18.01.2024

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

EU var en reaktion på Anden Verdenskrig og den gru, der ”aldrig mere i vores tid” skulle komme tilbage. Det ønske har vist sig kun at kunnet blive efterkommet, hvis vi sigter efter politisk balance, politiske kompromisser, internationalt fællesskab, solidaritet og samarbejde. Hvis ikke vi gør det, handler det i sidste ende om fred og sikkerhed for det EU, vi kender.

Af Stine Bosse, Lars Barfoed, Klavs A. Holm og Laurs Nørlund. Kandidater til Europa-Parlamentet for Moderaterne.

Hvordan vil verden se ud og blive opfattet, når ingen eller få kan huske Anden Verdenskrig? Sådan har forskere igen og igen formuleret spørgsmålet, og vi begynder at ane svarene. Værdien af at leve i frie samfund udfordres i fx Ungarn og før Polen – for slet ikke at tale om Trumps USA. Derfor er det vigtigt igen og igen at minde os om, hvad der drev samfundsudviklingen lige efter krigen – hvorfor det var så magtpåliggende for de fremsynede at få os til at handle sammen?

EU handlede om fred. Ja bevares, der var også tale om økonomi, velstand og velfærd, men mest af alt var det et projekt for fred. Tanken var at binde de europæiske lande så tæt sammen økonomisk, at indbyrdes krige blev så godt som utænkeligt. At vores medlemskab i 1973 af det, der dengang hed EF, blev dyppet godt og grundigt i baconpriser, må vi i dag bare smile af.

NATO spillede og spiller naturligvis en helt afgørende rolle for Vestens forsvar, men det er tydeligere og tydeligere, at vi også i EU må have en selvstændig, koordineret og trænet søjle i NATO. Ikke alle interesser er så enslydende, som de forekom for bare få år siden. USA har fokus på meget andet end Europa og er først og fremmest optaget af relationerne til Kina. Uanset udfaldet af det amerikanske præsidentvalg, må vi i Europa indrette os på i højere grad at klare os selv og finde vores selvstændige rolle i verden. Vi har i den grad brug for en stærk, fælles og samtænkt europæisk udenrigspolitik i forhold til lande i Afrika og Mellemøsten, Indien og ikke mindst Kina. Europas økonomi er samlet set nr. tre i verden; lige efter Kina og USA. Den plads skal vi beholde eller forbedre. Det kan ikke kun handle om Kina og USA. Vi, som EU, har en selvstændig rolle at spille.

 

Vi skal indse, at opbygningen af et stærkt europæisk forsvar inden for NATO bliver ganske centralt for os, ikke som én hær, men som hære forenede og forankrede i det fælles værdipolitiske ståsted
_______

 

Forsvars- og sikkerhedspolitik handler om mere end krudt og kugler. Samhandel, velstand og velfærd er vigtige elementer i en forebyggende sikkerhedspolitik. En verden, hvor vi åbner os imod hinanden, kan netop bidrage hertil. Protektionisme har aldrig været godt for nogen eller noget. Det er her vores Europæiske Union spiller og kan spille en endnu større rolle.

Unionens værdigrundlag er formuleret i traktaten om Den Europæisk Union og tager udgangspunkt i liberale værdier som frihed og borgerrettigheder – respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme; ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.

Disse værdier, som i høj grad er værdier, som Danmark står for, bygger bl.a. på erfaringerne fra vores eget kontinents historie op til og efter Anden Verdenskrig. Værdier, der sagtens kan komme under pres – også i den vestlige verden. Det så vi efter det seneste præsidentvalg i USA, men vi har også set bekymrende tendenser i både Polen og Ungarn. Vi ved allerede, at hverken Kina eller Rusland er i nærheden af de rettigheder for borgerne, som vi kender. Derfor er vores rolle i verden afgørende vigtig netop nu.

Vi skal indse, at opbygningen af et stærkt europæisk forsvar inden for NATO bliver ganske centralt for os, ikke som én hær, men som hære forenede og forankrede i det fælles værdipolitiske ståsted. Det kommer til at kræve ganske meget af alle, og det kommer til at betyde håndfaste beslutninger – også overfor de medlemslande, der ikke spiller efter samme melodi. Eller som udtrykt af Tobias Marney i Berlingske 25. december: ”EU er et demokratisk fællesskab. Hvis man ikke er et demokrati, så kan man ikke sidde med ved bordet”.

Som en del af et tydeligere, mere selvstændigt europæisk fællesskab, skal også ses planerne for udvidelse. Hvis ikke Ukraine og andre lande i Central- og Østeuropa kan vende sig trygt mod EU og bevæge sig i vores retning, har de i dagens geopolitiske realiteter ikke noget andet valg end at læne sig mod Rusland eller Kina. Derfor skal vi sætte turbo på disse planer, men samtidig stille meget tydeligere værdipolitiske krav til medlemskab baseret på Københavnskriterierne, der lider under den mangel, at der er vetoret indbygget. Det betyder, at to lande – før Polen og Ungarn, nu Slovakiet og Ungarn – kan nedlægge veto, når andre lande vil stille krav om overholdelse af de værdier, der i øvrigt er en forudsætning for optagelse.

Et muligt samarbejde med Den Afrikanske Union indeholder også nye og anderledes ambitioner, end både Kina og USA umiddelbart har. Det er vores egne grænser, der er udfordret af et højt migrationstryk, og vi har muligheder for at udvikle nye samarbejder, hvori løsninger på migration er indarbejdet. Ruslands kyniske og skånselsløse brug af migranter ved Finlands grænse må få os til at indse behovet for fælles ageren. At Ruslands aktiviteter på det afrikanske kontinent er mangefacetterede, men at alt foregår under samme overskrift: Destabiliser Europa, nærmere bestemt EU. Boko Haram i Vestafrika har forbindelser til Rusland og underminerer konsekvent styrer, der er venligt stemte overfor EU og Vesten. De seneste udviklinger i Niger peger i samme retning. Vi skal derfor selvfølgelig bruge vores økonomiske og politiske muskler sammen og ikke lade autokrater omkring os destabilisere vores nærområder.

Klimaudfordringen har alle efterhånden indset kun lader sig håndtere gennem fælles regler og koordinerede indsatser. Og det haster. Lykkes vi ikke med at bremse udviklingen, vil presset på vores grænser tage helt nye former og størrelser på grund af klimaflygtninge. Derfor ender klimapolitik med også at være sikkerhedspolitik, alene fordi et endnu hårdere flygtningepres i sig selv bliver en trussel imod vore samfund og deres stabilitet. Ingen andre kontinenter har dette som en del af deres trusselsbillede, og de kan beslutte sig for at sidestille afbødende foranstaltninger med egentlige klimaløsninger. Den mulighed har vi ikke i Europa.

Der er med andre ord nok af udfordringer. Måske er det derfor godt at have en af historiens ledende EU-skikkelsers visioner i erindring. Den netop afdøde tidligere formand for kommissionen, Jacques Delors, havde som et af sine dogmer, at kriser bør bruges til at videreudvikle EU til det bedre.

Og det er netop det, der er situationen nu. Vi må derfor fortsat udvikle EU i forlængelse af det fundament, vi kender. Det er i Danmarks interesse. Et stærkt og konstruktivt EU, der vil påvirke den omverden, som i øjeblikket forekommer mere ustabil, end vi har kendt den længe, og hvor vores (EU’s) geopolitiske rolle kan og skal spille en stadig tydeligere rolle. I mangel på styrke andre steder og i lyset af det fjendebillede, der tegner sig. Det er den eneste vej til at sikre vores stabilitet og sikkerhed. ■

 

Hvis ikke Ukraine og andre lande i Central- og Østeuropa kan vende sig trygt mod EU og bevæge sig i vores retning, har de i dagens geopolitiske realiteter ikke noget andet valg end at læne sig mod Rusland eller Kina
_______

 

Stine Bosse, Lars Barfoed, Klavs A. Holm og Laurs Nørlund er kandidater til Europa-Parlamentet for Moderaterne.



ILLUSTRATION: Aachen i Tyskland, 14. maj 2023: Den ukrainske præsident, Volodomyr Zelenskyj, signerer “den gyldne bog af Aachen” efter at have modtaget Karlsprisen, der uddeles til en europæisk politikere, der har bidraget til europæisk integration og fred. Til højre ses EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og Tysklands kansler, Olaf Scholz [FOTO: Friedemann Vogel/EPA/Ritzau Scanpix]




Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik