22.08.2023

Så gik der hul på bylden: Diskussionen om krigens afslutning er begyndt. Ukraines overlevelse står og falder med, om landet kan blive medlem af NATO. Men siger man, at det først kan ske, når russerne er ude, siger man reelt, at det aldrig kan ske.

Uffe Gardel i RÆSON OPINION

Siden de fejlslagne forhandlinger mellem Ukraine og Rusland i marts 2022 har seriøse eksperter og iagttagere afvist at gå ind i diskussioner af, hvordan krigen kunne slutte. Man har holdt sig til nogle enkle talepunkter: Rusland måtte ikke få nogen gevinst af sin aggression. Ukraine skulle have alt besat land tilbage, også Krim. Og i øvrigt var det op til Ukraine at bestemme kravene til en fredsaftale.

Som tiden er gået, er talepunkterne blevet mere og mere uholdbare. Og midt i august valgte NATO-generalsekretærens stabschef, Stian Jenssen, at tænke højt.

Jenssen, der ligesom sin chef Jens Stoltenberg er nordmand, satte ord på sine tanker under den norske politikfestival Arendalsuka, hvor han under en paneldebat kommenterede nogle af scenarierne.

”Jeg tror, at en løsning kan være, at Ukraine opgiver territorium, og får et NATO-medlemskab i stedet.”

Altså en slags ”land for sikkerhed”, hvis ikke ”land for fred”.

Det ukrainske styre svarede prompte med rasende afvisning: ”Uacceptabelt”, skrev Mikhail Podoljak, som er Zelenskyjs rådgiver samt repræsentant for Ukraine ved fredsforhandlingerne. Især i Norge opstod der efterfølgende en livlig debat blandt eksperter.

Allerede dagen efter halede Stian Jenssen lidt i land i et interview med avisen VG. Han skulle have formuleret sig anderledes, og det var stadig op til Ukraine, hvordan en fredsslutning skulle se ud. En af de andre paneldeltagere kom ham til undsætning:

”Det er en ren medieskabt krise. Vi havde en faglig, akademisk debat om strategi, Ukraines fremtid og forholdet til NATO,” sagde Janne Haaland Matlary, professor i international politikved Universitetet i Oslo.

Men sagt var jo sagt.

I avisinterviewet, som egentlig havde til hensigt at hale i land og glatte ud, underbyggede Jenssen faktisk sit synspunkt. Han sagde nemlig noget helt centralt: Sikkerhedsgarantier for Ukraine må og skal være en del af en fredsløsning.

Dermed afviser han reelt den udbredte forestilling om, at hvis bare Ukraine vinder, så vil Putin falde, og Rusland blive til at leve med. Det er en forestilling, som i hvert fald på et tidspunkt var udbredt i Kyiv. Vestlige iagttagere vendte hjem fra ukrainerejser og forklarede, at det var sådan, det ukrainske styre forestillede sig slutspillet: Man generobrede alt, og Putin ville blive væltet.

Det er der ingen grund til at tro. Ruslands atomvåben gør, at man aldrig vil kunne tilføje landet et militært nederlag så knusende som dem, der ramte Tyskland i 1918 og 1945. Der kommer ikke nødvendigvis noget regimeskifte i Moskva, selv om Ukraine generobrer alt land. Det sker, at diktatorer må gå, når de har tabt en krig; de argentinske generaler væltede efter at have tabt Falklandskrigen. Men Saddam Hussein overlevede Den Første Golfkrig.  

Så selv om Ukraine skulle generobre alt territorium, inklusive Krim, bliver der næppe hverken fred eller sikkerhed. Heller ikke, hvis nederlaget bliver knusende, og Putin forsvinder. Rusland kan genopruste. Og der kan komme en ny Putin. Rusland er sunket så dybt ind i forestillingen om, at imperiet skal genrejses, at Putins død ikke vil ændre ret meget. På et eller andet tidspunkt vil Rusland komme tilbage og gentage sit forsøg på at få Ukraine ind i sin interessesfære.

 

Selv om Ukraine skulle generobre alt territorium, inklusive Krim, bliver der næppe hverken fred eller sikkerhed. Heller ikke, hvis nederlaget bliver knusende, og Putin forsvinder
_______

 

Hvor skal Ukraines sikkerhed så komme fra?

På G7-topmødet i sommer blev der talt om sikkerhedsgarantier til Ukraine, men skræller man høflighederne væk, blev der intet sagt. Alt var ukonkret.

Under de fejlslagne forhandlinger mellem Rusland og Ukraine i det tidlige forår 2022 foreslog Ukraine, at en koalition af villige lande kunne garantere dets sikkerhed. Italien meldte sig, og det var vist det hele. Den koalition kan vi godt glemme; den er et fabeldyr.

Så der er kun to mulige sikkerhedsordninger for Ukraine efter krigen: Israel-løsning eller NATO-medlemskab. Israel-løsningen indebærer et stærkt militær og et konstant beredskab i samfundet. Og den forudsætter permanent og massiv støtte fra USA.

Det sidste er Israel-løsningens svaghed. Israel har en stærk lobby i USA; det har Ukraine ikke. Så Israel-løsningen er på længere sigt ustabil. NATO-medlemskabet er i den henseende langt bedre. Men NATO-løsningen kræver en afslutning på alle territorialkonflikter.

Og så er vi tilbage ved Jenssens prøveballon.

Hvis Ukraine skal optages i NATO, vil landet blive nødt til at give afkald på alle territorier, man ikke til den tid har generobret – det er den smertefulde virkelighed.

