Jan Hoby: Der er sat et midlertidigt stop for de evindelige nedskæringer, men den nyliberale markedstænkning dominerer stadig

Jan Hoby: Der er sat et midlertidigt stop for de evindelige nedskæringer, men den nyliberale markedstænkning dominerer stadig

04.12.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Finansloven for næste år er et plaster på en brækket ryg og en prop i et af hullerne i sien. Det bliver hverken til en genopretning af velfærden eller en reel omfordeling – hvis vi vil have ægte velfærd og redde klimaet, skal der helt andre boller på suppen.

Kommentar af Jan Hoby

PARTIERNES PROPAGANDAAPPARATER har været rødglødende siden mandag aften, hvor finanslovsaftalen blev landet. Den socialdemokratiske regering og støttepartierne vil nemlig sikre sig den totale kontrol med narrativet om finansloven. Enhver kritik er blevet mødt med en storm af modreaktioner på Facebook og Twitter: Intet skal forstyrre illusionen om ”den første finanslov i mange år, der mindsker uligheden, mens vi styrker velfærden og tager de første skridt mod at reducere drivhusgasser med 70 procent,” som Enhedslisten skriver i sit nyhedsbrev til partiets medlemmer.

Meget tyder på, at partierne bag finansloven vinder det første slag om definitionsmagten – men de vinder ikke nødvendigvis krigen. For der vil ikke være mange, der kan se skyggen af forbedring, når hverdagen kalder den 1. januar 2020.

Der er sat et midlertidigt stop for de evindelige nedskæringer, men den nyliberale markedstænkning er stadig den dominerende. Det bliver hverken til en genopretning af velfærden eller en reel omfordeling i denne finanslov.

Der er vigtige forbedringer i finansloven. Den fjerner den vanvittige lempelse af arveafgiften for de store familieejede virksomheder, uddannelsesloftet og de kæmpe rentefordele ved forældrekøb af lejligheder. Der kommer en styrket indsats mod social dumping og et løft til pædagoguddannelsen. Og psykiatrien får en tiltrængt saltvandsindsprøjtning på 600 millioner kroner om året.

 

Valgkampens store temaer – klima og minimumsnormeringer – ender ud med et overskud af gode intentioner, men alt for få kroner og ører til at realisere ambitionerne
_______

 

MEN DE 38 SIDERS finanslovsaftale er først og fremmest stort ståhej for alt for lidt. For valgkampens store temaer – klima og minimumsnormeringer – ender ud med et overskud af gode intentioner, men alt for få kroner og ører til at realisere ambitionerne.

De fleste glemmer at forholde sig til, om den socialdemokratiske regerings første finanslov er et nybrud med de seneste 18 års velfærdsnedbrydende regeringsførelse fra Fogh, Thorning, Corydon og Løkke. Svaret kan kun være, at finansloven 2020 er et plaster på en brækket ryg og en prop i et af hullerne i sien. Det er ikke et opgør med 18 års nyliberal økonomisk politik med skattelettelser, drakoniske arbejdsmarkedsreformer og velfærdsnedskæringer år ud og år ind.

Danmark står på tærsklen til en omfattende velfærdskrise, som indeholder fire kritiske punkter, som ikke kan vente til 2025: den akutte velfærdskrise, den demografiske udfordring, velfærdssamfundets øgede behov og den kroniske underbemanding. Ifølge velfærdsforsker og professor emeritus Ove Kaj Pedersen kan ”fagbevægelsen tabe kampen om den universelle velfærdsstat”, mens arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet Henning Jørgensen mener, at ”vi er ved at være ude over balancepunktet og er i gang med at afvikle den universelle velfærdsstat”. Har forligspartierne bag finansloven overhovedet blik for, hvor alvorlig situation er i velfærdsstaten? Jeg har oprigtig talt min store tvivl.

FØR FOLKETINGSVALGET så danmarkshistoriens største forældrebevægelse #HvorErDerEnVoksen dagens lys og satte kampen for minimumsnormeringer øverst på den politiske dagsorden lige efter klimaspørgsmålet. Så forventningerne var tårnhøje. Men nu venter skuffelsen forude: De 500 millioner kroner, der næste år er afsat til landets 3500 daginstitutioner, svarer til 143.000 kroner ekstra til hver eneste daginstitution. Modregner vi besparelserne i 2019 og de kommende kommunale besparelser i 2020, så vil meget få opleve en forskel – og slet ikke børnene.

De 500 millioner kroner dækker ikke engang demografiudviklingen på børn i landets daginstitutioner i 2020. Prognoserne viser, at antallet af vuggestue- og børnehavebørn vil stige fra 361.300 i 2018 til 412.200 i 2025. Det svarer til 50.900 flere børn, der skal i vuggestue og børnehave. Og selvom der i 2025 bliver afsat 1,6 milliarder kroner til landets mere end 3500 daginstitutioner, så kommer der ikke minimumsnormeringer ud af det. 1,6 milliarder kroner svarer til 4070 pædagoger, så enhver kan sige sig selv, at vi ikke er i nærheden af minimumsnormeringer.

Minimumsnormeringer vil kræve 14.000 pædagoger. Der er 3500 daginstitutioner, og skal de have minimumsnormeringer, kræver det i snit fire pædagoger. Det vil koste i omegnen af fem milliarder kroner ekstra om året, og kræver derfor et opgør med budgetloven. Men søforklaringerne vil stå i kø, for der er mange, der har satset hele butikken på indførelse af minimumsnormeringer, særligt SF, BUPL og FOLA (Forældrenes Landsorganisation). De er alle tre nu på en mission med at oversælge noget, der aldrig kommer i nærheden af minimumsnormeringer, og de vil lægge en dæmper på forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen for ikke at puste til utilfredshedens flamme.

 

Grænsen for solidaritet med Arne går ved opgøret med de drakoniske arbejdsmarkedsreformer, som den nuværende statsminister stod fadder til under Thorning og Corydon
_______

 

Flere andre afgørende spørgsmål kom endda slet ikke på bordet. Der er spørgsmålet om det sociale sikkerhedsnet, som har stor betydning for landets lønarbejdere. Men grænsen for solidaritet med Arne går ved opgøret med de drakoniske arbejdsmarkedsreformer, som den nuværende statsminister stod fadder til under Thorning og Corydon. For regeringen vil ikke forlænge sygedagpengeperioden eller forbedre dagpengesystemet.

VI HAR RÅD til velfærd. Der er givet skattelettelser i milliardklassen siden Anders Fogh Rasmussen. Direktørerne har en lønfest, staten har et betydeligt overskud, og samhandlen med udlandet er i stadig fremgang. Det største problem er altså ikke at få penge til det hele på én gang. Det største problem er fraværet af politisk vilje. Spørgsmålet om, hvordan velfærden skal organiseres og finansieres, er i sidste ende et politisk spørgsmål. Og i sidste ende var der ikke politisk vilje, mod og majoritet til at gøre det med finansloven 2020. Chancen for, at det sker i 2021, 2022, 2023 og 2024, er tvivlsom.

Det indtryk, der står tilbage, når champagnepropperne er faldet ned, og støttepartiernes begejstringsbrøl har lagt sig, er, at man forsat vil stå med en kæmpe udfordring. Det kan ikke fortsætte på denne måde, hvis vi vil have ægte velfærd og redde klimaet. Så skal der helt andre boller på suppen, og det kræver en meget mere modig tilgang, hvor man tør stå fast på de krav, bevægelserne rejser – hvad enten det er forældre, klimatosser eller fagbevægelsen. Ellers ender vi med plaster på plaster på såret af en brækket ryg under Mette Frederiksens ledelse af den socialdemokratiske regering. ■

 

Det kan ikke fortsætte på denne måde, hvis vi vil have ægte velfærd og redde klimaet. Så skal der helt andre boller på suppen, og det kræver en meget mere modig tilgang, hvor man tør stå fast på de krav, bevægelserne rejser
_______

 



Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og er uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc. ILLUSTRATION: Finansminister Nicolai Wammen præsenterer regeringens finanslovsforslag, d. 2. oktober, 2019 [foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix]