Asker Voldsgaard: Hvad er modern monetary theory? (Og hvorfor er det en god idé?)

Asker Voldsgaard: Hvad er modern monetary theory? (Og hvorfor er det en god idé?)

16.04.2020


Modern Monetary Theory (MMT) er en økonomisk skole, som har vundet stor interesse de seneste år. Med vægt på staters evne til at skabe penge har MMT-økonomer både forudset tidligere kriser og vist vejen til genopretning.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Af Asker Voldsgaard, ph.d.-studerende, University College London. Dette indlæg følges op af en længere artikel om MMT.

Modern Monetary Theory (MMT) er en økonomisk skole, som siden 1990’erne har været under udvikling af økonomer i USA og Australien. Disse økonomer har kombineret nye forståelser af, hvordan den finansielle sektor fungerer, og hvordan de statslige finanser fungerer i praksis med økonomisk teori i den keynesianske tradition – altså med stor vægt på efterspørgslen i økonomien. Kernen i tankegangen er, at en stat med egen valuta ikke kan løbe tør for sine egne penge.

Resultatet er en makroøkonomisk teori, som har været i stand til både at forudsige eurozonens krise, finanskrisen i USA, og at centralbankernes enorme ’kvantitative lempelser’ op gennem 00’erne ikke ville føre til inflation. MMT har derfor opnået stor opmærksomhed rundt om i verden, hvor særligt investorer på Wall Street, erhvervsjournalister og politikere har taget teorien til sig med ambitionerne om hhv. at tjene flere penge, skrive bedre nyhedshistorier og lave mere gennemtænkt politik.

Hovedbudskabet fra MMT-økonomerne er, at statens finanser aldrig må forstås som en husholdnings eller virksomheds finansielle situation. En stat med suverænitet over sine valutaforhold kan have finanspolitiske underskud på statsbudgettet uden finansielle begrænsninger. Staten kan derfor sagtens have et vedblivende underskud, hvis det er, hvad der kræves for at opnå fuld beskæftigelse med stabile priser. Fuld beskæftigelse er centralt pga. det store økonomiske spild, det medfører at have flere procenter af arbejdsstyrken i passivitet pga. manglende efterspørgsel.

Fokus skal i stedet være på samfundets ledige produktive kapacitet og inflationsbegrænsningen. Når økonomien løber tør for ledig arbejdskraft, fabrikskapacitet mv., vil mere efterspørgsel kun give højere priser. Derfor er det samfundets ledige kapacitet, der sætter en inflationsbaseret begrænsning for, hvor støttende finanspolitikken kan og bør være. MMT er en linse, som hjælper os med at fokusere på de rigtige udfordringer. Når man fx anskuer den grønne omstilling vha. MMT, ser man, at udfordringen ikke består i at ’finde pengene’, men at finde hænderne, materialerne og innovationen, som udfordringen kræver. MMT hjælper os således med ikke at blive distraheret af fiktive begrænsninger, så vi kan fokusere på de virkelige udfordringer.

 

MMT er derfor ikke noget, man kan indføre eller vedtage, men en linse til at forstå landes økonomiske forhold og situation
_______

 

Valutasuverænitet
Kernen i MMT er begrebet ’valutasuverænitet’, som stater kan have varierende grader af. En stat har fuld valutasuverænitet, hvis den:

1) udsteder sin egen valuta og opkræver den i skat

2) ikke udsteder gæld i fremmed valuta og

3) ikke forsøger at have fast valutakurs

Alle lande kan derfor være mere eller mindre valutasuveræne. Lande som USA, Storbritannien, Japan, Australien, Sverige og New Zealand har alle fuld valutasuverænitet. Eurozone-landene har derimod skiftet deres egne valutaer ud med en overstatslig valuta og har derfor en markant lavere grad af valutasuverænitet. MMT er derfor ikke noget, man kan indføre eller vedtage, men en linse til at forstå landes økonomiske forhold og situation.

Valutasuverænitet er vigtigt, fordi det gør staten i stand til at købe alt, der er til salg i landets valuta. Den skal ikke først ’finde pengene’ fra hverken udlandet eller dens egne borgere. Staten er nemlig udsteder og ikke menig bruger af landets valuta som alle andre. Det betyder ikke, at staten skal købe alt, hvad der er til salg, men at den – i sidste instans – kan. Statsgæld i fremmed valuta kan derimod give problemer, da valutaen først skal tjenes ind fra udlandet via eksport eller lånes.

Skatteindtægter finansierer ikke statens forbrug
En væsentlig pointe fra MMT er, at det ikke er skatter og salg af statsgæld, som finansierer statens forbrug. Vi er vant til at tænke sådan, men rækkefølgen er omvendt, netop fordi staten er kilden til valutaen. Statens udbetalinger finansierer borgernes evne til at betale skat og købe statsgæld. Skatteborgerne kan nemlig kun få midlerne til at betale skat fra staten selv. Hvis man tror, at skatteindtægterne stiller penge til rådighed for staten, vil man typisk føre en for stram finanspolitik med arbejdsløshed til følge.

