12.01.2024

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

USA forsvarer det internationale samfund med angrebet i Yemen. Prisen kan blive langvarig konfrontation

Kommentar af Lars Bangert Struwe

Houthiernes vedvarende angreb på den internationale skibsfart i Det Røde Hav, som en del af deres indblanding i Gazakrigen, får nu konsekvenser.

Amerikanske og britiske bombefly angreb i nat Houthi-stillinger i landet, og ifølge efterretninger fra det britiske forsvarsministerium har man søgt at ramme steder, hvorfra droner og missiler er blevet affyret. Angrebet skal ses som et modsvar på de mange droner og missilangreb, som houthierne har rettet imod Israel såvel som den internationale skibstrafik siden november 2023.

Houthierne har begivet sig ind i et giftigt spil, hvor de blander sig i konflikten imellem Israel og palæstinenserne. Til at starte med rettede de deres angreb imod skibe, som de mente forsynede Israel, men senere udvidede de angrebene til en afpresning af hele verden. Budskabet: Stop operationerne i Gaza eller vi fortsætter med at angribe den internationale skibsfart i Det Røde Hav.

Iran og Hizbollah har støttet houthierne i årevis med materiel og uddannelse. Det kan dog næppe siges, at Iran står bag houthiernes angreb, men Teheran er næppe imod, at USA engageres i denne kamp, hvorved iranerne får mere plads til at operere. Jo mere USA er opptaget af mindre konflikter rundt om i verden, jo mindre tid har USA til at forholde sig til Iran. Iran har igennem det sidste årti forstået at balancere dets indsats i Mellemøsten, så det kan destabilisere Vestens interesser og øge deres egne – uden at det udvikler sig til åben konfrontation med Vesten. I Vesten har vi stået splittet i vores svar til Iran, hvor Europa har villet forhandle og USA være langt mere aggressivt. I dag må vi erkende, at den europæiske position kun har styrket Iran, og præstestyret i dag er langt fremme med dets nukleare program.

 

Det kan dog næppe siges, at Iran står bag houthiernes angreb, men Teheran er næppe imod, at USA engageres i denne kamp, hvorved iranerne får mere plads til at operere
_______

 

USA har opbakning fra FN

Houthiernes angreb er således et angreb på det internationale samfund. Ifølge FN opregner mere end et dusin angreb samt kapringen af det japanske skib ”Galaxy Leader”, og FN har den 10. januar fordømt houthiernes angreb og kræver, at friheden til at bevæge sig til havs respekteres. Resolutionen er ikke tilgængelig i sin fulde tekst på FN’s hjemmeside i skrivende stund, men FN skriver, at det “takes note of the right of Member States”, ”in accordance with international law, to defend their vessels from attacks, including those that undermine navigational rights and freedoms.” Det betyder, at nationer nu kan sætte ind over for houthiernes angreb inden for FN’s rammer – uden at danne en FN-styrke eller skulle have en selvstændig resolution til at iværksætte et forsvar af den internationale skibstrafik. Det gør det nemmere for lande som fx Tyskland, der er tilbageholdende med at udøve militær magt, at tilslutte sig en koalition, der vil beskytte skibsfarten.

Resolutionen blev stemt igennem med 11 stemmer for, og fire stater undlod – herunder Rusland og Kina – at stemme. Ingen stemte imod. Kina og Rusland har ikke stemt imod resolutionen, men Moskva, der opportunt har indkaldt til krisemøde i FN, frygter, at den kan legitimere amerikansk og britisk brug af våbenmagt i området. Kina samt Algeriet og Sierra Leone indtog den holdning, at resolutionen ikke forholder sig til de civile palæstinensiske tab, hvorfor de ikke kunne tilslutte sig resolutionen.

Samtidig har en koalition af ligesindede stater besluttet sig for at beskytte skibsfarten imod houthiernes angreb. Forskellige stater som Australien, Bahrain, Canada, Danmark, Tyskland, Nederlandene, New Zealand, Sydkorea, Storbritannien og USA har bakket op om en fælles militær indsats imod houthierne. Denne indsats finder sit udgangspunkt i FN’s charter om ret til selvforsvar. Også Danmark har besluttet at sende en fregat til den igangværende operation, hvor den skal indgå i den internationale flådestyrker.

Vesten har ikke lyst til endnu en landoperation i Mellemøsten, men samtidigt er det svært at nedkæmpe en modstander som houthierne uden en landoperation. Derfor kan der komme et pres på Saudi-Arabien for at involvere dem i – endnu gang – at nedkæmpe houthierne, hvilket de hidtil ikke har magtet. Det kunne også være, at nogen vil lægge et pres på Iran med henblik på at få dem til at stoppe houthierne, men det vil Iran efter al sandsynlighed have svært ved. Men i en amerikansk valgkamp, hvor udenrigspolitik for første gang i mange år rent faktisk fylder noget, så kan det være, at USA vil straffe Iran med målrettede luftangreb/missilangreb eller bede andre om at ramme Iran. Her ligger en risiko for eskalation, som de færreste ønsker, og derfor sker det næppe.

Det kan udvikle sig til en meget lang bombekampagne imod houthierne, hvor også krigsskibe kan indsættes til at beskyde landmål. Generelt har de færreste lyst til at dette eskalerer med en landinvasion, og der eksisterer en  bekymring for ”mission creep”, hvor operationen udvikler sig væk fra det oprindelige mål mod et større. Det vil mange i Vesten gøre meget for at undgå. Rusland og Iran ønsker en ustabil situation i regionen, så de kan operere politisk og militært, hvor de ønsker, men de foretrækker næppe endnu en storkrig i Mellemøsten. Kina, der har en presset økonomi, vil holde de internationale skibsruter åbne. Det samme vil vi i Vesten. Spørgsmålet er: Hvad vil houthierne? Hvor langt vil de gå i deres angreb, og vil de øge angrebene? De har tidligere udkæmpet en blodig borgerkrig mod Saudi-Arabien, hvor omkring 400.000 er døde. Foreløbigt synes de immune over for Vesten advarsler. ■

 

Spørgsmålet er: Hvad vil houthierne? Hvor langt vil de gå i deres angreb, og vil de øge angrebene?
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.

ILLUSTRATION: Det Røde Hav, 11. januar 2024: Det amerikanske krigsskrib, Navy Arleigh Burke, affyrer Tomahawk-missiler mod Houthi-mål i Yemen [FOTO: U S Central Command/Shutterstock/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik