25.05.2024

Når Netanyahu udtaler, at hvis Israel står alene med sin krigsførelse, må det være sådan, understreger det i mange israeleres øjne kun omfanget af den dybe isolation, som nu truer landet.



Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Da den politiske gruppe ’radikal bosætterungdom’ i midten af maj gik til angreb på en lastbilkonvoj med nødhjælp til Gazastriben, gik billederne lynhurtigt viralt. Unge mænd med vilde ørelokker og brede hæklede kalotter kastede sække og kasser med fødevarer ind i vejsiden, de trampede på varerne og to lastbiler blev sat i brand.

Nødhjælpen, der var på vej ind til Gaza, kom fra Jordan, og det hele brød løs ved Tarkumiyya, kontrolposten mellem Vestbredden og selve Israel. Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, reagerede med utilsløret vrede, og fra store dele af verden væltede de chokerede kommentarer ind.

Bag den på alle måder forargelige handling stod en lille gruppe, der gemmer sig bag navnet Tzav 9. De spiller på ordet tzav 8, som betyder befaling 8, og det er for israelere den foruroligende befaling der udgår, når reserven skal indkaldes i forbindelse med en krig. De unge højreradikalister har altså opgraderet befalingen, sat beredskabet en tand op for at vise, at de opfatter sig selv som værende med i forreste frontlinje i krigen mod Hamas på Gazastriben. Denne forskruede logik er en del af indsatsen på denne politiske yderfløj, hvor man mener, at nødhjælpen til palæstinenserne skal standses med alle midler. Argumentet lyder, at nødhjælpen bliver konfiskeret af Hamas, hvorved den udgør en støtte til den islamiske bevægelses krigsførelse.

Arrestordre mod Netanyahu

I den efterfølgende israelske debat er et af de fremtrædende spørgsmål, hvorfor de israelske myndigheder ikke trådte i karakter og forhindrede angrebet på nødhjælpskonvojen. Den officielle forklaring lyder, at der hersker uklarhed, om det er politiet eller militæret, som har det endelige ansvar for sikkerheden ved kontrolposter og grænseovergange som Tarkumiyya. Det er til dels rigtigt, men det lyder alligevel som et forsøg på at krybe udenom et ubehageligt spørgsmål.

En anden forklaring kan nemlig ligge i, at et par ministre er stærkt inhabile i sagen. Itamar Ben Gvir fra partiet Otzma Yehudit (Jødisk Styrke) er minister for intern sikkerhed og har dermed øverste ansvar for politiet, og Bezalel Smotrich fra partiet Religiøs Zionisme er finansminister, men med mange beføjelser i forsvarsministeriet. Han har således stor indflydelse på militære anliggender på Vestbredden. Både Ben Gvir og Smotrich er stærkt ideologiske bosættere. I deres politiske bagland går man ind for en videreførelse af Gazakrigen med alle midler, og Ben Gvir har flere gange gjort sig til talsmand for, at Gazastriben skal jævnes med jorden. Han har på det seneste sagt, at han med glæde selv flytter til Gazastriben, når den ifølge hans vision skal genbosættes efter krigen. Denne holdning deler Netanyahu ikke, men han er afhængig af støtten fra den yderste højrefløj for at holde sammen på sin regeringskoalition. Derfor kan han tænkes ikke at have specielt travlt med at skride ind overfor Tzav 9 og lignende grupper fra det radikaliserede bosættermiljø.

Ikke overraskende har dette en stærk effekt på verdenssamfundets syn på Israel i den nuværende situation. Selve angrebet på nødhjælpskonvojen er kun en enkelt lille episode, og den har nok meget begrænset betydning for den samlede situation. Men symbolværdien er betragtelig – ligesom de politiske følger er det. Og så er det med til at tegne billedet af en regeringsleder, der kynisk tilsidesætter menneskelige hensyn for at holde sammen på sin koalitionsregering for at sikre sin egen politiske overlevelse. Efterfølgende besøgte Itamar Ben Gvir gerningsstedet og ytrede sin store utilfredshed med, at så mange politifolk var blevet sendt til Tarkumiyya for at beskytte yderligere lastbiler mod angreb fra højreradikalister. Igen blev ministerens udmelding ikke kommenteret af Netanyahu.

Det er med dette bagtæppe, at chefanklager ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) Karim Khan d. 20. maj har bedt om, at der bliver udstedt en arrestordre mod den israelske premierminister. Det sker på grundlag af mistanke om krigsforbrydelser, og i motivationen hedder det bl.a., at Netanyahu-regeringen kan tænkes at have gjort bevidst brug sult som taktisk våben. Det er nærliggende at karakterisere regeringens håndtering af angrebet ved Tarkumiyya som mere eller mindre utilsløret udtryk for denne strategi.

Karim Khan har i sit initiativ også omfattet den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, samt tre markante Hamas-ledere – Yahya Sinwar og Muhammed Deif, der begge leder krigsførelsen på Gazastriben, samt Ismail Haniyeh, der som bevægelsens øverste leder trækker i trådende fra sit luksushotel i Qatar. Både fra israelsk regeringshold og fra Hamas blev der protesteret over, at man således bliver sat i bås med modparten, når det kommer til ICC’s arrestordrer.

”Han skaber en falsk symmetri mellem Israels demokratisk valgte ledere og terrorcheferne,” sagde Netanyahu i et efterfølgende interview (https://www.timesofisrael.com/netanyahu-its-the-icc-prosecutor-not-me-who-should-be-concerned-for-his-status/) ”Det er som at sige efter 9/11, okay, jeg udsteder en arrestordre mod George Bush, og også mod (Osama) bin Laden.”

For Israels vedkommende står det som et tydeligt signal om, at landet er godt på vej til at blive en international paria.

 

Både fra israelsk regeringshold og fra Hamas blev der protesteret over, at man således bliver sat i bås med modparten, når det kommer til ICC’s arrestordrer
_______

 

Protesterne breder sig

Der kan komme til at gå uger og måneder, måske endda år, før Karim Khans ønske udmønter sig i noget konkret. Der skal skaffes mængder af dokumentation, og selv om det lykkes, vil Netanyahu og Gallant ikke være i fare for at blive anholdt, medmindre de rejser til lande som har tilsluttet sig Rom-statutten; dette har Israel ikke, på linje med USA, Kina, Rusland, Indien samt stort set hele den arabiske verden. Desuden er der allerede så meget politik i sagen, at vi nok kan forudse, at den vil være oppe imod en del hindringer undervejs. Flere republikanske senatorer har allerede meddelt, at de med dette som anledning vil arbejde for amerikanske sanktioner mod Den Internationale Straffedomstol

Udover disse ting, som indtil videre mest af alt er formalia, lægger sagen sig imidlertid oven i bunken af andre, der tilsammen tegner et meget blakket billede af Netanyahu. Og dermed også af Israel. I forvejen har Sydafrika indklaget Israel for folkedrab ved Den Internationale Domstol (ICJ), som ikke er det samme som ICC, selv om de begge ligger i Haag. Anti-israelske protester breder sig verden over, Tyrkiet har indstillet sin samhandel med israelerne og selv en så tilsyneladende ligegyldig sag som Israels deltagelse i Eurovision vækker bølgegang.

I lighed med dette har palæstinenserne bedt Fifa om at udelukke Israel fra det gode fodboldselskab, og tilbage i den tunge afdeling har præsident Biden truet med at standse bestemte våbenleverancer til Israel, hvis ikke israelerne afholder sig fra at iværksætte den militære offensiv mod Rafah på Gazastriben – som i skrivende stund allerede er i gang i form af nålestiksoperationer. Op mod 900.000 palæstinensere, som havde søgt tilflugt i Rafah, har i forventning om et nært forestående angreb allerede forladt byen for at søge ny usikker tilflugt i Mawasi, en lille landbrugsenklave langs middelhavskysten.

Indtil 7. oktober var store dele af verdens fokus rettet mod Ruslands brutale krig mod Ukraine. Man talte om klimaforandringer og Kinas stadig mere selvhævdende fremfærd. Ganske vist var Netanyahu-regeringen mål for omfattende protester som følge af den såkaldte lovreform, hvilket vakte bekymring for Israels demokratiske tilstand, men til gengæld var der klare tegn på, at Saudi-Arabien var på vej til at åbne diplomatiske forbindelser til Israel. På mange måder gik Israel under radaren, men mere end syv måneder efter Hamas’ kyniske terrorangreb den 7. oktober sidste år, er der vendt op og ned på alt dette. Dagen efter angrebet understregede præsident Biden sin klippefaste og ubøjelige støtte til Israel, men selv dette kan ikke længere tages for givet.

 

Indtil videre soler Netanyahu sig i at 106 af Knessets 120 medlemmer stemte for en fordømmelse af Karim Khans initiativ
_______

 

Isolation

Indtil videre soler Netanyahu sig i at 106 af Knessets 120 medlemmer stemte for en fordømmelse af Karim Khans initiativ. Dette var dog nok, hvad man kunne forvente. Som flere vestlige iagttagere har sagt, er det usædvanligt, at en leder af en demokratisk stat bliver sidestillet med en bevægelse, der står på flere terrorlister. Men udover dette er der i Israel en hurtigt tiltagende forståelse af, at det er nødvendigt at få standset både Hamas og Benyamin Netanyahu. At premierministeren i den seneste tid har udtalt, at hvis Israel står alene, må det være sådan, understreger i mange israeleres øjne kun omfanget af den dybe isolation, som nu truer landet.

På den yderste højrefløj synes dette kun at bekræfte en grundlæggende tro på, at Israel aldrig har kunnet stole på nogen og derfor altid har stået alene. Man hører det synspunkt, at jøderne har levet med antisemitisme i 2000 år, og at dette grundlæggende ikke har ændret sig. Blandt Likud-partiets kernevælgere, som typisk kan beskrives som sekulære nationalister, er der snarere en tendens til at lade dette bekræfte den offer-rolle, som Netanyahu også spiller på, så i dette segment har udviklingen fået de faste støtter til at slutte endnu fastere ring omkring den belejrede premierminister.

Endnu mere kendetegnende for situationen er de reaktioner, som kom på meddelelsen om, at Norge, Spanien og Irland nu tager skridt til en officiel anerkendelse af Palæstina som stat. Dette skal ses som et symbolsk skridt, der skal føre udviklingen i retning af en forhandlet tostatsløsning, og det forstår israelere naturligvis også. Men der ligger også et stærkt emotionelt element i denne forståelse, som hænger sammen med timingen af dette udspil fra de tre europæiske nationer. Mange israelere, som går ind for en fredsdialog og ser et perspektiv i en tostatsløsning, vil være tilbøjelige til at se skridtet i en meget aktuel kontekst. De spørger sig selv:  Kan man støtte en nabo, hvor et klart flertal af befolkningen støtter en bevægelse som Hamas, der har som klart mål at udslette Israel?

 

Alt tyder på, at Rafah kan blive en blodig affære med nye store tabstal i den palæstinensiske civilbefolkning, ligesom håbet om at få de israelske gidsler ud i levende live svinder
_______

 

Deadline 8. juni

I den israelske debat er den uafklarede situation omkring de resterende 132 gidsler stadig helt central. Pårørende til gidslerne, hvoraf et betragteligt antal formodes slet ikke at være i live længere, er blevet en integreret del af protesterne mod Netanyahu-regeringen, og de tog kun yderligere omfang efter, at højrefløjsaktivister gik til fysisk angreb på en far til et gidsel. De betegnede ham som forræder.

Imens synes Netanyahu at være opsat på at videreføre krigen. Trods det voldsomme pres fra verdenssamfundet og fra de folkelige protester er der ikke sikre tegn på, at han har opgivet den militære offensiv mod Rafah, hvor Hamas’ sidste nogenlunde funktionsdygtige bataljoner befinder sig. Alt tyder på, at dette kan blive en blodig affære med nye store tabstal i den palæstinensiske civilbefolkning, ligesom håbet om at få de israelske gidsler ud i levende live svinder. Dertil kommer, at Netanyahu stadig ikke har præsenteret nogen klar plan for, hvad der skal ske med Gazastriben, når krigshandlingerne på et tidspunkt lægger sig. Som resultat af alt dette har oppositionslederen Benny Gantz, der sidder med i det særlige krigskabinet, nu truet med at afbryde dette i forvejen stærkt belastede samarbejde med Netanyahu, hvis han ikke inden den 8. juni får en klar plan.

Mens dette har vakt almindelig hovedrysten med bemærkninger om at det er tomme trusler, giver det alligevel en form for mening. Hvis Gantz virkelig gjorde alvor af det, ville det ikke i sig selv føre til Netanyahu-regeringens fald. Den sidder stædigt på sine 64 mandater, og med hans tilbagetræden ville de radikale elementer som Ben Gvir og Smotrich kun få yderligere indflydelse på krigens fortsatte gang. Så hvad Gantz forsøger at opnå, er en understregning af, hvad man allerede ved: At Netanyahu rent faktisk ikke har nogen fast plan for krigen. Den endelige sejr, som han taler om, er illusorisk, og derfor er det nærliggende at konkludere, at han ser en personlig interesse i krigen, idet denne sætter ham i stand til at holde sig ved magten.

I det lys ser flere israelske analytikere nogle helt særlige perspektiver i den nye trussel fra ICC. Mens Karim Khan klart understreger Israels ret til ”at søge handling og forsvare sine borgere”, som det hedder i hans formulering, taler han også eksplicit om mulige krigsforbrydelser. Bortset fra at det er et vink med en vognstang om at få afsluttet krigen så hurtigt som muligt, kalder det også på nedsættelsen af en undersøgelseskommission, hvilket mange israelere uden tvivl vil billige. For set fra et israelsk synspunkt er styrken i Karim Khans udspil netop, at det skaber en vis symmetri. Hamas-ledelsen bliver i lignende omfang anklaget for mulige krigsforbrydelser. Det sigter naturligvis til angrebet den 7. oktober, men med tilføjelsen ”to this day”. I dette ligger nok en hentydning til den fortsatte tilbageholdelse af gidslerne, hvilket er en krigsforbrydelse.

At udspillet kommer fra netop ICC, er også interessant. Hvor Den Internationale Domstol (ICJ) behandler sager vedrørende stater, handler det hos ICC om straffesager mod enkeltpersoner. Netanyahu har forsøgt at imødegå dette ved at sende anklagerne videre til bl.a. generalstabschef Herzl Halevi. Han vil med andre ord prøve at gøre det til et israelsk fællesanliggende, men denne manøvre er nok dømt til at mislykkes. Om dette så er et tegn på desperation, eller om det er endnu en udspekuleret manøvre, er en del af dagens spekulationer i Israel. Men uanset hvad understreger denne seneste udvikling kun sagens dybe alvor, og udsigterne til at blive relegeret til status af paria får flere og flere israelere til at vende sig mod Netanyahu. ■

 

Udsigterne til at blive relegeret til status af paria får flere og flere israelere til at vende sig mod Netanyahu
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på netmediet POV International. Han har gennem de sidste 28 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.

ILLUSTRATION: Tel Aviv, 28. oktober 2023: Forsvarsminister Yoav Gallant og premierminister Benjamin Netanyahu under et pressemøde på en israelsk militærbase [FOTO: Abir Sultan/AP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 21. marts: Er Putin i gang med at overspille sin hånd?

Morten Sodemann fem år efter Covid-19: Hvis vi er bange for os selv, bliver vi aldrig klogere

Kan kunstig intelligens gøre os klogere på verdens opbrud? Mikkel Vedby med Lars Christensen i Lille Land, Hvorhen

Jens Worning: Er Donald Trump en frivillig agent for det amerikanske imperiums forfald?

Mads Jedzini: I dag skal Merz bringe det tyske lederskab tilbage i hjertet af Europa

Eva Flyvholm: Her er fire veje til dansk uafhængighed fra USA