Skatten driver efterspørgslen efter statens valuta
Pointen med at opkræve skat er derfor ikke, at staten har brug for sin egen valuta. Staten har brug for, at befolkningen mangler dens valuta. For når befolkningen mangler og efterspørger statens valuta, kan den sende valutaen i omløb via sit forbrug. Ved løbende at sætte befolkningen i skattegæld, sikrer staten, at der er efterspørgsel efter statens valuta. Borgerne er nemlig nødt til at arbejde for eller levere ydelser til staten for at få udbetalt statens valuta. Skattepligten sørger således for, at den offentlige sektor har nogen at hyre til skolerne, forsvaret og sundhedsvæsnet og forsyne det offentlige med varer produceret i privat regi. Private virksomheder og deres ansatte opnår valuta til sine skattebetalinger ved at forsyne staten direkte samt de offentligt ansatte via markedsøkonomien. Staten skaber først pengene, når betalingen for løn og varer finder sted. Når skatten efterfølgende opkræves, forsvinder pengene igen fra økonomien.

Staten bør typisk sende flere penge ind i økonomien via sine betalinger, end den trækker ud via skatten – altså have underskud. Underskuddene efterlader nemlig en opsparing hos borgerne, så de får mulighed for at spare op. Den udbredte frygt for statslige underskud forsvinder, når man ved, at skattens rolle er at drive efterspørgslen efter statens valuta, og ikke at finansiere statens forbrug.

 

Kort sagt er princippet i funktionel finanspolitik, at hvis der er ufrivillig arbejdsløshed skal staten have et større underskud. Statens underskud giver befolkningen overskud og opbygger deres finansielle formue
_______

 

Statsgæld sælges for at styre renten
Som nævnt indebærer et finanspolitisk underskud, at staten sender flere penge ind i økonomien, end den trækker ud. Der skabes altså en finansiel formue hos befolkningen. Men i udgangspunktet er denne formue ’likvid’ i form af centralbankpenge på bankernes konti i Nationalbanken. De ekstra centralbankpenge hos de private banker, som statens finanspolitiske underskud skaber, øger pengemængden. Det vil presse renten, som bankerne låner hinanden penge til, nedad, fordi der nu er en større mængde og en uændret efterspørgsel blandt bankerne efter de likvide centralbankpenge. For at hjælpe centralbanken med at holde renten i ro har det derfor været traditionen at matche statens underskud med statsgæld, så pengene trækkes midlertidigt retur. Statsgælden købes altså af private investorer med valuta fra tidligere underskud eller nye penge lånt fra staten.

Statsgæld sælges derfor ikke for at finansiere statens underskud, men for at mindske mængden af ’likvide’ centralbankpenge (altså elektronisk valuta) på bankernes konti i centralbanken, som statens underskud efterlader. Statsobligationer udstedes derfor som et led i udførelsen af pengepolitikken og ikke finanspolitikken.

Funktionel finanspolitik
Lande med fuld valutasuverænitet bør derfor ikke lade sig styre af gælds- og underskudsregler for finanspolitikken, som vi i Danmark kender fra budgetloven (og fra EU’s budgetregler). I stedet bør man anvende ’funktionel finanspolitik’, hvor man tager udgangspunkt i økonomiens ledige kapacitet. Det er den ledige kapacitet, som viser statens finansielle råderum – ikke skatteindtægterne. Den relevante begrænsning for staten er derfor inflation.

Kort sagt er princippet i funktionel finanspolitik, at hvis der er ufrivillig arbejdsløshed skal staten have et større underskud. Statens underskud giver befolkningen overskud og opbygger deres finansielle formue. For indeværende prioriterer vi i vores makroøkonomiske styring at balancere statens saldo i stedet for at balancere realøkonomien. Prioriteringen skal vendes om ifølge MMT.

Man kan dog ikke bare øge underskuddet, til hver eneste arbejdsløse er kommet i job, da der vil komme inflation i visse flaskehals-brancher. MMT-økonomer anbefaler derfor, at den funktionelle finanspolitik indeholder en jobgaranti. Jobgarantien medfører, at alle, som ikke kan finde arbejde i den private eller offentlige sektor, får stillet et job til rådighed i den offentlige sektor eller eventuelt i en almennyttig organisation. Så undgår man både at skabe inflation, og at nyttig arbejdskraft går til spilde – og at ledige mister sine arbejdsevner og chance for at finde ny ansættelse. På sigt vil denne efterspørgselsreform derfor også øge udbuddet af arbejdskraft.

Vi er blevet vant til rituelt at spørge ”hvor skal pengene komme fra?”, og om statens finanser er ”sunde” og ”holdbare”. MMT viser, at tiden er inde til at løsrive sig fra disse fiktive begrænsninger og fokusere på de virkelige: Samfundets potentiale til at gøre gavn for hinanden. Der er ingen god grund til at leve under evne. ■

 

Vi er blevet vant til rituelt at spørge ”hvor skal pengene komme fra?”, og om statens finanser er ”sunde” og ”holdbare”. MMT viser, at tiden er inde til at løsrive sig fra disse fiktive begrænsninger
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Asker Voldsgaard (f. 1991) er ph.d.-studerende ved University College London, Institute for Innovation and Public Purpose. Er uddannet cand.scient.pol. med specialisering i international politisk økonomi på Københavns Universitet og kan følges på Twitter under: @AskerVoldsgaard. ILLUSTRATION: Fotografering i Nationalbanken 8. november 2016 i anledning af at den interne produktion af sedler og mønter ophører ved udgangen af 2016. 50-kronesedlen bliver trykt (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016)