05.01.2021

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Jo, vælgerne skal nok være der. Bare tænk på den stormende opbakning til Ny Alliance efter lanceringen i 2007 – længe inden partiet sank sammen som en budding. Spørgsmålet er bare, hvem der har den rette støbning til at lade sådan et politisk projekt gennemføre. Lars Løkke Rasmussen er – al sin erfaring til trods – i disse år ved at vise sig som en kaospilot af Guds nåde. Men tegner rækken af hans beslutninger billedet af en effektiv partistifter?

Kommentar af Christina Zöllner

Minister i 14 år – heraf statsminister i 6. Der er meget at være stolt af. Alle og enhver ville da være tilfredse med det politiske CV, ville de ikke? Lars Løkke Rasmussen er ikke alle og enhver. Der findes næppe adjektiver nok i ordbogen til at beskrive ham som politiker.

Efter tabet af regeringsmagten i 2011 var det en slukøret om end fattet mand, der til Thorning overdrog nøglerne til Statsministeriet med beskeden om, at de ’kun var til låns’. I 2014 så det ikke sådan ud, men året efter fik han ret. Hans bilagssager – der isoleret set ikke ville udgøre en historie – havde i årene under Thorning ellers sammenlagt tegnet indtrykket af en mand, der ikke evnede at afholde egne udgifter. Og i 2014 bød hans næstformand ham næsten – men kun næsten – op til en kamp om deres politiske liv. I stedet kom de op fra kælderen under Odense Kongrescenter og lovede forbrødring. Hvorfor lykkedes det ikke at vælte en formand, der lå vandret i luften af den storm, han var i?

Nøglerne blev genvundet, men regeringsperioden 2015-2019 blev stormfuld. Valget blev udskudt til sidste øjeblik – med ugunstige meningsmålinger som bagtæppe – og her stod en liberal håndværker overfor en stolt Socialdemokrat med et klart projekt. På papiret to ideologier, der i mange år er blevet fremstillet som hinandens politiske modsætninger – stier i hver deres retning. I politik har ingen noget godt at sige om modstanderens politiske projekt. Det er, som det plejer – og til at forstå for alle. Der er to veje.

 

Et liv som menigt medlem af Venstres folketingsgruppe synes primitivt for en politiker af Lars Løkke Rasmussens kaliber
_______

 

Mette Frederiksen var vel ved at stryge kjolen til overdragelse i Statsministeriet, da Løkke midt i valgkampen udgav bogen ”Befrielsens Øjeblik”, der sprang fra troen på en borgerlig koalition til ønsket om at skabe en regering hen over midten: SV eller VS. Da Løkke først havde indset valgnederlaget, smed han således en ubekendt i puljen. Frederiksen afviste høfligt – og hele det borgerlige Danmark tog afstand. Da valgnederlaget blev en realitet, kunne man i blå lejr lige så godt skælde ud på hinanden. Løkke holdt fast i sine tanker om bredere samarbejde. De øvrige borgerlige partier følte sig svigtet.

Man bør bemærke, at ønsket om det brede politiske samarbejde netop opstod, da valgnederlaget stod mejslet i granit. Mon ”Befrielsens Øjeblik” og frieriet til Mette Frederiksen havde været en realitet, hvis Venstre stod til at genvinde magten? Næppe.

Men at Løkke som en kat har ni liv, burde alle have lært allerede af opgøret i 2014, der aldrig blev et opgør. Da han 31. august 2019 endelig drog konsekvensen af et bagland, der ikke støttede ham i sit ”befrielsesøjeblik”, kunne ingen være i tvivl om, at han kun gik, fordi slaget var tabt. Ikke fordi han ville. Ud ad bagdøren sneg han sig, men åbenlyst var det, at han var sur, bitter og indebrændt.

Et liv som menigt medlem af Venstres folketingsgruppe synes primitivt for en politiker af Lars Løkke Rasmussens kaliber. Der er ikke meget ved at spidse blyanter langt fra det store politiske maskinrum. Samtidig har V lige siden haft det vanskeligt: Der har ganske enkelt manglet en klar politisk dagsorden som modsvar til Mette Frederiksens regering.

Det har Løkke haft overordentligt svært ved at skjule sin ærgrelse over – og han kan ikke gøre noget halvt. Derfor måtte det også komme så vidt, som det skete. 1. januar 2021 forlod han partiet – eller var det partiet, der forlod ham? Hans store tanker om det brede politiske samarbejde fastholder han. Han mener fortsat, det er det rigtige for Danmark.

Vælgerne skal nok være dér. Tænk på den stormende opbakning til Ny Alliance efter lanceringen i 2007 – længe inden partiet sank sammen som en budding. Og enhver, der vil vurdere Løkkes muligheder, bør netop skænke en stille tanke til dét projekt, Ny Alliance bestod i, da det blev dannet: På en brændende platform om at lade bredt politisk samarbejde erstatte tidligere tiders stigmatiserende rød/blå-kategorisering. Tanker, der viste sig at være massiv opbakning til.

 

Hvem vil han pege på? Smertefuldt – måske særligt for Løkke – vil det være at skulle pege på sin tidligere hovedmodstander eller sin efterfølger. Vil han pege på sig selv? Uffe Elbæk vil nok fraråde ham at gå ned ad den sti
_______

 

Vil Løkkes projekt lide samme skæbne som Ny Alliance? Læringen fra dengang synes at være, at ønsket om politisk fornyelse ikke kan bære projektet alene. Det vidner Alternativets rejse til 2021 ligeledes om: Et parti kræver mere og andet end en god idé.

Skulle Løkke danne et nyt parti, hvad vil i så fald være dets DNA? Hvor vil fællesmængden med resten af den blå familie være? Et bud kunne være et ”RV 2.0” – et socialliberalt parti med en borgerlig økonomisk kerne omgivet af en socialorienteret velfærdsdagsorden. Ledige standpunkter er der ikke mange af, men med det Radikale Venstres igangværende klare ryk til venstre, føler mange midtervælgere sig hjemløse, og her ER der blevet åbnet en flanke.

Men hvem skal være statsminister, når man ønsker et opgør med traditionel parlamentarisme? Hvordan vil Løkke agere ved en partilederrunde mod Ellemann og Frederiksen? Hvem vil han pege på? Det svar vil han blive aftvunget. Smertefuldt – måske særligt for Løkke – vil det være at skulle pege på sin tidligere hovedmodstander eller sin efterfølger. Vil han pege på sig selv? Uffe Elbæk vil nok fraråde ham at gå ned ad den sti. Men Løkke er et menneske, der trives i magtens maskinrum. Vil han også trives som partileder, der ”kun” udøver politisk indflydelse?

Eller med andre ord: Hvem har den rette støbning til at lade sådan et politisk projekt leve på sigt? Med sine 40 år i Venstre og sine 9 liv – hvoraf der ganske vist kun er 7 tilbage – har Løkke det politiske dræberinstinkt til at føre det igennem. Samtidig er han også – al sin erfaring til trods – i disse år ved at vise sig som en kaospilot af Guds nåde. Tegner rækken af hans beslutninger billedet af en effektiv partistifter?

Lars Løkke Rasmussen ligner både en mand, der har, hvad der skal til og en mand, der mangler dét, der skal til. Også på den måde er han et paradoks. ■

 

Lars Løkke Rasmussen ligner både en mand, der har, hvad der skal til og en mand, der mangler dét, der skal til. Også på den måde er han et paradoks
_______

 

Christina Zöllner er født 1982 og bosiddende i Nivå. Hun er ivrig udfordrer af status quo, uafhængig politisk iagttager og samfundsdebattør med hang til det substantielle. ILLUSTRATION: Den afgående formand på Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter, lørdag den 16. november 2019 [foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix]