20.12.2013

”Når jeg vælger at skrive en roman funderet på en anelse – altså at det monogame parforhold er utidssvarende, og at der venter noget nyt og større derude – er det jo fuldkommen, eller i hvert fald næsten fuldkommen, umuligt at underbygge med fakta. Min rolle som kunstner er altså at foregribe begivenhedernes gang eller – hvis jeg må være meget selvforherligende – at sætte gang i en ny bevægelse.” Det siger forfatter Martin Kongstad til RÆSON.

INTERVIEW af Simon Kærup

VIDENSFESTIVAL 2014. Lørdag 25. januar 2014 står RÆSON, Det Kongelige Bibliotek og Dansk Magisterforening for tredje gang bag årets VIDENSFESTIVAL. Fra kl. 10 til 22 går 20 af Danmarks bedste formidlere på scenen, hvor de fortæller om de spørgsmål, der optager dem mest. I denne interviewserie stiller RÆSON skarpt på en række af festivalens medvirkende. Du finder alle interviews her.

RÆSON: Hvis du skulle vælge nogle temaer, som beskriver vores samtid, hvad ville de så være?
Kongstad: Én tendens er helt overvældende og består af mange underliggende: Opbrud. Overalt falder grænserne; det være sig geografiske, intime (familieliv, fritid og arbejde integreres), kønslige (kvinder er ikke, hvad kvinder har været, og mænd forsøger at hænge på eller må trække i skovhuggerskjorter og anlægge fuldskæg for at bevise over for omverdenen, at deres maskulinitet stadig findes), mediemæssige (smartphones har presset sig ind i vores liv, og Ekstra Bladet er færdigt på papir inden for et år).
RÆSON: Hvordan har disse tendenser betydning for parforholdet, som du er meget optaget af?
Kongstad: Jamen, jeg postulerer så ydermere, at der er et opbrud på vej i den måde, vi deler kærlighed på; altså at tiden er løbet fra det monogame parforhold og al dens krampagtige og statiske fastholden af begrebet om den eneste ene.
RÆSON: Er der noget i tidsånden, vi kollektivt fortrænger?
Kongstad: Jeg tror og håber, at stadig flere får øje på, hvor tåbeligt det er at blive ved at tale om vækst i gængs forstand. Åndelig vækst er vejen frem; større fælles bevidsthed. Det er ikke bare forblommede ord, det er ren overlevelse.


Kærlighedskunst

RÆSON: Hvordan er bruddet med det monogame forhold afgørende for tidens mennesker?
Kongstad: Lyst genererer energi, og det vil fremover være helt afgørende for vores måde at navigere i livet på, at vi har lyst. Erhvervslivet har længe haft øje på denne kendsgerning, og derfor har man i årevis set moderne virksomheder som Novo Nordisk søge et lystfuldt arbejdsmiljø. Dette formodentlig ikke fordi de er sødere end andre, men fordi det giver bedre forskningsresultater og dermed mere indtjening. Det monogame parforhold er funderet på flere hundrede år gamle antagelser om, at der et sted derude venter en bedre halvdel, et menneske som kan komplimentere os. Realiteterne fortæller, at det kun sjældent passer. To ud af tre par skilles (hvis man tager de ugifte med i statistikkerne), og som enhver med åbne øjne kan erfare i eget og andres liv, har det monogame parforhold det med at miste energi, som årene går. En udvidelse af vores måde at forvalte kærlighed på vil – tror jeg – kunne gøre kærligheden mere lystfuld og energisk, og dermed vil den måske også kunne redde nogle af de par, som ellers går fra hinanden.
RÆSON: Ser du dette behov som udtryk for en større helhed?
Kongstad: Jeg ser bestemt et nyt fællesskab forude, og der er ingen tvivl om, at det grundlæggende allerede er i gang. Man har en tendens til at forvente, at bevægelser vil ligne tidligere bevægelser af samme skuffe, og derfor ligner fællesskab i vores hoveder noget med kollektiver og rundkredse, men sådan går det jo aldrig. Fællesskabet er her allerede og i sin egen nye form. Det hedder Facebook.
RÆSON: Hvad er konsekvenserne ved at opløse det konventionelle parhold?
Kongstad: Det er vigtigt i denne sammenhæng at pointere, at jeg ikke plæderer for en ansvarsløs udsvævelse, men ønsker at integrere begrebet pligt. At leve mere frit og flydende vil kræve en meget stor ansvarlighed og en pligt til at tænke på sine nærmeste og behandle dem ordentligt. Konsekvenserne vil i så fald blive helt fantastisk rige og kærlighedsfulde liv, hvor man tænker på andre end sig selv og de tre nærmeste.
RÆSON: Hvori består det lykkelige liv?
Kongstad: At grine og elske og gøre sig umage.
RÆSON: Og hvad er så dit forhold til døden?
Kongstad: Min bedste ven døde for tyve år siden og det gav mig et tættere og mindre angstfyldt forhold til døden. Mere kan jeg ikke sige om det.


Samfund, forfatteren og kunsten

RÆSON: Hvad betyder det for dig at skrive?
Kongstad: Jeg skriver af flere årsager. For det første har det altid været et punkt i mit liv, hvor jeg kunne opnå en særlig lykke. For det andet fordi jeg bilder mig ind, at jeg har noget at sige, og for det tredje for at få ros. Den sidste årsag er for aftagende.
RÆSON: Hvordan vil du beskrive forfatterens særlige udsigelseskraft?
Kongstad: Når jeg vælger at skrive en roman funderet på en anelse – altså at det monogame parforhold er utidssvarende, og at der venter noget nyt og større derude – er det jo fuldkommen, eller i hvert fald næsten fuldkommen, umuligt at underbygge med fakta. Min rolle som kunstner er altså at foregribe begivenhedernes gang eller – hvis jeg må være meget selvforherligende – at sætte gang i en ny bevægelse.
RÆSON: Hvad betyder det for dig at medvirke til RÆSONs vidensfestival?
Kongstad: Jeg er beæret over at blive udvalgt til dette seriøse selskab, og det tjener RÆSONs troværdighed, at man stiller fuldstændig vederlagsfrit op til dagen. Jeg har lavet masser af gratis arrangementer og projekter gennem årene, og de har den styrke, at de deltagende er med af ren lyst. Lyst er vejen frem; det være sig i kærlighed som i arbejde.


Martin Kongstad (f. 1963) er dansk forfatter. Han vandt i 2009 Danske Banks debutantpris for novellesamlingen ”Han danser på min søns grav”. I år udgav han den meget roste roman ”Fryser jeg”. Simon Kærup (f. 1981) er Master of Social Sciences (MSSc).