Debatten om et kommunalt indkøbt kunstværk udstiller den kløft, der længe har vokset mellem venstrefløjen og yngre toneangivende socialdemokrater. Til gengæld er det uklart, hvad S selv vil med kulturen. Et parti uden en selvstændig kulturpolitik, er ikke at regne for meget andet end teknokrater, hvilket blev pinligt tydeligt i Helle Thorning-Schmidts korte regeringsperiode.

Kronik af Niels Jespersen, kommentator og socialdemokrat

“LARS LØKKE ER DØD”, “Henrik Sass-Larsen er død”, “Karen Jespersen er død”, “Birthe Rønn Hornbech er død” står der sammen med navnene på 16 andre socialdemokratiske og borgerlige politikere med små sorte bogstaver på hvidt printerpapir. Kunstværket af Jakob Jakobsen er netop blevet indkøbt af Københavns kommunes billedkunstudvalg for 10.000 kr. og forsvares af Alternativets kulturborgmester Niko Grünfeld ud fra logikken om, at det er bedre at vi “diskuterer kunstens rolle og betydning i samfundet i stedet for burkaer og frikadeller” (skrevet på Twitter), mens Enhedslistens Gyda Heding mener der er tale om “super sejt [sic] politisk kunst” (Berlingske). Forhenværende fødevareminister Dan Jørgensen (S) kalder til gengæld værket for “usmageligt”.

 

Debatten om Jakob Jakobsens kunstværk er seneste eksempel på hvordan Socialdemokratiet driver væk fra venstrefløjen og det kulturradikale segment
_______

 

Det er – modsat Grünfelds ambition – heller ikke debatten om kunstens rolle og betydning, der optager en række yngre toneangivende socialdemokrater, men i højere grad hvorfor Københavns Kommune vælger at prioritere penge på et politiserende “makværk”, som socialdemokraten Mads Havskov Hansen skriver på sin Facebookside. Ifølge Havskov Hansen, er det ikke fordi han har et problem med at Københavns Kommune bruger penge på kunst. Tværtimod ville det være et problem, hvis man i landets hovedstad, der i århundreder har prioriteret kulturen højt, IKKE støttede kunsten.

Ifølge den unge socialdemokrat er problemet med det konkrete kunstværk bl.a., at det er usympatisk, at en kommune udstiller papirer med påstanden om, at navngivne politikere er døde. I en tid, hvor flere og flere politikere modtager dødstrusler og lignende, mener han det det viser en udtalt mangel på forståelse for, at politikere også er mennesker. Dertil tilføjer han:

“Forsøget med at sige “hvad vil folk synes om dig, når du er død” om folk, der ønsker en stram udlændingepolitik er efter min overbevisning helt simpelt bare dårlig kunst. En banal og intellektuelt underfrankeret gentagelse af det samme simple synspunkt, som hele kulturparnasset har turneret rundt med i de sidste 25 år. Gabende kedeligt og bragende uoriginalt […] Det er derfor, dansk kunst, kultur og litteratur er så røvsyg, når den forsøger at være politisk. Mads Langer, der siger Lars Løkke skal have et kursus i medmenneskelighed, Ole Bornedal der viser, at Pilou Asbæk voldtager en roma-pige og nu det her. Der er ikke skyggen af en selvstændig tanke, blot ligegyldige parafraser over de samme røvsyge og ligegyldige kulturestablishment-synspunkter som alle de andre i boblen også har”.

Han fortsætter: ”Det er meget trist, at det er sådan, men politisk kunst i Danmark minder mest af alt om en fabrikshal, hvor alle står dag ud og dag ind og laver det samme, uoriginale og standardiserede produkt. Bortset fra, selvfølgelig, at det, der bliver produceret i fabrikshaller, rent faktisk kan bruges til noget.”

Ud over at det var en ko, Pilou Asbæk voldtog i Ole Bornedals 1864, mens roma-pigen slap med pisken, så sætter Mads Havskov Hansen ord på en irritation over for det venstreorienterede og kulturradikale kulturetablishment, der er udbredt blandt yngre socialdemokrater.

Her er man på den ene side træt af venstrefløjens kulturpolitik og samtidig bange for, at den vil skabe folkelig modvilje mod en aktiv kommunal kulturpolitik. Som folketingskandidaten Alexander Petersen sagde i DR2’s Deadline, så skal politikerne tænke sig endog meget godt om, når de bruger penge på kunst. For mange gakkede indkøb giver luft under vingerne til liberalisternes forsøg på at lukke helt ned for kulturmidler. Så får vi først golde gange på landets kommunale institutioner og begrænset adgang til kulturen. Et godt eksempel var den såkaldt ’talende bænk’ på Islands Brygge, der kostede skatteborgerne en million og københavnske politikere troværdighed og legitimitet.

 

For mange gakkede indkøb giver luft under vingerne til liberalisternes forsøg på at lukke helt ned for kulturmidler. Så får vi først golde gange på landets kommunale institutioner og begrænset adgang til kulturen
_______

 

Splittelsen mellem S og venstrefløjen stikker dybere end kulturpolitikken
Men splittelsen mellem S og venstrefløjen stikker dybere end kulturpolitikken. Debatten om Jakob Jakobsens kunstværk er kun det seneste eksempel på hvordan Socialdemokratiet driver væk fra venstrefløjen og det kulturradikale segment. Et andet eksempel var den kommunalpolitiske kamp om Amager Fælled, hvor Socialdemokratiet i København ville bygge boliger der, hvor venstrefløjen forsvarede klokkefrøer og den “ægbladede fliglæbe”. Boliger til mennesker vs. beskyttelse af naturen. Kultur i ordets egentlige forstand vs. natur. Det blev en kamp, hvor de førhen så magtfuldkomne københavnske socialdemokrater atter måtte se deres byggeplaner på Amager forpurret af en slagkraftig alliance af naturfredningsaktivister, kendiskokke og protestsangere. Den såkaldte identitetspolitik er et tredje eksempel, hvor dele af venstrefløjen har erstattet arbejderklassen med minoriteter som det revolutionære subjekt, mens socialdemokraterne stadig forsøger at appellere til danskerne som en samlet gruppe.

Intet sted er forskellen dog større end når det kommer til udlændingepolitikken. Her står Socialdemokratiet og dets støttepartier så langt fra hinanden, at Alternativet, Enhedslisten og de Radikale allerede er mere optagede af, hvordan de skal vælte Mette Frederiksen som statsminister, end hvordan de slipper af med Lars Løkke Rasmussen. SF indtager her en mere uklar position, for landspolitisk står de sammen med Socialdemokratiet, mens de kommunalt støttede venstrefløjens kamp mod nybyggeri.

Udlændingepolitikken er både et symptom og en årsag på splittelsen mellem socialdemokratiet og resten af venstrefløjen. Det er efterhånden gået op for mange socialdemokrater, at partiets kernevælgere ikke vinder på globaliseringen i samme grad, som de mere højtuddannede radikale og venstrefløjsvælgere. Samtidig har især yngre socialdemokrater bemærket, hvordan debatten om indvandring og kultur har decimeret eller udslettet de socialdemokratiske partier i Europa, mens den har styrket både det yderste venstre, socialliberale partier og højrenationalistiske kræfter, der i høj grad lever af at være hinandens modsætninger.

 

Alternativet, Enhedslisten og de Radikale er allerede mere optagede af, hvordan de skal vælte Mette Frederiksen som statsminister, end hvordan de slipper af med Lars Løkke Rasmussen
_______

 

Splittelsen mellem S og venstrefløjen stikker dybere end kulturpolitikken
Udfordringen for socialdemokraterne er, at det er svært både at have et multikulturelt samfund og en velfærdsstat på én gang – for hvis indbyggerne i et land ikke har en fælles kultur, hvordan skal man så få dem til at betale skat til hinandens velfærdsgoder? Og hvis fælles national kultur ER en forudsætning for velfærdsstaten, skal den så dekonstrueres og nedgøres som mange akademikere og kunstnere har for vane? Med den erkendelse følger også en fremmedgørelse over for de kulturarbejdere, der – som fx forfatterne Carsten Jensen og Anne Lise Marstrand-Jørgensen – med stor patos gør udlændingepolitikken til et spørgsmål om moral. Det har altid været sådan, at borgerlige politikere har følt de blev svinet til for deres egne penge, når kunstnere udtalte sig politisk. Det nye er, at den fornemmelse også er begyndt at brede sig blandt mange unge socialdemokrater.

Sådan har det imidlertid ikke altid været, for selv om Socialdemokratiet gennem hele sin historie har været frustrerede over manglende opbakning fra kulturpersonlighederne, så har man ivrigt anglet efter anerkendelse i netop de miljøer. Bedst eksemplificeret af Svend Auken, der omgav sig med forfattere og kunstnere og tillagde deres meninger stor værdi. Aukens generation af socialdemokrater var præget af den kreative eksplosion, der fulgte ungdomsoprøret i 1968. Dengang var venstrefløjens kulturelle styrke langt stærkere end dens parlamentariske, op til et niveau, hvor det var svært at være andet end rød, hvis man som ung kunne lide rockmusik og var træt af de voksnes formelle omgangsformer. Det betød – sammen med ændringer i befolkningens uddannelsesniveau og den traditionelle arbejderkulturs forsvinden i takt med afindustrialiseringen – at Socialdemokratiet blev præget af den samme klasse af akademikere, uddannelsesprofessionelle og administratorer som de andre venstrefløjspartier. Dem, som den franske økonom Thomas Piketty i en ny forskningsrapport kalder ’The Brahmin Left’. Begyndende med jordskredsvalget i 1973 og helt op til i dag tabte partiet samtidig en stor del af de privatansatte med korte og mellemlange uddannelser til Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti. Effekten har været den, at Socialdemokratiet fra 80’erne og frem til i dag har haft nogenlunde det samme kultursyn, verdensbillede og den samme begrebsverden som venstrefløjen. Det er imidlertid på vej til at ændre sig.

 

Fra 80’erne og frem til idag har S haft nogenlunde det samme kultursyn, verdensbillede og den samme begrebsverden som venstrefløjen. Det er imidlertid på vej til at ændre sig
_______

 

På samme vis som Aukens generation af socialdemokrater ændrede partiets kultur og kultursyn, så er den nye generation ved at bevæge sig væk fra Aukens higen efter kulturarbejderne og kunstnernes anerkendelse. Tværtimod er der socialdemokrater, der som formanden for ungdomsafdelingen DSU, Frederik Vad Nielsen gør en dyd ud af partiets ringe evne til at tiltrække kulturpersonligheder. Som han skrev i RÆSON tilbage i maj 2017: “En æstetisk og idealiseret forbindelse mellem indhold og indpakning udgør et litterært mesterværk eller et førsteklasses drama. Men det forbedrer ikke tilværelsen for mennesker i den virkelige virkelighed […] Ønsket om at skabe mere frihed, mere tryghed, mere solidaritet og mere lighed for mennesker har altid været den røde tråd, der drev os fremad. Det er en solid opskrift på hvordan man skaber resultater for mennesker. Men det er et dårligt eventyr” (læs artiklen her)

Sociologen og LA-politikeren Henrik Dahl, der selv har en fortid på venstrefløjen, er en af dem, der længe har kritiseret Socialdemokratiets lydhørhed over for kulturverdenen. I en række blogindlæg med titlen “Hvad gik der galt?” beskrev han tilbage i 2007 centrum-venstre og i særdeleshed Socialdemokratiets deroute fra altdominerende magtparti i det meste af det 20. århundrede til at miste førstefødselsretten til magten efter systemskiftet i 2001. Her identificerer han socialdemokraternes beundring for kunstnerklassen, som en selvstændig årsag til partiets problemer, for ofte er kunstnernes kreative kvaliteter omvendt proportionale med deres politiske analytiske evner:

“Den mest almindelige grund til, at folk er berømte for et eller andet, er, at de er helt vildt gode til den pågældende ting. Men der er også en grund til, at de ikke er berømte for alt muligt andet: at de er langt mindre dygtige. Den eneste mulighed for at gøre sig gældende inden for både kunst og politik på samme tid, er at specialisere sig ligesom Klaus Bondam. Hvis man satser benhårdt på at blive nummer ét til små biroller, kan man drive det virkelig langt begge steder. Men generelt er den barske sandhed om forholdet mellem kunst og politik: jo mere, centrum-venstre politikere retter sig efter de skoddårlige analyser af samfundet, de får tilsendt som patetiske manifester i Politiken og kollektivt signerede annoncer, jo længere vil de helt sikkert komme fra magten” (læs indlægget her).

