10.07.2021

Den nye dom viser, at Danmark ikke bare er gået til grænsen af menneskerettighederne, når det gælder om at skræmme flygtninge væk, men over den. Desværre er skaden allerede sket for de mange, der har været adskilt eller er rejst tilbage for at være sammen med deres nærmeste. Og Danmarks kyniske linje har desværre allerede inspireret mange andre lande.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Michala Clante Bendixen, formand for Refugees Welcome

DANMARK HAR NETOP tabt en principiel sag ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg. Jeg har fulgt sagen tæt siden 2016, hvor jeg mødtes med advokat Christian Dahlager og en håndfuld syriske flygtninge, som var blevet ramt af den danske lovgivning. De havde fået asylstatus efter §7,3 og måtte dermed vente tre år på overhovedet at indgive ansøgning om at få deres ægtefæller og børn hertil. I praksis betød det nærmere fem års adskillelse.

Dahlager tog en af sagerne til Landsretten og siden Højesteret, hvor den danske regering fik loven blåstemplet – med argumentet om, at staten har en legitim ret til at begrænse voldsom indvandring, og at der ikke var tale om en forhindring af retten til familieliv, men blot en udskydelse.

Men sagen fortsatte til domstolen i Strasbourg, og videre til Storkammeret, fordi man aldrig havde taget stilling til en lignende problematik, heller ikke selvom flere lande indførte venteperioder og begrænsninger for flygtninges familiesammenføring, efter at Danmark lagde ud i 2015.

Samlet set mener domstolen således ikke, at den danske stat har fundet den korrekte balance mellem de modstridende hensyn, og har dermed overtrådt artikel 8 om retten til familieliv i Den Europæiske Menneskeretskonvention
_______

 

Domstolen skulle grundlæggende afveje en fair balance mellem to modstridende interesser: flygtningens ret til at genoptage sit familieliv i sikkerhed, og statens ret til at begrænse indvandring. Vigtige hensyn ville være, om den herboende har stærke bånd til værtslandet, om der er stærke familiebånd og eventuel afhængighed mellem parterne, og om der er uoverstigelige forhindringer for at udøve familielivet andre steder.

Hvad domstolen har sagt
Domstolen vurderer nu, at parret efter 25 års ægteskab og to fælles børn uden tvivl havde opbygget et stærkt familieliv, og at det ville være umuligt for dem at opretholde det i Syrien. Selvom dommerne anerkender Danmarks behov for at begrænse indvandringen, finder de, at tre år er for lang tid at være adskilt fra sin familie, især da familiemedlemmet opholdt sig i et meget usikkert område (nemlig Syrien), og fordi der – udover de tre år – måtte tillægges tiden på flugt og sagsbehandlingstiden for både asyl og familiesammenføring.

Domstolen kritiserer desuden, at der ikke blev foretaget en individuel vurdering og en løbende vurdering af den generelle situation i Syrien. Også det bratte fald i antallet af nye asylansøgere til Danmark burde have fået regeringen til at revurdere lovgivningen. Samlet set mener domstolen således ikke, at den danske stat har fundet den korrekte balance mellem de modstridende hensyn, og har dermed overtrådt artikel 8 om retten til familieliv i Den Europæiske Menneskeretskonvention.

Men allerede i 2016 henvendte Europarådets Menneskeretskommissær sig til den danske regering og udtrykte bekymring for den tre-årige venteperiode. Hun anførte, at alle flygtninge, uanset status, har ret til at blive genforenet med deres familie, og at dette desuden udgør en sikker og lovlig vej til beskyttelse for flygtninge. Hun gjorde også opmærksom på, at familiesammenføring er en forudsætning for en vellykket integration.

UNHCR advarede ligeledes mod de tre års venteperiode og de store, negative konsekvenser, der kan forårsages af en adskillelse af flygtningefamilier på grund af flugt. Desuden mener UNHCR ligesom Europarådets kommissær, at retten til familieliv gælder alle flygtninge, uanset hvilken form for beskyttelse de får. Man gjorde også regeringen opmærksom på, at flygtninge med beskyttelsesbehov (§7,2 og 7,3 i Danmark) generelt har brug for beskyttelse i lige så lang tid som konventionsflygtninge (§7,1).

Nej, presset er en myte
Desværre anerkender domstolen præmisserne om at indvandring er en økonomisk belastning, og at integrationen bliver lettere, hvis færre indrejser – men begge dele er diskutable. Man kan finde mange beregninger, som viser, at indvandring bidrager til et lands økonomi. Og familiesammenføring øger både evnen og viljen til integration. I de to perioder, hvor Danmark har haft de højeste indrejsetal (1995 og 2016) har integrationen været mere succesfuld end i andre perioder.
 

Vi har modtaget langt færre end vores rimelige andel, målt pr. indbygger i Europa. Man kunne have håbet, at dommerne i højere grad havde underkendt statens ret til at begrænse antallet af flygtninge, når indrejsetallene reelt har været så lave
_______

 

Domstolen i Strasbourg nævner også, at en stat i perioder med høje indrejsetal kan vælge at tildele beskyttelse til flere fremfor at tildele familiesammenføring. Men familiesammenføring er faktisk den eneste sikre vej ud af Syrien, og Danmark har ikke på noget tidspunkt, bortset måske fra november 2015, været hårdt belastet af indrejsetallet. Fra foråret 2016, hvor Sverige lukkede grænsen, og helt frem til i dag, er der ankommet ekstremt få asylansøgere til Danmark. Vi har modtaget langt færre end vores rimelige andel, målt pr. indbygger i Europa. Man kunne have håbet, at dommerne i højere grad havde underkendt statens ret til at begrænse antallet af flygtninge, når indrejsetallene reelt har været så lave.

En anden europæisk domstol, nemlig EU-domstolen i Luxembourg, mener omvendt ikke, at flygtninge med beskyttelsesstatus nødvendigvis har samme ret til familiesammenføring som konventionsflygtninge. Og den godkendte faktisk en tre-årig venteperiode i et EU-direktiv i 2006 med det besynderlige argument, at integrationen har bedre forudsætninger, hvis den herboende får tid til at etablere sig først! Den tanke afspejler en total mangel på empati og forståelse for, hvor ødelæggende og nedbrydende det er for flygtninge at leve adskilt. Personligt har jeg mødt mange flygtninge i Danmark, som slet ikke har været i stand til at lære dansk eller arbejde, fordi de har ligget søvnløse hver nat og været panisk angste for deres børns og ægtefællers liv og sikkerhed.

Den nye dom viser heldigvis, at Danmark ikke bare er gået til grænsen af menneskerettighederne, når det gælder om at skræmme flygtninge væk, men over den. Desværre er skaden allerede sket for de mange, der har været adskilt eller er rejst tilbage for at være sammen med deres nærmeste. Og Danmarks kyniske linje har desværre ikke alene skabt et billede af os som et land, hvor flygtninge ikke er velkomne, men inspireret mange andre lande til at udfordre eller direkte overtræde menneskerettighederne. ■
 

Desværre er skaden allerede sket for de mange, der har været adskilt eller er rejst tilbage for at være sammen med deres nærmeste. Og Danmarks kyniske linje har desværre ikke alene skabt et billede af os som et land, hvor flygtninge ikke er velkomne, men inspireret mange andre lande til at udfordre eller direkte overtræde menneskerettighederne
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik