11.09.2024

”Jeg har set alle debatter siden Kennedy-Nixon, og i de fleste af dem har der været enkelte øjeblikke, hvor den ene kandidat fik overtaget. Men i nat syntes jeg, at Kamala Harris havde en klar strategi for, hvordan hun ville håndtere Donald Trump, som kan være svær at navigere omkring. Og den strategi lykkedes fuldstændig.”

Lynanalyse fra Niels Bjerre-Poulsen om nattens tv-debat mellem Harris og Trump. Af Christian Bach. Læs også Niels Bjerre-Poulsens analyse fra debatten mellem Biden og Trump. Og hør premiereudgaven af vores nye podcast Ugen med RÆSON, der bl.a. handler om duellen.

RÆSON: Hvad var det mest overraskende fra nattens debat?

BJERRE-POULSEN: Hvis jeg skal være ærlig, så var det mest overraskende, hvor ulige debatten endte med at være. Jeg har set alle debatter siden Kennedy-Nixon, og i de fleste af dem har der været enkelte øjeblikke, hvor den ene kandidat fik overtaget. Men i nat syntes jeg, at Kamala Harris havde en klar strategi for, hvordan hun ville håndtere Donald Trump, som kan være svær at navigere omkring, og den strategi lykkedes fuldstændig.

Hun brugte en blanding af at tale forbi ham og direkte til de amerikanske seere, samtidig med at hun i virkeligheden også talte forbi værterne. Hun vendte sig direkte mod kameraet, mod vælgerne, og præsenterede sin politik. Samtidig forsøgte hun også at provokere Trump til at miste sin impulskontrol, bl.a. ved at bemærke “prøv at høre, hvad manden står og siger”. Der havde været en lang diskussion forud om, hvorvidt mikrofonerne skulle være åbne eller slukket. Harris ønskede åbne mikrofoner, fordi hun vidste, at hun kunne få Trump til at miste kontrollen ved at give ham små stikord som “svag” og “foragtet af sine generaler.”

Jeg tror, at hun på en eller anden måde havde meget styr på sine virkemidler – og faktisk mere, end jeg havde forventet på forhånd. Der er andre, der tidligere har forsøgt at gå til Donald Trump, herunder også republikanske udfordrere i 2016, som var overbeviste om, at det ikke ville være noget stort problem at få et greb om ham, måske fordi han ikke ved så meget rent faktuelt. Men de har måttet erfare, at han er en væsentlig sværere debattør, end de troede. Det skyldes ikke mindst, at han er parat til at tage de laveste slag, hvis det gavner ham.

Det erfarede Hillary Clinton i 2016. Selvom hun samlet set gjorde det godt, måtte hun også erkende, at Trump overraskede hende med sine intimiderende og aggressive metoder, som fx at stå tæt på hende under debatterne. Dette påvirkede hende tydeligt i situationen, selvom hun på papiret vandt debatterne.

Når Trump talte, kunne man se, hvordan Harris skiftede mellem at smile, grine og rulle med øjnene, og så pludselig blive alvorlig, når hun talte om vigtige emner som USA’s internationale anseelse og splittelsen i det amerikanske samfund. Hun havde en meget bevidst kontrol over sine virkemidler – mere, end jeg havde forventet. Mange, også tidligere republikanere, har førhen undervurderet Trump og troet, at det ville være nemt at overmande ham i en debat på grund af hans faktuelle mangler. Men de har senere måttet erkende, at han er en hård debattør. Harris var forberedt på dette.

Hun styrede debatten på en måde, som fik Trump til at fremstå mindre kontrolleret. Et vigtigt øjeblik var, da hun påstod, at Trump-tilhængere gik hjem før tid til hans rallies, hvilket tydeligvis ramte hans forfængelighed. Han er meget optaget af, hvor mange tilskuere han har. Da Harris sagde, at de gik hjem, fordi det blev udmattende og kedeligt, så det ud til at ryste ham.

Da hun også sagde, at internationale ledere griner af ham, ramte hun virkelig hans ømmeste punkt: hans forfængelighed. Han går jo rigtig meget op i, hvor mange tilskuere han har. Jeg tror, det rystede ham en del.

Og den internationale leder, han så fremhævede som modsvar, var Viktor Orbán, som måske har en høj stjerne hos mange af Trumps kernevælgere. Men for de fleste amerikanske vælgere, hvis man taler om internationale ledere, så er Orbán – og Putin – måske ikke de to, man helst vil nævne som dem, der har stor respekt for én.

Tidligere har vi talt om de såkaldte ‘double-haters’ – vælgere, der ikke sympatiserer med nogen af kandidaterne, og som måske kan blive afgørende til november. Blev der i nattens debat leveret noget for de vælgere?

Fracking (metode for indvinding af olie og naturgas, red.) var tydeligvis meget vigtigt for hende, og det vendte Harris ofte tilbage til. Det var helt klart på grund af Pennsylvania, at hun vendte tilbage til emnet i en anden sammenhæng og sagde, at hun ville vende tilbage for at svare på det med fracking. Det var tydeligt, at hun var opsat på at mane den misforståelse i jorden.

Det var også interessant, at hun henvendte sig til bestemte målgrupper under debatten. Da hun talte om krigen i Ukraine, nævnte hun fx Polen og sagde: “Sig det til de 800.000 polsk-amerikanere, der bor i Pennsylvania, ikke?”. Det virkede som om, hun havde en meget klar strategi for at nå ud til specifikke vælgergrupper. I modsætning til Trump, som, uanset hvad han havde forberedt, endte med at gentage de samme temaer og historier – meget endte med at handle om illegale indvandrere, der slog folk ihjel.

Der var en stor forskel i, hvor godt forberedt de begge virkede. Harris formåede at balancere mellem at vise, at hun kunne klare sig overfor Trump og konfrontere ham direkte – men også holde afstand, når det var nødvendigt. Nogen har sammenlignet hendes stil med Muhammad Alis måde at bokse på – hun holdt afstand, talte forbi ham, og så, pludselig, kom de meget præcise og kontante hooks.

Fx når Trump talte om kriminelle indvandrere, sagde hun: “Det er ret ironisk, at det kommer fra en mand, der lige er blevet dømt for 34 forhold – og for seksuelle overgreb.” Der var flere steder, hvor man tænkte, at hun ville bringe de emner op, såsom 6. januar. Og det var klart, at hvis ikke moderatorerne tog det op, så ville hun gøre det.

Som du selv indikerer – og det har andre iagttagere også – klarede Harris sig godt i debatten. I 2016 talte var der også enighed om, at Clinton klarede sig godt eller vandt debatterne mod Trump, hvorefter hun endte med at tabe. Så nok kan der være konsensus om Harris’ optræden, men overvurderer vi ikke debatternes betydning?

Der er nogle, der mener, at en tommelfingerregel er, at en demokratisk kandidat helst skal føre, især fordi det ser ud til at være så tæt i svingstaterne. En demokratisk kandidat bør måske føre med 5-6 procentpoint i de gennemsnitlige meningsmålinger for at kunne føle sig, ikke nødvendigvis helt sikre, men i det mindste mere sikre, end situationen ellers er. Så nu må vi vente og se, om debatten på en eller anden måde kan skabe noget momentum for Harris i de kommende dage.

Her til slut: Lige efter debatten valgte den amerikanske popstjerne Taylor Swift at udsende en erklæring, hvor hun tilkendegav, at hun ville stemme på Harris. Hvor stor betydning har det, at et fænomen som Taylor Swift går ind i valgkampen på den måde?

Jeg tror ikke, det er uden betydning for mobiliseringen. Det var også interessant, at Dick Cheney og Liz Cheney kom med deres officielle støtte. Liz Cheney argumenterede for, at det ikke er nok bare at sige, at man ikke vil stemme på Trump. Man bliver nødt til at være aktiv og sige, at man har tænkt sig at stemme på Kamala Harris. Det andet er for passivt. Det skaber, hvad man måske kan kalde en form for “permission structure” – en tilladelse for vælgere, der måske har svært ved at stemme på en demokrat.

For nogle republikanske vælgere kan det være en stor beslutning at stemme på en demokrat, men når man ser nogen som Dick Cheney gøre det, kan de måske tænke: “Nå ja, hvis han kan, så kan jeg vel også.” Det handler om at samle de små marginaler. I nogle stater er det få vælgere, der kan afgøre resultatet. Vi så jo ved sidste valg, at det kun var 10.000 stemmer i Arizona eller 11.000 stemmer i Wisconsin, som gjorde forskellen. ■

 

Mange, også tidligere republikanere, har førhen undervurderet Trump og troet, at det ville være nemt at overmande ham i en debat på grund af hans faktuelle mangler. Men de har senere måttet erkende, at han er en hård debattør. Harris var forberedt på dette
_______

 

Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara, og lektor på Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet. Han har skrevet en lang række bøger og artikler om historie og samfundsforhold i USA og kommenterer ofte amerikansk politik i de danske medier. Han arbejder nu på et større bogværk om USA’s politiske historie.

ILLUSTRATION: Kamala Harris trykker Donald Trumps hånd, inden nattens debat gik i gang [FOTO: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Jens Worning i RÆSON SØNDAG: J.D. Vances tale i München vil blive husket på linje med Putins historiske tale i 2007

Sebastian Mernild: Vi kommer til at passere en global middeltemperaturstigning på 2,0 grader – spørgsmålet er, hvor meget værre det bliver

Flemming Splidsboel: Nu er det det mest sandsynlige nærmest, at Ukraine ikke kommer til at beholde noget af de besatte regioner

Christopher Arzrouni: 2025 tegner så afgørende som 1989. Nu må Europa give USA svar på tiltale

Thomas Barnebeck Andersen: Hvad vil Trump opnå med sin told?

Peter Viggo Jakobsen om Trumps forhandlinger: Det er det, som Putin måske har håbet på, kunne ske