18.02.2023

Krigens optakt og forløb har demonstreret både revolutionerende og fatalt efterretningsarbejde for Rusland, Vesten og Ukraine. For som den militære katastrofe i Ukraine viser, udgør efterretningsarbejde en af de udslagsgivende faktorer i krige.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Mette Skak i RÆSON SØNDAG

DET SKER, at nyheder fra spionagens univers rammer mediehavet. I november sidste år blev et ældre ægtepar arresteret i deres villa tæt på Stockholm i en James Bond-agtig operation, hvorefter de blev tiltalt for grov spionage mod Sverige til fordel for Rusland. I april 2022 kom det til en masseudvisning af russiske spioner, der opererede under diplomatisk dække i flere EU-lande. Inden for den såkaldte engelske skole ophøjer Martin Wight staters spionage mod hinanden til en af det internationale samfunds fundamentale institutioner på linje med diplomati, krig, magtbalance og den gensidige anerkendelse af staters suverænitet. På flere måder viser Ukrainekrigen os, hvor afgørende retvisende efterretninger – eller mangel herpå! – er for forløbet af væbnede konflikter. Naturligvis forbliver detaljerne om efterretnings- og spionageaspektet af Ukrainekrigen hemmelige for omverdenen. Det begrænser derfor nedenstående analyse, at den hviler på åbne kilder. Men det står klart, at efterretningsarbejdet har spillet en afgørende rolle for forløbet i Ukrainekrigen både under optakten, ved selve krigsudbruddet og senere under hele den igangværende storkrig.

Optakten: USA skruer voldsomt op for delingen af efterretninger med sine allierede

Gennem flere måneder fra sommeren 2021 havde Biden-administrationen med stigende uro modtaget efterretninger fra satellitbilleder, opsnappet russisk kommunikation og på anden vis fået viden om, hvad der tilsammen måtte udgøre Putins krigsplaner for en storstilet invasion af Ukraine. Både CIA og den nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, kom i alarmberedskab, for modsat den russiske troppeopmarch i foråret var efterårets militære styrkeopbud ikke samlet langs fronten til den russiskkontrollerede sydøstlige Donbas-region, men gjaldt et meget større område af Ukraine. Putins plan var åbenbart at erobre stort set hele Ukraine, hvad der i givet fald ville true NATO’s østflanke og kuldkaste Europas gældende sikkerhedsarkitektur.

Krisemøderne kulminerede en oktobermorgen i det Hvide Hus’ Ovale Kontor, idet CIA nu følte sig sikre på, at det ville komme til en russisk storkrig mod Ukraine. Biden valgte at gribe til krisediplomati i sværvægterklassen ved først i november at sende selveste CIA-chefen William Burns, kendt som en af USA’s guldrandede Ruslandkendere, på mission til Moskva. Han skulle få Kreml til at begribe, at USA vidste alt på forhånd og var klar med dramatiske sanktioner i tilfælde af et russisk angreb. USA havde før haft held med at overdrage krisediplomatiet til spionagens øverste chefer og hårde nysere, når det gjaldt Nordkorea og den libyske diktator Gaddafi.

Men den Putin, som Burns kom til at opleve, var stejl og hævngerrig over for Ukraine – en mærkbar forandring fra den Putin, som Burns kendte. Amerikanerne konkluderede derfor, at det fra nu af gjaldt om så detaljeret og så hurtigt som muligt at dele de indkommende efterretninger med USA’s europæiske allierede i NATO og række ud til EU for at skabe mest muligt sammenhold hen over Atlanten om de kommende sanktioner. Dette skridt var noget af en optrapning i gældende efterretningspraksis. Normalt vil de hemmelige tjenester begrænse spredningen af deres insiderviden for at skjule deres metoder og ikke give modparten trumfer på hånden. Men hen over vinteren 2021-2022, hvor man stod over for en europæisk storkrig med uoverskuelige mulige følgevirkninger, blev det anset for vigtigere at trænge igennem mængden af modstridende informationer – herunder gentagne russiske benægtelser af den planlagte offensiv – for at få USA’s allierede og den bredere verdensoffentlighed til at begribe situationens alvor. For som anført af den australske sikkerhedspolitiske ekspert Ben Scott har især det 21. århundredes digitale teknologier med det vildnis af informationer, de åbner for, gjort analysen af efterretninger til et spørgsmål om evnen til at frasortere ”støjen” fra relevant viden om modparten. Derfor er det at kunne viderebringe retvisende efterretninger til de rette modtagere blevet det nye udfordrende succeskriterium for vore dages spioner. Set i det lys giver USA’s valg af åbenlyst at dele afgørende insiderviden mening, selv om den nye praksis chokerede iagttagere fra de vestlige efterretningsmiljøer.

