19.10.2016

Hvordan et lands regering slår ned på civilsamfund og menneskerettigheder i en sådan grad, at det kan radikalisere dets indbyggere.

INTERNATIONAL KOMMENTAR af Said Yousef Al-Muhafdah, Vice-President for Bahrain Center for Human Rights (BCHR)

I Information d.10 september lød overskriften, at udlændingestramninger kan medvirke til radikalisering.

Rapporteringen tog udgangspunkt i regeringens 2025 plan og fremhævede, hvordan udlændingestramninger kan have en radikaliserende effekt, specielt i det muslimske fællesskab i Danmark. I kølvandet på de såkaldte ‘hjemmegroede terror hændelser’ i Bruxelles, Paris, Nice og København, har danske politikere udtrykt bekymring for at de juridiske stramninger vil bidrage til at radikalisere dem, der allerede føler sig ekskluderet fra det danske samfund.

De advarer, om at den hårde politik kun vil bidrage til følelsen af mistillid til det danske samfund. Blandt eksemplerne på ‘hjemmegroede terrorister’ der er dårligt stillede, marginaliserede og navnlig indfødte, er dansk-palæstinenseren, Omar el-Hussein.

Ikke desto mindre efterlader artiklen læseren med et nagende spørgsmål: Hvis borgere i Danmark, et af de mest liberale, tolerante, åbensindede og sikreste steder på jorden, anerkender, at udlændingestramninger kun bidrager til radikalisering, hvor meget større er risikoen for radikalisering så i de lande, hvor regeringer ikke bare begrænser mennesker men udsætter dem for vold? Og skærer man helt ind til benet: hvor meget større er risikoen for radikalisering, når menneskers hverdag består af systematisk stigmatisering, undertrykkelse, forfølgelse og tortur?

Hvor meget større er risikoen for radikalisering, når menneskers hverdag består af systematisk stigmatisering, undertrykkelse, forfølgelse og tortur?
_______

 

En kongefamilie, der undertrykker systematisk
Ørkenøen, Bahrain, ligger ud for Saudi Arabiens kyst, med hvem den deler langt mere end bare King Fahd Broen, der forbinder de to kongedømmer. Ligesom naboen er Bahrain styret af et autokratisk dynasti. Al-Khalifa familien er for Bahrain, hvad Al-Saud familien er for Saudi Arabien: Et ubestrideligt, uanfægtet og selvretfærdigt magthus, der er dybt forankret i den statslige struktur. De kan på ingen måder forestille sig deres land blive styret af andre end kongefamilien.

Al-Khalifa familien har regeret Bahrain siden 1783 som ‘Hakims’ og ‘Emirer’, før den nuværende monark, Hamad, der overtog sin fars trone i 1999, erklærede sig selv ‘Konge’ i 2002. Hamad regerer med absolut magt, mens hans onkel, Khalifa, fungerer som premierminister. Sidstnævnte tiltrådte i 1970, da Bahrain stadig blev administreret af briterne, og han er på nuværende tidspunkt verdens længst siddende premierminister.


I februar 2011, da Al-Khalifa-dynastiet stod over for dets eget arabiske forår og trussel mod sit eksistensgrundlag, kunne Kong Hamad læne sig op af sine saudiske venner og tropper, der brutalt og effektivt nedkæmpede den pro-demokratiske bevægelse. Ikke desto mindre er kravet om forandring ikke ophørt blandt de 1,3 millioner indbyggere i Bahrain. I årevis har demonstrationer fundet sted på ugentlig basis, mens regeringen ofte svarer igen med magt. Den demokratiske bevægelse ulmer altså stadig under overfladen.

Denne sommer har Al-Khalifa-familien ført en kampagne for at bekæmpe oprørerne gøre dem klart, hvem der styrer landet. I juni blev det største oppositionsparti, Al-Wefaq, opløst på få dage, deres formue blev afviklet og medlemmer af partiet arresteret. På samme tid blev en delegation af forsvarere for menneskerettigheder nægtet at rejse fra Bahrain til Genéve for at deltage i en samling for FN’s Menneskerrettighedsråd (UNHCR). Yderligere blev Bahrains mest prominente aktivist og præsident for BCHR, Nabeel Rajab, arresteret.

Myndighederne anklagede Rajab for at ‘sprede falske nyheder og rygter om den interne situation i et forsøg på at bringe Bahrain i miskredit via Twitter-opslag fra 2015. Opslagene omhandlede veldokumenterede sager om tortur fra fængsler i Bahrain. Rajab står til en dom på 15 år, hvis han kendes skyldig, og venter stadig på at få sin retssag i gang. Den er blevet udskudt gentagne gange. Tidligere på måneden blev endnu en anklage rejst mod Rajab, efter et brev i hans navn blev udgivet af The New York Times. Anklagen bygger på Rajab’s påstand, om at myndighederne har forsøgt at true ham til at tie stille, og at han blev afhørt af Bahrains anti-cyberkriminalitetsenhed efter et møde med USA’s udenrigsminister, John Kerry.

Selvfølgelig er Rajab blot det mest prominente offer for regeringens nedkæmpelse af kritikere.

Ifølge bahrainsk lov kan kritik og fornærmelser mod Al-Khalifa-familien eller statsmyndigheder blive straffet med op til syv års fængsel
_______

 

Mange andre mennesker deler Rajab’s skæbne og er blevet dømt for deres aktivisme eller kritik af kongedømmet. Ifølge Bahrainsk lov kan kritik og fornærmelser mod Al-Khalifa-familien eller statsmyndigheder blive straffet med op til syv års fængsel eller en bøde på 10.000 bahrainske Dinar (175.000 kr.). Lovene er svagt formulerede og giver myndighederne plads til at vurdere kritik og politisk oprør som værende fornærmelser, opfordring til had, og endda promovering af terrorisme. Ytringsfriheden er derfor ekstremt begrænset i Bahrain. Siden begyndelsen af 2016 har BCHR registreret ti domme baseret på sådanne anklager med en total afsoning i fængsel på 27 år og fem måneder som konsekvens.

Al opposition slås hårdt ned
Internettet er blevet en enorm slagmark i regeringens krig mod ytringsfriheden. Bahrain er muligvis den største bruger af internet og mobiltelefoner i Golfen, men Bahrainerne er dem i regionen, der føler sig mindst sikre i at udtrykke deres mening om politiske problemer. Medierne og udbydere af telekommunikation er underlagt omfattende restriktioner, mens sporing af software og censur metoder sikrer regeringen, at de kan retsforfølge uvelkomne kommentatorer, og samtidig bevare kontrollen med strømmen af information.

Online dækning og hastighed er jævnligt begrænset i forskellige dele af landet som en form for repressalier. Hundredvis af hjemmesider er blokerede, hvoraf mange af dem intet har at gøre med pornografi, terrorisme eller vold, hvilket er dét de restriktive love refererer til. De primære mål er de hjemmesider, der indeholder kritiske holdninger eller afslører brud på menneskerettigheder.

Påfaldende nok er hjemmesider, der er affilierede med terrorgrupper som Daesh (Det arabiske akronym for ISIS), stadig tilgængelige i Bahrain, på trods af at kongedømmet er en del af terrorbekæmpelsen mod Daesh.

Det er indlysende, at regeringen vil have lukket det sidste vindue for de kritiske stemmer i befolkningen i Bahrain, således at internettet udelukkende bliver et redskab til at dele billeder af din aftensmad. Ikke overraskende har Journalister Uden Grænser kontinuerligt kategoriseret Bahrain som en ‘fjende af internettet’ siden 2012.

Udover cyberspace har regeringen indført lignende restriktioner i fysiske områder.

Regeringen vil have lukket det sidste vindue for de kritiske stemmer i befolkningen i Bahrain, således at internettet udelukkende bliver et redskab til at dele billeder af din aftensmad.
_______

 

Landsbyen Duraz, er på nuværende tidspunkt under belejring og har været afskåret fra resten af landet i mere end to måneder – hele landsbyen ser ud til at være blevet en fjende af staten. De cirka 25.000 indbyggere i Duraz bliver kollektivt straffet for en fredelig demonstration, der startede i slutningen af juni, efter at regeringen havde frataget et statsborgerskab fra Bahrains højest gejstlige Shia-muslim, Sheikh Iza Qassim, som en hævngerning. Yderligere blev han anklaget for hvidvaskning af penge i forbindelse med en af de større Shia-religiøse afgifter.

Tusinder har sidenhen samlet sig uden foran Sheikh Qassims hus i Duraz, for at protestere mod beslutningen, og protesten fortsætter på trods af regeringens blokade af landsbyen. Sikkerhedsstyrker har lukket alle veje, der fører ind og ud af landsbyen med cementblokke, pigtrådshegn og sandsække. Ved to checkpoints bliver folk, der ikke er registrerede indbygger af Duraz, ikke lukket ind.

Siden demonstrationer ikke er tilladte i Bahrain, med mindre at indenrigsministeriet tillader dem, er domstole begyndt at idømme folk, der protesterer, et til to års fængsel for ‘illegale forsamlinger’. Ikke overraskende er det for det meste Shia-gejstlige, der bliver retsforfulgt og dømt for at støtte deres spirituelle leder, Sheikh Qassim.

På samme tid som regeringen rammer landets Shia majoriteten i en uforholdsmæssig grad, favoriserer den på samme tid Sunniminoriteten, som Al-Khalifa familien tilhører. Sagens kerne er, at Al-Khalifa familien følger Sunni-islam og typisk favoriserer sunnier når de distribuerer offentlige embeder og velfærdsgoder.

På trods af af shiamuslimerne udgør 60-70% af befolkningen, føler de sig diskriminerede mod og ekstremt underrepræsenterede politisk. Disse følelser blev kun stærkere ved Sheikh Qassim’s retssag, domsafsigelser mod andre Shie gejstlige og sidst men ikke mindst, pga. opløsningen af oppositionspartiet, Al-Wefaq.

Voldelig nedkæmpelse fører til ekstremisme
For at vende tilbage til det oprindelige spørgsmål, om hvorvidt udlændingestramninger medvirker radikalisering, har vi selvfølgelig denne trussel in mente. I Danmark kan det måske virke som et urealistisk kobling, men i Bahrain, er chancen for ‘hjemmegroet ekstremisme’ langt mere seriøs.

Borgernes råderum i Bahrain er ekstremt begrænset for enhver. Fra menneskerettighedsaktivister til daglige Twitterbrugere, fra Shiagejstlige til Duraz-beboere. Næsten alle dele af samfundet deler visse karakteristikker, som ifølge Anthony Blinken fra det amerikanske udenrigsministerium baner vejen mod vold, der inkluderer ‘følelse af fremmedgørelse og eksklusion (…), erfaringer med statslig vold, hårdhændede taktikker i sikkerhedsstyrkerne, og den systematiske nægtelse af muligheder.

Er der en realistisk, sikker mulighed for at kritisere eller kalde til reform i Bahrain? Næppe. Manglen på tilgængelige platforme, hvor man kan udveksle holdninger, samt den konstante trussel om afstraffelse og forfølgelse, er grobunden for radikalisering og ekstremisme. For mange, der er blevet fængslet og tortureret for at have søgt forandringer på fredelig vis, kan vold desværre synes at være den eneste vej til at adressere de dybe forurettelser.

Manglen på tilgængelige platforme, hvor man kan udveksle holdninger, samt den konstante trussel om afstraffelse og forfølgelse, er grobunden for radikalisering og ekstremisme
_______

 

De danske myndigheder definerer denne radikalisering som ’en proces, hvorved en person i en stigende grad accepterer brugen af udemokratiske eller voldelige midler, herunder terrorisme, i et forsøg på at nå et givent politisk/ideologisk mål’.

Diverse iagttagere af Bahrain er kommet med forudsigelser om mulige radikaliserings tendenser, som modsvar til regeringens undertrykkende politikker. Under en paneldiskussion i februar 2015, udtalte Nabeel Rajab, at mens Bahrains regering er højlydte modstandere af ekstremisme i regionen, tolererer kongedømmet faktisk ekstreme idéer inden for sine egne grænser, hvilket kan føre til øget ekstremisme inde i landet.
Faktisk bærer Al-Khalifa-familien bare mere brænde til bålet, ved aktivt at rekruttere arabiske og udenlandske Sunnier til deres politi og militære styrker, og mere generelt bruger det som en demografisk modvægt til landets indfødte Shiamajoritet. Er dynastiet bevidst om bivirkningerne af deres intensiverede anti-Shia og anti-reform politikker? Eller er ånden i flasken allerede lukket ud og ude af kontrol?

Så tidligt som i 2012, skrev Bahrain ekspert, Justin Gengler fra Qatar University i en artikel i Foreign Policy, at ’regeringen i Bahrain har udnyttet – endda dyrket – frygten og mistanken blandt dets borgere, specielt i den traditionelle Sunnistøttede base. Han skitserede, hvordan mange sunnier, drevet af en anti-shia diskurs fra den siddende familie, gik over stregen og i fuld opposition til ”alle som foreslog politisk kompromis” – inklusive allierede som USA eller Kong Hamad selv.

Huffington Post bragte i januar 2015 en artikel af to risikoanalytikere, som hævdede at ”indflydelsen fra Daesh-sympatisører indenfor den bahrainske regerings politiske struktur var vokset, som følge af Manamas autoritære og anti-shiapolitikker i kølvandet på det Arabiske Forår. Forfatterne referer til Turki Al-Binali, en bahrainsk statsborger og ledende IS-ideolog, som fik tilladelse til at holde en demonstration foran den amerikanske ambassade i hovedstaden Manama ”under hvilken billeder af Osama bin Laden, såvel som al-Qaeda flag, blev hejst af demonstranter.”

Det er mærkværdigt at et land, som huser den amerikanske flådes Femte Flåde, og som har sendt to kampfly af sted for at bombe Daesh i Syrien, følger en umiddelbart inkonsistent anti-terror politik derhjemme. Presset ligger derfor også på Bahrains magtfulde allierede og trofaste våbenleverandører som Saudi-Arabien, USA og Storbritannien.

Mens USA og Storbritannien har en kedelig fortid med at ignorere brud på menneskerettigheder til fordel for stabilitet for deres tvivlsomme allierede, er det indlysende, at saudierne, som selv lider under enorm kritik af menneskerettigheder, ikke har i sinde at snakke med Al-Khalifa familien omkring reformer.

Danmark har en rolle
Hvor meget længere kan Vestens allierede ignorere den overhængende fare, for at endnu et land drukner i selvskabt politisk og religiøs ekstremisme, eller grupper, der minder om al-Qaeda eller Daesh, springer ud af en konstant atmosfære af undertrykkelse, frygt og håbløshed?

Ydermere bør vi ikke glemme Danmarks rolle som en politisk aktør i den her kontekst: På den ene side, er der en dansk-bahrainsk statsborger, Abduhlhadi Al-Khawaja – en af de ledende figurer under den pro-demokratiske bevægelse I 2011 – som lige nu afsoner en livslang dom I Bahrain for hans fredfulde menneskerettighedsaktivisme.

Dronning Margrethe præsenterede Kong Hamad med storkorset af Dannebrog i februar 2011 – kun to uger efter han tilkaldte saudi-arabiske tropper til at nedkæmpe den demokratiske bevægelse
_______

 

To af hans døtre, Zainab og Maryam, som er aktivister og danske statsborgere også, har også oplevet at blive chikaneret, arresteret og truet af bahrainske myndigheder. I sidste ende valgte de et liv i eksil i København, fordi de står overfor øjeblikkelig fængsling, hvis de nogensinde vender tilbage til Bahrain.

På den anden side, er der Bahrain’s Kong Hamad, som modtog Storkorset af Dannebrog – en af de højeste danske ordener. Dronning Margrethe præsenterede Kong Hamad med storkorset af Dannebrog i februar 2011 – kun to uger efter han tilkaldte saudi-arabiske tropper til at nedkæmpe den demokratiske bevægelse. I sidste ende står den danske regering og det internationale samfund over for valget om enten at støtte fredeligt oprør og legitime krav på rettigheder, eller voldelig undertrykkelse og mangel på reformer, inden det er for sent. ■

ILLUSTRATION: Eid al-Fitr i Bahrain 2016. Foto: Ayman Yaqoob/ Anadolu Agency/Polfoto