05.04.2020

Opfølgning på en ti dage gammel prognose viser, at selv hård nedlukning og karantæne ikke har kunnet standse epidemien i Norge. To italienske regioner valgte hver sin vej. Det fik konsekvenser.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Af Uffe Gardel

De norske sundhedsmyndigheder har givet mere detaljerede oplysninger  om deres prognoser end de danske, og de har fra begyndelsen også haft et andet anslag: I Norge har man ikke haft en hypotese om, at smitten kommer i bølger; man antager, at den vil rulle gennem samfundet med den hast, man nu giver den lov til.

Den 24. marts fremlagde Folkehelseinstituttet (FHI) et strategipapir, der talte om ”et planscenario, hvor epidemien varer omtrent et år med en top omtrent midt i perioden. Det er rimeligt at planlægge efter, at toppen kommer en gang i maj-oktober, men at forskellige dele af landet kan nå toppen på forskellige tidspunkter.”

FHI beskrev tre scenarier: 1) ”slip”, hvor man bare slipper smitten løs, 2) ”brems”, hvor man nedbremser reproduktionstallet til 1,3 og 3) ”undertryk”, hvor man lukker så meget ned, at R0 kommer ned på 0,9, og epidemien efterhånden går i stå.

 

De første tal tyder på, at hvis man faktisk vil undertrykke [smitten], så skal der endnu skrappere nedlukning til [i Norge]
_______

 

”Slip”-scenariet fandt man selv så vanvittigt, at man kun fremlagde det for en ordens skyld; det var, på godt norsk, ”uaktuelt”, for det ville vælte sundhedsvæsenet. Man præsenterede så to målepunkter ude i fremtiden, nemlig 4. april og 11. april. For hver af de to dage gav man prognoseværdier for antal konstaterede tilfælde, antal indlagte og antal intensivpatienter.

Ser vi på rapporten med de faktiske tal for den 4. april, står det klart, at Norge er et godt stykke fra et R0 under 1. Tallene for konstaterede tilfælde og indlagte kom i praksis til at ligge et stykke mellem ”brems” og ”undertryk”, men tættest på ”brems”. Antallet for intensivpatienter havde prognosen fået helt galt fat i. Selv i ”brems”-scenariet skulle der ikke lige nu være mere end 90 på intensiv. Men der er 106.

FIH anbefalede den 24. marts, at Norge brugte én til tre uger på at beslutte sig for, om man vil bremse eller forsøge at undertrykke smitten, men de første tal tyder på, at hvis man faktisk vil undertrykke den – altså bruge hammeren, jf. ”the Hammer and the Dance”-strategien, som jeg omtalte forleden – så skal der endnu skrappere nedlukning til.

Og Norge har faktisk lukket lige så hårdt ned som Danmark og oveni indført skrappe karantænebestemmelser, hvad vi jo ikke har. Den hårde hammer virker mindre og mindre som en farbar vej.

 

Sverige: Dødstallet stiger fortsat, men stigningstakten er de seneste tre døgn taget af og er nu faktisk på niveau med stigningen i det danske dødstal. Antallet af nye intensivpatienter har været aftagende de tre sidste døgn
_______

 

Sverige og Italien
Sverige: Dødstallet stiger fortsat, men stigningstakten er de seneste tre døgn taget af og er nu faktisk på niveau med stigningen i det danske dødstal. Antallet af nye intensivpatienter har været aftagende de tre sidste døgn.

Italien: 681 nye døde, 4.800 nye tilfælde – italienerne smitter fortsat hinanden, og det giver en næsten endeløst langsom opbremsning. Men presset på intensivafdelingerne er i det mindste holdt op med at vokse; antallet af intensivpatienter faldt faktisk en anelse fra fredag til lørdag.

Fra Italien en sidste lille ting: Vi taler jo gerne om Italien som en samlet enhed, men sundhedssystemet er regionalt, og i nord har de to regioner Veneto og Lombardiet fulgt meget forskellige politikker. Groft sagt har Veneto fulgt en asiatisk model med intensiv test og smitteopsporing, mens Lombardiets håndtering af de smittede har været mere traditionel kontinentaleuropæisk – selv om begge regioner naturligvis siden 10. marts har været omfattet af den generelle nedlukning af Italien. Veneto har testet folk med lette symptomer eller mindre end det, Lombardiet har testet folk med behandlingskrævende symptomer. De to regioner har også organiseret håndteringen af de coronasmittede forskelligt: Veneto har haft en masse decentrale modtagelsessteder, men Lombardiet har hentet folk ind på hospitalerne og testet dem dér. Nu har det nørde-økonomiske netmedie, La voce, kigget på, hvordan det gik, og om de forskellige politikker gjorde en forskel?

Ja, det gjorde de. Grafen her viser antallet af nye døde pr. 100.000 indbyggere, dag for dag. Den grønne kurve er Lombardiet, den blå er Veneto. Den lodrette røde stiplede linje markerer nedlukningen af Italien. ■


 

Groft sagt har Veneto fulgt en asiatisk model med intensiv test og smitteopsporing, mens Lombardiets håndtering af de smittede har været mere traditionel kontinentaleuropæisk
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik