Rungby, Andsbjerg og Garder i svar til Niels Jespersen: Centrum-venstre ofrer samfundets svageste til fordel for symbolpolitik

Rungby, Andsbjerg og Garder i svar til Niels Jespersen: Centrum-venstre ofrer samfundets svageste til fordel for symbolpolitik

28.07.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

I sin besættelse af forskellene mellem minoritets- og majoritetsdanskere ignorerer Niels Jespersen de endnu vigtigere forskelle mellem rig og fattig. Det er symptomatisk for centrum-venstres monumentale svigt i kampen mod ulighed og armod.

Kommentar af Asmus Rungby, Kjartan Sveistrup Andsbjerg og Camilla Garder

I RÆSON den 21. juni 2018 kritiserede vi Niels Jespersens opfordring til venstrefløjen om at acceptere den støjbergske præmis: at kulturforskelle primært eksisterer mellem minoritets- og majoritetsdanskere. I sit svar til os vælger Niels Jespersen (NJ) at anfægte vores troværdighed frem for at forholde sig seriøst til vores kritik.

NJ beskylder os for at være ‘dovne’ og ‘nedgravede i obskur teori’ på samme tid. Hvordan det skulle kunne lade sig gøre, må stå hen i det uvisse, men fred være med det. Vi kan godt leve med, at vores antropologisk funderede analyse bliver kaldt “dårlig”, “ubrugelig” og “skør” af en – med al respekt for NJ’s egen faglighed – person uden den store indsigt i vores faglighed.

Problemet er, at de mange prædikater dækker over en mangel på reelle argumenter mod vores hovedpointe. Hvorvidt det skyldes, at NJ ikke har noget godt modsvar til vores kritik eller slet og ret ikke har forstået den, er ikke til at vide. Derfor vil vi i det følgende gøre det klart for NJ og andre interesserede, hvad vores store anke mod centrum-venstres position i ”integrationsdebatten” er. Heldigvis er NJ’s svar til os i sig selv ét stort eksempel på den prioritering af symbolpolitik over fordelingspolitik, som vi opponerer imod.

 

Heldigvis er NJ’s svar til os i sig selv ét stort eksempel på den prioritering af symbolpolitik over fordelingspolitik, som vi opponerer imod
_______

 

Vi anerkender kulturelle forskelle
NJ er uenig i vores pointe om, at socioøkonomiske skel former mennesker mere end nationalitet og religion gør. Det argumenterer han mod ved at fremhæve kulturelle forskelle mellem minoritets- og majoritetsdanskere. Ifølge NJ anerkender vi ikke disse. Han insisterer på, at vi ”mere eller mindre afskaffer det nationale og etnografiske kulturbegreb”. Hvad sidstnævnte dækker over, ved vi simpelthen ikke, for etnografien – hvilket er det, vi laver som antropologer – opererer netop ikke med ét enkelt kulturbegreb. Og da slet ikke ét som er synonymt med national kultur. Desuagtet er NJ’s anklage besynderlig, da vi i teksten skriver direkte, ”at der findes kulturelle forskelle mellem etniske danskere og muslimer”.

Vi anfægter ikke, at der er forskelle – også i kriminalitetsstatistikker – mellem minoritets- og majoritetsdanskere; snarere påpeger vi, at det er kontraproduktivt, når centrum-venstre beskæftiger sig så intensivt med disse forskelle. Det gør vi dels, fordi forskellene ikke er så store, som man skulle tro. Statistikkerne taler ikke deres eget tydelige sprog, som NJ lader til at mene.

NJ henviser til rapporten Indvandrere i Danmark 2017, hvoraf han har udvalgt de tal, der passer ind i hans agenda. Fx fremhæver han, at “42 pct. af alle indvandrermænd fra ikke-vestlige lande født i år 1987 er dømt for at have overtrådt straffeloven” uden at nævne, at kriminaliteten har været faldende for alle grupper de sidste 10 år. Som der står i rapporten: ”Blandt mænd født i 1987 var der 11 pct., der havde fået én eller flere domme for overtrædelse af straffeloven ved alderen 18 år. Andelen var højest for indvandrere fra ikke-vestlige lande, hvor 28 pct. var dømt ved alderen 18 år. For efterkommere fra ikke-vestlige lande var andelen på 24 pct. og for mænd med dansk oprindelse på 10 pct. For mænd født ti år senere i 1997 var der for indvandrere fra ikke-vestlige lande og for mænd med dansk oprindelse sket en halvering i andelen med dom som 18-årige. For efterkommerne fra ikke-vestlige lande var faldet på 37 pct.” (vores fremhævning, s. 99)

Et andet eksempel på NJ’s misforståede brug af statistik finder vi i hans påstand om, at yngre minoritetskvinder – til trods for at de klarer sig bedre end andre grupper i uddannelsessystemet – kommer til at stå uden for arbejdsmarkedet. NJ lægger beskæftigelsesfrekvensen for 16-64-årige til grund for sin påstand. Men det er en gåde, hvordan ældre generationers tilknytning til arbejdsmarkedet skulle være en indikator for de yngre generationers fremtidige tilknytning, til trods for store forskelle i uddannelsesniveau Hvorfor ikke forvente, at så meget bedre uddannede generationer får en højere arbejdsfrekvens?

Slutteligt er det et problem, at NJ kun præsenterer tal, hvor minoritetsdanskere er overrepræsenterede på uheldig vis. Det er det samme, som Inger Støjberg og Martin Henriksen gør, når de fremhæver tal fra Integrationsministeriets Medborgerskabsundersøgelse (2017), der viser, at efterkommere af indvandrere er mere tilbøjelige til at finde samkønsægteskab moralsk forkert end etniske danskere, uden at fortælle, at selv samme undersøgelse viser, at efterkommere af indvandrere på flere områder er mere frisindede end etniske danskere.

For eksempel viser undersøgelsen, at hele 92 pct. af efterkommere af indvandrere er helt enige i, at alle, uanset religion, bør have samme rettigheder. For folk med dansk baggrund er tallet 63 pct. Og blandt efterkommere af indvandrere er 51 pct. helt enige i, at de vil tillade, at deres børn bliver gift med en af anden etnisk baggrund end deres egen, mens tallet kun er 28 pct. blandt personer med dansk baggrund. Undersøgelsen er blevet kritiseret for ikke at være repræsentativ på grund af lave svarprocenter, men det samme kan siges om alle de andre undersøgelser, der bruges til at problematisere holdninger blandt minoriteter, og i det mindste har denne undersøgelse vægtet dataen.

 

For eksempel viser undersøgelsen, at hele 92 pct. af efterkommere af indvandrere er helt enige i, at alle, uanset religion, bør have samme rettigheder. For folk med dansk baggrund er tallet 63 pct.
_______

 

Men: Der er vigtigere forskelle
Forskellene mellem majoritets- og minoritetsdanskere er altså ikke lige så store, som NJ får dem til at se ud. Men hovedpointen i vores oprindelige indlæg var egentligt en anden: at socialforskningen – der modsat NJ’s postulat også beskæftiger sig med kultur – viser, at socioøkonomisk baggrund skaber langt mere afgørende forskelle end de forskelle, religion eller oprindelsesland måtte afføde.

Betydningen af socioøkonomisk baggrund kan blandt andet aflæses i de kriminalitetsstatistikker, NJ er så glad for at bruge. Blandt de mest kriminelle unge fra årgang 1996 har over 50 pct., ifølge Justitsministeriet (s. 53f.), en far, der står uden for arbejdsmarkedet. Blandt de lovlydige er tallet kun 15 pct. Ligeledes har næsten 70 pct. af de mest kriminelle en far med en disponibel indkomst under 200.000. For de lovlydige er det kun 25 pct. Det er tal som disse, der får Justitsministeriet, Rockwoolfonden m.fl. til at konkludere, at socioøkonomisk baggrund er en afgørende faktor for kriminalitet.

Men ikke alene skaber socioøkonomisk baggrund store forskelle. Det er også primært det – og ikke national baggrund eller religiøs overbevisning – som binder folk sammen. Det understøttes blandt andet af førnævnte Medborgerskabsundersøgelse, som viser, at efterkommere af indvandrere ikke primært omgås andre med indvandrerbaggrund, men etniske danskere.

Det tætteste, NJ kommer på et argument for, at nationalitet skulle binde folk tættere sammen end socioøkonomisk baggrund, er, at danskere på ferie “ender med at dele bord med tilfældige landsmænd, udelukkende fordi de deler sprog og nationalitet”. Selv hvis det ville være et godt bevis for hans påstand, ville det ikke være sandt af den simple grund, at det netop ikke er tilfældige landsmænd, man ender ved bord med på ferie. Det er typisk folk inden for ens egen sociale klasse. I netop disse dage kan samfundets bedre stillede borgere dase langs Rivieraen. Samtidig er hver femte af landets børnefamilier, ifølge en Voxmetermåling fra 2015, ikke ude at rejse. For næsten 40 pct. af dem er det økonomien, der spænder ben.

De tusindvis af børn med forskelligt etnisk ophav, som aldrig har råd til at rejse i ferien, har primært fællesskabet i gården eller på sommerlejren at se frem til. Og ja, der er kulturelle forskelle mellem disse børn, men vi argumenterer for, at de trods alt ligner hinanden mere, end de ligner de rigmandsbørn, som de aldrig kommer til at møde, men som nogle af dem tilfældigvis deler etnisk baggrund med.

Som “bevis” for, at religion er mere afgørende for ens holdninger og handlinger end socioøkonomiske forhold, fremfører NJ, at den typiske minoritetsdansker i Mjølnerparken, sender sine børn på koranskole og ser arabisk TV.

Koranskole-kommentaren illustrerer på bedrøvelig vis centrum-venstres forskruede opfattelse af vores muslimske medborgere. De højeste estimater, vi kender til, på hvor stor en andel børn og unge med muslimsk baggrund der går i koranskole, ligger på omkring 10 pct. (kilde: Religiøs fritidsundervisning for børn og unge blandt muslimske grupper i Danmark, s. 42).

Pointen om, at nogle i Mjølnerparken ser arabisk TV, mens andre ser DR, er intet mindre end bizar. Mener NJ i ramme alvor, at det er mere afgørende for ens væsen, om man ser (dansk) ”X-Factor” eller ”Arabs Got Talent”, end om man kæmper med kronisk sygdom, arbejdsløshed og fattigdom i sin hverdag?

Det er selvfølgelig en spændende hypotese, men indtil videre understøttes den ikke af forskningen. Ligeledes understøttes den ikke af den virkelighed, hvor vi arbejder, bor og har brugt årevis af studier. Vi har boet med – og foretaget studier blandt – briter med pakistansk baggrund, konservative sydstatsamerikanere, arabiske unge og arbejdsløse danskere. Vi har brugt hverdagen sammen med dem og interviewet dem. Og hvis der er én ting, der er gået igen blandt alle disse mennesker, er det, i hvor høj grad de er formet af deres sociale og økonomiske baggrund, og hvor lidt de har til fælles med folk, de deler etnisk baggrund med, men som tilhører andre sociale lag.

