30.08.2011

HVEM SKAL UDFORDRE OBAMA? RÆSON portrætterer op til det amerikanske primærvalg fra januar-juni 2012 de republikanske kandidater, der har størst vinderchancer. En af dem bliver Barack Obamas udfordrer ved præsidentvalget til november 2012. Her den midtsøgende favorit Mitt Romney.

Af Rasmus Damkjær Christensen

Læs også
– Michele Bachmann: Den højlydte outsider (GRATIS)
– Rick Perry: Den nye favorit

Kampen om, hvem der skal være den republikanske præsidentkandidat i 2012 tog endnu en drejning i midten af august. En ny, flamboyant udfordrer stod frem i form af Texas’ guvernør Rick Perry. Samtidig fik Tea Party-bevægelsens meget omtalte kongresmedlem fra Minnesota, Michelle Bachmann, ny vind i sejlene. Midt i alt postyret har feltets måske mest erfarne og prominente kandidat Mitt Romney valgt at holde lav profil. Massachusetts tidligere guvernør spiller et andet spil, end han gjorde, da han for fire år siden tabte den republikanske nominering til John McCain.

Det startede med den traditionelle Ames Straw Poll i Iowa søndag den 14. august. En uofficiel afstemning, hvor de republikanske kandidater får en chance for at teste formen et halvt år før primærvalgene skydes i gang i lige netop Iowa. Bachman vandt årets Straw Poll, mens Perry fik et overraskende stort antal stemmer uden overhovedet at være på stemmesedlen. Texaneren havde annonceret sit kandidatur få timer før afstemningen. Det moment har cowboy-guvernøren siden reddet til et forspring i de seneste meningsmålinger blandt de republikanske kandidater.

Mitt Romney var heller ikke at finde på stemmesedlen i Iowa. Han valgte at springe den afstemning over som han vandt i 2007. Dengang var sejren måske højdepunktet i Romneys kampagne. Han havde håbet på at holde dampen oppe og vinde de første vigtige primærvalg. Men det gjorde han ikke. Favoritten John McCain, hvis kampagne flere gange så ud til at være gået i stå, slog Romney i New Hampshire og derefter i de store stater som Californien, New York og Florida. To dage efter Super Tuesday – den tirsdag i februar eller marts, hvor næsten halvdelen af de amerikanske stater holder primærvalg – stoppede Romney en valgkamp, som havde kostet ham over 40 millioner dollars ud af egen lomme.

Nu, næste fire år senere, er det Romney selv som sidder i McCains position. Som den garvede, nationalt kendte, erfarne favorit, der skal forsvare sig mod feltets fremadstormende kandidater. Og han valgte derfor også at sidde Iowas Straw Poll over, ganske som McCain gjorde det i sin tid. Romney holder fokus på den eneste modstander, som tæller i sidste ende: Præsident Barack Obama.

Balancegang vigtig i primærvalget
Når Mitt Romney holdt sig langt væk fra afstemningen i Iowa, så skyldes det først og fremmest, at han ikke havde noget at vinde der. Hans sejr i 2007 førte ham ingen vegne, mens et potentielt nederlag vil blive tolket som svaghedstegn for hans nye kampagne. Hellere holde sig fra den direkte konkurrence og lade feltets andre kandidater slås om den tomme ære. Samtidig har Romney al interesse i at undgå et hundeslagsmål med kandidater som Bachmann, der har den skarpe konservative profil, han selv mangler.

Den største udfordring for Romneys primærvalgskampagne er at holde den svære balance mellem at præsentere hans politiske resultater, og samtidig undgå at blive kategoriseret som en demokrat i republikanske klæder. Romney har nemlig flere sager i bagagen, som kan være en rød klud i ansigtet på Tea Party konservative, som i høj grad tegner tidens republikanske bagland.

Den største af de sager er en omfattende sundhedsreform, som Romney gennemførte i 2006, mens han stadig var guvernør i Massachusetts. Ikke alene blev den til i samarbejde med statens ikoniske demokratiske senator Edward Ted Kennedy, men reformen har stort set været en plantegning for den ekstremt omstridte nationale sundhedsreform, som præsident Obama fik gennemført i 2010. Romney har forsøgt sig med at sige, at den nationale reform er forfatningsstridig, mens hans statslige reform var i overensstemmelse med forfatningen. Men han mangler endnu at finde det gode svar på sin holdning til Obamas-reform, som er dybt forhadt i Tea Party-kredse.

Udover sundhedsreformen har Romney også skønhedsfejl i forhold til de socialt konservative mærkesager abort og homo-ægteskaber. Han støttede klart op om abort, og mere halvhjertet op om muligheden for registeret partnerskab i sin tid som guvernør. På begge områder havde han et standpunkt indtil han tog et nyt. I takt med sine præsidentielle ambitioner vendte han på en tallerken i 2005 og trak sin støtte til begge områder. Det kostede nogle knubs under hans sidste valgkamp, hvor Romney blev stemplet som en ”flip-flopper” af flere modkandidater.

Med disse skeletter i skabet er det forståeligt, at Romney forsøger at undlade for stærk kritik af sine mere konservative modstandere i primærvalgkampen. Det kan hurtigt ende galt. I stedet har han valgt den diplomatiske tone. Under sin nylige valgturne i New Hampshire havde han rosende ord til Tea Party-bevægelsens samlingskraft og tro på mindre statsbudgetter. ”Jeg tror, at det er en meget bredere funderet bevægelse, end du påstår”, svarede Romney til en lokal støtte, som udtrykte sin bekymring om Tea Party-bevægelsens indflydelse i det Republikanske parti.

Romney må holde balancen mellem sine moderate tendenser og de konservative værdier, og samtidig lade sine uerfarne medkandidater slå skår af hinanden i kampen om de farverige overskrifter. For kan han det, så bør de mange kvaliteter, han bringer med sig ind i valgkampen, bære ham et langt stykke hen mod sejren.

Moderate holdninger løber i familien
Når den 64-årige Mitt Romney bliver nødt til at afveje egne meninger mod den overvejende tendens i det Republikanske parti, så er det en problemstilling han kender godt. Hans far, George Romney, var republikansk guvernør i staten Michigan i løbet af 1960erne og sad senere i Richard Nixons kabinet. Under sine kampagner tog George Romney afstand fra sit eget Republikanske parti. Den ældre Romney mente, at republikanerne med Barry Goldwater i spidsen var ved at gøre partiet for ekstremt. Man så aldrig ordet republikaner i George Romneys kampagne-materiale.

Så vidt er det aldrig gået for Mitt Romney, men faderens valgkampe var den 15-årige søns første politiske erfaringer. Der skulle dog gå 30 år før han ville gøre alvor af sine egne politiske ambitioner. I stedet gik han ind i management-branchen, hvor han fandt et hjem hos firmaet Bain & Company. Der havde han en lang og meget succesfuld karriere, som sendte ham til toppen af firmaet, hvor han endte som både direktør og partner.

I 1994 forsøgte han så at udfordre Senator Ted Kennedys plads i Senatet for Massachusetts, hvilket resulterede i en forudsigelig politisk øretæve. Kennedy var i hele sin politiske karriere sin egen institution i staten og Romney klarede sig efter omstændighederne godt. Men nedelaget holdt alligevel Romney fra den traditionelle politiske scene i yderligere otte år. Han påtog sig dog et andet hverv med stærke politiske undertoner.

I 2002 skulle der være Vinter OL i Salt Lake City i staten Utah. Men allerede i 1999 var der hul i kassen hos organisatoren og beskyldninger om bestikkelse i forbindelse med placeringen i Salt Lake City truede med at skæmme begivenheden. Romney blev ansat som ny direktør for de Olympiske Lege og påtog sig den store opgave at vende skuden. Hans ansættelse blev mødt med skepsis i Utah, fordi Romney var og er troende mormon, og hans familie har været en del af Bostons mormon-kredse igennem flere generationer. Men i Utah, hvor mormon-troen er meget udbredt, ønskede man ikke at associere OL med kirken.

I sidste ende lykkedes det dog Romney at få omdannet de skandaleombruste Vinter Lege til en succes. Under hans lederskab blev et dundrende underskud vendt til et pænt overskud, og man indsamlede flere private donationer end til noget tidligere OL. Som succesfuld forretningsmand med en anslået personlig formue på omkring 250 millioner dollars trak Romney sig tilbage og gik ind i politik. Ganske som hans far havde gjort det.

Fra uprøvet talent til fortjent favorit
Det er lige netop erfaringerne fra toppen af det amerikanske erhvervsliv og imaget som redningsmand for Vinter OL som Romney lægger vægt på i sin nuværende kampagne. Selvom han er et kendt ansigt i amerikansk politik, så kan han med ret sige, at han hverken er en del af Washingtons establishment eller en karrierepolitiker. Han slår på sin viden om at skabe jobs og arbejde i den private sektor. Noget han påpeger, at præsident Obama og mange af hans rådgivere ikke har.

Hvis Romney derudover kan fremhæve sin kvaliteter som forhandler med store aftaler og brede forlig bag sig, så vil han kunne præsenteres som den rigtige person til at styre USA ud af den enorme økonomiske krise landet befinder sig i. Men under primærvalgkampen bliver han nød til at gøre det uden at fokusere for meget på den sundhedslovgivning, som faktisk var hans svendestykke.

Økonomi er også Romneys styrke i en anden forstand. Fundraising er måske den vigtigste evne en præsidentkandidat kan have, og som hans tid i Salt Lake City viste, er Mitt Romney en fundraiser af guds nåde. Romney havde allerede indsamlet over 18 millioner dollars til denne valgkamp på det budget, som blev indgivet i juni måned. Det er ca. fire gange så meget som nærmeste efterfølger Ron Paul. Penge er ikke alt i amerikanske politik, men de er en helt afgørende del af spillet. Om nogle af modkandidaterne kan matche Romney i donationer er tvivlsomt, men skulle det ske, kan han altid gå til egen lomme, som han gjorde det i 2008.

De midler som Romney bruger skal dog kanaliseres til et nyt formål. I 2008 gik mange af hans kampagnemidler på TV-reklamer, der skulle fortælle vælgerne, hvem han var. Denne gang kommer han ind i kampen med et kendt navn. De mange TV-penge kan derfor i stedet gå til at fortælle, hvad Mitt Romney står for politisk. Her bliver den største udfordring at associere Romney med andet end hans mormonske tro, som dominerede mediedækningen i 2007/08. Historien har dog ikke fået i nærheden af den samme opmærksomhed i denne valgkamp, sandsynligvis fordi det er en velkendt del af hans person, og derfor ikke har nogen reel nyhedsværdi. For at undgå at hans tro igen skulle blive et problem i løbet af valgkampen har Romney har hyret Mark De Moss som seniorrådgiver. De Moss er en erfaren PR mand med speciale i kirkelige begivenheder og skal bygge bro mellem Romney og det Republikanske partis kristne støtter.

Resten af Romneys hold består i høj grad af gengangere fra kampagnen i 2008, såsom tidligere kommunikationschef Matt Rhoades, som nu er blevet kampagnechef, og tidligere pressesekretær Eric Fehrsnstrom, der er blevet forfremmet til seniorrådgiver. Både medarbejderne og Romney selv er dog blevet mange erfaringer rigere siden 2008, hvilket kan blive afgørende mod politikere som Michelle Bachmann og Rick Perry, der er uprøvede i nationale politiske valgkampe.

Hvis Mitt Romney kan holde balancen mellem sine centralistiske holdninger og partiets konservative værdier i primærvalgene, så burde hans erfaring og hans midler kunne bære ham til den sejr, han aldrig rigtig kom i nærheden af i 2008. Lykkedes det denne gang, så vil han med sine moderate positioner og økonomiske resultater være den kandidat, som potentielt kan flytte stemmer hen over den afgørende midte i amerikansk politik, og med dem genindtage det Hvide Hus på vegne af republikanerne.

Rasmus Damkjær Christensen (f. 1982) er kandidat i amerikanske studier fra Syddansk Universitet og har også studeret amerikanske studier ved Ludwig Maxillian Universitet i München. Han skrev speciale om amerikanske præsidentvalgkampe og var fra 2008 til 2011 ansat som programmedarbejder i DR Nyheder. Han arbejder som kommunikationsrådgiver for KommunikationsKompagniet.