Han opfordrer socialdemokraterne til at gøre som Jens-Otto Krag, der elskede at omgive sig med kunstnere, men som nøjedes med at gå i seng med dem. Henrik Dahl er for længst stemplet ud fra sin socialdemokratiske mellemstation på sin rejse mod højre, men her ti år efter giver mange af hans analyser genlyd blandt unge socialdemokrater.

 

Henrik Dahl opfordrer socialdemokraterne til at gøre som Jens-Otto Krag, der elskede at omgive sig med kunstnere, men som nøjedes med at gå i seng med dem
_______

 

Hvor er visionerne?
I årtier var der ikke den store forskel på Socialdemokratiet og venstrefløjens kulturpolitik. Begge dele handlede groft sagt om at give penge til kunst, der ikke kunne klare sig på markedsvilkår. Spørgsmålet er nu, om pendulet er ved at svinge den anden vej? Er Socialdemokraterne ved at nærme sig højrefløjen kulturelt? Det ville i hvert fald gøre arbejdet med at bane vejen for et samarbejde med Dansk Folkeparti betydeligt nemmere.

Imidlertid er dét en lige så problematisk vej at gå ned af. Et parti uden en selvstændig kulturpolitik, er ikke at regne for meget andet end teknokrater, hvilket blev pinligt tydeligt i Helle Thorning-Schmidts korte regeringsperiode. Det var da også grunden til, at fortidens socialdemokrater – som Stauning, Julius Bomholt og Hartvig Frisch – var så optagede af den rolle, kulturen spillede for Danmarks sammenhængskraft [Stauning (1873-1942) blev udlært på en cigarfabrik; han blev fagforeningsmand og – i 1924 – Danmarks første socialdemokratiske statsminister (en post han bestred 1924-1926 samt 1929-1942, dermed er han stadig Danmarkshistoriens næstlængstsiddende statsminister). Frisch (1893-1950) var en markant socialdemokrat, klassisk filolog af uddannelse, forfatter til byen “Pest over Europa” (1933). Bomholt (1896-1969) var Danmarks første kulturminister (1961-64) og bl.a. initiativtager til Statens Kunstfond, red.]

Her kan man roligt tale om et historisk brud, for i dag er Socialdemokratiest egne kulturelle visioner enten fraværende eller bare meget svære at få øje på. Det blev demonstreret ved det seneste smalle medieforlig: Socialdemokratiet valgte at stå udenfor, men partiet bidrog samtidig ikke til debatten med meget andet end et nølende forsvar for Danmarks Radio’s økonomi og en endnu mere nølende støtte til udflytning af Radio 24/7 til Aarhus. Hvis partiets kultur- og medieordfører Mogens Jensen havde andet at byde på, så gjorde han ikke nogen stor sag ud af det.

 

S valgte at stå udenfor medieforliget, men partiet bidrog samtidig ikke til debatten med meget andet end et nølende forsvar for Danmarks Radio’s økonomi og en endnu mere nølende støtte til udflytning af Radio 24/7 til Aarhus. Hvis partiets kultur- og medieordfører Mogens Jensen havde andet at byde på, så gjorde han ikke nogen stor sag ud af det
_______

 

De kulturpolitiske visioner er da også det emne, der brillerer mest med deres fravær, i den papirstorm af politiske debatbøger, der de seneste år er blevet skrevet af yngre socialdemokrater. Mattias Tesfaye er den, der kommer tættest på emnet i sin bog “Kloge hænder”, mens folketingskandidat Rasmus Stoklund Holm-Nielsen med sin hyldestbog “Til Blå Bjarne” åbent vedkender sig den ellers så latterliggjorte parcelhuskultur med ligusterhække og uæstetisk gasgrill på terrassen. I begge tilfælde sker det dog indirekte og mest som led i en kritik af den generelle samfundsudvikling. I det seneste skud på den socialdemokratiske debatstamme i form af bogen “Staunings Arv” af Dan Jørgensen, er ordet “kultur” nævnt hele 23 gange i første kapitel, hvor forfatteren skamroser bogens hovedperson. Til gengæld er ordet “kultur” ikke nævnt en eneste gang i bogens følgende fem kapitler. Det kan godt være den socialdemokratiske næstformand med stolthed vedkender sig Staunings arv, men den gamle kæmpes kulturpolitik bruger Dan Jørgensen ikke til meget andet, end at pynte op med i den socialdemokratiske mindestue.

 

Det kan godt være den socialdemokratiske næstformand med stolthed vedkender sig Staunings arv, men den gamle kæmpes kulturpolitik bruger Dan Jørgensen ikke til meget andet, end at pynte op med i den socialdemokratiske mindestue
_______

 

“Kultur er vaner” som Hartvig Frisch skrev, men netop fordi vaner er så selvfølgelige, har kulturpolitik herhjemme aldrig været noget, der optog de ledende politikere. Kulturvisioner har været overladt til yderfløjene. Venstrefløjen har afskaffet kulturbegrebet og brugt kulturpolitikken som agitprop til en efterhånden mere og mere forudsigelig magtkritik. De liberale rindalister vil overlade det hele til markedet, mens det nationalkonservative højre har forsøgt at bruge kulturen til give kunstigt åndedræt til selvdøde ideologer som Kaj Munk, hvis minde i 00’erne nærmest var en selvstændig post på finansloven, når Dansk Folkeparti skulle have indrømmelser for at holde Anders Fogh ved magten.

 

I sidste ende har centrum-partiernes uopfindsomme administratortyper sat kursen og de har besluttet, at siden de alligevel ikke vidste hvad de skal gøre af kulturen, kunne vi lige så godt prøve at slå mønt af den
_______

 

I sidste ende har centrum-partiernes uopfindsomme administratortyper sat kursen og de har besluttet, at siden de alligevel ikke vidste hvad de skal gøre af kulturen, kunne vi lige så godt prøve at slå mønt af den. Det har medført alskens instrumentalisering af kulturens “vækstpotentiale” og kommercialisering af den historiske arv.

Imidlertid er kulturpolitikken vigtigere end den har været længe. De opløsningstendenser, vi oplever i resten af verden, er de samme som under den socialdemokratiske intellektuelle guldalder i 30’erne. Hvem er vi som folk, hvor kommer vi fra og på hvilke værdier er vores fællesskab baseret? Hvordan får vi den muslimske minoritet til at føle sig som en fuldgyldig del af nationen uden at gå på kompromis med vores sekularisme? Her er et oplagt emne til den næste socialdemokratiske politiker, der går med forfatterdrømme. ■

 

Hvordan får vi den muslimske minoritet til at føle sig som en fuldgyldig del af nationen uden at gå på kompromis med vores sekularisme? Her er et oplagt emne til den næste socialdemokratiske politiker, der går med forfatterdrømme
_______

 

Niels Jespersen (f. 1980) er tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F), Afghanistan-veteran, og uddannet cand.mag. i historie. Han udkommer senere på året, sammen med journalist Mikkel Andersson, med bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 40 års dansk asyl- og integrationspolitik. ILLUSTRATION: Stauning: Arkivfoto/Auken (Scanpix)/Thorning og Frederiksen: Jens Dresling (Scanpix)

Læse mere af Niels Jespersen her:

Niels Jespersen: Glem forargelsen. Hvor er alternativet til Støjbergs strammerlinje?

Niels Jespersen svarer Rungby, Andsbjerg og Garder: Ved at grave sig ned i obskur teori svigter venstrefløjen sin historiske mission

Niels Jespersen: Vil Mette Frederiksen alliere sig med Dansk Folkeparti som statsminister efter næste valg?

Niels Jespersen anmelder Per Stig Møller og Henrik Sass Larsen: To rådvilde mænd

Niels Jespersen: Den største trussel mod den danske model er uansvarlige politikere