05.10.2017

REGERINGENS KURS. “Spare- og skærepolitikken er ikke bare uretfærdig. Den er uklog – både i forhold til at holde flest mulige folk i arbejde og til at dæmpe den utryghed, der giver fremgang for nationalister og populister”

TRUMP OG PARISAFTALEN. “Jeg tror ikke, at Europa kan overbevise Trump om klimaaftalen. Vi kan håbe på, at han højest sidder i tre år fra nu. Formelt kan Trump ikke udtræde af klimaaftalen, før der har været præsidentvalg. Men han har fjernet en række klimavenlige reguleringer, som Obama gennemførte, og er et handicap for klimaaftalen. Men heldigvis har store stater, store byer, store virksomheder samt en stor del af offentligheden i USA forstået problemet og kræver handling nu”

MELLEMØSTEN. “Vi må forvente, at det foreløbig især er Europa, der skal betale for og hjælpe med en genopbygning og fredsopbygning på Mellemøstens slagmarker, fordi Trumps USA alene prioriterer den militære del af indsatsen. Men Europa har med sin nærhed til den konflikthærgede region også den stærkeste sikkerhedsinteresse i at skabe fred og hjælpe flygtningene tilbage til deres hjemland. Rusland bliver forhåbentlig også på et tidspunkt en konstruktiv partner i en region, hvor de har besluttet at bide sig fast politisk og militært”

Interview af Martine Amalie Krogh & Andrea Margrethe Dragsdahl

RÆSON: Du beskriver i din artikel i Ræson d. 27. juni 2017, at ”der findes en revolutionær uro og et oprør mod magteliten, som bunder i en frygt for folkevandring, indvandring, tab af job” m.m. I hvor høj grad mener du, at EU er i stand til at imødegå denne frygt, og med hvilke midler skal man gøre det?

Frygten har mange årsager. Nu går det meget bedre med økonomien, især i Nordeuropa. Men overalt er mange mere usikre end før på, om der et job til dem i fremtiden. Migrerende arbejdskraft fra Østeuropa og flygtninge opfattes som en trussel, uanset at den største trussel er den hastige teknologiske udvikling. Der er ingen tvivl om, at robotter mv. vil erstatte mange hidtidige jobs.
Ja, der skal styr på de ydre grænser, man skal have overblik over og kunne regulere, hvem der kommer ind. Vi skal gøre op med illegal indvandring, og vi skal insistere på en langt stærkere indsats end hidtil mod social dumping. Det er fint, at folk kommer og arbejder her, men man skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Det er længe gået den forkerte vej: EU-landene valgte under tysk ledelse at svare finanskrisens tab af jobs og øgede underskud på statsfinanserne med den såkaldte austerity-politik:
Vi har sparet på statens udgifter for at få gælden ned. Men det var ikke spekulanterne, som med deres grådighed forårsagede krisen, der kom til at betale. De gamle finansfyrster blev siddende, mens velfærd og social tryghed for dem, der havde mest brug for det, blev udhulet.

RÆSON: Hvem du tænker på, når du siger, at ”vi” har sparet?

“Vi” er alle EU-landene. I Danmark har vi bl.a. set det ved, at mange er faldet ud af dagpengesystemet, at kontanthjælpen er blevet skåret ned, og at de senest tilkomne i landet er sat på den meget lave integrationsydelse. Det vil sige, at bunden er blevet lagt dybere nede. Det har betydet, at nogle er villige til at tage de jobs, som vi – da jeg var ung – havde besluttet os for, at vi ikke vil have i Danmark, fordi de var for usselt lønnede.

Men sociale nedskæringer og lønpres nedad i bunden er det dårligst mulige svar. En forudsætning for, at folk kan og tør magte de hurtige forandringer på arbejdsmarkedet er, at de ved arbejdsløshed får ordentlig dagpengedækning og hurtige tilbud om omskoling og efteruddannelse som vej til et nyt og bedre job. Det har været den gode danske model. Men alt det er skåret ned. Der lægges oven i købet op til at skære yderligere på erhvervsskolerne på næste års finanslov, selv om der er bred enighed om, vi kommer til at mangle faglærte arbejdere.
Spare- og skærepolitikken er ikke bare uretfærdig. Den er uklog – både i forhold til at holde flest mulige folk i arbejde og til at dæmpe den utryghed, der giver fremgang for nationalister og populister.

