15.11.2023

.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Mens vi i sidste ende trods alt fik styr på pandemien, så var vi helt forsvarsløse overfor en anden pandemi: udskamningens. Den endte med at sprede sig hurtigere end COVID-19. Det har vi ikke turdet tale om.

Af Morten Sodemann

I et interview i Kristeligt Dagblad 28.marts 2015 sagde Lise Nørgaard (1917-2023): ”Det er mærkeligt for én som mig, der har levet i 1920erne, 1930erne og hele vejen op, at se, hvordan dumhederne gentager sig. At civilisationens lag er så umådeligt tyndt. Der skal ikke skrabes meget i det, før vi er inde ved barbariet”.

Under COVID-19 pandemien talte man verden over om beredskaber. Havde forskerne advaret politikerne tydeligt nok om, at det kun var et spørgsmål om tid, før næste pandemi meldte sig? Havde politikerne lyttet opmærksomt og sikret rammerne? Var myndighederne forberedte godt nok på det, der ventede os? Mens vi i sidste ende trods alt fik styr på pandemien, så var vi helt forsvarsløse overfor en anden pandemi: udskamningens. Den endte med at sprede sig hurtigere end COVID-19. Det har vi ikke turdet tale om.

COVID-19 skabte en meget billedlig smeltedigel af muligheder for frit at koble alle de stærkeste fjendebilleder med enhver tænkelig genstand for afsky: fanatisme, skjulte konspirationer, ekstremisme, dødelig terror, forstyrrelse af den offentlige orden og en altødelæggende pandemi med en indtrængende usynlig virus, der trivedes blandt fattige og fremmede, men kunne smitte enhver, ikke mindst raske, hvis man kom for tæt på. Der blev skabt en slags betændelses betændelse – en pandemi af stigmatisering af syndebukkene de COVID-smittede. Virus og bakterier er ikke årsagen til epidemier. De er blot instrumenter for sociale årsager og strukturer, der bestemmer, hvordan vores liv tager form – og i sidste ende er det kun ved at forstå de sociale kræfter, at vi kan forstå ulighed i sundhed [1].

Få dage efter, der var erklæret pandemi, startede præsident Trump en alternativ global epidemi af stigma ved at kalde COVID-19 for China-virus. Ethvert land havde et batteri af potentielle syndebukke, der blev kørt i stilling. Tidligt i epidemien hang der et skilt i døren til en lukket iskiosk i en by på Nordfyn: ”Kære kunde! På grund China Virus covid så lukket”. Kina-virus blev til virkelighed – i vores hoveder i det mindste. COVID-19 er blevet kaldt ”Donald’s disease”, men faktum er, at en lang række landeledere, nogle synlig andre mere subtilt, fandt epidemien særdeles opportun i deres personlige nationalistiske strategier: Victor Orban i Ungarn, Jair Bolsanaro i Brasilien, Rodrigo Duterte i Filippinerne, Matteo Salvini i Italien og Narendra Modi i Indien for at nævne nogle af de meste markante ledere, der brugte COVID-19 til politiske projekter. Flere af dem brugte krisen til at skabe en form for bevidst institutionelt traume med alvorlige konsekvenser for den kollektive tillid til folkesundhed, journalistik og demokrati. Matteo Salvini brugte krisen til at skærpe den offentlige retorik overfor migranter, og Modi brugte den overfor migranter og religiøse mindretal.

Mens vi savnede viden, handlinger og adfærd, der begrænsede smitten, så var vi fuldstændig uforberedte på den ekstreme effektivitet i opportunistiske fortællinger og hvor hurtigt, der blev udpeget syndebukke for smittens udbredning. Kategorisering, udskamning og beskyldninger mod bestemte befolkningsgrupper flyttede effektivt fokus væk fra politisk og socialt ansvar, og syndebukkene kom til at fungere som en forklaring på hele miseren – ved at udpege én ”årsag” til smitten, bildte vi os selv ind, at vi dermed også havde en forklaring – en behandling eller løsning – og så kunne vi slappe af. Det viste sig at være ikke bare en doven opfattelse, men også en tankegang, der satte hele folkets sundhed over styr Den blottede i stedet et stort og dybt sår i velfærdskontrakten. Mens vi lænede os selvtilfredse tilbage, skadefro over de smittede, så hærgede COVID-virussen i fred og ro blandt alle andre. Det efterlod syndebukkene i stikken, og de blev på den måde lette mål for smitte. Virus elsker symbolpolitik, syndebukke og skadefro. Dét er ikke noget nyt.

 

Virus elsker symbolpolitik, syndebukke og skadefro. Dét er ikke noget nyt
_______

 

Forfatteren Salman Rushdie forklarer, at ”Historier er det unaturlige værktøj, vi anvender på menneskers liv, vores måde at beskrive sandheden på ved at opfinde fortællinger om sandheden”. Vi opfinder historier for at forklare os selv” [2]. Når det kommer til epidemier, har vi lært hinanden at skyde skylden på dem, der ikke kan forsvare sig. Problemet er, at det historisk set er en fuldkommen grotesk idé. Tænk bare på kønssygdommen syfilis: Det er stadig ikke klart for os, om Columbus tog sygdommen med til Amerika, eller om han bragte sygdommen med tilbage til Europa. I Italien hedder den ”Mal Francese”, i Frankrig hedder den ”Mal napolitain”, i England hedder den ”French Pox” og i Sydfrankrig hedder den sågar ”Morbus Gallicus” [3]. Religion har også altid spillet en rolle: Jøderne har fået skylden for stort set alle epidemier i verden – fx den sorte død i Europa. Irerne fik skylden for Kolera i New York, og italienerne fik skylden for at fragte polio til Brooklyn.

Det er umiddelbart smart at flytte skyld og ansvar væk fra sig selv. Problemet opstår, hvis vi ikke er enige om, hvem vi er. Det er derfor, vi er nødt til at læne os op ad en alternativ discount-forklaring: Det, der ikke ligner os; det, der er uacceptabelt for os. Vi definerer med andre ord os selv gennem, hvad vi ikke er, hvad vi ikke kan lide; hvad der ikke ligner os, hvad der ser mærkeligt ud, hvad der lugter mærkeligt, hvad er uacceptabelt og måske, hvad der kan smitte os. Helt ærligt – hvis vi tænker over det – hvad ville vi være uden de fattige, fremmede og fede?

Det er et generelt træk ved det menneskelige samfund, at frygt for fare har en tendens til at forstærke skillelinjerne. En krise graver således dybere skyttegrave i de skyttegrave, der har været der hele tiden. Det betyder, at hvis der er stor ulighed i velstand, vil de fattige lide mere under en epidemi, end hvis fordelingen af goder var mere retfærdig. Den økonomiske ulighed mellem lande blev ifølge Verdensbanken øget under COVID-19. Fødevareprisernes stigninger førte til at lavtlønnede verden over brugte en uforholdsmæssig stor del af deres indtægt på mad. Arbejdsløshed ramte kvinder hårdere end mænd under covid-19, og afstanden mellem de 20 pct. fattigste og 20 pct. rigeste i Europa blev større. Det var en skærpende omstændighed, at COVID-19 ramte de mindst velstillede samtidigt på mange forskellige måder. Hvis der er eksisterende udbredt fremmedhad før en epidemi, vil udlændinge få endnu mere af skylden for epidemien og blive hårdere ramt af sanktioner, end de ellers ville være blevet [4].

Syge kroppe træder ud af deres normale tilstand til en “ny normal” præget af usikkerhed, hvor den verden, de kender, er blevet vendt på hovedet. Bagved ligger den historiske observation, at patienter altid er blevet behandlet som “fremmedlegemer”, gennem en kobling af sygdom med svaghed, påvirkelighed, manglende vilje, ejendommelig adfærd og forskellige normer – patientens krop er knyttet til virussens luskede adfærd og er dermed forbundet med en presserende trussel mod den formodede sunde nationale krop – fuldstændig lige som en fremmed, en migrant eller en flygtning [5].

Den italienske filosof Adela Cortina har beskrevet og defineret begrebet ”aporofobi”, som et udtryk for, at vi kollektivt afskyr dem, der ikke bidrager, dem, der truer og dem, der ikke tilpasser sig [6]. De overflødige, overskudsbefolkningen, der ikke bidrager med andet end fattigdom, dårlige vaner og sygdom. Adela Cortina mener, at fattigdom er ensbetydende med magtesløshed og det omfatter en hybrid gruppe bestående af ”handicappede, psykisk syge, papirløse, forkastede, dem uden indflydelsesrige venner, dem, der hverken kan tilbyde tjenester, job, stillinger, penge, stemmer, valgstøtte, æresbevisninger eller de beføjelser, der opildner andres forfængelighed”. Vi har en iboende angst overfor dem der ikke kan bidrage med andet end fordærv, fattigdom og smitte. De skal identificeres, kontrolleres og ekskluderes. De må frit udskammes og forulempes psykisk og fysisk. Aporofobiske holdninger er beskrevet i undersøgelser af vold i europæiske skoler og er allerede der relateret til selvværd eller følelse af volden som nødvendighed, legitimering og socialisering [7]. Vold mod socialt udsatte grupper med udgangspunkt i afsky for mindre velstillede er et område som både EU og WHO hlænge har haft fokus på [8]. Der er identificeret et særligt råt sprog på sociale medier med udgangspunkt i aporofobi, rettet mod de mindst velstillede [9].

 

Empati er menneskehedens kanariefugl. Når først den er drattet ned af pinden, er det for sent – for så er der ikke mere mellemmenneskeligt ilt tilbage
_______

 

Den sædvanlige kobling af bevidste og udbredte voldshandlinger mod smittede med pest viser, hvor udbredt det er at lænke én skræmmende ukendt begivenhed med en anden, hvilket fører til alle mulige former for forstyrrelser i viden og tænkning er dybt indlejret i politik og former verdensordenen på måder, der er videnskabeligt, analytisk og moralsk temmelig usammenhængende [10]. På en måde er det en meget billedlig handling, der slører mening, og forståelse gennem tilfældigheder tjener også på lang sigt et mål; nemlig at ekskludere de fattige, etniske minoriteter, de handicappede – kort sagt alle de overflødige mennesker. Der er ikke langt fra aporofobi til skadefro.

Ligesom mennesker har et biologiske immunforsvar, er der meget, der tyder på, at vi også har et holdnings- og adfærdsmæssigt immunforsvar, der får os til at udpege, kontrollere og afgrænse dem, der truer os under en krise. Men det biologiske immunforsvar kan overreagere og skade kroppen.Det ser ud til, at det holdnings- og adfærdsmæssige immunforsvar kan det samme. Måske det overreagerede under COVID-19 og den opportune syndebukke-strategi ikke bare forværrede pandemiens spredning, men også gav den politisk bagslag i form af medvind til det ekstreme politiske højre [11, 12].

Den højrepopulistiske udnyttelse af COVID-19 har tilføjet helt nye og effektive aspekter til politiske syndebukkestrategier, der involverede bevidst tvetydighed, direkte strategiske løgne, alternative sandheder, pligtsludder, vrøvl, verbal selvtægt, hadtale, nationalisme, etnocentrisme, afsporingsparathed, forargelse og fokusforskydninger [13]. Globalt lykkedes det politikere at spille på vores udskamningsparathed ved at lære os at udpege de personer og grupper, der var ”hateworthy” [14]. Skolelærere, sygeplejersker og u-vaccinerede skeptikere fik sammen med de udskældte minoriteter, de ældre og de psykisk syge en ubehagelig eftersmag af velfærdschauvisnisme, legitimeret forskelsbehandling og viljen til at udnytte folkestemningen til at bede nogle faggrupper og sociale grupper om at yde betydeligt mere end andre [15-18]. Det har efterladt politikere og beslutningstagere med den måske mest alvorlige COVID19-senfølge: post-pandemisk passivitet. Det nytter hverken at kæmpe for sine rettigheder eller at gøre en ekstra indsats. Velfærdskontrakten viste sig at have en del betingelser og indskrænkninger af rettigheder, der stod med meget lille skrift [19]. De ansatte i velfærdssamfundets frontlinje fik sammen med de fattige, syge og fremmede et ubehageligt klart indblik i, at velfærd ikke er givet, men er til forhandling – en kompetence der primært opnås med lang uddannelse. .

Som det indledende citat illustrerede, har Lise Nørgaard siden 1920’erne set, hvor tynd en fernis der er mellem empati og barbari. Det samme konstaterede filosoffen Hannah Arendt: ”Den menneskelige empatis død er det første og mest afslørende tegn på en kultur, der er ved at falde ned i barbari” [20]. Empati er menneskehedens kanariefugl. Når først den er drattet ned af pinden, er det for sent – for så er der ikke mere mellemmenneskeligt ilt tilbage.

WHOs generaldirektør Tedros A. Ghebreyesus sagde i en tale på en pressekonference 2. marts 2020, at “Der er en fælles fjende på denne planet, hvor vi er nødt til kæmpe sammen. Lad os virkelig understrege det. Stigma er den farligste fjende. For mig at se er det mere farligt end selve virussen.”. Skam blev aktivt og strategisk bragt i spil af politikerne i den store offentlige samtale – fordi det er en yderst effektiv fokusskifter og en måske den bedste vaccine. Det normaliserede og legitimerede velfærdschauvinistiske spørgsmål som fx hvem, der fortjener at komme på sygehus og nekropolitiske i form af hvem, der fortjener at leve, og hvem, der skal overlades til deres egen skæbne?