Jenssens formulering – at Ukraine skal ”opgive” territorium – er ganske præcis. Det er svært at forestille sig en formel fredsaftale med Putin-styret, som har indskrevet i sin forfatning, at de fire ukrainske oblaster Donetsk, Kherson, Luhansk og Zaporizjzja samt Krim nu er en del af Rusland. Men store dele af de fire oblaster er i dag under ukrainsk kontrol, og de områder får Rusland ikke.

Det ville være et voldsomt ansigtstab for en hvilken som helst russisk præsident at skulle ændre forfatningen igen. Måske kan problemet løses ved, at Rusland bare accepterer, at grænserne for de oblaster, man har indlemmet, bliver nogle andre, end man havde tænkt sig. Men det er sikrest at forestille sig, at der ikke bliver nogen fredsaftale.

Og så må Ukraine opgive områderne. Det kunne ske formelt, ved at man afstår dem. Eller reelt, ved at man over for NATO erklærer, at man ikke vil forsøge at generobre områderne med våbenmagt. Afgørende er, at NATO får sikkerhed for, at man kan optage Ukraine fuldt og helt.

En foræring til Putin?

Kritikken af Jenssens udtalelse har været hård. Den er dels praktisk, dels principiel og moralsk.

Den praktiske del af kritikken går på, at man ikke skal sige den slags højt.

”Uanset om den slags overvejelser bliver gjort, må de ALDRIG ytres offentligt. [De er en] kæmpe foræring til Putin, der i givet fald ville styrke [Ruslands} forhandlingsposition”, skrev for eksempel Claus Mathiesen, forsvars- og ruslandekspert ved Forsvarsakademiet, på X, tidligere kendt som Twitter.

Det er nok ikke et holdbart synspunkt. For det første vil diskussionen under alle omstændigheder komme – før eller siden. For det andet må borgerne i et demokrati kunne forvente, at så vigtige spørgsmål som Ruslands krig mod Ukraine diskuteres offentligt.

For det andet er Jenssens forslag heller ikke ligefrem den foræring til Putin, som det fremstilles som. Det vil nemlig indebære to ting:

At Rusland denne gang ikke får lov til at etablere en frossen konflikt, det efter behov kan skrue op og ned for, sådan som det har gjort ved andre lejligheder – Abkhasien, Sydossetien, Transnistrien og senest i Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine.

For det andet indebærer løsningen jo netop, at Ukraine kommer ind i NATO. For Rusland vil det være et monumentalt og afgørende nederlag. Det vil betyde, at Rusland ikke længere kan flytte på Ukraines grænser eller underlægge sig landet. Det som gør NATO-medlemskab til så ubehagelig en ting for Moskva, er ikke den påståede trussel om, at Rusland kan blive invaderet af NATO. Det er, at NATO låser grænserne fast og standser Ruslands egen ekspansion.

Jenssens forslag vil være en katastrofe for et imperialt og aggressivt Rusland.

Man kan diskutere, om forslaget er godt timet. Tiden skal være moden, og den kraftige ukrainske afvisning tyder på, at tiden var helt umoden.

”Den slags ting skal ske i hemmelighed og fortrolighed. Man må ikke tvinge parterne til at tage et skridt tilbage eller til at forstærke synspunkter, de allerede har. Hvis du skal have bevægelse, kræver et langt mere subtilt diplomati end som så,” siger Kai Eide, en erfaren diplomat og Norges tidligere NATO-ambassadør.

Den principielle, moralske kritik af tanken går på, at vi i stedet for at tale om landafståelser burde hjælpe Ukraine med at forsvare sig.

”Det er lidt moralsk tvivlsomt, så at sige, at vi skal arbejde på at indgå kompromisser på vegne af Ukraine, vi som sidder trygt i Norge,” sagde for eksempel Karsten Friis, der er seniorforsker ved Norsk Utenrikspolitisk Institutt (Nupi), og som deltog i debatpanelet sammen med Jenssen.

Zelenskyjs rådgiver Mikhail Podoljak var endnu kraftigere i sit ordvalg. Jenssens forslag ville indebære intet mindre end at opgive demokratiet og hjælpe en international forbryder, mente han.

Sådan kan man se på det.

Man kan også se sådan på det, at det store moralske svigt allerede er begået: Det bestod i, at Vesten ventede så længe med at levere tunge våben til Ukraine, at russerne fik tid til at befæste deres stillinger.

Og det er nu sket. Jenssens forslag drager bare konsekvensen.

Men er der ikke stadig håb om, at Ukraine kan generobre de besatte områder?

Vi får se, men et blik på landkortet viser, at offensiven indtil nu kun har gnavet musebidder af den russiske front. Og hvor længe kan Ukraine fortsætte krigen? Hvad har de mankræfter, soldater og infrastruktur til? Man skal her huske, at krigen næsten udelukkende foregår i Ukraine. Det er Ukraines byer, veje, broer, jernbaner, havneanlæg og fabrikker der ødelægges, ikke Ruslands.

Ukraines overlevelse står og falder med, om landet kan blive medlem af NATO. Siger man, at det først kan ske, når russerne er ude, siger man reelt, at det aldrig kan ske. Det synspunkt kan man  også overveje den moralske kvalitet af. ■

 

Man kan også se sådan på det, at det store moralske svigt allerede er begået: Det bestod i, at Vesten ventede så længe med at levere tunge våben til Ukraine, at russerne fik tid til at befæste deres stillinger
_______

 

Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering.

ILLUSTRATION: NATO-topmøde i Vilnius i juli: Biden, Zelensky og Jens Stoltenberg [FOTO: NATO]