22.04.2024

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Når Børsen brænder og sætter brand i vores følelser, mærker vi, at langt mere end nytteværdien går op i røg. Det er den kamp, som kampen for en fremtid for Palads-bygningen også handler om.

Kommentar af Troels Christian Jakobsen (Å)

Det kom bag på mange, hvor berørte de blev ved Børsens brand. Chokerede. Rystede. Flere græd. Selv Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen havde på tv mere end svært ved at holde tårerne inde. Da græd jeg også sammen med Brian, for jeg genkendte følelsen i mig selv. Og forstod, at den forfærdelige brand måske kunne vække en erkendelse hos flere.

Det sidste års tid har jeg som politiker brugt en del tid på en anden bygning i København, nemlig Palads-bygningen, som Nordisk Film og et snævert flertal i Borgerrepræsentationen ønsker at nedrive for at bygge seks etagers betonkælder og 32 meters kontortårn. Her har jeg mødt mange borgere, der på alle mulige måder har knyttet bånd til den ikoniske bygning, der handler om alle mulige andre ting og værdier end de ‘publikumsorienterede serviceerhverv’, som bygningen fungerer som ramme for. De handler netop om de ting, som fik folk til at føle en masse ved Børsens brand.

En af de bedre observationer den politiske filosof, Karl Marx, gjorde sig, handler om fremmedgørelse: I den moderne kapitalisme gøres alt til objekter, der handles for penge. Da branden brød ud i Dragespiret på Børsen, mærkede mange, at de ikke var fremmedgjorte over for bygningens mange andre værdier. Måske var branden på børsen netop et brud på vores fremmedgørelse.

En af Marx’ grundlæggende pointer er, at vi bliver mere civiliserede mennesker ved både at knytte os ikke kun til andre mennesker, men også til ting. Og at det ikke er ejerskabet og nytteværdien, der giver værdien, men vores autentiske relation. Vi kender alle til, hvordan vi kan knytte os til genstande. Det kan både være den umiddelbare sanselige eller æstetiske tiltrækning, som når vi finder en sten på stranden, vi finder særlig og smuk, men især også de relationer, vi bygger på dybere kendskab. Når vi fx kender til snedkerens arbejde med at forme et stykke træ, når vi kender til og forstår træsortens egenart, kan vi bedre værdsætte kunsthåndværkets iboende skønhed.

 

Det skønne, som vi både finder i naturen og i kulturens udtryk, minder os vedvarende om, at der findes højere værdier end de umiddelbart nyttige og de kortsigtede økonomiske gevinster
_______

 

Hvis vi erstatter det reelle forhold til hinanden, ting og verden med markedets prisdannelse, bliver vi fremmede overfor os selv, hinanden og verden. Tingene bliver noget, vi skifter ud efter mode og status. Menneskelige relationer bliver offer for tankegangen om at vi blot er human kapital.

Det gælder både markedet som handel og priser i kroner og øre, men det gælder også det sociale status-marked, hvor vi konkurrerer om social status og optræder over for hinanden for at øge vores sociale værdi. Det gælder fx i den politiske konkurrence om vælgernes gunst. Vi står så nemt i fare for at miste vores autenticitet, når vi underkaster os markedet, og ender med at være fremmede over for os selv. Derfor græd jeg både med Brian Mikkelsen, men blev også glad for at se, at han var fuldt ud autentisk i den situation – han spillede ikke spillet.

Omvendt så vi det ikke-autentiske brede sig som en steppebrand i timerne og dagene efter branden, da især politikere fornemmede at der var en folkestemning at score politiske point og social status på, og som førte til overbud fra mange sider om også at give penge til Børsens genopbygning – herunder fra de samme politikere, der et døgn efter stemte imod en bevarende lokalplan for Palads-bygningen. Måske var det også ophævelsen af fremmedgørelsen og den pludselige erkendelse af det skønnes værdi, men nok især iveren om at deltage i den popularitetskonkurrence, der var så stærk, at de københavnske kommunalpolitikere glemte den lovgivning, de ellers til hverdag er fuldstændig klar over, nemlig at kommunen ikke bare sådan må forære penge til en privat grundejer.

300-års jubilaren Immanuel Kant udtrykte i sin afgørende Kritik af dømmekraften fra 1790, at ”det skønne er symbolet på det moralsk gode”, og går videre med at forklare, hvordan vores æstetiske sans, sansen for det skønne, er forbundet til os som moralske væsner – hvordan oplevelsen af skønhed bygger bro til det moralske. Forenklet kan man sige, at det skønne er forudsætningen for os som moralske væsener.

Det er erkendelser som disse, konkurrencesamfundet står i alvorlig fare for at miste. Det er den politiske kamp, jeg ser i kampen for det bæredygtige samfund, hvor vi fra politisk hold bør hævde og prioritere de værdier, som markedets prisdannelse er så gevaldigt ringe til at varetage – om det er værdien af naturen, menneskets trivsel, kulturhistorien, byrummets æstetiske kvaliteter eller kunsten. Det er derfor, den er helt gal for de traditionelle partier, som alt for ofte falder tilbage i en vane, hvor markedets regneark får den bestemmende forrang.

 

Vi bør fra politisk hold hævde og prioritere de værdier, som markedets prisdannelse er så gevaldigt ringe til at varetage
_______

 

I den nylige debat i Borgerrepræsentationen om Palads Bygningen var det afgørende argument for nedrivningen fra så forskellige partier som SF, LA, S, Radikale Venstre og De Konservative, at ejeren, Nordisk Film, har økonomisk vanskeligt ved at drive biograf i den nuværende bygning. Ifølge Planloven er det ikke et hensyn, vi bør lægge til grund som myndighed, alligevel var det netop dette markedsøkonomiske argument, der trumfede alle andre hensyn til æstetik, kulturhistorie, klima og natur.

For mig som Alternativist handler det ikke kun om at lave nye regneark, hvor vi gør naturen, klimaet, trivslen og kulturhistoriens værdier op, så vi kan give dem vægt i den politiske styring. Det handler især også om den erkendelse, som Immanuel Kant peger på, når han kobler det æstetiske med det moralske i forhold til, hvordan vi politisk dømmer, og hvordan vi skaber rammer for et samfund, hvor alle borgere skal træffe valg og fælde domme.

Det skønne, som vi både finder i naturen og i kulturens udtryk, minder os vedvarende om, at der findes højere værdier end de umiddelbart nyttige og de kortsigtede økonomiske gevinster. Det er med vores kroppes sansning af det skønne, at vi som væsener med en bevidsthed kommer til erkendelsen af, at der findes noget, som bør findes alene for sin iboende værdi, og dermed som næste skridt, at der findes moralske værdier, vi bør forfølge – ikke fordi de kan betale sig, men fordi de i sig selv er moralsk rigtige.

Fjerner og ensretter vi det skønne omkring os, bliver vi mere fremmedgjorte, mere instrumentelle, mindre moralske – mindre menneskelige. Altså en lidt dybere, mere nuanceret forståelse af Det Kongelige Teaters gamle motto om kunsten fra 1748: “Ej blot til lyst”.

Det er den kamp, som kampen for en fremtid for Palads-bygningen også handler om. Når Børsen brænder og sætter brand i vores følelser, mærker vi, at langt mere end nytteværdien går op i røg. Begge bygninger er stærke symboler, og sætter den symbolkraft sig som en erkendelse, kan vi måske også forstå, at vi ikke kan forblive på markedet som forbrugere, men at vi også skal vende tilbage til i hovedsagen at være politiske borgere, der ønsker mere af samfundet end den billigste pris for vores bekvemmelighed.

Derfor er det for mig og Alternativet en vigtig politisk kamp, at en bygning som Palads ikke skal ofres, bare for at der kan drives mainstream-biograf med et overskud. Sagen er symbolsk for den større kamp for et bæredygtigt samfund. ■

 

Fjerner og ensretter vi det skønne omkring os, bliver vi mere fremmedgjorte, mere instrumentelle, mindre moralske – mindre menneskelige
_______

 

Troels Christian Jakobsen (f. 1969) er medlem af Borgerrepræsentationen i København for Alternativet, folketingskandidat, udpeget til Metroselskabets og ARCs bestyrelse. Tidl. arbejdsløs på integrationsydelse. Uddannet manuskriptforfatter med langt arbejdsliv med produktion og instruktion af især teater. Tidl. dramaturg på Det Kongelige Teater og tidl. Fastavalgeneral.

ILLUSTRATION: Palads holder lukket og flager på halvt dagen efter skyderiet i Field’s, København tirsdag d. 5. juli 2022 [FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Peter Lautrup-Larsen: Forsvarsforliget var Vanopslaghs første test som de borgerliges leder

Jonathan Løw: Tech-giganterne er nutidens narkobaroner

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Er Georgien på vej til at blive et nyt Ukraine?

Carsten Bach (LA): Størstedelen af Forsvarets ikke-militære opgaver skal udføres af private aktører i fremtiden

Morten Messerschmidt i RÆSON Spørger: Jeg kan ikke udelukke, at en ny EU-kommission vil optage Ukraine – men så skal man også fortælle europæerne, og danskerne, hvad det vil koste os

Martin Lidegaard i RÆSON Spørger: Jeg er utrolig bange for, at Ukrainekrigen får EU til at sætte den grønne omstilling på pause