Stigma er et signal om, at der er nogle, vi er mindre interesserede i at hjælpe end andre. Udskamning forstyrrer de sociale strukturer, der ellers kunne hjælpe os med at forhindre spredning af sygdomme. Den politiske iver efter at placere skyld og ansvar i stedet for at forstå problemet, flytter fokus langt væk fra det sociale og politiske ansvar. Epidemier stortrives med syndebukke og symbolpolitik.

De fattige, syge og fremmedes eneste rolle er åbenbart at udgøre de nødvendige kontraster i de velstilledes skønmaleri. Vi elsker at hade dem, men vi ville være identitetsløse uden dem. COVID19 viste os, at det er en privilegieblind og sundhedsskadelig fortælling. ■

 

Epidemier stortrives med syndebukke og symbolpolitik
_______

 

Morten Sodemann (f. 1959) er professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Overlæge, Indvandrermedicinsk klinik, Odense Universitetshospital. Næstformand i Selskab for Indvandrersundhed. Forskning og forskeruddannelse i flere afrikansk lande. Forfatter til bogen: ”Sårbar? – det kan du selv være”.

ILLUSTRATION: Morten Sodemann [FOTO: Lars Skaaning]

HENVISNINGER
1. Lewontin, R.C., The doctrine of DNA: biology as ideology. 1993.
2. Rushdie, S., Languages of Truth: Essays 2003-2020. 2021: Random House.
3. Gac, J.L., «Le mal napolitain»: les Alliés et la prostitution à Naples (1943-1944). Genre & Histoire, 2015(15).
4. Douglas, M., Risk and blame: Essays in cultural theory. 2013: Routledge.
5. Keil, R., Diseased, in The Routledge handbook of mobilities. 2014, Routledge. p. 408-417.
6. Cortina, A., Aporophobia: Why We Reject the Poor Instead of Helping Them. 2022: Princeton University Press.
7. Pina, David, et al. “Attitudes towards school violence based on aporophobia. A qualitative study.” Frontiers in Education. Vol. 7. Frontiers, 2022.
8. Picado-Valverde, E. M., Peláez-Guergue, J., Yurrebaso-Macho, A., & Guzmán-Ordaz, R. (2023). Design of a Protocol for Detecting Victims of Aporophobia—Violence against the Poor. Social Sciences, 12(9), 506.
9. Meyer, John W. “The effects of education as an institution.” American journal of Sociology 83.1 (1977): 55-77.
10. Kolb, A.F.R., Epidemic Empire: colonialism, contagion, and terror, 1817–2020. 2021: University of Chicago Press.
11. Porumbescu, G., et al., When blame avoidance backfires: Responses to performance framing and outgroup scapegoating during the COVID-19 pandemic. Governance, 2023. 36(3): p. 779-803.
12. Zavershinskaia, P., Appropriating the civil sphere: the construction of German collective identity by right-wing populist actors during the Covid-19 pandemic. American Journal of Cultural Sociology, 2023: p. 1-27.
13. Andrews, L., Rethinking the politics of blame avoidance under populism: the UK, Covid-19, strategic lying, bullshit, boosterism and scapegoating. 2023: Oxford University Press.
14. Choi, S., K.A. Burd, and A. Choi, Looking hateworthy: An investigation of the relationship between Chinese phenotypicality and COVID-19-related prejudice and discrimination. Race and Justice, 2023. 13(1): p. 105-129.
15. Lövenmark, A. and L.M. Hammar, Being forced into an unsustainable and unethical working situation while caring for older people during the COVID-19 pandemic in Sweden. 2023.
16. Graso, M., et al., Blaming the unvaccinated during the COVID-19 pandemic: the roles of political ideology and risk perceptions in the USA. Journal of Medical Ethics, 2023.
17. Orellana, C.I., Health workers as hate crimes targets during COVID-19 outbreak in the Americas. Revista de salud publica, 2023. 22: p. 253-257.
18. Nerlino, E. “From Heroes to Scapegoats”: Teacher Perceptions of the Media and Public’s Portrayal of Teachers during COVID-19. in The Educational Forum. 2023. Taylor & Francis.
19. Jedwab, R., et al., Pandemics, poverty, and social cohesion: lessons from the past and possible scenarios for COVID-19. Washington, DC: Institute for International Economic Policy, 2020.
20. Arendt, H., Eichmann i Jerusalem: en rapport om ondskabens banalitet. 2023: Gyldendal A/S.