16.06.2023

Ganske rigtigt og aktuelt falder inflationen, men den er endnu ikke nede på centralbankernes målsætning på omkring 2 pct. Min vurdering er, at vi generelt vil se en højere inflation i gennemsnit, når vi kigger ind i resten af 2020’erne end i de sidste årtier.

Kommentar af Niclas Faurby

FRA RÆSON54. Artiklen er med i det trykte nummer af RÆSON, “Politik på klimaets betingelser”, der er ude nu. Som noget helt nyt er alle artikler også udgivet som lydversioner, eksklusivt for vores abonnenter.



Det er svært at se, at de kræfter, der svækker globaliseringen, skulle forsvinde lige foreløbig. Her tænker jeg især på den igangværende deglobalisering og geopolitiske uorden – effekter, der begge er af mere strukturel karakter – for ikke at glemme de forestående klimainvesteringer. Og efterhånden som inflation er blevet mere forventeligt, vil det få en selvopfyldende karakter – en spiral, hvor folk beder om mere i løn, og virksomhederne sætter priserne op.

Krig er inflationær, fred er deflationær

Det er ikke nemt at ramme de 2 pct. og slet ikke, når effekterne af de tiltag, man indfører i dag, først viser sig senere.

I disse år drives den mere strukturelle inflation fx af deglobalisering, klimainvesteringer, højere råvarepriser, manglende arbejdskraft, højere aktivpriser, forsyningsusikkerhed osv. Ting, der dæmper inflationen, tæller øget ulighed, øget globalisering, den teknologiske udvikling og den demografiske evolution med flere ældre.

Efter Den Kolde Krig tippede vægten mod et mere deflationært miljø, som endte i årtier med disinflation. Således kan en kold krig potentielt have en tilsvarende effekt på inflationen som en varm krig.

Nu hvor en form for krigstilstand er tilbage – og nogle iagttagere taler om en ny ,kold krig’ – vil 2020’erne måske markere begyndelsen på den tredje inflationære periode, vi har set de sidste 100 år efter inflationsperioderne i 1940’erne og 1970’erne.

I perioder med fred styrkes globaliseringen – med større sigtbarhed og friere handel, der bidrager til mere konkurrencedygtige globale markeder for arbejdskraft, kapital, varer og tjenesteydelser. Så falder inflationen – modsat under krig, hvor den stiger. Således kommer den fremtidige inflation i øget grad til at afhænge af den geopolitiske situation – og en potentielt forandret verdensorden.

Når økonomer, banker, politikere etc. taler om inflation, så henviser de til hvert lands såkaldte forbrugerprisindeks (CPI: Consumer Price Index). Disse måler prisstigninger på ,en kurv’ af varer, der har en ret kompleks sammensætning og vægtning af en række hovedgrupper (fødevarer, beklædning med mere), og herunder en række undergrupper. Vægtgrundlaget ændres løbende og forsøges tilpasset den aktuelle økonomi. Prispåvirkningerne er individuelle – nogle prisstigninger påvirker nogle samfundsgrupper mere end andre og vice versa. Derfor kan man godt stille spørgsmålet, om inflationen nu også måles helt korrekt.  

Og beslutningstagere bør være opmærksomme på, at der blandt de faktorer, der kan påvirke inflationen, indgår ændringer af psykologiske adfærdsmønstre samt politiske tiltag. Sidstnævnte kan have vidtrækkende konsekvenser: Inflationen har nemlig en tendens til at være højere i lande, hvor centralbanker er mindre uafhængige. Politiske beslutningstagere bør derfor være forsigtige: Store offentlige underskud finansieret af kreative centralbanker har tidligere skabt hyperinflation, som vi så det under Weimarrepublikken i Tyskland i 1920’erne og efterfølgende i fx Grækenland og Ungarn i 1940’erne, Zimbabwe i 2008 og Venezuela i 2019.

Den aktuelle situation er præget af ekstrem usikkerhed. Derfor bør du som læser være opmærksom på et større udfaldsrum for den fremtidige inflation, end du tidligere har forestillet dig.

For beslutningstagere er det irrelevant, hvad det seneste inflationstal var, eller hvad det næste bliver. Det er mere relevant, om vi befinder os i et strukturelt inflationært miljø, hvor særlige hensyn skal udvises, fordi de inflationære tendenser kan være ude af vores kontrol.

 

Nu hvor en form for krigstilstand er tilbage – og nogle iagttagere taler om en ny ,kold krig’ – vil 2020’erne måske markere begyndelsen på den tredje inflationære periode, vi har set de sidste 100 år
_______

 

Da coronapandemien ramte for omkring tre år siden, så vi en stimulering af økonomien i en grad, vi ikke tidligere havde oplevet. Der blev stimuleret både via pengepolitikken og finanspolitikken, hvilket var medvirkende til, at stort set alle aktiver steg i værdi. Men ved indgangen til 2022 begyndte tømmermændene at melde sig. Og aktuelt ser vi nogle af de negative sider ved inflationen, fx mistet købekraft hos de fleste mennesker, der danner grobund for politisk uro. Og at få inflationen ned igen indebærer risikoen for en recession. I værste fald en dyb recession.

De sidste 100 år har vi observeret to højinflationsperioder med hver tre inflationsbølger. I 1940’erne en 15-årig periode med tre inflationsbølger (fra start-1940’erne frem til midten af 1950’erne). Og i 1970’erne en 20-årig periode med tre inflationsbølger, fra midten af 1960’erne til midten af 1980’erne.

Den amerikanske forfatter og humorist Mark Twain sagde: „Historien gentager sig ikke, men ofte rimer den”. Og ganske rigtigt er det økonomiske miljø i dag unikt og ikke set tidligere, men noget begynder at rime – og måske er det 1940’erne, vi skal kigge på. Høj gæld og relativt lave styringsrenter – og før det: 1930’ernes finanskrise.

Centralbankerne har i dag nogle udfordringer, som de ikke havde i 1970’erne. Her kan fx nævnes en BNP-vækst, som ligger under det historiske gennemsnit, og en alt for høj gældsbyrde målt i forhold til BNP.

Glæder vi os for tidligt?

Vi kan ikke forudsige fremtiden, men vi kan forberede os på den. Inflationen har det med at komme i bølger – denne første inflationsbølge kan være en enlig svale – men der er en risiko for det modsatte.

Som nævnt er inflationen på det allerseneste faldet, og denne trend ser ud til at fortsætte lidt endnu. Det medfører højst sandsynligt, at de fleste beslutningstagere vurderer, at inflationen er et overstået kapitel – hvilket kan få centralbankerne til at holde pause med deres rentestigninger. Men hvis inflationen er af mere strukturel karakter, vil der være risiko for en ny stigning senere i dette årti: En potentiel anden bølge, som kan starte mellem år 2025 og 2027 og toppe et-to år senere (baseret på historiske inflationsbølger). Men der er også det scenarie, at vi i en periode kommer til at se deflation, hvis økonomien tager for meget skade af de aktuelle stramninger – centralbankerne kender jo endnu ikke de reelle virkninger af de seneste tiltag.

Hvis centralbankerne skal vælge imellem finansiel ustabilitet eller høj inflation, så tror jeg, de foretrækker det sidste. Og hvis en dyb recession indtræffer, vil nye stimuleringer og lempelser sandsynligvis finde sted. Afhængigt af stimuleringsomfanget kan disse tiltag potentielt være medvirkende til en ny omgang i inflations-karrusellen.

Som i de seneste mange år ligger de langsigtede inflationsforventninger aktuelt omkring 2-2½ pct., men min opfattelse er, at markedet måske undervurderer det langsigtede inflationsniveau. Det er sandsynligt, at inflationen i dette årti i gennemsnit kommer til at være over de 2 pct., som er markedets forventninger og centralbankernes målsætning. Måske endda væsentligt over – fx 4 pct. i gennemsnit (som den i gennemsnit har været over de seneste 50 år i USA – og Danmark – gennem både højinflationsperioden i 1970’erne og disinflationsperioden efterfølgende).

En af de mest lempelige måder, hvorpå staterne kan reducere deres enorme gæld, er ved finansiel undertrykkelse og derved ved at føre en mere lempelig politik, hvortil renten er lavere end inflationen. Med sådanne tiltag vil det ikke være ualmindeligt med rentesatser under inflationsniveauet – og ikke usandsynligt med en rentesats på omkring 3-4 pct. og en gennemsnitlig inflation på fx 4-5 pct. i løbet af dette årti.

I midten af 1940’erne, efter Anden Verdenskrig, havde den amerikanske stat en meget høj gæld efter at have finansieret krigen. Gælden var dengang næsten på samme høje niveau som i dag, hvor den er større end BNP. Det lykkedes USA at få afviklet det meste af sin gæld i reale termer frem til omkring 1980’erne, hvor gælden i forhold til BNP var nede på omkring 30 pct., men herfra er gælden steget igen til de høje niveauer, vi ser i dag.

Hvis den økonomiske realvækst fortsat kommer til at ligge under det historiske gennemsnit, kan det virke attraktivt for staterne at få afviklet deres gæld igennem finansiel undertrykkelse (inflation < rente). Også derfor taler sandsynligheden i denne periode for en inflation på over 2 pct. ■

 

For beslutningstagere er det irrelevant, hvad det seneste inflationstal var, eller hvad det næste bliver. Det er mere relevant, om vi befinder os i et strukturelt inflationært miljø
_______

 

“Niclas Faurby (f. 1988) er investor og ejer af investeringsvirksomheden FAURBY CAPITAL, som rådgiver professionelle investorer. Niclas kommer ud af den etablerede bankverden og har forfattet en hel række artikler omkring økonomi og investering.”

ILLUSTRATION: Børsen i New York, 24. maj 2023 [FOTO: Michael Nagle/Zuma/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Deniz B. Serinci: Med PKK’s opløsning bortfalder en vigtig brik i kampen om Mellemøsten

Sune Steffen Hansen: Er danskerne færdige med USA? Ikke nødvendigvis

Hans Henrik Fafner: Radikalisterne i Israel og radikalisterne i Gaza fører mod fortsat krig – og ingen vinder

Mads Jedzini i RÆSON SØNDAG: Startvanskeligheder for dommedagsregeringen

Ukrainebrief 10. maj: Putin og Xi udviser styrket sammenhold på Sejrsdagen i Moskva

Haifaa Awad om Gaza: EU må suspendere sine relationer til Israel. Og Danmark må gå foran