 

Set i det lys giver USA’s valg af åbenlyst at dele afgørende insiderviden mening, selv om den nye praksis chokerede iagttagere fra de vestlige efterretningsmiljøer
_______

 

Således kunne vestlige medier som The Economist i udgaven, der dækkede ugen for selve krigsudbruddet detaljeret drøfte den viden, som også medieverdenen samtidig havde til rådighed fra private OSINT-kilder dvs. Open Source Intelligence såsom satellitfoto-producenterne Maxar og Planet. Ugemagasinet havde som forside en arrogant udseende Putin i helfigur på knaldrød baggrund klar til at male hele Ukraine rød med overskriften: Putin’s botched job: War or not, he has miscalculated – en profetisk journalistisk vinkling. For selv om Putin ikke afblæste krigen, men tværtimod gik til angreb, var der fra begyndelsen noget forkludret over hans forehavende. Ifølge Scott fik CIA forpurret en russisk false flag-operation, altså et fingeret ukrainsk angreb på russiske styrker, som Kreml ellers ville have kunnet bruge til at brygge en løgnehistorie om, at der ikke var tale om en russisk angrebskrig.

Ukrainekrigen udgør derfor på ingen måde en såkaldt intelligence failure for USA’s vedkommende. CIA havde set invasionen komme, og Biden-administrationen udviste rettidig omhu ved straks at viderekommunikere al sin insiderviden til sine partnere. Kontrasten til, hvordan Vesten blev taget på sengen i marts 2014, da Putin annekterede Krim-halvøen, er slående.

Krigens udbrud: Putins intelligence failure

Blandt internationale sikkerhedspolitiske eksperter såsom Lawrence Freedman, Mark Galeotti og den kinesiske analytiker Hu Wei er der enighed om, at Ukrainekrigen er et strategisk fejlgreb for Putin og hele Rusland – en selvpåført katastrofe for Ruslands fremtid som militær stormagt uanset udfaldet. Det rejser spørgsmålet, om invasionen af Ukraine bør kategoriseres som en intelligence failure – dvs. et skæbnesvangert sikkerhedspolitisk udfald, som kan tilskrives enten manglende eller misvisende efterretninger, eller – som det ofte ses – at beslutningstagerne på forhånd havde deres egen fortolkning eller strategi og måske ligefrem afviste retvisende efterretninger som ”fjendtlig vildledning”. I faglitteraturen om efterretningstjenester og deres arbejdsmetoder bruger man en simpel model over efterretningsarbejdets kronologiske trin kaldet efterretningskredsløbet:

Som antydet kan det gå galt allerede i den første fase, hvor beslutningstagerne indser et behov for forhåndsviden om modpartens hensigter og ressourcer. Det var tilfældet med Irakkrigen, hvor høgene blandt de amerikanske beslutningstagere på forhånd havde besluttet sig for krigsførelse og derved politiserede det indhentnings- og analysearbejde, som CIA skulle stå for. Det kan også gå galt i analysefasen, hvis der hersker et klima af følgagtighed over for de politiske magthavere. Politologer bruger ordet groupthink om en sådan fatal følgagtighed, som navnlig kendetegner autoritære politiske systemer. Derfor kan der ligeledes gå gruppetænkning i den fase, hvor de færdiganalyserede efterretninger skal kommunikeres til beslutningstageren, hvis denne er en ren tyran. Vi fik alle demonstreret, at Putin hører til denne type leder, da han den 21. februar 2022 ydmygede chefen for den russiske udlandsspionage Narysjkin for snurrende tv-kameraer. Selv i den allersidste fase, hvor kredsløbet sluttes med bevægelsen fra vidensformidling til handling, kan kemien mellem den politiske principal og dennes agenter spille særdeles uheldigt ind.

Hvad sidste led i kredsløbet angår, har den tidligere Kreml’-spindoktor Gleb Pavlovskij udtalt, at Kreml ser verden som et system af specialoperationer foretaget af hemmelige tjenester. Heri har vi forklaringen på, at den fhv. sovjetiske KGB-officer Putin lagde Ukrainekrigen an som en spetsial’naja operatsija og gjorde ordet krig til tabu. Hvad første led i kredsløbet angår, tyder journalisten Ben Judahs kortlægning af Putins hverdag på en beslutningsproces, der er stivnet i hofritualer og uden reelt modspil. Putin bruger sjældent internettet, men foretrækker de tre ringbind af avisklip fra den russiske presse, som efterretningstjenesterne FSB, SVR og FSO dagligt lægger frem for ham. Den viden, som USA’s præsident får gennem President’s Daily Brief, er af en helt anden kaliber.

 

De russiske tropper havde gallauniformer med til den planlagte sejrsparade på Kyivs hovedgade, men ikke madrationer og fornuftigt skiftetøj
_______

 

Putin er afhængig af gatekeepers som Patrusjev, chefen for Ruslands nationale sikkerhedsråd, som man roligt kan kalde høgen over høgen. Han udspyr konspirationsteorier om, at USA er ude på at beslaglægge Ruslands natrurrigdomme i Sibirien eller at Vesten er ude på at reducere Rusland til kun Moskva med omliggende landkommuner. Nok så vigtigt fejllæste Patrusjev USA’s tilbagetrækning fra Afghanistan i 2021 som et varsel om at USA ville svigte Ukraine. Putin har ofte pralet med det russiske militærs topmoderne hær og våben uden at medtænke, hvordan korruption har udhulet hæren indefra. Såvel Rusland-eksperten Mark Galeotti som CIA-chefen Burns beskriver Putin som forkvaklet og formet afforsmædelser (grievances) parret med dyb foragt over for Ukraine, som han ikke anser for et rigtigt land, men noget, som han anser for sin verdenshistoriske opgave og personlige skæbne endegyldigt at bringe under russisk kontrol.

Efterretningsagenterne var imidlertid ikke uden ansvar for den militære katastrofe, som Ukrainekrigen er blevet. Både i april 2021 og januar 2022 fik FSB ifølge stjernejournalisterne Greg Miller og Catherine Belton foretaget undersøgelser af, hvordan den ukrainske befolkning ville reagere på en russisk invasion. Begge undersøgelser viste, at kun 2 pct. af ukrainerne ville anse russerne for befriere, hvorimod 48 pct. svarende til mange millioner af Ukraines indbyggere var parat til at yde modstand. Her må FSB have forblændet sig selv og Putin ved tanken om at ”hele 52 pct.” stod på Ruslands side. Miller og Belton gør det klart, at FSB-folkene gik mest op i at have nøglerne til deres lejligheder i Kyiv parat, i samme øjeblik Zelenskyj-regeringen som forventet kollapsede til fordel for Kreml’-håndlangeren Medvedtjuk. Forud for krigen havde Kreml’ plantet andre agenter i toppen af den ukrainske efterretningstjeneste SBU; en af dem – Kulinitj – blokerede natten mellem 23. og 24. februar for de afgørende efterretninger om, at de russiske styrker på Krim var få timer fra at angribe, til Ukraines myndigheder. Lige så symptomatisk er det imidlertid, at hans medsammensvorne Naumov blev arresteret i Serbien i juni 2022 med 700.000 US dollars i kontanter og ædelstene på sig – givetvis for at tilrane sig de midler, som diverse ukrainske topfolk skulle have været bestukket med.

Såvel Miller og Belton som andre analyser af de russiske efterretningstjenesters styrker og svagheder peger på, at russerne forsømmer det kedelige kontorarbejde med at granske data og lave seriøse analyser til fordel for deres mange adrenalin-pumpende specialoperationer – i russisk efterretningsjargon også kendt som aktivnye meroprijatija. Alt tyder på, at FSB forestillede sig et snuptag af en magtovertagelse – et ukrainsk kollaps i mødet med overmagten, ligesom alverden så det ske for den afghanske regering og hær i 2021. Hverken FSB eller den russiske hær var klædt på til den langvarige konventionelle storkrig, man selv slap løs. De russiske tropper havde gallauniformer med til den planlagte sejrsparade på Kyivs hovedgade, men ikke madrationer og fornuftigt skiftetøj. Alle blev holdt hen i uvidenhed til det allersidste om, hvad Putin havde under opsejling. De menige soldater troede, de var på øvelse, indtil kuglerne pludselig fløj om ørerne på dem. Men selv generalerne blev ofre for Putins malplacerede KGB-instinkt for ekstrem hemmeligholdelse.

Ligesom de britiske efterretningsanalytikere Philip H. J. Davies og Toby Steward fra tænketanken RUSI vil jeg tillade mig at konkludere, at der var ”fuld plade” med hensyn til, hvor mange steder i det russiske efterretningskredsløb, det gik galt. Da CIA-chefen Burns talte sidste sommer på Aspen Security Forum, gjorde han regnestykket sådan op, at Putin og hans inderkreds kollektivt havde gjort sig skyldig i fire skæbnesvangre fejlbedømmelser:

1. At undervurdere Ukraine som et svagt og splittet land, der hurtigt ville bukke under,
2. At overvurdere det russiske militærs forfatning og tro, at man hurtigt ville sejre,
3. At fejlbedømme Europas ledere som optaget af egne indenrigspolitiske forhold,
4. At overdrive, hvor sanktionssikret en økonomi Rusland selv havde fået opbygget.

 

Rusland er i krig med ikke bare Vestens præcisionsvåben og træning af Ukraines soldater, men også Vestens efterretningstjenester
_______

 

Førnævnte Davies og Steward skriver under den vittige overskrift: ”No War for Old Spies”. Den dækker over en endnu mere radikal kritik af det russiske efterretningsarbejde end pointen om de autoritære regimers iboende gruppetænkning og deres spioners sløseri med efterretningsanalysen. Ruslands egentlige problem er ifølge Davies og Steward, at Putin og hele hans efterretningselite lever i en forældet sovjetisk KGB-verden, hvor både agenter og principaler er manisk optaget af at beskytte regimesikkerheden og overser alt mulig andet. Hverken mentalt eller teknologisk følger de med i den omstilling i arbejdsformer, som de vestlige efterretningstjenester har gennemløbet under indtryk af dels IT-revolutionen, dels krigen mod terror fra 2001. Det handler om fire indbyrdes forbundne udviklinger:

1. En mere åben regeringsførelse inklusive mere åbenhed fra tjenesternes side,
2. Et skift fra ’need to know’ til ’dare to share’, altså vilje til deling af efterretninger,
3. Et dramatisk spring i de teknologiske metoder til at indhente, overvåge og udforske,
4. Et særskilt dramatisk spring, hvad angår tilgængeligheden af brugbar, kritisk OSINT (open source efterretninger).

Selve den digitale revolution er ikke gået hen over hovedet på hverken Rusland – eller for den sags skyld Kina! Tværtimod. Men hvad angår deling af efterretninger står Rusland faktisk ret isoleret, selv om der på papiret findes en aftale fra 1992 med Kina om samarbejde på feltet efterretninger og holdes lidt møder herom mellem BRIKS-staterne. Rusland har altid gjort en dyd ud af ”ikke at have nogen allierede ud over hæren og flåden”, som man sagde i zarens Rusland. Så kombinationen af brister i Ruslands egne hemmelige tjenester og fraværet af efterretningsallierede kan meget vel være en del af forklaringen på den forbløffende ineffektive russiske krigsførelse mod Ukraine hen over året 2022.

Under alle omstændigheder konstateres det som et faktum i den omfattende og dystre analyse af Danmarks sikkerhedspolitiske situation, der kom i september 2022 og blev kendt som Zilmer Johns-rapporten, at Ruslands væbnede styrker i Ukraine lider under ”en særdeles utilstrækkelig evne til at indsamle og behandle efterretninger” (s. 10). Her i 2023 er det karakteristisk, at russerne benytter deres mindst kapable og mest undværlige fodfolk som ufrivillige ”opklaringsenheder”. De bliver beordret direkte ind i den fjendtlige ukrainske ild i bølger for at give de efterfølgende elitesoldater præcis viden om, hvor ukrainerne har deres stillinger, som artilleriet så kan rettes imod. Ifølge Freedman har taktikken med menneskebølgerne vakt vrede blandt russernes ”folkemilitser” i Donetsk og Luhansk.

Vesten og Ukraine: Et revolutionært samarbejde

Helt anderledes ser efterretningssituationen ud for Ukraine. For CIA’s offensive åbenhed op til krigsudbruddet blev snart efter fulgt op af en amerikansk og britisk indsats for at dele kritiske militære efterretninger om den russiske invasionsstyrke med ukrainerne. Den israelsk-russiske sikkerhedspolitiske analytiker Dima Adamsky udnævnte dette samarbejde til en force multiplier for Ukraine i en reportage i det israelske dagblad Haaretz, hvor præcise efterretninger fordobler så at sige effekten af Ukraines færre våben og soldater. Tilsvarende vurderer militæranalytikeren Yossi Melman, at Rusland er i krig med ikke bare Vestens præcisionsvåben og træning af Ukraines soldater, men også Vestens efterretningstjenester. Flere andre NATO-lande hjælper Ukraine med præcise efterretninger; alle er de jo på sikker grund med FN-pagtens artikel 51, der giver lande, der bliver angrebet, retten til selvforsvar.

Faktisk er Israel selv i al diskretion kommet Ukraine til undsætning på dette felt, der muligvis drejer sig om de tekniske specifikationer på de iranske droner. Det er interessant, fordi Israel ellers viger uden om åbenlyst at lægge sig ud med Putins Rusland, da man har brug for russernes samarbejde, når Israel føler det nødvendigt at slå til mod Iran i Syrien. Ikke mindst har Irans leverancer af droner til Ruslands krig mod Ukraines kritiske infrastruktur hen over efteråret og vinteren 2022-2023 bragt Israel og Ukraine lidt tættere sammen – dog med NATO som mellemmand for de israelske efterretninger.

Meget er mørklagt om, hvordan ukrainerne bruger vestlige efterretninger og supplerer med deres egen indhentning på slagmarken. Såvel Freedman som RAND-analytikeren Dara Massicot understreger, at de ukrainske militære efterretningsagenter er dygtige folk, der sagtens selv kan forberede præcisionsangreb på militære mål. Ganske sigende var det Ukraine, der for nylig advarede om et muligt forestående russisk kup mod Moldovas lovligt valgte regering og præsident. Ifølge Massicot blander USA sig ikke i, hvilke russiske militære mål, ukrainerne beslutter at gå efter. Pentagon understreger dog, at man ikke deler efterretninger om, hvor de højtstående russiske officerer befinder sig. Sagt med andre ord skyldes det sensationelt høje antal russiske generaler, der har mistet livet i Ukrainekrigen, ukrainernes eget forarbejde samt effektive snigskytter. Ifølge CIA-historikeren Rhodri Jeffreys-Jones hjalp Pentagon Ukraine til at få ram på det russiske flagskib Moskva i april. Og nok så vigtigt advarede både USA og Storbritannien tidsnok Zelenskyj-regeringen om det forestående angreb på Kyiv, som efter tilbagetrækningen i marts sidste år endte som det første forsmædelige militære nederlag for Putin.

Der er tilpas megen gensidighed over den nyopståede efterretningsalliance mellem Ukraine og NATO. Både amerikanerne og briterne jubler naturligvis over det enestående indblik i de russiske våbens beskaffenhedt helt ned i detaljen, som ukrainernes mange erobringer af russisk militært udstyr forærer dem. Et andet eksempel på gensidigheden er, da Ukraine sidste forår fremkom med en lang liste over FSB-agenter rundt om i Europa. Det var netop forspillet til den indledningsvis nævnte masseudvisning af russiske spioner på ambassader i flere EU-lande – heriblandt Danmark. Hvad cyberforsvar angår, har Ukraine selv vist sig særdeles ferm til at beskytte sig mod russiske cyberangreb. Samtidig er det værd at nævne, at den slagkraftige britiske pendant til USA’s NSA, nemlig GCHQ, har søsat et program til over 6 mio. pund for at hjælpe Ukraine med at forsvare sig mod cyberangreb.

Efterretningsdelingen mellem Vesten (inkl. Israel) og Ukraine har en ”revolutionær” karakter. Sådan beskriver RAND-analytikeren Massicot samarbejdet mellem parterne, hvor hun citerer direktøren for USA’s militære efterretningstjeneste, DIA. Og én lige så højtstående kilde i U.S. Cyber Command citeres for, at han i sine 35 år i branchen aldrig har oplevet noget lignende. Det store spørgsmål er naturligvis, om denne vidensdeling kan afgøre krigen. Hertil er der at sige, at efterretningssamarbejdet ikke alene afgør krigens udfald. Den altafgørende faktor vil være de ukrainske civiles udholdenhed og vilje til at bakke deres væbnede styrker op samt sidstnævntes moral og vilje til at kæmpe og evne til fortsat at gøre det intelligent. Men som krigens optakt og forløb viser, her snart et år inde i krigen, er efterretningsaspektet af krigsførelsen netop en af de kvalitative styrker, som Rusland slet ikke besidder på det ekstraordinært høje niveau som Ukraine. Og det kan ende med at spille afgørende ind på krigens endelige udfald. ■

 

Men som krigens optakt og forløb viser, her snart et år inde i krigen, er efterretningsaspektet af krigsførelsen netop en af de kvalitative styrker, som Rusland slet ikke besidder på det ekstraordinært høje niveau som Ukraine. Og det kan ende med at spille afgørende ind på krigens endelige udfald
_______

 

Mette Skak (f. 1956) er ph.d. og lektor i statskundskab på Aarhus Universitet. Hendes hovedfag er russisk sprog og historie, og hun arbejder især med Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hun er bogaktuel med bogen Putins Rusland, som hun har skrevet sammen med Carsten Jensen, og som udkommer på forlaget Frydenlund.

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille