menneske i 20’erne med en afsluttet studentereksamen bag sig.

Alt i alt har Tesfaye altså ret i, at der ikke skal sidde uegnede eller umotiverede elever i gymnasiet, som ville få et bedre liv et andet sted, ligesom han har ret i, at erhvervsuddannelserne skal styrkes. Men deraf følger ikke, at et karakterkrav på 7 er den rigtige løsning. Det er mere kompliceret end som så, hvis man mener, at unge mennesker midt i deres meget formative år skal have en chance for at overskride den sociale baggrund, de ikke selv har valgt, og ”blomstre sent”.

Det betyder slet ikke, at vi ikke skal stille krav, eller at alle skal kunne komme i gymnasiet. Men det betyder, at det ikke alene er ens karakterer, der skal afgøre det – det skal også ens karakter. Træd varsomt, thi her bliver mennesker til. ■

 

Det er ikke alene ens karakterer, der skal afgøre det – det skal også ens karakter
_______

 

Jan Maintz (f. 1979) har studeret nordisk sprog og litteratur, filosofi og statskundskab, er gymnasielektor, skribent på Dagbladet Information, medlem af Gymnasieskolernes Lærerforenings hovedbestyrelse og har udgivet bøger til gymnasiet om litteratur og videnskabsteori og debatbogen ‘Kan du være mere konkret? Om samtalens død i dansk politik’, Informations Forlag 2014.

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik