Mads Flarup Christensen: Historisk klimamål vil kræve opgør med hellige køer: Kødproduktionen skal ned, og olien skal blive i undergrunden

Mads Flarup Christensen: Historisk klimamål vil kræve opgør med hellige køer: Kødproduktionen skal ned, og olien skal blive i undergrunden

22.06.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

De røde partier har netop indgået en håndfæstning på at reducere CO2-udslippet med 70 pct. i 2030 – en historisk bedrift. Nu begynder det hårde arbejde: Vi må gøre op med forestillingen om, at den grønne omstilling ikke kræver ofre. Men med den grønne omstilling kommer også muligheden for at forbedre vores samfund.

Kommentar af Mads Flarup Christensen, generalsekretær, Greenpeace Norden

Nogle gange går drømme i opfyldelse. De fire partier, S, SF, R og EL, der lige nu forhandler om grundlaget for en ny socialdemokratisk ledet regering, er blevet enige om, at Danmark skal have en ny klimalov med et bindende mål om 70 pct. reduktion af alle drivhusgasser i 2030 fra niveauet i 1990.

Vi kniber os i armen – vi har nemlig regnet os frem til, at det er præcis det mål, Danmark må og skal levere på i kampen for at afværge klimakrisen. Ja, det er præcis det mål, som vi sammen med andre grønne organisationer, udviklingsorganisationer og en række fagforbund og fagforeninger har opfordret et nyt flertal til at sikre i en ny, stærk klimalov.

Det er en historisk bedrift at sætte det her mål – og ikke mindst at indfri det. Hvis regeringen lander her, er det en kæmpe sejr for både klimaet og vælgerne, og Danmark vil igen kunne indtage positionen som verdens grønne fyrtårn, der viser vejen.

Klimavidenskabens brændende platform og et fantastisk folkeligt krav har bragt os hertil. Forude venter nu et hårdt arbejde med at gennemføre den omfattende omstilling af samfundet, som det kræver at nå målet.

Selv om omstillingen til et langt grønnere samfund ikke bliver let, kan vi nå de 70 pct. med virkemidler og teknologier, vi allerede har til rådighed. Men vi ved, at forskning og teknologiudvikling vil være afgørende indsatsområder, når vi skal gå den sidste del af vejen og nå en reduktion på 100 pct. af udledningen af drivhusgasser i atmosfæren. Det gode er, at alle lande er i samme båd og har forpligtet sig på at nå samme mål. Vi må derfor stole på, at der vil være omfattende fordele ved at vise vejen – også selv om det kan betyde, at vi på den korte bane risikerer, at visse forurenede industrier og aktiviteter flytter til andre lande primært uden for EU.

 

Vi må derfor stole på, at der vil være omfattende fordele ved at vise vejen – også selv om det kan betyde, at vi på den korte bane risikerer, at visse forurenede industrier og aktiviteter flytter til andre lande
_______

 

Vi er især rigtig godt på vej, når det gælder energiområdet. Markedet er ved at være der, hvor det kan trække læsset, fordi vind og sol er billigere end fossil energi. Behovet for økonomiske tilskud vil forsvinde inden for en overskuelige fremtid. I transportsektoren er omstillingen også overkommelig, om end den kræver betydelige incitamenter her og nu. Vi skal have færre biler, og langt flere af dem skal være grønne, og den kollektive trafik skal styrkes massivt.

Andre steder bliver opgaven større. Dansk landbrug skal igennem en gennemgribende omstilling: I 2030 skal de danske landmænd allerhelst have halveret antallet af svin og køer i staldene, og vi skal have mere plads til natur og skov, der modvirker klimaforandringerne. Her bliver virkemidlerne mere komplekse, men det er helt afgørende, at især den europæiske landbrugsstøtte understøtter omstillingen frem for at underminere den ved de facto at poste milliarder i animalsk produktion og business as usual.

Helt afgørende bliver det, at klimaafgifter gør de gode valg billigere og øger prisen på forurening fra blandt andet flytrafik og kød. Her er det pinedød nødvendigt, at klimaafgifterne designes med stor omtanke og på en måde, så dem med færrest penge ikke betaler den største regning i det fælles projekt, som en retfærdig, grøn omstilling af Danmark må og skal være.

Omstillingen kommer til at kræve, at nogle vedholdende fortællinger skrottes hurtigst muligt. Afvisningen af klimaafgifter på grund af frygten for social slagside er en af dem. Det er jo forstemmende, hvis et land som Danmark, der har mere end 60 års erfaring med omfordelingspolitik ikke skulle kunne kompensere og udjævne de uligheder som klimaafgifter ville skabe.

Det samme gør sig gældende for vores produktion af kød og olie. Her skal vi for alvor tænke nyt. Vi skal udfordre præmissen om, at det industrielle landbrugs nødvendige omstilling til en markant mindre klimabelastning kan, eller endda bør, ske uden at reducere antallet af dyr i de danske stalde – blot fordi dansk kødproduktion er marginalt mindre klimabelastende end andre lande.

Vi skal vise vejen ved at omstille Danmark – verdens mest kødproducerende land per indbygger – til et mindre intensivt og pladskrævende landbrug, der imødekommer et nødvendigt skifte og investerer mere i plantebaserede fødevarer. Argumentet om, at der opstår en risiko for, at dele af kødproduktionen rykker til vores nabolande, er rimeligt på kort sigt – med mindre vi fælles i EU får omlagt landbrugsstøtten – men der er intet, der sandsynliggør, at det ikke vil nedbringe de globale udledninger at sænke den danske produktion.

Derudover skal vi skal ikke, i årtier frem, låse os fast til en massiv olieudvinding i Nordsøen – uanset en fortsat efterspørgsel. Vi ved, at mindst 80 pct. af verdens kendte reserver af fossile brændsler skal blive i undergrunden, hvis vi skal begrænse temperaturstigningen til det kritiske 1.5 graders mål. Derfor vil det være hovedløst at tillade, at man stadig giver selskaberne lov til at lede efter nye reserver i Nordsøen. Særligt et rigt land som Danmark har en forpligtelse til at gå forrest her. Videnskaben peger på at det uomtvisteligt vil have en direkte klimaeffekt at begrænse eksempelvis det danske udbud af olie og gas.

 

Når Danmark skal bære lidt ekstra på skuldrene, når det gælder hastigheden på omstillingen, er det, fordi vi kommer fra et udgangspunkt, hvor CO2-udledningen per indbygger er blandt verdens højeste
_______

 

Disse omfattende omlægninger er samtidig den eneste måde at indfri vores nationale forpligtelser over for Paris-aftalen og 1,5 gradersmålet. I den forbindelse er det værd at huske på, at både EU’s og det fleste andre landes klimamål også trænger til voldsom revidering, hvilket vil betyde, at opgaven med at sikre reduktioner i landbruget vil blive mere presserende uden for Danmarks grænser over de kommende år. Og de forandringer sker. Den nye finske regering har fx netop vedtaget, at Finland skal være udledningsfrit allerede i 2035.

Der kan dårligt stilles spørgsmålstegn ved rimeligheden i netop et minimum på 70 pct. reduktion i 2030. Når Danmark som land har skrevet under på Paris-aftalen, har vi forpligtet os til at forfølge ambitionen om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Og FN’s Klimapanels skelsættende rapport fra sidste efterår understreger kun behovet for drastiske og øjeblikkelige reduktioner i alle sektorer.

Når Danmark skal bære lidt ekstra på skuldrene, når det gælder hastigheden på omstillingen, er det, fordi vi kommer fra et udgangspunkt, hvor CO2-udledningen per indbygger er blandt verdens højeste.

Udregner man et klima-budget, der kortlægger hvor meget mere CO2, vi kan udlede per person, lander vi som minimum på 70 pct. reduktion i 2030 i forhold til 1990. FN’s klimapanel har opgjort, at vi globalt kun har råd til at udlede yderligere ca. 500 mia. tons CO2, hvis vi med rimelig sandsynlighed skal holde temperaturstigningerne under 1.5 grad. Derfra kan vi udregne hvor stort et budget Danmark har tilbage, og det tilsiger, at når vi ikke 70 pct. reduktion i 2030, så skal reduktionshastigheden stige urealistisk hurtigt derefter, hvis vi skal overholde budgettet. Andre regnemodeller, der i højere grad indregner det såkaldte historiske ansvar, altså at industrialiserede lande som Danmark allerede har brugt uforholdsmæssigt meget mere af CO2 budgettet end fattigere lande, indikerer endda, at målet kunne være en del højere. Dette giver kun anledning til, at en nye regering også bør gøre væsentligt mere for at hjælpe fattigere lande igennem den nødvendige omstilling.

Det bliver en svær rejse i retning mod det fossilfri samfund – der bør blive en realitet allerede i 2040 og ikke 2050, som vores afgående regering havde som mål – men der er mange gevinster at indfri på vejen.

Vi kan eksempelvis se frem til renere luft og sundere mad, masser af grønne jobs – og måske også stærkere fællesskaber? Blandt andet fordi vi deler mere, forbruger mindre og holder ferie mere lokalt. Mon ikke en velfærdsstat uden kulstofudledninger bliver langt mere håndgribelig og appetitvækkende, når vi mennesker begynder at opleve de positive gevinster fra forandringerne trænge frem.

En ny klimalov med et bindende reduktionsmål på 70 pct. vidner om stort politisk mod fra det nye flertal. Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet tog ansvar ved at lave en fælles udmelding om behovet for 70 pct.-reduktioner under valgkampen, men Socialdemokratiet fortjener også en kæmpe grøn rose for tilsyneladende at have lyttet til og reageret på danskernes krav om klimahandling.

Vi glæder os til at samarbejde om at gå hele vejen til et klimaneutralt Danmark i 2040. ■

 

Mon ikke en velfærdsstat uden kulstofudledninger bliver langt mere håndgribelig og appetitvækkende, når vi mennesker begynder at opleve de positive gevinster fra forandringerne trænge frem
_______

 



Mads Flarup Christensen (f. 1972) er generalsekretær i Greenpeace Norden og har været en del af organisationen siden 1992. Han har en baggrund i statskundskab fra Århus og Københavns Universiteter. ILLUSTRATION: En landmand med sine køer [foto: Laura Bisgaard Krogh / Ritzau Scanpix]