09.10.2023

Vilde problemer er meningsdannernes og den kreative middelklasses spændende udfordringer – tænk ”Mads og Monopolet” i stor skala. Onde problemer derimod er de mindre velstilledes og frontlinje-medarbejdernes problemer, som har en helt anden konkret og kompleks virkning.

Kronik af professor og overlæge Morten Sodemann

Vi er vilde med vilde problemer. Der er skrevet bøger om dem, der bliver holdt kurser om dem, kommunerne har taget dem til sig, forskerne har publiceret over 300 artikler om dem og senest har de fået deres egen tænketank: Journalist Sigge Winther Nielsen har etableret tænketanken INVI (Institut for Vilde Problemer), hvor man kan få cases, værktøjer og data til at håndtere dem.

Men der findes problemer, der ikke kan løses med sidste års løsninger eller en blankocheck. Oftest er det nok, fordi vi ikke er vilde med at bruge tid på problemet, men mest på løsningen. Eller det kan være, at lederen er mere interesseret i at få sparket problemet væk fra hjørnekontoret eller ud af ministerkontoret. Som det fx blev beskrevet i Implements rapport om kræftskandalen i Region Midtjylland: Politikerne var mere optaget af at placere ansvaret i stedet for at komme med løsninger eller en analyse af deres egen rolle i sagen.

Vilde eller onde problemer?

Vilde problemer, irriterende problemer og onde problemer. Det er afgørende hvilke ord, man bruger. Virkeligheden er, at et problem er en spændende udfordring, indtil man selv står i det. Så bliver det et bidsk benspænd. Det, der i Danmark er blevet til ”Vilde problemer”, er oprindeligt defineret af to amerikanske professorer, Rittel og Weber, i 1973, og de kaldte dem ”Wicked problems”. Wicked kan oversættes til ond, ondsindet og ondskabsfuld. Det dækker over en samlet forestilling om ”ondsindede”, ”ondskabsfulde”, ”tricky” og ”aggressive” egenskaber ved samfundsproblemer, som gør dem dårligt definerede, flygtige og forvirrende, men også meget farlige og hævngerrige. De onde problemer bider tilbage, selv efter at man anser dem for ”løst”.. Spørgsmålet er, hvordan det på dansk er blevet til det meget mere æggende ”vilde problemer”.  Det kommer vi tilbage til. Der er iflg. Rittel og Weber  ti karakteristika ved de onde problemer.

1)      Problemet er svært at beskrive, så andre kan forstå det. Problemet har ofte rødder, der er komplekse og sammenfiltrede.

2)      Der er ikke nogen klar løsning på problemet. Hver gang man prøver at løse det med ”gamle redskaber”, bliver det endnu værre. Der er ingen præcedens eller erfaring at bygge på. Erfaringer kan være skadelige.

3)      Løsninger er ikke korrekte eller forkerte men gode eller dårlige. Der er ingen rettesnore eller pejlemærker for hvad der kunne være en gangbar løsning.

4)      Man kan ikke efterprøve om en løsning faktisk er en løsning.

5)      Man kan ikke prøve sig frem – man får kun ét forsøg.

6)      Onde problemer har uendeligt mange løsninger, og det er svært at få overblik over hvad man skal vælge imellem.

7)      Ethvert ondt problem er unikt, så man kan ikke bruge løsninger fra andre onde problemer.

8)      Onde problemer er tegn på, at der er andre onde problemer, man bare ikke har opdaget endnu, og de har forskellige årsager.

9)      Onde problemer involverer mange parter, som hver især har deres opfattelse af problemet natur og dets løsninger. Parterne har ofte forskellige værdier og prioriteringer. Jo flere parter, jo ondere er problemet fordi alle er uenige om alt.

10)      Dem, der prøver at løse det, har ikke lov til at tage fejl – de får skylden, uanset hvad de gør.

Der er altså tale om ufuldstændig eller modstridende viden om problemet. Antallet af involverede personer og deres holdninger er enormt, der er en stor økonomiske byrde, og problemets indbyrdes sammenhæng med andre problemer ignoreres. Der er flere konkurrerende interesser uden klar konsensus om, hvad der er en god løsning. “Wicked” kan opfattes som en betegnelse for bevidst modstand mod en løsning. De er dårligt definerede. Løsningerne skaber flere problemer. Ledelsen har den opfattelse, at de onde problemer er unikke og forekommer sjældent, mens frontlinjen har den modsatte opfattelse.

De klassiske onde problemer – gengangerne

Kriminalitet, ukontrolleret urbanisering og fattigdom er klassiske eksempler på onde problemer. COVID-19 blev et ondt problem, hvor man på den ene side ønskede at beskytte de mest sårbare samtidig med at man ønskede at de fleste kunne leve et ”normalt liv”. På den anden side måtte smitten begrænses for at beskytte sundhedsvæsnet mod kollaps. Som det ser ud nu, vil næste pandemi også være et ondt problem. Klimaforandringer er blevet betegnet som et super ondt problem, fordi problemet bliver tiltagende svært at løse med tiden.

 

Faktisk er det lige så meget den sociale kompleksitet af onde problemer som deres tekniske vanskeligheder, der gør dem svære at håndtere

_______

 

Organisationer har en tendens til at ignorere én forhindring i deres strategier: De kan ikke udvikle modeller for det stadig mere komplekse miljø, de opererer i. Som et resultat hjælper moderne strategiske planlægningsprocesser ikke organisationer med at klare de store problemer, de står over for. Lederne i politisk styrede organisationerne støder ofte ind i udfordringer, der ikke kan løses blot ved at indsamle yderligere data, definere problemer mere klart eller opdele dem i små problemer. Deres planlægningsteknikker skaber ikke nye ideer, og implementeringen af de løsninger, deres planlægningsstrategier kommer med, er fyldt med politisk følsomme konsekvenser. Det er, fordi mange strategiproblemer ikke bare er svære eller sejlivede – de er kort og godt ”onde”.

Ondskab er ikke en sværhedsgrad. Onde problemer er anderledes, fordi traditionelle processer ikke kan løse dem. Et ondt problem har utallige årsager, er svært at beskrive og har ikke et rigtigt svar. De er det modsatte af hårde, men almindelige problemer, som mennesker kan løse over en begrænset tidsperiode ved at anvende standardteknikker. Ikke alene lykkes konventionelle problemløsningsprocesser ikke med at tackle onde problemer, men de kan ligefrem forværre situationer ved at skabe uønskede konsekvenser.

Onde problemer dukker ofte op, når organisationer står over for konstante forandringer eller hidtil usete udfordringer. De opstår i en social sammenhæng; jo større uenighed der er mellem interessenterne, jo mere ondskabsfuldt er problemet. Faktisk er det lige så meget den sociale kompleksitet af onde problemer som deres tekniske vanskeligheder, der gør dem svære at håndtere. Ikke alle problemer er onde; forvirring, uenighed og mangel på fremskridt er tegn på, at et problem kan være grimt.

Fra ”onde” til ”vilde” problemer

Så hvad var det med den positive omskrivning, der skete fra dansk til engelsk: fra ”ond” til ”vild”? ”Vilde problemer” er gode, fordi der ligger en forventning om en spændende dannelsesrejse mod en løsning, hvor det kun kan gå godt. Selv de sværeste problemer – må vi forstå – har vi metoder til at omformulere, så de bliver til spændende opgaver eller innovative løsninger.

Vilde problemer er meningsdannernes og den kreative middelklasses spændende udfordringer. Tænk ”Mads og Monopolet” i stor skala. Onde problemer derimod er de mindre velstilledes og frontlinje-medarbejdernes problemer, som har en helt anden konkret og kompleks virkning. De opfattes som naturlove og ligger udenfor den politiske komfortzone. I starten af arbejdslivet tror man fejlagtigt, at det er svære problemer, som nok skal blive løst. Men langsomt opdager man, at det er håbløse problemer uden ejermand – en slags Voldemortproblemer, som alle er bange for, men ingen nævner. Kommer man alligevel til at italesætte problemerne, får man skylden for at skabe splid og uro. De vilde problemer er problemer, vi ikke tror, vi kan løse, men som er spændende at diskutere. De onde problemer har vi ikke behov for at løse, og de er ofrenes egen skyld. Her er fire eksempler på typiske onde hverdagsproblemer, som man kan møde i sundheds- og socialsektoren, og som demoraliserer de ansatte:

1) Dreng får afslag om efterskoleplads

12-årig dreng bor alene med sin mor på 34 år. Hun er førtidspensionist efter en hjerneblødning, hun fik, da hun fødte ham. Han må ikke tage et fritidsjob, uden det modregnes i moderens pension. Da moderen søgte om friplads på efterskole, blev drengen interviewet af en socialrådgiver, der afviste ansøgningen, fordi drengen havde mere end 0 venner og var i stand til at kigge socialrådgiveren i øjnene. Faktisk havde drengen kun én ven, som boede 15 km væk.

2) Sygehus ligger 170 km væk

En psykisk syg mand med nyresvigt skal til dialyse en gang om ugen. Ægtefællen, der er arbejdsløs, er nødt til at tage med ham, da han tidligere er blevet væk på vejen mellem hjemmet og sygehuset, der ligger 170 km fra deres bolig. Patientbefordringen vil ikke tillade, at ægtefællen kører med patienten, så hun indløser en tog- og busbillet hver uge for 420 kr. Den sidste uge i måneden må hun undlade at køre med ham, da de ikke har pengene til det. Kommunen vil ikke hjælpe, og sygehusafdelingen mener ikke, det er deres ansvar.

 

Modsætningen mellem politiske, organisatoriske og relationelle behov er ofte kilde til onde problemer. Hvis de modsætninger ikke bearbejdes, så bliver onde problemer blot endnu mere bidske
_______

 

3) Ansvar kastes rundt

En ung mand, der kom til Danmark som uledsaget flygtning, da han var 16 år, går på en ungdomsuddannelse og bor på et lejet værelse. Da han fylder 21 år, indkaldes han til en samtale i hovedstaden. Da han møder op, bliver han arresteret, frataget sine ejendele, herunder sin mobiltelefon og sendt i udrejsecenter. Han får ikke mulighed for at kontakte en lærer på skolen eller en sygeplejerske han kender. Det viser sig efter seks måneder, at der er sket en fejl, og han sendes fra udrejsecenter til asylcenter. Her viser det sig, at han er smidt ud af lejligheden pga. manglende betaling af husleje, hans knallert er stjålet, og alle hans ejendele er sendt til genbrug. Pga. huslejerestancen med renter og rykkergebyrer, står han nu med en gæld på over 80.000 kr. Hverken hjemkommunen, udrejsecenteret, politiet eller Udlændingestyrelsen har bistået ham med at sikre betaling af husleje. Alle udbetalinger fra Udbetaling Danmark stoppede i det øjeblik han blev sendt i udrejsecenter, samtidig med at hans sag i kommunen lukkede, så han mistede sin sagsbehandler. Hverken advokater, kommunen eller politiet vil medvirke til at revurdere ansvaret for forløbet: Det opfattes som et problem mellem ham og boligselskabet.

4) Adgang til kirkegård

En kvinde, der fødte et dødfødt barn, blev udvist af Danmark, da hendes opholdstilladelse ikke blev forlænget. Barnet var begravet på dansk kirkegård. Der var ingen, der kunne hjælpe hende med at besøge graven, efter hun blev udvist. Myndighederne så det ikke som deres problem.

Kynisme og udbrændthed

De problemer, jeg har nævnt her, er ikke spændende, vilde problemer. De er komplekse, onde problemer, der skaber grobund for kynisme, ligegyldighed og udbrændthed. For nogle år siden beskrev jeg, baseret på erfaringer fra velfærdssamfundets afkroge og grænseland, Problemernes jantelov i et blog indlæg . Det slog mig, at onde problemer måske netop opstår, fordi vi har så mange kognitive smutveje til at få problemer flyttet væk fra vores skriveborde, men at nogen nok har mere magt til det end andre.

Hvis vi skal stoppe onde problemer, skal vi stoppe med at tryne og bagatellisere problemer. Løsninger kræver noget andet end systematik. Løsninger kræver, at man forstår det problem, man løser, og det kræver, at man opholder sig længere tid ved problemet. Det kræver en dybere forståelse af problemets usynlige tråde og skjulte interessenter (ofte flere), og de sociale relationer problemet er opstået i.

Det handler om at få greb om problemernes rødder. Ulighed i sundhed er et ondt problem, fordi beslutningstagere 1) ikke forstår mekanismerne, 2) synes det er for komplekst, 3) ikke vil forstå mekanismerne, 4) ikke anerkender problemet eller 5) ikke vil have ansvaret. Problem storm er en metode til at åbne dialog om komplekse politisk følsomme problemer. Gennem en proces, hvor alle spørgsmål og problemer kommer frem, kan man opnå forståelse for samtlige  interessenters opfattelse af problemets herkomst og komme nærmere de mulige løsninger. Der må ikke være no-go-emner i problemafsondringen. Frontlinje-personale, mellemledere, sygehusledere og politikere kan være uenige, men hvis de ikke har mulighed for at forstå hinandens opfattelse af det onde problem, bliver ”nye” løsninger umulige at opnå. Og det vil i stedet ende som hjørnekontoropfattelser, der er baseret på de samme ”gamle” kontraproduktive løsninger. Modsætningen mellem politiske, organisatoriske og relationelle behov er ofte kilde til onde problemer. Hvis de modsætninger ikke bearbejdes, så bliver onde problemer blot endnu mere bidske. Onde problemer er kendetegnet ved, at vi løser dem igen og igen, fordi vi skaber dem igen og igen. Det ved enhver socialt mindre velstillet. Vilde problemer har politisk kapital, det har onde problemer ikke, tværtimod. Lad den talende klasse beholde sine vilde problemer og sin tænketank. Der er brug for en tænketank for den tavse klasses super onde problemer. For hvem mon bestemmer, hvad der er vildt og hvad der er ondt? ■

 

Lad den talende klasse beholde sine vilde problemer og sin tænketank
_______

 

Morten Sodemann (f. 1959) er professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Overlæge, Indvandrermedicinsk klinik, Odense Universitetshospital. Næstformand i Selskab for Indvandrersundhed. Forskning og forskeruddannelse i flere afrikansk lande. Forfatter til bogen: ”Sårbar? – det kan du selv være”.

ILLUSTRATION: Morten Sodemann [FOTO: Lars Skaaning]

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik