02.03.2024

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det er på tide, at EU investerer massivt i landene i Afrika og Mellemøsten, hvor Rusland har alt for godt fat. Det kommer både Europa og lokalbefolkningerne til gode, og samtidig begrænser det Putins voksende indflydelse.

Af Stine Bosse, spidskandidat til Europa-Parlamentet, Moderaterne

I torsdags holdt Vladimir Putin sin årlige tale til nationen. Her fremførte han igen sin alternative version af virkeligheden, blandt andet om Ruslands brutale overfaldskrig mod Ukraine. I talen understregede Putin Ruslands ambition om at udvide samarbejdet med lande i Afrika og dermed forsøget på at vriste disse lande fri af vestlig indflydelse og samarbejde.

Disse pointer, suppleret af hans tidligere udtalelser i det nylige interview med Tucker Carlsson, understreger ikke blot hans forskruede virkelighedsopfattelse, men også hans udtalte had til Vesten og alt, hvad vi står for.

Putin sætter handling bag sine ord, når hans styre systematisk prøver at skade vestlige interesser ved hackerangreb og ved at puste til ilden i flere af verdens konfliktzoner, ikke mindst i Mellemøsten, fx gennem bidrag til finansiering af Houthi-bevægelsen via Iran. Samtidig har Rusland (og Kina) behændigt udnyttet Europas strategiske og geopolitiske fravær i Afrika til at etablere strategiske og økonomiske samarbejder med nationer i Det Globale Syd, i særlig grad i Afrika, der ellers tidligere har orienteret sig mod Europa.

Større tillid til Putin i Det Globale Syd

Det paradoksale er, at Ruslands angrebskrig i Ukraine har drevet de globale fødevarepriser i vejret. Det betyder risiko for hungersnød i mange af de selvsamme lande, som nu samarbejder med Rusland. Samtidig har Europa og Vesten gennem sin massive militære assistance til Ukraine medvirket til at forsvare både afrikanske og mellemøstlige landes interesser ved at sikre, at Ukraine fortsat kan eksportere sit korn gennem Sortehavet og via ny infrastruktur i bl.a. Rumænien, så kornet kan nå de globale markeder.

På trods af det, er det lykkedes Putin at sprede sin propaganda til det afrikanske kontinent, hvilket blev tydeligt, da kun ca. halvdelen af de 54 afrikanske lande stemte for den FN-resolution, der fordømte Ruslands invasion af Ukraine.

Selvom nye målinger viser, at vi i Vesten har en udpræget mistro til den russiske præsident, er det ikke tilfældet over hele verden. Mellem 90 og 98 pct. af de vestlige befolkninger svarer, at de ingen tillid har til Putin, mens der tegner sig et noget andet billede i verdens resterende lande, som fx de store afrikanske lande Nigeria og Sydafrika. Her viser målinger, at befolkningernes mistillid til Putin er under 50 pct., mens det tilsvarende tal i Indien er helt nede på 30 pct.

Disse tal er med til at understrege, at vi i Vesten og EU har et stort ’reparationsarbejde’ foran os, ikke kun ideologisk, men også økonomisk, nu hvor totalitære regimer med globale storhedsdrømme som Kina og Rusland har etableret brohoveder i mange af disse lande.

 

Investeringer i de fattigste lande i Afrika og Mellemøsten vil forbedre de lokale levevilkår og dermed mindske immigrationspresset mod Europa på sigt
_______

 

Behov for turbo på EU’s investeringer

EU skal blive ved med at fortælle sandheden om Putins sande motiver, men vi skal ikke nøjes med det. EU har både musklerne og de historiske kontakter til at genetablere bedre samarbejdsmuligheder med afrikanske og mellemøstlige lande, og det er derfor på høje tid at få sat turbo på denne proces. Det er dog vigtigt, at vi gør det i øjenhøjde med disse lande på en pragmatisk og ydmyg måde, så fortidens koloniherrementalitet og bedrevidende retorik bliver afløst af  reelle tilbud om bistand, udvikling og samarbejde.

EU skal byde ind med substantielle finansierings- og investeringsinitiativer, fx inden for uddannelse, sundhed og infrastruktur.

Det vil på sigt styrke Europas troværdighed og samtidig være til økonomisk og infrastrukturel gavn både for samarbejdslandene og os i Europa ved at løse nogle af de fundamentale udfordringer, vi står overfor i EU, som immigration og mangel på arbejdskraft. Investeringer i de fattigste lande i Afrika og Mellemøsten vil forbedre de lokale levevilkår og dermed mindske immigrationspresset mod Europa på sigt.

Samtidig vil etablering af gode lokale uddannelsesmuligheder i nogle af disse lande, fx inden for sundhedsfagene, kunne styrke deres egne sundhedsvæsner og samtidig uddanne værdifuld arbejdskraft, der kan hjælpe de europæiske sundhedssystemer, som skriger på arbejdskraft i de kommende år.

Men også på andre områder som energiudvikling og den grønne omstilling samt forbedring af vandinfrastruktur, vil vi i Europa kunne tilbyde teknologi og samarbejder. Vand er grundlaget for rigtig mange ting i et samfund. Nordafrika og Mellemøstens befolkninger lever allerede under ekstrem vandmangel, og desværre stiger konflikter og flygtningestrømme i takt med stigende vandmangel. Her skal vi bidrage med løsninger og prioritere storskala investeringer i vandinfrastruktur. Det vil være til fælles glæde og gavn for alle parter.

Hvis jeg kommer i Europa-Parlamentet, vil jeg aktivt arbejde for alle initiativer, der reelt styrker EU’s samarbejde med især de afrikanske og mellemøstlige lande, og dermed præsenterer et attraktivt alternativ til Rusland og Kina – såvel ideologisk som økonomisk. EU skal være det anstændige, stærke alternativ til Putin. ■

 

Hvis jeg kommer i Europa-Parlamentet, vil jeg aktivt arbejde for alle initiativer, der reelt styrker EU’s samarbejde med især de afrikanske og mellemøstlige lande
_______

 

Stine Bosse (f. 1960) er nyudnævnt spidskandidat for Moderaterne til Europa-Parlamentsvalget, formand for PlanBørnefonden og medlem af en række bestyrelser. Hun er uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet

ILLUSTRATION/FOTO: Portrætfoto

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik