14.02.2011

RÆSONs redaktører udpeger hver mandag den mest interessante politiske og økonomiske historie. I denne uge kigger RÆSONs ansvarshavende chefredaktør nærmere på den israelske bekymring over de væltede diktatorer i Nordafrika, mens RÆSONs økonomiske redaktør ser på, hvilke økonomer, der kommer til at tegne efter-krise-tidens økonomiske teori.

UGENS POLITISKE HISTORIE:
Når demokrater frygter demokratiet

Af Stig Tackmann, ansv. chefredaktør, RÆSON

Israels premierminister Benjamin Netanyahu er en presset mand i disse dag. De demokratiske vinde, der blæser over Mellemøsten, er ikke i Israels interesse.

Frygten for de demokratiske forandringer i Mellemøsten hviler på hårde, realpolitiske antagelser. Israel er som demokratisk land i udgangspunktet fortaler for demokratiseringsbestræbelser – også i Mellemøsten. Men demokratiseringstendenser, der – som tilfældet er i særligt Egypten – går imod pro-amerikanske, pro-vestlige og pro-israelske interesser i regionen er ikke magtpolitiske spiseligt for hverken Netanyahu eller Israel.

Under nu afgående egyptiske præsident Mubarak var det egyptisk-israelske forhold fastholdt omkring 1979-aftalen omkring en hermetisk lukket grænseovergang mellem Egypten og Gaza-striben. Samtidig stod Mubarak som en pragmatisk figur, der gennem sine bånd til både USA og Europa, kunne forvalte og formidle fredsbevarende og fredsskabende kontakter i den hårdt spændte israelsk-palæstinensiske relation. Mubarak var – skønt indenrigspolitisk undertrykkende – en positiv figur for Israel. Han var en ikke-fjendtligt stemt ’ven’, der spillede en afgørende sikkerhedspolitisk rolle i de israelske sikkerhedsovervejelser.

Men Mubarak er nu væk, og med Mubaraks afgang påbegyndes spekulationerne i Israel. Hvem bliver den nye magtfaktor i Egypten, og i hvilken retning vil landet bevæge sig? Det helt store spørgsmål synes at være, hvorvidt militæret tillader det Muslimske Broderskabs at spille en rolle. Formår broderskabet, der er notoriske modstander af Israel og USA’s tilstedeværelse i regionen, at få indflydelse, kan det få store konsekvenser. Som Eli Shaked, tidligere israelsk ambassadør i Egypten, udtrykte det for lidt over en uge siden: ”Hvis Det Muslimske Broderskab vinder magten i Egypten, er det kun et spørgsmål om tid, før freden mellem Egypten og Israel betaler prisen.” (Læs artiklen: Israel frygter mere demokrati i Mellemøsten). Overvejelsen er begrundet. En egyptisk bevægelse væk fra Mubaraks pragmatiske relation til Israel kan indebærer en egyptiske politik, der søger en eventuel åbning af Gaza-striben, hvilket i sidste ende kan betyde en militær reaktion fra Israel. Dette er ikke i nogens interesse, men en reel mulighed.

Egypten er imidlertid ikke Netanyahus eneste grå hård. Udviklingerne i Jordan, Libanon og Syrien kan betyde et skifte i den regionale magtbalance – et skifte, der ikke vil være i israelsk favør. Israel står således potentielt over for et betydeligt pres – et pres, der vil kunne skubbe Netanyahu op i et hjørne og afkræve negative, militære reaktion.

Israels kerneinteresse er og bliver den nationale overlevelse. Hvis denne trues er truslens oprindelse – demokratisk eller ej – mindre betydende. Derfor er de demokratiske vinde ikke direkte at fortrække set fra det israelske perspektiv. Netanyahu foretrækker hellere status quo, som det så ud for 4 uger siden, end den igangværende demokratisering, der synes at skabe flere magtpolitiske problemstillinger end demokratiske goder.

**

UGENS ØKONOMISKE HISTORIE:
Hvilken økonoms idéer kommer til at påvirke efter-krise-tiden?

Af Kenneth Praefke, økonomisk redaktør, RÆSON

Det simple men vigtige spørgsmål har tidsskriftet The Economist forsøgt at besvare ved at bede 50 af verdens førende økonomer udpege kollegaerne med de mest interessante bud på, hvordan krisen ændrede måden økonomerne tænker på – eller burde tænke på.

Men først til dem, der påvirkede det sidste tiår. Ifølge The Economists bud så er det den amerikanske centralbankdirektør Ben Bernanke, der har været økonomiens mest magtfulde mand de seneste ti år. Efter ham kommer økonomernes foretrukne stridspunkt; Keynes. Depressionsøkonomiens fader er ham, der oftest peges på, når det gælder forklaringen af, hvad der gik galt og særligt hvordan krisen burde løses. Men Keynes er ikke nogen ukontroversiel figur og nogen økonomer argumenterer for at keynesiansmens økonomiske teori ikke er blevet mere anvendelig siden 1930’erne blot fordi verden er gået igennem en stor økonomisk krise. Længere nede på listen over det seneste tiårs vigtigste økonomer findes også Hyman Minsky en af hovedforfatterne inden for finansielle kriser, hvis model i nogen grad også forklarer det seneste finanskrise, og Paul Krugman, den tidligere Nobelprisvindende økonom, der nu blogger og diskuterer populær-økonomi for New York Times.

Hvilken vej blæser de økonomiske vinde i dag? Skal man tro The Economists lille uvidenskabelige undersøgelse bliver det blandt andet professor ved Chicago University Raghuram Rajans idéer, der kommer til at forme efter-krise-tiden. Han udgav i 2005 et papir, der advarede mod potentielle farer i den finansielle sektor og skrev det, der viste sig at være en forudsigelse af finanskrisen i 2007-2008. Rajan udgav i 2010 bogen Fault Lines, hvor han argumenterer for at krisens underliggende årsager stadig ikke er løst og en ny værre krise stadig lurer.

Under Rajan finder man Robert Shiller, professor ved Yale University, der både forudså dot.com-boblen og den amerikanske boligmarkedskrise. Shiller har genintroduceret et gammelt begreb fra Keynes animal spirits om den menneskelige økonomiske adfærd og advarer især sine kollegaer i mod at tro, at mennesker er rationelle individer, men at økonomiske udsving – nogen gange – kan forklares af vores dyriske instinkter. Også den rigtige dr. Doom, Nouriel Roubini, der på et tidligt tidspunkt advarede mod den forestående økonomiske nedsmeltning, er kommet ind på økonomi-tidsskriftets rangliste.

John M. Keynes’ teori blev båret frem på skuldrene af Den Store Depression i 1930’erne, mens 70’ernes stagflation – høj inflation og stagnerende vækst – gjorde Keynes uaktuel og Milton Friedman brændende varm. Hvem vil tegne de næste tiår indenfor økonomisk teori båret frem af Den Store Recession i 2008 og 2009?