25.04.2024

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Med over 10 milliarder i skattelettelser og en enkelt milliard til at løse akutte de problemer i provinsen klinger det hult, når regeringen samtidig snakker om at styrke velfærden. Provinsen er plaget af ulighed i sundhed, uddannelse og økonomi. Tre ting, som skal være på plads, for at skabe en velfungerende velfærdsstat. De problemer stopper ikke, fordi man beriger den individuelle dansker med skattelettelser.

Kommentar af Valdemar Hvidberg Alban

Ligegyldigt hvor de tre regeringspartier stiller sig på centraliseringsdagsordenen, giver de køb på hinandens værdier for at få de små sejre i hus. I årevis har vi hørt på snakken om centralisering og et Danmark, som ganske enkelt ikke er i balance. I 2015 blev Lars Løkke statsminister igen, og her blev ideen om et centraliseret Danmark et fast punkt på den politiske dagsorden. Den debat fortsatte med den tidligere S-regering fra 2019-22, der kom med en række realpolitiske tiltag for at skabe bedre vilkår i provinsen. I dag ser vi en forstummet debat ledet af SVM-regeringen. Kernen af problemet ligger ikke i de resultater, regeringen har leveret, men i de resultater, den ikke har. I 2024 er snakken blevet ved snakken. Provinsen er stadig dårligt stillet, hvis ikke værre.

De skæve prioriteringer fremstår som et prestigeprojekt for at bevare regeringen som den succeshistorie, det meste af befolkningen alligevel har dumpet for længst. Med over 10 milliarder i skattelettelser og en enkelt milliard til at løse akutte problemer i provinsen klinger det hult, når regeringen samtidig snakker om at styrke velfærden. Skattelettelserne vil ikke medføre et øget forbrug og skabe økonomisk vækst, men blive i danskernes opsparing.

Skattelettelser og en prioritering af velfærd er ikke uforenelige, men problemerne forsvinder ikke ved at sænke skatten for velstillede danskere og give et engangsbeløb til de pressede kommuner. Der er ingen overordnet retning for håndteringen af problemet, og man fortsætter med lappeløsninger. Provinsen er plaget af ulighed i sundhed, uddannelse og økonomi. Tre ting, som skal være på plads, for at skabe en velfungerende velfærdsstat. De problemer stopper ikke, fordi man beriger den individuelle dansker med skattelettelser.

 

Vi er endt i en situation, hvor vi ikke tør føre en politik, som flytter det store fokus væk fra byerne
_______

 

Den skatteaftale, der er indgået, sikrer en geografisk gevinst til byerne. I 2017 tordnede Socialdemokratiet ellers imod VLAK-regeringen for deres skatteplan, hvor de borgere, som tjente mest og boede i økonomisk velstillede kommuner, blev tilgodeset. Nu har S præsenteret en aftale, hvor provinsen er værre stillet end med VLAK-regeringens plan. De danskere, som får mest ud af skattelettelserne, er oppe og betale topskat. Ifølge CEPOS får lønmodtagere, som ligger mellem 750.000 og 2,5 millioner kroner om året, seks gange så meget i skattelettelser som en salgsassistent – og andelen af borgere i indkomstgruppen, som er sammenlignelig med salgsassistenten, er i højere grad repræsenteret i provinsen.

Selvom skattelettelserne ikke bliver givet ud fra ens postnummer, så er det påfaldende, at det netop er de mest velstillede i den danske middelklasse, som står til at få den største gevinst. Den højere middelklasse og de velstillede bosætter sig i højere grad i byerne, hvor man har indrettet et arbejdsmarked, som ikke tilgodeser de traditionelle arbejdere, men fokuserer på akademikere. Storbyen er ikke indrettet til håndværkere, fabriksarbejdere eller salgsassistenter. Ser vi bort fra det øgede fradrag til enlige forsørgere, så er skattelettelserne intet mindre end en håndsrækning til byerne.

Provinsen er igen forsvundet i den samlede debat. Da regeringen blev dannet, sad mange ellers med en forventning om, at det var nu, man skulle tage de hårde og vigtige beslutninger i dansk politik – i behørig afstand fra yderfløjene. Vi er endt i en situation, hvor vi ikke tør føre en politik, som flytter det store fokus væk fra byerne. I stedet for, at regeringen tager debatten om den pressede provins, er vi endt i et politisk ingenmandsland. Der er ikke udsigt til en langsigtet plan for en forening mellem land og by. Det virker ikke til, at politikerne ser den enorme regning, som flere årtiers negligering af provinsen på sigt vil give os. Regeringen glemmer de resultater, som 00’ernes velfærdsreformering har skabt, i deres samlede plan for fremtidens Danmark. Provinsen har ikke længere udfordringer: Den har akutte problemer. Og redningen skal ske i samarbejde mellem land og by.

Den hurtige og nemme konklusion ville være, at storbyen ødelægger provinsen. Men den almindelige Københavner kommer aldrig til at være skyldig i, hvad der kan ses som et historisk politisk svigt. Problemet er institutionelt og skal findes på Christiansborg.

Fællesskabsfølelsen er stærkere i provinsen end nogen andre steder her i landet, og derfor kan vi hurtigt konkludere, at det ikke er manglende vilje, der skaber de stadigt voksende problemer. Flere mindre byer er så småt i afvikling som følge af skolelukninger, fordi kommunernes økonomi ikke kan holde til dem åbne, hvor de resterende dele af lokalsamfundet lukker af samme grund. Samtidig bliver pengene prioriteret på skattelettelser og ikke langtidsholdbare løsninger for en provins i økonomisk balance. Problemerne fortsætter, fordi regeringen sammen med store dele af Folketinget glemmer dem. Debatten kan på rigtig mange måder blive afsporet, men en ting er sikkert: Provinsen ønsker ikke dårligere forhold for byerne – vi ønsker bare bedre forhold for os selv.

For at vi kan få debatten tilbage på sporet, skal vi have et opgør med den retorik, vi benytter i vores snak om provinsen. Og så skal ekstraregningerne stoppe. Efter de voldsomme oversvømmelser, der ramte dele af landet i efteråret, har Moderaterne været på banen. De foreslog i DR, at man pålagde en ekstraregning til dem, som boede i højrisikoområder. I Vordingborg, hvor jeg kommer fra, ville det være en dødsdom for den lokale tilflytning. Pengene rækker i forvejen ikke til store projekter og kulturelle indslag – heller ikke til kernevelfærden. Nu skal vi også betale regningen for de konsekvenser, et fælles klimasvigt har givet.

 

Hvis ikke man adresserer kritiske problemer og kommer med langsigtede løsninger, skaber man ikke bare en provins i ubalance, men et land i ubalance
_______

 

Man får mere for sine skattekroner i storbyerne, hvor et alternativ til den lokale folkeskole, børnehave eller lægehus er markant nemmere at tilgå. Vi ser, hvordan man glemmer de geografiske forskelle på byerne og resten af landet. En SOSU-assistent i den hjemmekørende ældrepleje bruger mere transporttid i provinsen end i tætbefolkede områder. I en geografisk stor kommune vil naturlige udgifter følge med, som også kan skabe ulighed i velfærdstilbudene, hvis kommunen i forvejen er hårdt økonomisk presset.


Udover en øget transporttid er man også afhængig af velfungerende offentlig transport for at gøre rekruttering og fastholdelse af arbejdskraft en realitet. En forringelse af velfærden mærkes i hele landet, men rammer hårdest i provinsen. En besparelse på velfærdstilbud gør sammen med en ulighed i sundheden og færre unge, der kommer i uddannelse, at man får skabt en uholdbar fremtid for de yderste dele af landet. Uden øget økonomisk bistand til kommunerne vil den tilflytningsbølge, man de seneste år har set, stoppe. Hvis ikke man adresserer kritiske problemer og kommer med langsigtede løsninger, skaber man ikke bare en provins i ubalance, men et land i ubalance.

Fremtidens velfærdsstat skal skabes i et fælles samarbejde mellem by og provins. Vi skal arbejde sammen for at skabe et bedre i morgen. Vi har brug for et reelt fælles politisk projekt med fokus på en omgående decentralisering og en seriøs snak om, hvor vi vil hen med fremtidens velfærdsstat. Fremtidens velfærd bliver ikke skabt i Sønderjylland, på Vestsjælland eller i Kartoffelrækkerne. Det skal ske i et fællesorienteret projekt, hvor vi må indstille os på at bryde status quo og den forkælede tilgang til provinsens problemer. ■

 

Vi har brug for et reelt fælles politisk projekt med fokus på en omgående decentralisering og en seriøs snak om, hvor vi vil hen med fremtidens velfærdsstat
_______

 

Valdemar Hvidberg Alban er folketingskandidat for Socialdemokratiet og bachelorstuderende i Politik & Forvaltning på Roskilde Universitet.

ILLUSTRATION: Statsministeriet den 8 februar 2024: Regeringstoppen diskuterer en ændring af loven for organdonation [FOTO: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Franz Jessen i RÆSON SØNDAG: Det er for sent at overhale den kinesiske bilindustri

Peter Lautrup-Larsen: Forsvarsforliget var Vanopslaghs første test som de borgerliges leder

Jonathan Løw: Tech-giganterne er nutidens narkobaroner

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Er Georgien på vej til at blive et nyt Ukraine?

Carsten Bach (LA): Størstedelen af Forsvarets ikke-militære opgaver skal udføres af private aktører i fremtiden

Morten Messerschmidt i RÆSON Spørger: Jeg kan ikke udelukke, at en ny EU-kommission vil optage Ukraine – men så skal man også fortælle europæerne, og danskerne, hvad det vil koste os