17.03.2020

Det er symptomatisk, at Dansk Folkepartis fremgangsmåde i en krisesituation er at tænke ud fra snævre egeninteresser, som fx når Pia Kjærsgaard skriver, at “vi bliver nødt til at tænke på os selv”. Men i krisetider handler det om at udvise fællesskabsfølelse og samfundssind både internt, men også i forhold til den verden, som vi er en del af.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Petar Socevic

DANSK FOLKEPARTIS udlændingeordfører, Pia Kjærsgaard, havde den 13. marts et indlæg i RÆSON, hvori hun blandt andet foreslår, at vi fra dansk side i den kommende tid skal “afvise alle asylansøgere” og “tænke på os selv”. Sammenkoblingen mellem den nuværende COVID-19-krise og DF’s uendelige jagt på at gøre reelle problemer til en debat om udlændinge, mennesker på flugt og grænsebomme er totalt malplaceret og en modarbejdelse af en løsning på den verdensomspændende sundhedskrise. Kjærsgaards forsøg på at gøre håndteringen af COVID-19-pandemien til et nationalt spørgsmål er ikke alene en uhensigtsmæssig løsningsmodel, men også en hån mod vores globale ansvar i krisetider – netop fordi spredningen af den alvorlige sygdom ikke stopper ved landegrænser. En vigtig del af ansvarsgrundlaget for mellemstatslige organisationer som blandt andet EU er netop, at vi bør fungere som en enhed – især i krisetider som denne.

En sundhedskrise kalder på samarbejde, tolerance og forståelse mennesker imellem. DF’s udnyttelse af en krisesituation til at fremhæve egne egoistiske ønsker om grænsebomme og færre internationale forpligtelser er derfor aldeles bekymrende. Dansk Folkeparti har længe gået ind for at afvise asylansøgere i Danmark, men at benytte coronavirussen som led i argumentationen for dette har intet med den realpolitiske virkelighed at gøre. Hvorfor skulle COVID-19-krisen være den eneste krise, som løses ved at gå enegang? Det er uomtvisteligt, at de fleste kriser, historisk set, løses bedst på tværs af landegrænser og i samarbejde med andre nationer. Derfor er Kjærsgaards betragtninger om at de enkelte lande hver især må “gøre deres for at forhindre spredning af smitte nationalt” ikke en gangbar løsning. Se bare på klimakrisen, som vi ikke kan løse alene i Danmark. Eller flygtningekrisen, som kalder på et fælleseuropæisk asylsystem.

 

Tiden er til internationalt sammenhold – ikke til at udnytte en verdensomspændende sundhedskrise til at fortsætte den evige nedgørelse af vores medmennesker
_______

 

Symptomatisk er det, at Dansk Folkepartis fremgangsmåde i en krisesituation er at tænke ud fra snævre egeninteresser. Således skriver Kjærsgaard, at “vi bliver nødt til at tænke på os selv”. Det er dog den helt forkerte vej at gå. I billedlig forstand svarer det til, da flere hamstrede varer til sig selv. Hvis vi vil det bedste for vores eget land, skal vi også tænke på den omkringliggende verden. For vi er en del af den og er afhængige af en global løsning, hvor vi gennem samarbejde inddæmmer og afmonterer den sundhedsmæssige trussel fra COVID-19-pandemien.

Pia Kjærsgaard betoner, at partierne er rykket tættere på hinanden som følge af sundhedskrisen, hvilket er godt tegn i tider, hvor vi alle må stå sammen. Kjærsgaards betragtninger er derfor dobbeltmoralske og selvmodsigende af to årsager. For det første fordi det sammenhold, som Pia Kjærsgaard omtaler, åbenbart ikke gælder asylansøgere og andre verdensborgere, eftersom Dansk Folkeparti i selvsamme indlæg foreslår at afvise alle asylansøgere. Dernæst fordi det samarbejde, som for tiden udvises af partierne i Danmark, i forlængelse af hendes logik netop burde opvejes til mellemstatsligt niveau. Ved et stærkere samarbejde i både EU-regi og på verdensplan kan vi være med til at sikre hurtigere, globale løsninger på den nuværende krise.

I FORHOLD TIL de moralske betragtninger er Dansk Folkepartis politiske og retoriske tilgang gruopvækkende, eftersom corona-krisen egentlig burde forene både os i Danmark på tværs af politiske overbevisninger, men også hele Europa og resten af verden i en human og løsningsorienteret fremgangsmåde. I krisetider handler det om at udvise fællesskabsfølelse og samfundssind både internt i forhold til det statslige, men også i forhold til den verden, som vi er en del af, så færrest mulige udsættes for pandemiens katastrofale følger. I den henseende er en fastholdelse af en retorik, der deler mennesker op i “dem” og “os”, ikke alene kontraproduktiv i forhold til en overvindelse af COVID-19-krisen, men også en våd klud i ansigtet på alle os, der ikke deler mennesker op efter etnisk herkomst, hudfarve, seksualitet eller religion. Tiden er ikke til at udnytte en verdensomspændende sundhedskrise til at fortsætte den evige nedgørelse af vores medmennesker, som i forvejen er ofre for en alt for inhuman udlændingepolitik. Derfor er den klare opfordring herfra, at DF fralægger sig den splittende retorik, og i stedet forstår alvoren af situationen.

Endelig er det på sin plads at fremhæve, at COVID-19-krisen øjensynligt ikke har fået vores nabo mod syd til at ryste på hånden: Den tyske regering har netop besluttet at tage imod 1.000-1.500 uledsagede børn på flugt i en koalition, som også Finland, Frankrig, Luxembourg og Portugal er en del af. Med deres beslutning har disse EU-lande vist sig som humanismens helte. Selv i en tid med omfattende pres på vores sundhedsvæsen har disse landes regeringer nemlig forstået noget meget vigtigt: Du kan sætte en pris på en cykel eller en bil. Men aldrig på et menneske. Et menneskeliv er uvurderligt. Menneskeliv skal reddes for enhver pris. Vi kunne lære af den humane tankegang herhjemme. ■

 

I krisetider handler det om at udvise fællesskabsfølelse og samfundssind både internt i forhold til det statslige, men også i forhold til den verden, som vi er en del af
_______

Apropos denne artikel:

Mikkel Vedby Rasmussen efter nattens angreb: Har israelerne vist, at de kan og vil tage atomvåbnene fra Iran?

Professor Ole Windahl Pedersen i Interviewserien: Dommen i Strasbourg vil få store konsekvenser for klimakampen

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Kan Modi transformere Indien til Asiens førende supermagt?

Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Bliver Indien det nye Kina? Nok ikke lige foreløbig

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise