19.04.2024

”Hvis man i sin klimapolitiske holdning kan tage menneskerettighedsklæder på, så har man nu automatisk en indgang til domstolene, man ikke ville have med politiske argumenter. Der er ikke nogen tvivl om, at domstole i forskellige lande vil komme til at se meget mere til det her.”

Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen

RÆSONs Interviewserie udkommer hver uge. Se alle interviews i serien her. I denne uge med Ole Windahl Pedersen, professor i klimalov ved Århus Universitet.

Tirsdag d. 9. april faldt der dom i tre sager om klimaforandringer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, hvor domstolen slog fast, at lande er forpligtede på at begrænse klimaforandringerne af hensyn til menneskerettighederne.

Dommen er blevet kaldt ”historisk” og spås at få konsekvenser for forholdet mellem klima og jura, og for både nationale og internationale domstoles muligheder for at stille krav til regeringer om klimapolitik.

RÆSON har talt med professor i klimalov ved Aarhus Universitet, Ole Windahl Pedersen, om hvad vi har lært af dommene ved menneskerettighedsdomstolen, og om de videre konsekvenser for forholdet mellem klimapolitik og domstolsafgørelser

RÆSON: Det faldt sidste uge dom i tre forskellige retssager, der kørte ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor den ene fik medhold. Kan du prøve kort at skitsere de tre cases og de relevante forskelle, der gjorde, at det kun var den ene, der fik medhold?

PEDERSEN: De tre sager var meget forskellige, og de giver anledning til forskellige juridiske problemer, udfordringer og i sidste ende konsekvenser. Den allerførste var en sag, som var anlagt af en fransk statsborger, bosiddende i Bruxelles, mod den franske regering. Påstanden der var, at de franske regler gav anledning til krænkelse af hans menneskerettigheder pga. klimaforandringer. Det blev afvist af domstolen, fordi han påstod, at klimaforandringerne kom til udtryk rent faktisk i Dunkirk, og han procederede primært på oversvømmelser osv. netop i det område. Problemet for ham var bare, at han ikke længere boede i Dunkirk, da han i mellemtiden var blevet valgt til Europa-Parlamentet og derfor boede i Bruxelles. Så det springende punkt blev, at han derfor ikke var offer for nogen krænkelse.

Den anden var anlagt af en gruppe unge mennesker fra Portugal mod Portugal og 32 andre europæiske lande. Den blev afvist med henvisning til to regler: Den første var, at domstolen kun har jurisdiktion, dvs. kun kompetence, til at pådømme en stats krænkelse inden for dens egen jurisdiktion. Normalt er jurisdiktion lig med territorie, så Danmark har fx ansvar for at overholde menneskerettighederne på dansk territorie. Problemet er så her, at de unge mennesker i Portugal lagde sag an mod Portugal, som har jurisdiktion, og så alle de andre 32 lande. Domstolen siger så, at Sverige, Tyskland og Danmark ikke jurisdiktion over det, der foregår i Portugal.

Der var så nogle meget teknisk spidsfindige og ret revolutionerende juridiske argumenter, som blev brugt af sagsøger i forsøg på at undgå, at den skulle afvises på det grundlag. Det første var, at nogle gange har menneskerettighederne det, man på jura-sprog kalder ekstraterritoriale effekter, hvilket vil sige, at de også gælder uden for en stats territorie. Det klassiske eksempel er britiske soldater, der opererer i Irak på en base, så de som sådan er uden for det britiske territorium, men hvor man stadig har effektiv kontrol, hvorfor de i dette tilfælde ikke kan torturere de stakkels irakiske fanger. I det her tilfælde siger domstolen så, at det ikke gælder i en sag om klimaforandringer.

En anden grund til, at den ikke gik igennem, var, at de unge mennesker havde anlagt sag mod Portugal og de 32 andre stater direkte ved den europæiske menneskerettighedsdomstol, mens det imidlertid er et krav i konventionen, at man skal udtømme nationale retsmidler først. Det havde de ikke gjort. Så den blev afvist.

Den tredje sag, hvor sagsøgningen i sidste endte fik medhold, var anlagt af organisationen KlimaSeniorinnen på vegne af en meget stor gruppe af ældre schweiziske kvinder. Argumentet var, at manglende schweiziske tiltag på klimaområdet krænkede primært artikel 2 og 8, som er retten til liv og respekt for familie osv. De fik medhold på baggrund af, at Schweitz faktisk havde et hul i deres lovgivning, fordi Schweitz havde vedtaget nogle klimaregler, som var udløbet. Så havde man haft en folkeafstemning, hvor man havde forsøgt at vedtage nogle nye, strenge regler, som så ikke blevet vedtaget. Så der var reelt et hul i den Schweiziske lovgivning.

 

Den her afgørelse også vil blive lagt til grund for de nationale domstole, når de skal fortolke konventionen i nationale ret, dvs. i byretten, landsretten og højesteret
_______

 

Så at de fik medhold her, er ikke umiddelbart noget, der vil kunne påvirke andre lande? Det handlede primært om, at Schweitz havde et hul i lovgivningen?

Det er til dels rigtigt. Men der er en opfølgning i den forstand, at domstolen siger, at for at en stat skal kunne opfylde sine menneskerettighedsforpligtelser i lyset af klimaforandringerne, så skal de foretage sig nogle forskellige dispositioner. Og de dispositioner forpligter og også alle de andre stater, inklusive Danmark. Indirekte påvirker de i den forstand, at den her afgørelse også vil blive lagt til grund for de nationale domstole, når de skal fortolke konventionen i nationale ret, dvs. i byretten, landsretten og højesteret. De krav, domstolen sætter til staterne for at kunne opfylde de her forpligtelser, er generelt anvendelige, selvom de kommer til udtryk i sagen mod Schweiz. Men de er ikke så krævende, vil jeg påstå. Og langt hen ad vejen er mange EU-stater allerede ved at opfylde kravene i kraft af, at vi er forpligtede af EU’s klimaret.

Hvor specifikke er kravene?

På den ene side er de ret specifikke, fordi det normalt ikke er noget, domstolen går ind og lægger så mange detaljer i, men som i de fleste af den slags tilfælde er de formuleret ret generelt og vagt. Ét krav er blandt andet, at staten skal vedtage retsligt bindende regler for regulering af drivhusgasser. Og så skal de være tilstrækkelige og effektive, og landene skal sætte det, man kalder mål og tidslinjer. Så er man nødt til som stat i sidste ende at kunne bevise, at man gør noget for at forsøge at imødekomme dem. På den ene side er det relativt specifikt, men domstolen går jo ikke ind og siger, hvordan Schweiz helt konkret skal nå målene.

Men det er vel et spørgsmål, som hele tiden er op til fortolkning ved nationale domstole, hvad der er et ”tilstrækkeligt” mål?

Det vil det være.

Også hvis perspektivet for klimaforandringerne ændrer sig, og det pludselig ser værre ud end forventet?

Det er fuldstændig rigtigt, og der bliver også lagt vægt på, at de her standarder er fleksible i den forstand, at man forventer, at hvis forholdene forværres drastisk, så ændrer kravene sig. Så det er en løbende standard, som vil kunne revideres. Og det vil være relevant i den forstand, at de nationale domstole vil forventes at skulle kunne anvende de her krav i nationale retssager.

Imidlertid: Hvis man kigger på de videnskabelige data fra eksempelvis klimareporterne fra IPCC (The Intergovernmental Panel on Climate Change), så er det klart, at det, domstolen siger, staterne skal gøre, ikke er nok. Sammenholder man Menneskerettighedsdomstolens afgørelse med IPCC-rapporterne, så er det ikke nok. Det er et udtryk for, at vi godt kan overholde menneskerettighederne men samtidig gøre for lidt til at man vil undgå alvorlige klimaproblemer. Og det er et udtryk for, at domstolen siger, at den jo ikke er en international klimadomstol men en menneskerettighedsdomstol, hvis job er at sikre, at staterne overholder menneskerettighederne i Europa. Ift. klimaforandringerne er man nødt til at vedtage regler nationalt, og det er en politisk proces, som den helst ikke vil involvere sig i.

Kan du prøve at klargøre, hvordan man kommer fra menneskerettigheder til at anvende det på et spørgsmål, som handler om noget, man ikke i hvert fald har tænkt på, på det tidspunkt, de blev skrevet ned?

Hvis vi kigger på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (fra 1950 red.), så er det relativt lige til i den forstand, at gennem de sidste 30 år er domstolen begyndt at fortolke artikel 8, så den giver anledning til anvendelse på miljøproblemer. Hvis man læser artikel 8, så har den til formål at sikre privatlivets og hjemmets ukrænkelighed. Historisk har den blandt andet haft til formål at sørge for, at folk kunne gifte sig med hvem, de havde lyst til. Vi skal huske, at den var skrevet i lyset af det nazistiske regime i Tyskland.

Hvis man starter der, så er der alligevel et langt stykke til miljøforholdene, og der begynder domstolen så i 1990’erne at sige, at der er altså eksempler på, at miljøforurening bliver så alvorligt, at det krænker privatlivets – her forstået som hjemmets – sikkerhed.

Det klassiske eksempel af en sag fra Spanien, hvor der er en familie, som bor og opholder sig i deres hus, men 10-12 meter fra deres hus ligger en kemisk produktion, og det giver anledning til nogle enormt store gener med både lugt og forurening. Her vælger domstolen af sige, at i det her tilfælde er retten til respekt for hjemmet krænket. Så kommer det undervejs, at luftforurening, trafikstøj, lugtgener, og en lang række andre eksempler lige pludselig giver anledning til, at artikel 8 kommer i spil.

Og nu, 30 år senere, bliver det så også anvendt i forhold til klimaforandringerne. Det er en meget kort opsummering af, hvad der reelt er sket.

Så det er en del af en tendens, der har været i gang i mange år. Men det er alligevel en markant forskel på tilfældet her med kemien, der påvirker direkte, hvor det er nemt netop at se kausalitetskæden. Men med klimaforandringer og vejret i Schweiz, er det så netop den Schweiziske regering, der er årsag til det, eller er det lige så meget dem, der bor i Luxembourg og Frankrig og alle mulige andre steder?

Det er jo lige så meget alle andre, det er der ikke tvivl om. Men i den nævnte udvikling i retspraksis er domstolen undervejs begyndt at sige, at det, der er afgørende for, om artikel 8 bliver relevant, ikke kun er, om der reelt er forurening, men også om der er en risiko for det. Og det gør man på baggrund af, at hvis man skal sidde og vente på, at forureningen reelt viser sig, og en person bliver syg, eller de ældre kvinder i Schweiz dør, så har man ikke haft nogen effektiv beskyttelse. Derfor siger domstolen, at hvis vi skal kunne sikre en effektiv beskyttelse af artikel 8, så er vi nødt til også at udvide den lidt i lyset af eksempler, hvor der er en risiko, selv om risikoen måske ikke har manifesteret sig endnu. Det er en præventiv drejning.

 

Det er en meget en naturlig udvikling af de gamle regler fra luftforurening, fra kemi og støj og trafik osv. Det bygger trods alt på 30 års retspraksis, så det synes jeg ikke er så overraskende
_______

 

Så det er egentlig ikke et nybrud, at jura bruges på denne måde? Det er en fortsættelse af en klar tendens?

Det er en meget en naturlig udvikling af de gamle regler fra luftforurening, fra kemi og støj og trafik osv. Det bygger trods alt på 30 års retspraksis, så det synes jeg ikke er så overraskende.

Ville der være nogen, der her kunne have den indvending, at det bliver lidt uklart, hvor grænsen mellem jura og politik går, eller at domstolene bliver for politiske?

Det kan man godt, og det er der også nogen, der har hævdet – også i de omtalte retssager. Men jeg synes ikke, den holder længere. Af to årsager: Hvis klimaforandringerne krænker menneskerettighederne, så bliver det altså et juridisk problem, og længere er den ikke. Derudover bliver det jo et juridisk og dermed ikke et politisk spørgsmål, når landene – inklusive Danmark og EU – vedtager alle de her klimalove. Så hvis man i den nationale eller supranationale retsorden beslutter sig for, at nu er klimaforandringerne et problem, og så vedtager vi nogle love, så har man allerede truffet en beslutning om, at man bruger reglerne til at opnå et politisk mål. Så kommer juraen i spil, og så er det alt andet lige en domstols opgave at fortolke de vedtagne regler, og så er det jo ikke politisk længere.

Kommer vi til nu, efter de her retssager, at se en eksplosion i antallet af den her form for retssager, både ved menneskerettighedsdomstolen og ved nationale domstole?

Ved menneskerettighedsdomstolen er der allerede sager, som var sat i bero, mens de her verserede. De skal genoptages, så de kommer til at køre. Og i den nationale retsorden er der ingen tvivl om, at der kommer flere og flere sager. Det er ikke sikkert, at vi kommer til at se så mange i Danmark, men der vil køre sager mange andre steder.

Hvis det begynder at blive et problem for nationale regeringer, at domstolene går længere end de selv kan eller er villige til at gå, vil politikerne så kunne gøre noget for at undgå konsekvenserne eller komme uden om det på en måde?

Man kan jo vedtage regler som A) er så præcise, og B) er så ambitiøse, at man imødekommer en risiko for domstolsprøvelse. Der er også nogle steder, hvor man vedtager endelighedsbestemmelser, hvor man forsøger at afskære domstolsprøvelsen fra visse spørgsmål. I Danmark gør man det f.eks. på udlændingeområdet, f.eks. kan flygtningenævnets afgørelse ikke indbringes for domstolene. Det er et meget specifikt tilfælde, og det er ikke noget, vi anvender så bredt. Så det er en mulighed, men det er ikke noget, man vil gøre inden for klimaretten – i hvert fald ikke som det politiske klima er lige nu.

Men man kan godt forestille sig, at domstolene vil komme til i højere grad at fungere som en drivkraft for klimaregulering, som vil kunne have store konsekvenser for lande, som ikke er så langt med reguleringen?

Utvivlsomt. Jeg er lidt skeptisk over for, om vi kommer til at se så meget af det i Danmark, men der er ikke nogen tvivl om, at domstolene efterhånden bliver mere og mere påberåbt i et forsøg på at få udarbejdet regler og retspraksis, hvor man ikke synes, lovgivere ikke gør nok for at beskytte individuelle interesser og rettigheder. Der er menneskerettighederne et godt værktøj. Overholdelse af menneskerettighederne er en kerneopgave for enhver domstol i ethvert juridisk system. Så hvis man i sin klimapolitiske holdning kan tage menneskerettighedsklæder på, så har man nu automatisk en indgang til domstolene, man ikke ville have med politiske argumenter. Der er ikke nogen tvivl om, at domstole i forskellige lande vil komme til at se meget mere til det her. ■

 

Hvis man i sin klimapolitiske holdning kan tage menneskerettighedsklæder på, så har man automatisk en indgang til domstolene, man ikke ville have med politiske argumenter. Der er ikke nogen tvivl om, at domstole i forskellige lande vil komme til at se meget mere til det her
_______

 

Ole Windahl Pedersen (f. 1981) er professor i miljøret ved Aarhus Universitet, hvor han blandt andet leder projektet, ’Climate Constitutionalism: Theory, Institutions and Challenges’. Han er medforfatter til bøgerne ‘Environmental Law’, som udgives på Oxford University Press og ‘Environmental Adjudication’, som udkom i 2020 på Bloomsbury Publishing PLC.

ILLUSTRATION: Aktivister fra organisationen KlimaSeniorinnen forlader Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol efter dommen, hvor de fik medhold i, at klimaforandringerne var et brud på deres menneskerettigheder, som den Schweiziske stat kunne holdes ansvarlige for, 9. april 2024 [FOTO: Ronald Wittek/EPA/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Peter Lautrup-Larsen: Lars Aagaards ministersag måler regeringens styrke eller svaghed

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: USA's besøg til Grønland viser, at vi er fanget i Trumps spil

Vincent F. Hendricks og Mikkel Møller-Sørensen i RÆSONs kommende trykte nummer: Velkommen til den teknofeudale æra

Hvordan ser Danmarks forsvar ud om 20 år? Mikkel Vedby med Esben Salling Larsen i Lille Land, Hvorhen

Lars Bangert Struwe om opsigtsvækkende interview: USA afslører elefanten i rummet under fredsforhandlingerne