Jakob Plaschke: Det er en hån mod libaneserne at få Beirut-eksplosionen til at handle om Hizbollah

Jakob Plaschke: Det er en hån mod libaneserne at få Beirut-eksplosionen til at handle om Hizbollah

17.08.2020




Den voldsomme eksplosion, der smadrede store dele af Beirut var resultatet af den politiske klasses mangeårige forsømmelse af Libanon. At give den ene eller den anden side af det politiske spektrum skylden underminerer den libanesiske befolknings protester mod det samlede system. Sagen er nemlig den, at Libanons politiske system, ligesom i mange andre lande i Mellemøsten, i bredt omfang er blevet reduceret til en legeplads for andre landes geopolitiske interesser.

Kommentar af Jakob Plaschke

Da en voldsom eksplosion på Beiruts havn d. 4. august væltede igennem den arabiske middelhavshovedstad, tog mere end 150 liv og gjorde 300.000 mennesker hjemløse, gik der ikke længe før resten af verden reagerede. Frankrig sendte nødhjælp. Israel sendte nødhjælp. Iran sendte nødhjælp. Saudi Arabien sendte nødhjælp. Kort sagt meldte alle spillere med en geopolitisk interesse i Mellemøsten sig på banen og tilbød nødhjælp til Libanon.

Men de selvsamme lande – og deres større geopolitiske konflikter i Mellemøsten – har på forskellige tidspunkter og i forskellige sammenhænge gjort livet svært for libaneserne.

Den franske kolonitid i Libanon var lang og grim og har sat permanente spor på den libanesiske politiske struktur. Israel bryder regelmæssigt Libanons suverænitet – nogle gange med bombende droner – fordi landet har det skidt med bl.a. den militante shiitiske bevægelse Hizbollah, som ses som en stedfortræder for Iran. Iran, på den anden side, støtter Hizbollah, og dens parlamentariske politiske parti, for at kunne varetage sin politiske indflydelse i regionen. Saudi Arabien og dens geopolitiske ligesindede – heriblandt Israel – støtter resten af den korrupte politiske elite i Libanon i håbet om at begrænse iransk indflydelse. Parterne har ikke meget til fælles.

Men Saudi Arabien, Israel og Iran har alligevel én væsentlig ting til fælles: De er alle til stede i Libanon, ikke for libanesernes skyld men for at pleje deres egne interesser, og det libanesiske politiske system er blevet en refleksion af dette – et display af åbenlys uduelighed og mangel på interesse i den almindelige libanesers anliggender i sådan en grad, at civilsamfundet nærmest egenhændigt må stå for oprydning og genopbygning efter eksplosionen.

 

Men Saudi Arabien, Israel og Iran har alligevel én væsentlig ting til fælles: De er alle til stede i Libanon, ikke for libanesernes skyld men for at pleje deres egne interesser, og det libanesiske politiske system er blevet en refleksion af dette
_______

 

De mellemøstlige geopolitiske konflikter
De geopolitiske konflikter i Mellemøsten er ekstremt komplekse. I første omgang findes to umage blokke bestående af lande, hvis interesser overlapper betydeligt: Iran-blokken består af Iran, Syrien og en række ikke-statslige aktører som Hizbollah i Libanon, Houthi-oprørerne i Yemen, Hamas i Gazastriben og Mahdi-militsen i Irak, med svingende opbakning fra Qatar og Tyrkiet. Saudi-Israel-blokken består af Saudi Arabien, Israel, Egypten, de Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Jordan og Yemens eksilregering. I anden omgang har hvert land egne interesser, der adskiller sig mere eller mindre fra resten af blokken: Golf-staterne (med undtagelse af Qatar) og Egypten deler fx en voldsom modstand mod pan-islamiske bevægelser, der typisk støttes af Iran, men hvert land har sine egne årsager til denne modstand.

På den anden side står det revolutionære, islamiske styre i Iran, hvis ideologiske eksistensberettigelse og legitimitetsgrundlag hviler på den fortsatte kamp mod vestlig imperialisme. Styret, som har været mål for store folkelige protester de sidste par år, kan ikke retfærdiggøre sin egen eksistens ideologisk uden aktivt at modsætte sig Israel, pga. besættelsen af Palæstina, og Saudi Arabien, fordi det er hjemsted til de hellige byer Mekka og Medina men styres af et verdsligt kongehus. Samtidig har Irans sanktionspressede økonomi desperat brug for markeder at udvide sig på, hvilket gør politisk indflydelse i nabostater, hvor Saudi-Israel-blokken også er til stede, essentielt. Begge aspekter medfører naturligvis støtte til Hizbollah. Ovenikøbet kæmper Hizbollah også på Irans og Bashar al-Assad-regeringens side i Syrien.

I Libanon udarter tilstedeværelsen af Iran- og Saudi-Israel-blokken sig i et politisk tovtrækkeri. Det er svært at sige, om det handler om for hver blok selv at have indflydelse, eller om at den anden blok ikke må få indflydelse, men ikke desto mindre er Libanon blot endnu et land i Mellemøsten, hvor begge blokke kæmper om indflydelse. Irans indflydelse ligger tydeligvis mest ved Hizbollah, mens den saudisk-ledede indflydelse ligger i forretningslivet, hvor Golf-staterne har enorm indflydelse. Det er normalt ikke særlig tydeligt, men det kom fxtil udtryk, da den daværende libanesiske premierminister, Saad Hariri, pludselig forlod sin post på en mystisk tur til Saudi Arabien i 2017. Den libanesiske præsident anklagede senere Saudi Arabien for at have taget Hariri gidsel for at slå Hizbollah, som var del af Hariris nationale samlingsregering, tilbage i Libanon.

Det er også indflydelsen på forretningslivet, der gør Saudi-blokken indflydelsesrig i den libanesiske politiske elite. I realiteten betyder det, at der er ubetydeligt få magtfulde mennesker i Libanon, som ikke er afhængige af enten iranske eller saudiske interesser – eller en blanding af begge.

 

I realiteten betyder det, at der er ubetydeligt få magtfulde mennesker i Libanon, som ikke er afhængige af enten iranske eller saudiske interesser – eller en blanding af begge
_______

 

Månedlange protester
Hvis man ikke har hørt meget om Libanon i den senere tid, har eksplosionen nu for alvor sat det lille arabiske land på kortet. Men store demonstrationer har faktisk præget landet siden d. 17. oktober 2019. Disse demonstrationer har hele tiden været upartiske og drevet af antipati mod det politiske system som helhed. De har hverken handlet om at være for eller imod Hizbollah, eller for eller imod den saudisk-israelsk-støttede politiske elite – de har handlet om at være imod begge, selvom begge parter ivrigt har forsøgt at få det til at se anderledes ud for at kunne varetage deres interesser.

Og her i dagene efter eksplosionen er de libanesiske sociale medier da også blevet oversvømmet af aggressive opslag, der skyder skylden på det samlede system. Billeder og videoer deles på Twitter og Instagram som fx en liste over libanesiske partiledere med tre informationer: navn, formue, og hvor meget de har doneret til genopbygningsprojektet. Budskabet er klart: Mens samtlige partiledere kan prale af større millionbeløb i banken, har ingen givet så meget som én lira til genopbygningen.

Ligeså kan man se videoer på de sociale medier, hvor sandaler og grimme ord kastes mod fjernsyn, der viser Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, og en video florerer af den nu tidligere justitsminister, Marie-Claude Najm, der vender hjem fra Frankrig (hvor hun for øvrigt bor det meste af tiden med sin mand og datter) efter eksplosionen og bliver fulgt gennem Beirut af en stor menneskeflok, der kaster plastikflasker efter hende og råber ”thawra” – eller revolution på arabisk. Najm, som er advokat og ikke tidligere politisk aktiv, var indtil regeringen trådte tilbage mandag blandt de ministre, der i januar i år blev valgt som reaktion på demonstrationerne, der startede i oktober. Mange demonstranter krævede dengang en ikke-korrumperet teknokratregering, men det er naturligvis begrænset, hvad man kan få, når den udpeges af det samme parlament. Sidst men ikke mindst er et videoklip blevet populært, hvori den franske præsident, Emmanuel Macron, der reagerer på en kvindes bøn om ikke at donere nødhjælp igennem den libanesiske regering. ”Vær ikke bekymret,” svarer Macron, i en reaktion, der forstås som en indrømmelse af, at hvis nødhjælpspenge går igennem den libanesiske regering, når den aldrig videre end korrupte politikeres lommer.

 

En fordømmelse af Hizbollah uden en fordømmelse af resten af den politiske elite er at gå Saudi Arabiens og Israels ærinde, mens en fordømmelse af den politiske elite med undtagelse af Hizbollah, er at gå Irans ærinde
_______

 

Hvem skal have skylden?
Hvem skal have skylden? Det skal den libanesiske politiske klasse. Den inkluderer Hizbollahs Hassan Nasrallah, den kristne præsident, Michel Aoun, den nu tidligere premierminister Hassan Diab, tidligere indenrigsminister Mohammed Fahmi og mange flere. Og det skal også en historisk figur såsom den afdøde, korrupte, saudisk-støttede tidligere premierminister Rafik Hariri, som Naser Khader i et nyligt indlæg beskriver som ”populær,” samt den syriske præsident Bashar al-Assad, som efter alt at dømme stod bag Hariris’ mord og altid har spillet en destruktiv rolle i Libanons indenrigsanliggender.

Selvfølgelig skal vi fordømme Hizbollah, men ikke uden at fordømme resten af den politiske elite med dem. Sagen er nemlig den, at Libanons politiske system, ligesom i mange andre lande i Mellemøsten, i bredt omfang er blevet reduceret til en legeplads for andre landes geopolitiske interesser. Derfor er en fordømmelse af Hizbollah uden en fordømmelse af resten af den politiske elite at gå Saudi Arabiens og Israels ærinde, mens en fordømmelse af den politiske elite med undtagelse af Hizbollah, er at gå Irans ærinde. Hvis man vil det bedste for libaneserne, bør man gå den libanesiske befolknings ærinde. Man bør gøre sig det klart, at et fungerende Libanon er et Libanon, hvis politiske system tjener befolkningen – ikke andre landes geopolitiske interesser. Og i virkeligheden er det nok også sådan et system, der skal til for, at 2.750 kilo eksplosiv ammoniumnitrat undgår at ligge til fare for alle i et varehus på Beiruts havn i syv år. ■

 

Hvem skal have skylden? Det skal den libanesiske politiske klasse.
_______

 



Jakob Plaschke (f. 1996) er redaktør på RÆSON samt MA-studerende i Arab Studies ved Georgetown University i Washington D.C. Han har desuden en BA i Arab Crossroads fra New York University Abu Dhabi. ILLUSTRATION: Beirut efter eksplosionerne d. 4 august 2020 [STR/AFP/Ritzau Scanpix]