25.07.2023

I april markerede Nordirland 25 års fred. Men festen viser også aftalens begrænsninger: Er håbet historie?

Af Sara Dybris McQuaid

FRA RÆSON54. Artiklen er med i det trykte nummer af RÆSON, “Politik på klimaets betingelser”, der er ude nu. Som noget helt nyt er alle artikler også udgivet som lydversioner, eksklusivt for vores abonnenter.



Den 10. april fyldte fredsaftalen i Nordirland 25 år. Det blev markeret med et væld af offentlige arrangementer, der fejrede ,ånden fra 1998’ som en tid, hvor håb og historie – med digteren Seamus Heaneys ord – endelig ,rimede på hinanden’ og man for alvor kunne begynde at se enden på 30 års voldelig konflikt.

På Queen’s University blev der i anledning af jubilæet afholdt en storstilet tredages konference under overskrifterne Reflect, Renew, Reimagine. Tilsammen skulle de tre dage forbinde fortid, nutid og fremtid, hvor lokale politikere og tidligere stats- og embedspersoner mødtes i Belfast for at mindes deres respektive roller i det politiske gennembrud og samtidig forsøgte at forestille sig den videre vej frem. For nok førte aftalen til fred i form af et forhandlet kompromis, men den skabte ikke den fordragelighed, fremgang og forsoning, som mange også havde håbet på.

Tværtimod løb 25-året af stablen på et tidspunkt, hvor de politiske institutioner, som fredsaftalen skabte, var suspenderet igen, igen. Faktisk har det nordirske parlament, Stormont, været ude af drift pga. politiske stridigheder i hele ti af de i alt 25 år, det nu har eksisteret. Det understreger tydeligt, hvordan en fredsaftale kun er ét af mange knudepunkter i en mere omfattende fredsopbygning, der ikke kun kan handle om at skabe institutionelle rammer.

Fred er altid provisorisk, aldrig hverken perfekt eller permanent. Som en af de mange talere på konferencen sagde: „En fredsaftale er ikke et tydeligt punktum eller udråbstegn, men nærmere et semikolon”. Altså et lille punktum, der ikke fuldt adskiller nærtbeslægtede sætninger – eller i det her tilfælde de processer, der kommer før og efter en aftale.

Grundlaget for fred

På scenen i Belfast stod et galleri af 1990’ernes mest højprofilerede internationale politikere: Bill og Hillary Clinton, Tony Blair og den tidligere irske taoiseach (premierminister) Bertie Ahern, der alle var afgørende for at skabe de brede rammer for aftalen. Men den helt centrale skikkelse på konferencen var den tidligere amerikanske fredsgesandt og senator George Mitchell, som faciliterede de over tre år lange forhandlinger mellem parterne i Nordirland fra 1995 til 1998. Hans fintfølende diplomatiske indsats og fortsatte indlevelse i fredsprocessen betyder, at han nyder noget nær helgenstatus i Nordirland. Hans tale til konferencen havde titlen „Det Mulige – i anledning af 25 års fred” og blev kaldt en 45 minutters mesterklasse i, hvordan man taler med ydmyghed, respekt og generøsitet i en kontekst af fortsat konflikt. Den nu 89-årige Mitchell fortalte i talen, hvordan han ved sin ankomst i 1995 hverken helt forstod den markante nordirske accent eller de komplekse overlappende problemstillinger, der var på spil, men efter at have lyttet intenst til alle parter i tre år begyndte at få greb om begge dele. Han brugte otte minutter af talen (!) på at nævne alle de mænd og kvinder, der havde været med i de forskellige partiers og regeringers forhandlingsdelegationer, som en stærk demonstration af, hvordan man skriver flere ind i historiebøgerne og fordeler æren for succes.

Han understregede også flere gange, at fredsaftalen og den proces, der kom både før og efter, tilhører Nordirlands befolkning. I dét udsagn ligger der en dybere sandhed, som ikke altid får luft.

Når fredsaftalen besynges, er der ofte fokus på de daværende politiske lederes mod til at forestille sig forandring og tage et enormt tillidsspring sammen med deres direkte modstandere. I 1998 blev Nobels fredspris givet til David Trimble, lederen af det (dengang) største unionistiske parti, UUP, og John Hume, lederen af det (dengang) største nationalistiske parti, SDLP, for netop den handling. Som George Mitchell konkluderede undervejs i sin tale: „Uden John Hume havde der ikke været en fredsproces. Uden David Trimble havde der ikke været en fredsaftale”. Men når man flytter fokus fra politiske ledere og andre af samfundets spidser, så ser man også den nødvendige folkelige forankring af fredsaftalen. 


Belfast, 2023: Der spilles fodbold på den katolske side af en af de ‘fredsmure’, der blev etableret for at adskille de to befolkningsgrupper [FOTO: Andrew Testa/Ritzau Scanpix]

Aftalen blev færdigforhandlet og fremlagt den 10. april 1998, men den blev ratificeret ved folkeafstemning nogle få uger senere – den 22. maj. Her viste befolkningen i Nordirland, at det netop også var deres aftale, ved at stemme den igennem med godt 71 pct. Men lige så vigtigt var det faktum, at fredsforhandlingerne inden var foregået i en dialog mellem den befolkning, som ønskede fred, og de politikere, der skulle indgå den. Mange af de mulige løsninger blev fundet via civilsamfundet, fx i en stor borgerundersøgelse i 1993 (A Citizen’s Inquiry (1993)), der forsøgte at gøre det politiske terræn mere fremkommeligt i en situation, hvor parterne var fastlåst i en udmattende stillingskrig. Mellem 1996 og 2000 blev der foretaget ikke færre otte store meningsmålinger i Nordirland, hvor befolkningen blev spurgt om, hvilke hoveddynamikker de mente konflikten havde (fx paramilitær vold, diskrimination, sekterisk politik), og hvad der skulle være en del af en løsning (fx afskaffelsen af paramilitære grupper, politisk-kulturelle rettigheder). Man spurgte, hvilken status Nordirland skulle have, og hvilken slags institutioner der var mest/mindst acceptable (fx magtdeling og forskellige former for politisk samarbejde med både Irland og resten af UK). Og man ville høre, hvordan man skulle etablere den nødvendige tillid mellem parterne for at implementere en aftale (fx undskyldninger fra de paramilitære grupper, fra den britiske stat og fra den irske stat).

Meningsmålingerne var opgjort, i forhold til om folk kategoriserede sig som protestanter eller katolikker, og hvilket parti de stemte på. De blev udført sideløbende med de politiske forhandlinger i årene 1996-1998 og de tidlige forsøg på at implementere aftalen i 1998-2000, og på den måde kunne politikerne undervejs følge med i, hvordan de forskellige dele af et kompromis blev vægtet hos vælgerne, og vurdere deres partipolitiske manøvrerum. Målingerne viste meget forskellige forståelser af konflikten, og hvordan den skulle løses, men også vigtige overlap af krav og behov, der kunne bygges videre på. Ikke mindst viste de, at appetitten på at få stoppet volden og finde et kompleks af løsninger var stærk på tværs af positionerne.

„Intet er aftalt, før alt er aftalt”

De formelle forhandlinger startede i 1996, og alle partier, som ønskede at deltage, skulle leve op til et sæt principper formuleret af  Mitchell. Det radikalt nye var, at politiske partier med forbindelse til paramilitære grupper som IRA, UVF og UDA blev inkluderet i samtalen. Det var kulminationen på de uformelle kommunikationskanaler, der var blevet åbnet mellem IRA og den britiske regering i starten af 1990’erne – og som endte med, at de, der før blev betragtet som terrorister (og som man derfor ikke kunne forhandle med), nu kunne være med i en dialog om løsninger. De vigtigste principper for deltagelse var, at man fremover bekendte sig til demokratiske og udelukkende fredelige midler i løsningen af politiske spørgsmål, og at man gik ind for den fuldstændige afvæbning af paramilitære grupper. Bekendelsen til fredelige midler stod i stedet for en egentlig afvæbning af de paramilitære grupper, før de kunne indgå i forhandlingerne. For mange (både i partierne og befolkningen) var det en næsten umulig klump at sluge, og spørgsmålet om våbenaflevering kom senere til at stå i vejen for den umiddelbare implementering af fredsaftalen.

Indtil det allersidste var der meget få, som troede, det ville lykkes parterne at indgå et kompromis, men den 10. april – en enkelt dag over den fastsatte deadline – lå der et dokument på 36 sider, som otte partier og to regeringer havde accepteret. På trods af den korte tekst var det en meget ambitiøs aftale, der skulle håndtere mange lag og niveauer af konflikt:

Den skulle etablere et politisk institutionelt samarbejde mellem parterne i Nordirland; mellem Nordirland og Irland; og mellem Irland og Storbritannien og samtidig rangordne dem i forhold til hinanden. Den skulle fastslå Nordirlands forfatningsmæssige status og samtidig indtænke, hvordan dén status ville kunne ændres ad fredelig vej. Den skulle forholde sig til rettighedsspørgsmål, mindretalsbeskyttelse, reform af magtapparatet og demobilisering af kombattanter. Alt sammen omstridte områder – både principielt og i praksis.

Institutionelt var aftalen præget af tre sæt relationer med oprettelsen af en magtdelingsregering i Nordirland, et ministerråd mellem Nordirland og Republikken Irland, et ministerråd mellem Irland og de forskellige administrationer i Det Forenede Kongerige (inklusive Nordirland) og et regeringssamarbejde mellem den britiske og irske regering. Aftalen sagde ikke som sådan noget om grænser, men forudsatte, at den britiske og den irske regering ville blive ved med at ,videreudvikle det unikke forhold mellem deres folk og det tætte samarbejde mellem deres lande som venlige naboer og partnere i den europæiske union, (Her ser man konturerne af de problemer, Brexit skulle skabe).

Principielt hvilede aftalen på tre grundlæggende betingelser: 1. Parity of esteem, der kan oversættes til ligeværdighed, som et princip, der anerkender irsk nationalisme på lige fod med britisk unionisme. I aftalen legitimerer det begge politiske positioner, deres respektive identiteter og ønsker om selvbestemmelse. 2. The principle of consent, der kan oversættes til samtykke-princippet, der slår fast, at det legitime demokratiske flertal for at bestemme Nordirlands status skal findes i Nordirland (og altså ikke på tværs af Irland eller resten af Storbritannien). 3. Power-sharing, eller magtdeling, som var et forsøg på at introducere en tredje vej mellem et ustabilt/uacceptabelt flertalstyranni og fuldstændigt fraværende demokrati. Det er en styreform, der ofte bliver brugt i dybt splittede samfund, hvor en illoyal opposition kan gøres loyal, hvis den inviteres med i regering.

Alle parter måtte acceptere svære kompromiser: Unionisterne skulle leve med et institutionaliseret samarbejde med Republikken Irland (som de betragtede som en fremmed magt) og en gennemgribende reform af den politistyrke, de mente havde gjort sit yderste for at beskytte dem imod terror. Nationalisterne skulle acceptere Nordirlands status som en del af Det Forenede Kongerige (i hvert fald indtil der var et flertal i Nordirland for andet) og indtage pladser i et nordirsk lokalstyre, som IRA havde brugt 30 år på at destabilisere. Der var for alle parter meget at være imod, men også meget at være for.  


Londonderry/Derry, 10. april 2023: Republikanske aktivister har spærret gaden i protest mod Good Friday-aftalen [FOTO: Clodagh Kilcoyne/Reuters/Ritzau Scanpix]

Forhandlingerne var foregået under præmissen, at ,intet er aftalt, før alt er aftalt’. I forhandlings- og mæglingslitteraturen bliver den præmis nogle gange forstået som en lidt filosofisk tilgang, hvor parterne er fritstillet til at forestille sig alle mulige ideer, som de ikke er bundet af, før alt er aftalt. Men i Nordirland var der en meget mere kynisk – eller pragmatisk – forståelse af den. Her var præmissen vitterligt, at ,intet er aftalt, før alt er aftalt’ i en form for gensidig konstruktions- og destruktionsklausul, hvor man balancerede de meget forskellige prioriteter mod hinanden i en samlet løsning, som parterne var nødt til at deltage i for at beskytte hver sin investering.

Fredsaftalen fra 1998 var på den måde en ansamling af svære kompromiser og paradokser under et oversejl af store ideer, men meget var overladt til efterspillet. Som en af embedsmændene sagde til konferencen: „Først skrev vi den under, og så forhandlede vi den”. Aftalen er selvfølgelig i sig selv et vigtigt knudepunkt og et nyt holdepunkt, men den var med vilje designet med en masse huller, der skulle fyldes som en del af overgangen fra konflikt til fred. Den blev efterfulgt af mange andre forhandlingsprocesser – om politireform, sikkerhedsreform, afvæbning, kulturelle rettigheder – som viser, at den ikke skal forstås som én færdig aftale, men som et afsæt for videre forhandling af mange aftaler. 

Som sådan er fredsprocessen en kompleks iterativ proces, en form for systemudvikling, hvor man trinvist laver løbende forbedringer. Men når parterne har meget modsatrettede mål, er det selvfølgelig ikke alle, der oplever den løbende udvikling som forbedringer. Når det siges, at aftalen var et nyt status quo, skjuler det, i hvor høj grad den skulle holde sammen på fortsat forandring – og hvordan fred også kan skabe vinder- og taberpositioner.

Efter ,alt’

Kort efter folkeafstemningen i maj 1998 blev der holdt valg til Nordirlands nye lokalforsamling. Men der gik 18 måneder, inden den første magtdelingsregering kunne træde til. Partierne var helt uenige om, hvordan aftalen skulle forstås og implementeres, og hvordan de forskellige dele skulle oversættes til virkelighed gennem konkret lovgivning.

Først og fremmest mente unionisterne, at paramilitær våbenaflevering var en forudsætning for, at de, der tidligere accepterede væbnet kamp, kunne tage del i de nye demokratiske institutioner – og at løsladelsen af paramilitære fanger først skulle træde i kraft, når de paramilitære organisationer var demobiliseret. Men ingen af de betingelser var skrevet ind i fredsaftalen som sådan. Mistilliden voksede mellem parterne – unionisterne stolede ikke på, at IRA for alvor havde opgivet den væbnede kamp, og nationalisterne troede ikke på, at unionisterne nogensinde ville dele magten i Nordirland med dem.

Efter en kort og kaotisk periode med en dårligt fungerende lokalforsamling (1999- 2002) kollapsede den nye nordirske regering igen og var fuldstændigt suspenderet indtil 2007.

For at fredsaftalens institutioner skulle fungere, måtte det største unionistiske og det største nationalistiske parti nominere en førsteminister og en viceførsteminister til at lede en magtdelingsregering. Det er et delt og ligestillet embede, men hvis den ene part nægter at nominere, kan regeringen ikke oprettes, og parlamentet ikke virke. I 2007 havde det politiske landskab ændret sig dramatisk: Det var nu DUP og Sinn Féin, som var blevet henholdsvis det største unionistiske og nationalistiske parti. Partierne havde – sammen med den britiske og irske regering – genforhandlet dele af fredsaftalen i det, der blev til Skt. Andrews-aftalen (2006), og indtrådte på den basis i regering med hinanden i 2007. Billeder af den protestantiske svovlprædikant Ian Paisley og den tidligere IRA-kommandant Martin McGuinness, nu i delt position som første- og viceførsteminister, gik verden rundt. Dels som et symbol på, at tidligere dødsfjender kunne respektere hinanden som politiske modstandere, dels måske også som et tegn på en ophobet mistillid til den politiske proces hos befolkningen, der nu ønskede, at de mange kompromiser i fredsaftalen skulle administreres af de to mindst kompromissøgende partier. For mange var det samtidig et grotesk scenario, at de to partier, der i 30 år havde stået i vejen for alle politiske løsninger, nu sammen bestred fredsaftalens højeste embede – mens en mindre kynisk læsning af de to partiers ,Damaskus-omvendelse’ kan ses i filmen The Journey (2016).

I årene  2007-17 fungerede fredsaftalens politiske institutioner – på trods af udfordringer fra finanskrisen og det britiske magtskifte fra Labour til The Conservative Party (der i starten var i regering sammen med the Liberal Democrats). Men DUP og Sinn Féin stødte konstant sammen, især i forhold til kulturelle spørgsmål (fx protestantiske parader og det irske sprogs status) og offentlig nedskæringspolitik. Det er svært at finde fælles fodslag, når man kommer fra hver sin ende af spektret både politisk-ideologisk og i forhold til national identitet. I London havde det konservative parti ikke helt den samme finføling for konfliktdynamikkerne i Nordirland, som Labour havde haft, og følte heller ikke det samme ansvar for den fortsatte fredsopbygning, som langsomt kørte videre ud ad et sidespor.


Omagh Courthouse i Nordirland, 25. februar 2023: Borgere tager afstand fra fortidens vold med budskabet “No Going Back”, efter politimanden John Caldwell blev skudt af en person, der mistænkes for at have forbindelser til IRA [FOTO: Brian Lawless/PA Images/Ritzau Scanpix]

Fra 2017 til 2020 og igen siden februar 2022 har de politiske institutioner være suspenderet. Disse to nedlukninger har været filtret sammen med Brexitprocessen, mest tydeligt siden 2022, hvor DUP har nægtet at nominere en viceførsteminister, indtil den såkaldte Nordirlandsprotokol, der har placeret en regulerende grænse i havet mellem Storbritannien og Nordirland, er fjernet – også på trods af de lempelser og garantier, Storbritanniens nye premierminister, Rishi Sunak, forhandlede på plads med EU i februar 2023. Konsekvenserne af Brexit kan man læse mere om i RÆSON 43 (2022).

Kort sagt: Siden aftalen har nordirsk politik været kendetegnet ved, at partierne i stedet for selv at handle i højere grad forsøger at stoppe hinanden fra at gøre noget. Den politiske kultur er karakteriseret ved en vekselvirkning mellem et usikkert, pacificerende limbo og en sær form for afgrundspolitik, hvor alle politiske udfordringer sættes på spidsen og skal løses enten med den irske og britiske regering som mere eller mindre bevendte bisiddere, i forhandlingsrum bag lukkede døre eller ved, at en af parterne trækker sig helt fra samarbejdet. Begge dele er udtryk for et dybt dysfunktionelt demokrati.

På konferencen vendte de, der havde været med til forhandlingerne, igen og igen tilbage til, at det, de ville have gjort anderledes i dag, var at tænke mere over, hvordan fredsaftalen skulle implementeres.

Men det er ikke kun problemer med den politiske proces, som udfordrer fredsprocessen.

Den fortsatte opdeling

Der er stadig alvorlige problemer med paramilitære grupper, der er fortsat dyb fysisk og mental opdeling mellem grupper i samfundet, og den fredsdividende, alle regnede med ville materialisere sig, blev aldrig ligeligt fordelt.

For at starte med det første: Ideelt set ville fredsaftalen have ledt til den fuldstændige afvæbning og demobilisering af de paramilitære grupper, der var skabt i konflikten. Selvom der var et stort fokus på at opløse de væbnede organisationer og reintegrere ,tidligere fanger’ (som er en anden måde at titulere medlemmer af de paramilitære organisationer på), var det ikke noget, der altid lykkedes særlig godt. Samtidig havde organisationerne også meget bredere sociale formål end blot at udkæmpe den væbnede kamp, hvilket gør det mere komplekst at nedbryde deres struktur og tiltrækningskraft. Under konflikten havde de også beskyttet lokalbefolkningen i udsatte områder og på anden vis trådt i statens sted, når der skulle findes boliger, arbejde og andre former for hjælp.

For den centrale republikanske gruppe, IRA, lykkedes det at veksle en vigende væbnet magt til en voksende politisk magt i løbet af fredsprocessen, men for de loyalistiske paramilitære grupper som UVF og UDA eksisterede den mulighed ikke på samme måde.

Undervejs har strategien i høj grad været at opmuntre de paramilitære grupper (især økonomisk) til at forandre deres funktioner i lokalsamfundet, så de ikke længere udfordrer den eksisterende orden, men bruger deres indflydelse til i stedet at opretholde den. Nogle grupper har foretaget den forandring ved at blive en fredelig del af civilsamfundet – og andre lader som om, de har. Men i begge tilfælde er de paramilitære grupper og deres bagvedliggende incitaments- og funktionsstrukturer stadig i høj grad til stede. Ifølge det nordirske politi eksisterer mange af de paramilitære grupper stadig; de rekrutterer fortsat, køber våben og dominerer livet i bestemte lokalområder.

Trusselsniveauet i Nordirland har siden 2010 (hvor MI5 begyndte at måle det) været severe, altså, ,alvorligt’, hvilket betyder, at et terrorangreb er meget sandsynligt. Men det henviser kun til truslen mod statens sikkerhed, ikke til den måde, de paramilitære også terroriserer lokalsamfund på. Paramilitær aktivitet består i langt højere grad end planlægning af terror af organiseret kriminalitet, social kontrol, vold og tvang. Et særligt voldsomt aspekt af paramilitær aktivitet, der er fortsat siden fredsaftalen, er de ,afstraffelsestæsk’ (punishment beatings), der uddeles til individer, som antages at have deltaget i antisocial opførsel. Det kan være for forseelser som narkohandel, indbrud eller biltyverier og joy-riding, hvor man stjæler biler og kører dem i ræs for derefter at smadre dem eller sætte ild til dem. Strafudmålingen kan række fra tæsk med en forhammer til forskellige ikkedødelige måder at blive skudt på. Den mest ,normale’ måde er et skud gennem bagsiden af knæet – også kendt som knee-capping. I årene 1998-2017 har der været snesevis (40-140) af den slags afstraffelser om året. Hårdest går det ud over unge mennesker (især unge mænd) fra arbejderklassen. Det, der kaldes ,afstraffelsestæsk’ – selvom man ikke kan straffe folk for noget, de ikke er dømt for – bør ganske enkelt opfattes som børnemishandling. I nogle områder har de paramilitære også så meget magt, at de kan ,ekskludere’ folk ved at forvise dem fra deres kvarterer og nogle gange sende dem helt ud af Nordirland. Det er selvfølgelig ikke noget, der foregår i velbjærgede områder, og paramilitarismen er i den forstand ikke kun et sikkerhedsspørgsmål, men også et socialt og økonomisk spørgsmål.

Fredsaftalen skabte forventninger om en såkaldt fredsdividende – det økonomisk boost, som en nation eller region kan forvente, når en konflikt klinger af. Men de indgroede problemer, som voldelig konflikt skaber – i form af langtidsarbejdsløshed, hjerneflugt, manglende infrastruktur eller infrastruktur, der er gearet til undtagelsestilstand – er ikke bare sådan at ombryde. Fx er der stadig over 100 ,fredslinjer’ – altså forskellige former for forsvarsbarrierer og mure mellem områder – hvor der bor protestanter og katolikker, og hvor befolkningsgrupperne ikke altid føler sig sikre i de samme zoner på tværs af beboelseskvarterer.


Queen’s University i Belfast, 17. april 2023: USA’s tidligere præsident Bill Clinton og den tidligere senator og fredsmægler George Mitchell, deltager i markeringen af 25-året for Good Friday-aftalen [FOTO: Clodagh Kilcoyne/Reuters/Ritzau Scanpix]

Økonomisk er Nordirland et helt andet sted i dag – bl.a. takket være udenlandske investeringer i områder som cybersecurity og fintech, en sprudlende filmindustri (80 pct. af Game of Thrones blev optaget i Nordirland) og tiltagende turisme. Men freden er ikke blevet ligeligt fordelt. De områder, der var særligt ramt af og involveret i konflikten, er stadig mest belastet økonomisk og socialt. Her har man ikke fået bedre jobs – eller liv – og folks hverdag er stadig fyldt med vold – både fra de paramilitære og som selvskade. Selvmordsprocenten er tre gange så stor i fattige distrikter som i de rigeste områder i Nordirland, og det samlede antal er 5 pct. højere end i England og Wales. Volden, fattigdommen og de begrænsede muligheder i områder, der er svækket af tre årtiers konflikt, bliver hurtigt væk, når fredsprocessen hyldes.

I sin tale sammenlignede George Mitchell de knap 4.000 mennesker, der døde i løbet af 30 års konflikt, med de 164 mennesker, der er døde i ,konfliktrelaterede episoder’ i de 25 år, siden fredsaftalen blev indgået. Det er en forskel, man kan tage og føle på. Men der er stadig voldsom – og voksende – ulighed, og det har fredsprocessen ikke kunnet rette op på. Ifølge en rapport fra marts 2023 lever knap 30 pct. af Nordirlands befolkning i relativ (16 pct.) eller absolut (13 pct.) fattigdom.

I løbet af konferencens tre dage var der meget snak om ånden fra 1998; om det mirakuløse mulighedsrum, aftalen havde skabt, og det ansvar, nutidens politikere burde føle for at fylde det. Men det var også, som om man – trods tre dages refleksioner, fornyelse og genforestillinger – ikke formåede at skabe nye ideer om, hvordan Nordirland kan blive et bedre sted for alle. Løsningerne forblev de samme: De politiske institutioner skal op at køre igen –ikke mindst for at signalere den stabilitet, der skal tiltrække udenlandske investeringer. Fredens akser forbliver på den måde demokrati og markedet eller slet og ret ,liberal fred’, som man også kalder det. Men disse kræfter har på 25 år ikke levet op til forventningerne. Måske skal man til at tænke anderledes over, hvordan man kan bekæmpe både politisk og økonomisk konflikt bedre? En social kontrakt flyder ikke altid fra en kommerciel.

„Det er ikke Utopia, det er Ulster”

I 1998 var fredsaftalen det, man kalder ,en mindre utopi’ – det var altså ikke et forsøg på at udrydde al modstand og konflikt, men et øjeblik, der skabte mulighed, håb og drømme om, at tingene kunne være anderledes.

Håb er mere kraftfuldt end optimisme, og det er på mange måder en demokratisk dyd: Vi holder vores institutioner og initiativer oppe med det. Men de institutioner, som aftalen skabte, reflekterer ikke længere befolkningens håb og drømme.

På trods af de sidste 25 års fortsatte polarisering og politiske stilstand er der alligevel vokset en stor befolkningsgruppe frem, som ikke kan placeres i blokke af unionister og nationaliser. Et af fredsaftalens centrale midtpunkter er magtdelingsprincippet, men det giver meget mindre mening, når det ikke levner plads til repræsentation af den position, man noget affejende kategoriserer som ,andre’, men som nu udgør knap 20 pct. af befolkningen.

Når den nødvendige reform af fredsaftalen skal forhandles, bliver det ganske vist i lyset af indgroede problemer, men altså også i et radikalt anderledes Nordirland. Et Nordirland, hvor man ikke bare skal sikre politisk og kulturel identitet, men også understøtte muligheder for at sætte borgerne fri. Som det blev sagt af konferencens yngste taler, lederen af studenterunionen, Emma Murphy: „Der er ikke nogen vej tilbage, men der er nye ting at gøre”. ■

 

Siden aftalen har nordirsk politik været kendetegnet ved, at partierne i stedet for selv at handle i højere grad forsøger at stoppe hinanden fra at gøre noget
_______

 

Mads Lundby Hansen (f. 1969), cand.polit., er cheføkonom og vicedirektør i tænketanken CEPOS, hvilket han har været siden CEPOS’ opstart i 2005. I årene 2001-05 var han cheføkonom i Venstre. 1998-2001 var han økonom i Finansministeriet (skattepolitisk kontor) og i årene 1996-98 var han økonom i Økonomiministeriets internationale afdeling.

ILLUSTRATION: Ballina i Irland, 14. april 2023: Præsident Biden – hvis familie udvandrede fra byen – holder tale foran St. Muredachs-katedralen under sit besøg i anledning af 25-året for Good Friday-aftalen [FOTO: Tolga Akmen/EPA/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: Trump foreslår land for fred. Er det en foræring til Putin?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Religionens geopolitik

Ekstraudgave af podcasten GeoPol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvad er Trumps plan for Ukraine nu?

Lars Struwe: Trump har skabt en ny verdensorden – men freden får han ikke

Svend Roed Nielsen: Vi får en tsunami af kinesiske produkter, omdirigeret fra det amerikanske marked til EU-markedet og andre markeder

Jesper Olsen: Det vil være naivt af politikerne at tro, at det ikke gnaver i noget af det mest værdifulde vi har, hvis vi ukritisk øger mulighederne for overvågning