12.04.2024

Efter 30 års fred på kontinentet famler vi i blinde, når truslen kommer indefra.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye forårsnummer, “Europas nye hverdag”, ude nu. Læs mere her. Som noget nyt er alle artikler også udgivet som lydversioner, eksklusivt for vores abonnenter.



Af Marlene Wind

I Vesten var vi afgrundsdybt naive i læsningen af Putin, da han annekterede Krim i 2014. Først da han i 2022 gik ind i en fuldskala-krig i Ukraine, satte en selvransagelse og Zeitenwende ind i de fleste vestlige hovedstæder. Naiviteten holder imidlertid stadig ved, når det drejer sig om at forstå omfanget af den hybride krig, som Rusland, med stor succes, fører mod vores egne samfund. Fx undervurderer europæiske diplomater, politikere og kommentatorer betydningen af, at premierminister Viktor Orbán optræder som Putins villige marionet.

Efter 30 års fred på kontinentet famler vi i blinde, når truslen kommer indefra. Men i stigende grad udgør Orbán en trussel – og ikke bare mod det europæiske retssamfund, fordi han har undermineret demokratiet i Ungarn. I dag udgør han også en decideret sikkerhedstrussel mod såvel EU som NATO. Om få måneder står han til at skulle lede Europa som formand for Det Europæiske Råd. Er vi klar til det?

En autokratisk trio?

”Ukraine får ikke en krone, hvis jeg bliver genvalgt”. Denne besked bragte Orbán videre til en måbende offentlighed den 10. marts efter sit besøg hos Donald Trump i præsidentkandidatens hjem i Florida, Mar-a-Lago[1]. Besøget var i sig selv surrealistisk: En europæisk leder, som ad flere omgange selv (modvilligt) har stemt for sanktioner mod Rusland, men som samtidig ikke skyr nogen anledning til at agere Putins sendebud – besøgte Trump, men ikke Biden.

I samme anledning beskrev Trump Orban således: ”Ingen er bedre, klogere eller en bedre leder end Viktor Orbán. Han er fantastisk, han er en ukontroversiel figur, fordi han siger ’Sådan bliver det’, og det er sådan, det er. Ikke? [….] han er en stor leder. I Europa og verden over respekterer man ham”.

Og selvom det ikke var længe siden, at Trump kaldte Orbán præsident i Tyrkiet[2], er der ikke tvivl om Orbáns prestige og status blandt Trumps støtter. Den blev yderligere styrket, da den tidligere vært på Fox News Tucker Carlson sendte direkte fra Budapest og roste Orbáns autokrati til skyerne – få måneder før han interviewede Putin i Kreml.

Den anerkendte amerikanske historiker Anne Applebaum (som i øvrigt er gift med den polske udenrigsminister) fortalte 22. februar, hvad en tysk parlamentariker havde sagt til hende: ”I Europa har vi pludselig indset, at vi måske vågner op til en verden, hvor vi konkurrerer med tre autokratier: Kina, Rusland og USA”.[3]

En trio bestående af Trump, Orbán og Putin står med andre ord klarere og klarere i horisonten – og de kan meget vel være en trio, vi snart skal forholde os meget mere konkret til.

Viktor Orbáns rolle som forbindelsesled mellem Putin og den radikaliserede del af Det Republikanske Parti bliver samtidig mere og mere åbenlys. Men også mere og mere farlig. For mens EU’s udenrigstjeneste kæmper en daglig kamp imod russisk desinformation, som man kan læse om i deres nyeste rapport[4], bliver det stadig tydeligere, at en af Ruslands vigtigste desinformationsaktører er en af EU’s egne. Men hvad stiller man op, når en enemy within bidrager til hybridkrig imod den klub, han selv frivilligt er en del af? Skal Europa og NATO blot se passivt til, mens Orbán rejser i pendulfart mellem Kreml, Bejing og Mar-a-Lago og fortæller os, hvad han synes om den frie verden?

Dén diskussion rejste USA’s ambassadør i Ungarn – i anledning af 25-året for Ungarns optagelse i NATO – i en tale 14. marts: ”Er det stadig sikkert at dele fortroligt efterretningsmateriale med en mand, som omgås Vestens fjender og direkte beskylder USA for at have indledt en krig imod Rusland? Disse spørgsmål rejser flere og flere, men ingen tør for alvor sige det højt endsige tage konsekvensen”.

Indtil videre virker det slet ikke, som om EU’s ledere og diplomater har indset, i hvilket omfang Orbáns adfærd og udtalelser i sig selv er en del af det russiske angreb på Vesten. Men hvem husker fx ikke billederne af den ungarske udenrigsminister i muntert middagsselskab med Sergej Lavrov i Tyrkiet, sammen dag som den russiske oppositionspolitiker Alexeyi Navalji var blevet begravet?[5]

 

I øjeblikket kører Orbán os rundt i manegen sammen med Putin og den ekstreme del af Det Republikanske Parti. Og han udgør dermed en stigende trussel mod vores egen sikkerhed og troværdigheden i vores hjælp til Ukraine
_______

 

Det var ikke nogen tilfældig provokation. Spørgsmålet er nu, om man kan kæmpe en krig om desinformation ved alene – som EU og NATO indtil videre har gjort – at fokusere på vore eksterne fjernder og på de formelle spilleregler. Sagt anderledes – er det nok kun at forholde sig til, hvad der kommer direkte fra de russiske troldefabrikker, eller skal vi også til forstå den skade, vore egne indre fjender udretter? Fx som når den ungarske leder konstant skaber tvivl om Vestens vilje og evne til at hjælpe Ukraine, eller når han igen og igen optræder med ledere, som vi så åbenlyst er i konflikt med? Ord og fortællinger betyder noget. Især i en krig om sandheden, om rigtigt og forkert, om udpegning af ven og fjende – og i enhver troværdig afskrækkelse. Men det er åbenbart vanskeligt at forstå for vestlige diplomater fra ’det gamle Europa’, som fortsat insisterer på, at det at the end of the day kun handler om, hvorvidt Viktor Orbán stemmer for en konkret sanktionspakke, våbenhjælp eller for at indlede optagelsesforhandlinger med Ukraine. Hvis bare han i sidste ende retter ind, gør han ingen skade, som en diplomat formulerede det. Siger man sådan, har man imidlertid ikke forstået, hvad en hybridkrig er: Her handler det ikke kun om formelle afstemninger – eller om krig i konventionel forstand.

Her handler selve magtkampen i stedet om at fremvise splittelse og skabe tvivl om den kurs, som forfølges. At lykkes med at skabe forvirring, kaos og tvivl om vores vilje, evne og enighed, når det fx kommer til at støtte Ukraine i det lange løb, er allerede en halv sejr. Det er dette, Orbán og hans kumpaner godt klar over, og det er dette, de excellerer i, når de fx lader sig fotografere med såvel den amerikanske præsidentkandidat i Mare-a-Lago som med Lavrov og Putin selv.

I øjeblikket kører Orbán os rundt i manegen sammen med Putin og den ekstreme del af Det Republikanske Parti. Og han udgør dermed en stigende trussel mod vores egen sikkerhed og troværdigheden i vores hjælp til Ukraine.

Orbáns falske demokrati

Siden Orbán kom til magten i 2010, har omverdenen fokuseret på, hvordan han, hjulpet af sit oligarknetværk og ved hjælp af massiv korruption, har ødelagt retsstaten[6] og demokratiet – i et sådant tempo at det er det hurtigst voksende autokratiserede land nogensinde, ifølge det anerkendte V-Dem Institute, som måler demokratiets tilstand. I den allernyeste rapport (marts 2024)[7] er Ungarn således langt fra at være et liberalt demokrati og end ikke kvalificeret som det, man kalder et ’elektoralt’ demokrati, hvor visse demokratiske institutter stadig er intakte. V-Dem karakteriserer i stedet Ungarn som et såkaldt elektoralt autokrati, hvilket betyder, at der nok afholdes valg, men at valgene er rigged – altså hverken frie eller fair.

Medierne er heller ikke frie – og dermed er der ikke længere ytringsfrihed, som man normalt definerer det i vores liberale demokratier. Domstolene og samfundsøkonomien styres af et oligarknetværk, som er koncentereret i én persons magt: Orbáns. Borgernes frihed – som fx LGBT-rettigheder – er en by i, nå ja, Rusland, og der køres en hård kurs imod de få immigranter, som overhovedet findes i landet. Seneste skud på stammen af autoritære tiltag er den ’suverænitetslov’, som Orbán fremlagde og fik vedtaget i 2023. Basalt set handler loven om at give staten alle midler til at overvåge borgerne og sikre, at det, man kalder foreign interference – altså finansiel indflydelse fra udenlandske donorer – ikke kan komme ind i landet og understøtte Orbáns modstandere. Til gengæld er det stadig muligt for russiske og kinesiske donorer at sprøjte milliarder af dollars i den regeringsvenlige del af den ungarske økonomi, men ingen penge må altså tilgå oppositionspartier, medier og NGO’er, som ikke er enige med Orbáns parti.

Med ’suverænitetsloven’ oprettede man et såkaldt SPO, Sovereignty Protection Office[8], som er det mest indgribende efterretningsvåben set siden kommunismen og et værkstøj, som i flæng vil kunne undersøge borgere for at ville ’underminere statens suverænitet’. Domfældes man – selv på løse indicier – kan man få op til tre års fængsel. Loven minder mest af alt om den lov, Putin iværksatte før invasionen i Ukraine for at undertrykke enhver form for dissens. SPO har beføjelser – uden for domstole eller andre kontrolorganer – til at optrævle og slå ned på alle oppositionspartier, journalister og NGO’er for fjendtlige aktiviteter og for disses relationer til eksterne fundingorganisationer. Og eftersom der ikke længere i Ungarn findes offentlige midler til at støtte oppositionspartier – eller til at understøtte NGO’er som Amnesty, Helsinki-komiteen eller fri kritisk journalistik – har alt dette ofte været afhængig af EU-støtte eller midler fra ungarere, der er flyttet til USA eller andre lande.

Her i februar 2024 har EU lagt sag an[9] imod Ungarn for – med ’suverænitetsloven’ i hånden – at true almindelige borgeres privatliv og undertrykke civilsamfundet. Men da Kommissionen samtidig har belønnet Ungarn ved at frigive indefrosne corona-milliarder for at få Orbán til at stemme for en hjælpepakke til Ukraine, er det tvivlsomt, om en afgørelse ved EU-Domstolen vil have den ønskede effekt. Pengene var netop oprindeligt blevet tilbageholdt, fordi Orbán underminerer retsstaten.


Budapest, 15. marts 2024: På trapperne foran nationalmuseet holder Viktor Orbán tale på årsdagen for revolutionen, der i 1848 forsøgte at vælte det habsburgske styre [FOTO: Szilard Koszticsak/EPA/Ritzau Scanpix]

Desinformation som våben

At Ungarn varetager russiske interesser og videreformidler russiske narrativer inden for EU – via tænketanke,  offentlig propaganda og diverse netværk – er allerede velbelyst. Orbán er således rejsende i den samme russiske fortælling, som vi for nylig hørte også fra paven, og som er udbredt i brede dele af tyske SPD og på den tyske venstrefløj: Hvis Ukraine bare gik med på Ruslands territoriale krav, ville der hurtigt komme fred – og dermed kunne den europæiske orden fra før invasionen med et snuptag genetableres.

Over for sin egen befolkning fremstiller Orbán derfor sig selv som ’fredsmægleren’. Dette er naturligvis i sig selv desinformation og manipulation – helt ligesom de tusindvis af statssponsorerede plakater, man ser overalt i gaderne i Budapest: Her fortæller Orbán sin befolkning, at de sanktioner, som EU (og i øvrigt han selv) har vedtaget imod Rusland, driver Ungarns enorme inflation, som p.t. ligger på 17 pct. og er højest i EU. Det skyldes altså ikke krigen selv. ”Bruxelles-sanktioner har ødelagt din økonomi”[10], hedder det.

Og mens Orbán straffer egne NGO’er, journalister og oppositionspartier for at lade sig påvirke ’udefra’, påvirker den ungarske regering selv den offentlige debat i andre EU- lande – ofte for ungarske skatteyderes penge. Som journalisten Szabolcs Panyi viste i en større analyse af den ungarske regerings aktiviteter, stod premierministerens kontor i efteråret 2023 bag videokampagner på nettet, der kritiserede illegal immigration til EU. Via YouTube blev disse annoncer vist mere end otte millioner gange – og analysen viste, hvordan de var placeret op til parlamentsvalgene i Slovakiet og Polen og lokalvalgene i Tyskland og Italien.[11]

Ifølge Panyi spillede Ungarns indblanding også en ’intens rolle’ for den succes, der indbragte Fico valgsejren i Slovakiet.

I det hele taget spyr ungarske medier prorussisk propaganda ud – og Ungarn er det land i Europa, hvor den største andel af befolkningen mener, at Ukraine selv er skyld i krigen. Mens øvrige EU-lande har hjemsendt og skåret ned på russiske diplomater af frygt for spionage, har Orbán de sidste to år tilladt en kraftig forøgelse i antallet af russiske diplomater i Budapest fra 46 til 56. Han har også taget varmt imod den russiske investeringsbank IIB, mens alle andre EU-lande har droppet at have noget med banken at gøre, fordi man karakteriserer den som en ren spionrede. Orbán har endda sørget for, at bankens nye hovedkvarter[12] er blevet placeret i EU-landet Ungarn.

At Ungarn – objektivt set – har stærke interesser i et godt forhold til Rusland, er åbenlyst. Intet andet EU-land er mere afhængigt af russisk gas, hvilket Orbán så heller ikke har gjort det mindste for at lave om på. Tværtimod er afhængigheden af russisk gas øget, parallelt med at den ungarske økonomi er den i EU, som klarer sig absolut dårligst. At have en god relation til Kreml handler således også om, at Orbán vil sikre forsyningen og forberede sig på en postkrigssituation, hvor olien og gassen måske igen kan flyde frit mellem Moskva og Budapest. Ungarn har da også forhandlet sig til undtagelser fra det europæiske forsøg på at frigøre sig helt fra russisk olie og gas siden 2022 – mens gasimporten for hele EU samlet set er reduceret fra cirka 45 til 15 pct.

 

At Ungarn – objektivt set – har stærke interesser i et godt forhold til Rusland, er åbenlyst
_______

 

Vestens diplomater kæmper de gamle krige – ikke de nye

Trods systematiske forsøg på at skabe splid og polarisering blandt Ukraines støtter i Vesten fastholder mange vestlige politikere og diplomater, at man skal slå koldt vand i blodet, når det kommer til den ungarske leder. Så længe Orbán bare bliver ved med – i sidste ende – at stemme for sanktioner, hjælpepakker og EU-udvidelse, så går det hele nok. Og det er jo rigtigt, at Orbán indtil videre – og trods meget drama og mange ørkesløse møder i såvel Det Europæiske Råd som i NATO – er endt med at stemme for. Alligevel hviler en sådan analyse på en komplet undervurdering af de skadevirkninger, hans handlinger har afstedkommet.

Når Orbán konstant skaber splid og tvivl om sin støtte til alt fra nye økonomiske hjælpepakker til våbenhjælp, optagelsesforhandlinger og optagelse af nye NATO-lande – herunder senest: truslen om at nedlægge veto mod Mark Rutte som ny generalsekretær for NATO – så bør det ses som et led i den hybride krig, Putin er så eminent til at orkestrere.

Vestens diplomater kæmper imidlertid stadig de ’gamle krige’, når de end ikke rejser dette som en åbenlys trussel.

Dét er tydeligt, når man hører deres vurderinger. Tag fx denne udtalelse fra en anonym fransk diplomat fra Élyséepalæet, der er typisk for de analyser, man hører, når man diskuterer Orbán med andre EU-diplomater, herunder danske:

“Selvfølgelig er det ikke så heldigt et signal, Orbán sender ved at udveksle håndtryk med Putin, men hvis vi tager et skridt tilbage og ser på, hvad EU og Ungarn sammen har besluttet ift. til krigen i Ukraine, så er [beslutningerne] jo i sidste ende taget i fællesskab”.[13]

Den amerikanske ambassadør David Pressman var mere stram i mælet, da han i anledning af Ungarn 25-årsjubilæum som NATO-medlem holdt en fremragende, men sortsynet tale om Ungarns nuværende rolle i alliancen: ”Ungarn kom ikke kun med i NATO på grund af sin heroiske historie, men fordi landet deler vores værdier”.[14] Underforstået – gør Ungarn stadig det? Og Pressman nævnte også selv pointen om, at Ungarn ikke i en desinformations-tidsalder kun bør vurderes på sine handlinger, men også på sine ord.

Det interessante er naturligvis, at de central- og østeuropæiske lande for længst er vågnet op af tornerosesøvnen. Flere østeuropæiske politikere og diplomater er således begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om vi i EU og NATO blot blindt skal fortsætte med at dele sensitiv information med ungarerne. Som en anonym østeuropæisk diplomat-kilde sagde til Politico:  

“Hvis jeg var Ukraine, ville jeg ikke have det godt med at dele sikkerhedsoplysninger og militære planer, så længe han [Orbán] var til stede i rummet”.[15]

Samme konklusion drog Anton Hofreiter, formand for det tyske Europaudvalg fra De Grønne, da EU i december overvejede at frigive 50 billioner euro til Ungarn for at sikre landets opbakning til den næste økonomiske hjælpepakke til Ukraine[16]:

“Mens den ungarske leder konstant fornærmer EU, kaster han sig samtidig for fødderne af autoritære regimer kun i håbet om at tiltrække nye økonomiske gevinster, der kan booste hans personlige oligark-økonomi. Det vil være fatalt at frigive indefrosne EU-midler i denne situation. Og vi må forstå, at på et tidspunkt hvor Rusland fører hybridkrig imod EU, udgør Orbán i stigende grad en sikkerhedsrisiko”[17].  Han frygter konsekvenserne, hvis Europa svigter Ukraine: ”Hvis dette fortsætter, vil vi alle fortryde det bitterligt”.

Den estiske premierminister, Kaja Kallas, kaldte også Orbáns møde med Putin i Kina for nogle måneder siden ”meget, meget ubehageligt”, og fra Litauens udenrigsminister, Gabrielius Landsbergis – kendt som en høg, når det gælder Rusland – lød det: “Tavshed om dette kan fortolkes som samtykke, så jeg synes, at nu må det være nok – vi må have en snak med hinanden [i EU] om, hvorvidt vi har et problem her”[18].

På vej mod formandsstolen

Imidlertid har EU-lederne stadig intet gjort – uanset at ingen aner, om de efterretninger om krigen i Ukraine, der deles mellem statslederne, ryger direkte til Kreml via Orbán. Og intet tyder på, at det ungarske regime vil ændre kurs.

Der er en tydeligere og tydeligere forskel på de gamle og de nye EU-lande, når det kommer til at forstå sikkerhedstruslerne i den nye tidsalder, der begyndte med invasionen af Ukraine. Det forhold, at Polen med Donald Tusk i spidsen er tilbage som en demokratisk spiller, man kan stole på, sætter ifølge mange en grænse for den ravage, Orbán vil kunne udøve.

Men ikke alle er lige fortrøstningsfulde. 1. juli overtager landet EU-formandskabet, og p.t. ved ingen, hvordan den ungarske leder vil udnytte det, og om de andre EU-lande vil tage deres forholdsregler. For over et år siden fremlagde den hollanske Meijerskomité, der består af anerkendte jurister, en rapport,[19] hvor de advarede imod at lade Orbán få de sædvanlige kompetencer som EU-formand. Også Europa-Parlamentet råbte vagt i gevær. Alligevel er intet endnu sket.

Som formand vil Orbán ikke alene kunne sole sig i den legitimitet, der følger med, men han vil også have en unik adgang til endnu flere afgørende Ukraine-relaterede sikkerhedsoplysninger. Og fire måneder inde i formandskabet kan hans gode ven Trump genvinde Det Hvide Hus.

Hvad bliver konsekvenserne af forbindelserne mellem Trump og Orbán, Orbán og Putin? Hvad betyder det for Ukraines sikkerhed – og for Europas? Det gamle Europa sidder endnu så solidt på såvel EU som NATO, at man kun kan fygte det værste, hvis de ikke vågner op. ■

 

Vestens diplomater kæmper stadig de ’gamle krige’
_______

 

Marlene Wind (f. 1963) er ph.d. og professor på Institut for Statskundskab og leder af Center for Europæisk Politik. Hun er også professor på iCourt Juridisk Fakultet, begge Københavns Universitet. Herudover er hun særlig rådgiver for EU’s udenrigschef, Josep Borrell, og tilknyttet Udenrigstjenestens særlige sektion for opsporing og afdækning af desinformation FIMI (Foreign information manipulation and interference). Artiklen repræsenterer alene forfatterens vurdering.

ILLUSTRATION: Det Hvide Hus i Washington D.C., 13. maj 2019: Daværende præsident Trump har besøg af den ungarske premierminister, Viktor Orbán, der er i færd med at skrive i gæstebogen [FOTO: Mark Wilson/AFP/Ritzau Scanpix]

Fodnoter følger nederst.

Apropos denne artikel:

Lars Erslev Andersen i RÆSON SØNDAG: Trump risikerer at skabe den største krise i Mellemøstens moderne historie

James Smith: Hvis Israel ville, kunne de angribe den eneste fungerende atomreaktor i Iran – og forårsage en ulykke på linje med Fukushima

Ukrainebrief: Vil Putin hjælpe Iran?

Sune Haugbølle: Vores politikere bifalder krigen med stille resignation. For Irans nederlag er i vores interesse – folkeret eller ej. Det er sådan, folkeretten smuldrer

Jesper Olsen: Kan man købe stemmer for kontanter i dansk politik?

Lars Aslan Rasmussen om Iran: Tak, Israel – nogen skulle jo gøre det beskidte arbejde