 

Mener NJ i ramme alvor, at det er mere afgørende for ens væsen, om man ser (dansk) ”X-Factor” eller ”Arabs Got Talent”, end om man kæmper med kronisk sygdom, arbejdsløshed og fattigdom i sin hverdag?
_______

 

Centrum-venstre prioriterer symbolpolitik over fordelingspolitik
Det er i virkeligheden meget symptomatisk for vores anke mod centrum-venstre, at NJ kun fokuserer på, hvordan minoritets- og majoritetsdanskere ikke ligner hinanden, og overser det, der er vores egentlige pointe: at der er langt større og vigtigere forskelle på danskere afhængigt af de sociale og økonomiske forhold, de er vokset op under og lever i.

Centrum-venstre har nemlig fuldstændig svigtet sin historiske mission om at hjælpe samfundets dårligst stillede. Ikke alene har de travlt med burkaforbud og tvungen danskhedsundervisning til spædbørn. De har også haft travlt med decideret at ødelægge tilværelsen for udsatte borgere.

NJ hævder, at i dag beviser, hvorfor arbejderne var bedst tjent med at stemme på Socialdemokratiet. Men er det førtidspensionsreformen, der slider syge mennesker ihjel i systemet, der beviser det? Er det milliardnedskæringerne på velfærd i kommunerne? Er det den ulighedsskabende mindreregulering af overførselsindkomster? Er det den stigende pensionsalder, som forhindrer nedslidte i at få lidt velfortjent ro? Er det massive skattelettelser til virksomheder og samfundets rigeste? Er det sygedagpengereformen, der sender syge mennesker i stressende jobafklaringsforløb til lav ydelse allerede efter få måneder? Er det dårligere kår for dagpengemodtagere? Er det den forringede SU? Eller er det måske kontanthjælpsreformen, der beviser, at Socialdemokratiet er til for den almindelige dansker?

Det er alt sammen politik, Socialdemokratiet (sammen med enten Radikale eller SF) er ansvarlig for. Og nej, denne fattigfjendske politik hører ikke bare fortiden til. Socialdemokratiet vil stadig ikke love at afskaffe de livsødelæggende fattigdomsydelser, der kaster tusindvis af børn ud i fattigdom. Til gengæld vil man gerne give dobbelt straf i udsatte boligområder og mere end halvere børnechecken for fattige flygtningefamilier.

Centrum-venstre bidrager aktivt til at forværre livet for de borgere, der er født uden en sølvske i munden. Dét er et svigt af historiske dimensioner, som for altid vil kunne aflæses i de stigende fattigdoms- og ulighedskurver under og efter seneste Socialdemokratiske regering.

NJ anklager os for at være optagede af ord og symboler. Det afslører, at han ikke har forstået vores hovedpointe: at centrum-venstre netop burde begynde at handle for at skabe bedre leveforhold for udsatte danskere – frem for, som nu, at føre symbolpolitik.

Det vigtigste skel i dagens Danmark er nemlig ikke mellem den muslimske og kristne nabo. Det er i stedet den voksende kløft mellem dem, der har, og dem, der må kæmpe hver eneste dag i livet. Vi går op i at udrydde den armod og ulighed – i modsætning til centrum-venstre. ■

 

Det vigtigste skel i dagens Danmark er nemlig ikke mellem den muslimske og kristne nabo. Det er i stedet den voksende kløft mellem dem, der har, og dem, der må kæmpe hver eneste dag i livet
_______

 



Asmus Rungby (1991) er PhD-stipendiat ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, hvor han forsøger at forbinde klassisk filosofi, kritisk teori og post-strukturalisme for at forstå, hvordan moderne selver opstår i demokratiske kontekster. Kjartan Sveistrup Andsbjerg (1992) er uddannet antropolog fra Københavns Universitet og har blandt andet lavet feltarbejde om individualisme og de moralopfattelser, som får ulighed til at virke fornuftigt og retfærdigt. Camilla Garder (1989) er uddannet antropolog og har en MA i mellemøststudier. Hun har de sidste par år arbejdet med, hvordan tilskrevne identitetsmarkører, særligt køn og etnicitet, påvirker individers subjektopfattelser. ILLUSTRATION: Kristian Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen (S) i samtale [foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix]