01.04.2014

”Politikerne angriber medierne for at være overfladiske, personfikserede og sensationsfikserede, og medierne har den holdning, at politikerne er blevet teflonbehandlede. At de ikke siger noget som helst, der kan støde alvorligt an, og at de passer på med ikke at komme med alt for skarpe holdninger af frygt for at støde nogle midtervælgere væk. Det gør simpelthen, at vores demokratiske debat forsumper, og at vi som vælgere ikke får mulighed for at tage ordentligt stilling til, hvilke alternative politiske løsninger, der er.”
– Lisbeth Knudsen

I denne interviewserie stiller RÆSON skarpt på de danske medier. Vi spørger landets mest markante chefredaktører og eksperter om deres syn på mediernes fremtid.

INTERVIEW af Emma Elise Albæk Høj

RÆSON: I RÆSON16 skrev David Trads, at vi om ti år ikke vil have et eneste betalingsdagblad på papir tilbage. Har de trykte medier en fremtid?
Lisbeth Knudsen: De trykte medier har absolut en fremtid, men de vil have et smallere publikum, end de har i dag. Vi ser rent faktisk, at nogle medier, som har forsøgt at gå digitalt, nu går tilbage til at udkomme på papir. Mandag Morgen og Newsweek, for eksempel, og jeg tror, der kommer flere til. Jeg tror, vi kommer til at se en efterspørgsel på noget, som er offscreen eller offline, så jeg har ikke nogen som hest bekymring for, at der ikke også er printmedier om fem eller ti år. Bogen døde heller ikke, da vi fik e-bøger. Radioen døde ikke, da tv kom til, og tv har heller aldrig udkonkurreret aviserne. Jeg tror, at medierne får lov at leve side om side. Og så skal vi lige huske, at det trykte dagblade som vores aldrig har haft så stor en læserskare som nu, når vi tæller kontakten til vores læsere på mobil, web og tablet med. Så ganske vist taber vi oplag på papir, men vores stærke mediebrands vinder “oplag” på andre platforme, så papiret er blot en distributionsform blandt mange.

RÆSON: Vil dagbladene ændre sig?
Lisbeth Knudsen: Ja, det vil de. Berlingske er gået i front på det danske avismarked med at lave det, som vi kalder et newszine, som er en sammentrækning af newspaper og magazine, hvor vi i princippet udgiver et dagligt nyhedsmagasin. Det betyder, at avisens indhold er langt mere prioriteret, langt mere perspektiverende, reflekterende og analyserende, end det var i en udgave af Berlingske for fem eller ti år siden. Hvis ikke vi forstår at udvikle aviserne, så passer de ikke til det nye medieforbrug, hvor vores forbrugere ønsker et forskelligt udbud af stof på forskellige platforme på forskellige tidspunkter af døgnet.

RÆSON: Er pressens demokratiske funktion presset af mediernes udvikling?
Lisbeth Knudsen: Demokratiet og den offentlige samtale om politikudvikling er i krise. Det er den, fordi vi ser en udvikling i partierne i retning af, at de ikke længere er folkelige bevægelser, men i højere grad markedsføringsorganisationer, som forsvarer sig og forklarer sig ved hjælp af forskellige kommunikationsredskaber i stedet for politiske holdninger og ideologier. Kampen handler om magt, mere end den handler om politik. Vi ser medier, som forsøger at komme ind til den politiske substansdiskussion, men som i et stort omfang må nøjes med proces- og personhistorier, fordi der ikke længere foregår ret meget substansdiskussion i demokratiet. Politikerne bruger i stigende omfang Facebook og Twitter til en monolog med deres egne fans i stedet for at gå ind i den dybe, demokratiske offentlige debat, der hvor man kunne føre den.

RÆSON: Så du mener, at det i højere grad er politikerne, der bærer skylden for krisen, end det er medierne?
Lisbeth Knudsen: Det gør vi også i medierne. Demokratiet og den offentlige samtale er i krise, fordi medierne og politikerne er gået ned i hver sin skyttegrav. Politikerne angriber medierne for at være overfladiske, personfikserede og sensationsfikserede, og medierne har den holdning, at politikerne er blevet teflonbehandlede. At de ikke siger noget som helst, der kan støde alvorligt an, og at de passer på med ikke at komme med alt for skarpe holdninger af frygt for at støde nogle midtervælgere væk. Det gør simpelthen, at vores demokratiske debat forsumper, og at vi som vælgere ikke får mulighed for at tage ordentligt stilling til, hvilke alternative politiske løsninger, der er. Det er illustreret ved, at mere og mere af den politiske debat nu handler om at gennemføre den ’nødvendige’ politik. Det er blevet et kodeord for, at her er ikke noget at diskutere.

RÆSON: Hvad er den fremtidige udvikling af den tendens?
Lisbeth Knudsen: Jeg er normalt ekstremt optimist, men lige præcis på det her punkt, må jeg indrømme, at jeg bliver mere og mere pessimist. Jeg har svært ved at se det politiske parti, som har modet til at springe ud af denne her fastlåste situation, lige såvel som det er vanskeligt for medierne at springe ud af den.

RÆSON: Hvad har overrasket dig mest, hvis man ser på de sidste års udvikling i medierne?
Lisbeth Knudsen: Jeg tror, vi har undervurderet, hvor hurtigt befolkningen flytter sig i medieforbruget. At nye ting som smartphones og tablets ikke bare bliver accepteret af de helt unge first movers, men at de også bliver arbejdsredskaber og fritidsredskaber for en stor del af befolkningen. Det er godt og vel 44 procent af befolkningen, som nu har en tablet, og der er mange flere, der har en smartphone. Der er mange nye ting, som vil komme hastigere, og de vil sætte nogle krav til os som leverandører om i stigende omfang at kunne mestre teknologier, der gør det nemt og enkelt for folk at komme i kontakt med vores indhold.

RÆSON: Har de danske mediehuse været dygtige nok til at omstille sig og investere i at omstille sig?
Lisbeth Knudsen: Det er svært at sige generelt. Jeg vil gerne tale på egne vegne. Vi har foretaget en meget stor investering i den omstillingsproces, som vi har været igennem i de sidste år. En omstillingsproces, hvor nogle af vores kollegaer i starten spurgte: ’Hvad har i gang i?’. Vi gik i spidsen med integreret nyhedsproduktion, og vi var de første til at lave aftaler med vores journalister om, at de skal levere både til print, online og web-tv. Det, tror jeg, kommer os til gavn nu, fordi bevidstheden om, hvordan medieforbruget ser ud nu, og hvordan brugerne tilgår det, er ret udbredt forståelsesmæssigt og indtægtsmæssigt i vores hus, imens andre er kommet senere i gang med det.

RÆSON: Hvad er der at vinde ved overgangen til de digitale platforme?
Lisbeth Knudsen: Jeg synes, der er mange gode eksempler på, at der er noget at hente. Vi har eksperimenteret med at lave det, vi kalder long reads, som er længere historier, end vi normalt ville kunne have i en avis, og præsenteret i et nyt læsevenligt design. Vi har lavet en helt ny eftermiddagsudgave af Berlingske, som kun udkommer digitalt hver dag kl. 17.00. Det har været en succesfuld ting for os at gå ind i. Den digitale udvikling er en gave til journalistikken, fordi vi på mange måder kan nogle ting med interaktiv grafik, vi kan engagere vores læsere umiddelbart via de sociale medier, vi kan hurtigt fortælle om begivenheder, og vi kan gå i dybden med mange forskellige vinkler i de helt aktuelle situationer. Vi har mange flere muligheder for at formidle det, vi rigtig gerne vil.

RÆSON: Hvad går tabt i overgangen til de digitale platforme?
Lisbeth Knudsen: Jeg synes, det er svært at se, hvad der går tabt. Man kan sige, at det i starten af nyhedernes indtog på nettet, var de meget korte og hurtige nyheder, der blev lagt ud. Nu, hvor vi tager betaling for vores indhold på nettet, så lægger vi alt vores kvalitetsindhold ud, og vi gør ikke forskel på, om man læser det på nettet, på tablet, på mobil eller i avisen. I starten var nettet og mobilen det, man ville kalde overfladiske nyhedsformidlere, men det har fuldstændig ændret sig nu.

Ny mediestøtte kan knække gamle medier

RÆSON: Hvis du kunne ændre noget ved mediestøtten, hvad ville du så ændre?
Lisbeth Knudsen: Det er jo en vanvittigt svær opgave at fordele mediestøtten, for næsten ligegyldigt hvilket princip, man opstiller, så har det en bagside. Det var indlysende rigtigt, at man skulle forlade den gamle distributionsstøtte ud fra den betragtning, at meget af medieforbruget nu foregår på digitale platforme. Men jeg synes, det er vigtigt at sige, at det ikke er sikkert, at man har fundet de vises sten og den mest geniale løsning med den model, som kører nu. Men jeg synes faktisk, at det er for tidligt at sige. Hvis mediestøtten skal medvirke til at understøtte den demokratiske debat og give befolkningen en demokratisk grundforsyning, så skal der være nogen kvalitetskrav til de medierne, som får mediestøtte. På den anden side er det meget vanskeligt at opstille sådan nogle krav, for vi vil helst ikke se staten eller et eller andet til lejligheden opfundet medienævn få en smagsdommerfunktion. Det har vi på ingen måde tradition for i Danmark, og vi skal forhåbentlig heller ikke have det. Så det er det vanskelige her: hvordan bliver det her kvalitetskrav administreret? I forhold til den nye mediestøtteordning er der mange flere medier, der har ansøgt, og det kan jo betyde, at puljen bliver brugt på en række nye medier, og at der er nogle af de gamle, som simpelthen bukker under, selvom de spillede en vigtig rolle for den demokratiske debat.

RÆSON: Er det noget, man bør forhindre?
Lisbeth Knudsen: Jeg synes, at man burde se mediestøtten til statens egne medier og til de private medier under ét. Politikerne burde tage en overordnet diskussion om, hvad det er for et medielandskab, vi ønsker i Danmark. Ønsker vi i løbet af få år, at statens medier har en støre omsætning end de private medier? Det er det, der bliver tilfældet, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Eller ønsker vi, at der rent faktisk er en meget levende, mangfoldig privat mediesektor, som kan levere den her demokratiske grundforsyning, imens de public service-forpligtede medier, har til opgave at lave det, som de private ikke selv kan udbyde? Jeg synes, det bliver den vigtigste kulturpolitiske debat i mange år. Desværre har man skilt forhandlingerne imellem public service-medierne og de private medier ad, så de nu er ude af takt rent tidsmæssigt. Det er meget uheldigt, for politikerne bliver simpelthen nødt til at tage et helhedssyn på det her.

RÆSON: David Trads skrev i RÆSON i december, at vi vil se en markant reduktion af journalisters løn i fremtiden. Er det en nødvendighed?
Lisbeth Knudsen: Jeg tror, vi kommer til at se en større grad af fagspecialisering af journalisterne. Der vil være en gruppe generalister, som driver det mere bureauagtige journalistik, som også er super vigtig, og så vil vi se en specialisering på mere fagspecifikke ting. Her bliver det også andre end de journalistuddannede, som kommer til at præge redaktionerne. Når det gælder de lokale dagblade, så vil der være en meget stor udfordring i at kunne fastholde det antal journalister, som vi har i dag. Den udvikling har allerede været i gang i en række år, og det bliver ikke nemmere i de kommende år. Det er også en af grundene til, at jeg er meget bekymret for, hvordan den nye mediestøtte bliver fordelt, for når der er mange flere om at dele en pulje, der ikke bliver større, så er de lokale dagblade virkelig udsatte, fordi en række af dem kun løber rundt i kraft af, at de får mediestøtte. Det kan betyde, at man så er nødt til at skære ned på antallet af journalister for at få økonomien til at hænge sammen, og så får vi lokalt set en dårligere dækning.

RÆSON: Vil en reduktion af journalisternes løn ikke kunne løse nogle af de problemer?
Lisbeth Knudsen: Jo, jeg tror, at der er behov for noget mere lønspredning mellem dem, som er generalisterne og dem, som er specialisterne. Og jeg tror, vi er nødt til, når det gælder de lokale medier, at finde utraditionelle løsninger for at fastholde en kritisk masse af professionel journalistisk arbejdskraft. Jeg tror ikke, at de lokale dagblade kan klare sig uden, spørgsmålet er bare, hvad vi har mulighed for og råd til at have af ansatte journalister.


Lisbeth Knudsen (f. 1953) er chefredaktør på Berlingske. Emma Elise Albæk Høj (f. 1989) studerer journalistik og historie på RUC. Hun har tidligere været praktikant på Debatten på DR2.
FOTO: Pressefoto

LÆS OGSÅ
– Mistrati: Papiravisen bliver et nichemedie
– Mads Brügger: Fjernsyn er dybt forældet
– Mylenberg: I min drømmeverden eksisterer mediestøtten ikke
– Schultz Jørgensen: Jeg er relativt pessimistisk på folkestyrets vegne
– Bo Lidegaard: Mere publicistisk kvalitet på nettet