Spare- og skærepolitikken er ikke bare uretfærdig. Den er uklog – både i forhold til at holde flest mulige folk i arbejde og til at dæmpe den utryghed, der giver fremgang for nationalister og populister
_______

 

Jeg tror, at der er en voksende forståelse for, at kursen skal ændres. Derfor har jeg også skrevet om præsident Macron. Vi ved endnu ikke, hvad han kan udrette, men vi kan læse os frem til, hvad han siger, at han vil udrette. Han siger, at han vil gøre op med ulighed. Det handler om den skæve fordeling af goderne. Uligheden mellem de beskæftigede og de alt for mange franske arbejdsløse. Uligheden mellem de mange, der har fast arbejde og ansættelsestryghed og den voksende gruppe, der ikke har det.

Macron har også – mener jeg – helt rigtigt forstået, at austerity-politikken må blødes op. Der skal føres en mere ekspansiv finanspolitik. Man skal ikke betragte det som et problem at stifte gæld, hvis pengene investeres i uddannelse, forskning og infrastruktur. Det er tværtimod en del af løsningen. Det er noget af det, han skal lægge arm med fru Merkel om, nu der har været valg i Tyskland.

RÆSON: Tror du, at Macron formår at komme af med det image, han har fået som finansmand med neoliberal baggrund?

Der er helt sikkert at hans modstandere på fløjene vil prøve at fastholde finansmandsbilledet. Hvis han ikke lever op til en balance mellem på den ene side at opbløde arbejdsmarkedet og på den anden side bekæmpe ulighed og utryghed, så forstener han i dette billede. Men han har næsten fem år foran sig og flertal i parlamentet til at handle nu. Det vil sige, at han kan tage skraldet for sine reformer og håbe på, at alle kan se, at de virker, inden han skal til valg igen. Fem år med flertal er en usædvanlig lang periode at råde over. I starten vil han blive mødt med strejker og demonstrationer. Men han har tid til at gøre, hvad han har lovet, at realisere en politik, der både giver flere jobs og mere social rimelighed.

RÆSON: I en situation hvor flygtningepolitik og økonomi spiller så stor en rolle i Europa, hvordan vurderer du EU’s styrke til at lægge et pres på lande som Polen og Ungarn om at søge i en demokratisk retning?

Vi har tre problemkredse:

Den første er Brexit, som ikke kan undgå at blive et stort tab for Storbritannien og et mindre tab for alle os andre.

Den anden er spændingen mellem nord og syd i Eurozonen, hvor de sydeuropæiske lande har brug for mere frihed til at bekæmpe deres alt for høje arbejdsløshed.

Den tredje er Polen og Ungarns demokratiske deroute. Det handler ikke bare om deres modstand imod flygtningefordeling. Dét er i virkeligheden en ret symbolsk strid: Det er forargeligt, at de slet ikke har taget imod flygtninge. Men selv om de havde levet op til EU’s lille fordelingsplan ville det kun være et mikroskopisk bidrag til at løse de samlede europæiske flygtningeproblemer.

Det store problem er, at Polen og Ungarn gør vold på domstolenes uafhængighed, pressens frihed, ombudsmandsinstitutionen og alle principper om tredeling af magten og kontrol med regeringen.

Vi var jo mange, der for 15-20 år siden argumenterede inderligt for at få de østeuropæiske lande optaget i EU og NATO for at cementere deres nye og skrøbelige demokrati og give dem sikkerhed udadtil. Vi så stort på, at de ikke på alle punkter levede op til adgangskravene, når blot de lovede at indhente det.

Under optagelsesforhandlingerne kunne EU lægge pres på de østeuropæiske lande for at leve op til grundideen i det europæiske samarbejde – at værne demokratiet og retsstatens principper.

Men efter at de er blevet medlemmer, giver EU-traktaten kun få muligheder for at lægge dette pres. Det kræver enighed mellem alle andre at indføre sanktioner mod et medlemsland. Men her har vi to, der går den forkerte vej og støtter hinanden. Vi har dog ét instrument, som vi ikke skal tøve med at bruge – nemlig at bremse pengestrømmen til dem fra EU’s kasser.

Efter at de [Polen og Ungarn] er blevet medlemmer, giver EU-traktaten kun få muligheder for at lægge dette pres. Det kræver enighed mellem alle andre at indføre sanktioner mod et medlemsland. Men her har vi to, der går den forkerte vej og støtter hinanden
_______

 

Så kan du jo spørge: vil det bryde op i det europæiske samarbejde at køre en hård linje?

Jeg håber og tror, at oppositionen i Polen kan samle sig og får et andet flertal, når der igen skal være valg. Kaczyńskis national-konservative parti fik jo trods alt under 40 pct. af stemmerne for to år siden, og fik kun magten på grund af valgordningen og de andres indbyrdes splittelse. Men det gav dem det magtmonopol, som de nu misbruger.

Ungarn er sværere, fordi Viktor Orbán er gået endnu længere i at forvride alle demokratiske mekanismer – inklusiv valgordningen. Hvis jeg har forstået det rigtigt, så har han lavet en ekstrem udgave af dét, der i USA kaldes gerrymandering. Det går ud på – i et system med flertalsvalg i enkeltmandskredse – at manipulere valgkredsinddelingen, så et faktisk vælgerflertal bliver til et mindretal i den lovgivende forsamling.

Ideen er at samle sine modstandere i nogle få kredse, hvor de får de allerfleste af stemmerne, og så satser på at vinde resten af kredsene med et mere behersket flertal. I den amerikanske svingstat North Carolina, hvor demokrater og republikanere altid får nogenlunde lige mange stemmer, er kredsinddelingen sådan, at det faktisk er umuligt for demokraterne at få mere end 3 af de 10 repræsentanter. Man laver f.eks. en valgkreds, hvor de sorte får næsten alle stemmer – nok til at vinde to kredse, men det bliver kun til én.

Jeg forstår, at Orbán har dyrket denne teknik til perfektion. Hans modstandere skal stå samlet og få et helt ekstraordinært flertal, hvis de nogensinde skal komme af med ham.

RÆSON: Da Merkel kom ud efter sit møde med Trump, sagde hun, at hun havde erfaret, at vi ikke længere kan regne med USA, og at europæerne må stå sammen. Det sammenhold kommer du også ind på i din artikel, hvor du skriver, at de europæiske lande skal forsøge at trække USA tilbage ind i et tæt FN- samarbejde om verdensmålene og frihandelsaftaler. Men hvad er det for nogle værktøjer, som Europa har til at overbevise en – tilsyneladende – meget stålsat Trump om fx klimaaftalen?

Jeg tror ikke, at Europa kan overbevise Trump om klimaaftalen. Vi kan håbe på, at han højest sidder i tre år fra nu. Formelt kan Trump ikke udtræde af klimaaftalen, før der har været præsidentvalg. Men han har fjernet en række klimavenlige reguleringer, som Obama gennemførte, og er et handicap for klimaaftalen. Men heldigvis har store stater, store byer, store virksomheder samt en stor del af offentligheden i USA forstået problemet og kræver handling nu. Det kan være vanskeligt at råbe det meget store antal amerikanske vælgere op, der kun ser Fox News. Men man skulle alligevel tro, at flodbølgerne i Houston og orkanerne i Caribien understøtter forståelsen af, at der er noget galt med vores klima.

Jeg tror ikke, at Europa kan overbevise Trump om klimaaftalen. Vi kan håbe på, at han højest sidder i tre år fra nu
_______

 

Den største del af de investeringer, der skal ske i en anden infrastruktur for energi, trafik, byudvikling m.m. for at nå klimamålene, er noget byerne og delstaterne står for. Det er opmuntrende, at Bill de Blasio i New York og Jerry Brown i Californien siger, at de er fuldstændig ligeglade med Trump, og at de i øvrigt gerne samarbejder med Beijing og Paris om at holde fast i klimaaftalen. Og at kineserne går op i ambition, når USA’s præsident går ned.

RÆSON: Som præsident har Trump vendt sig mod frihandel og skabt usikkerhed om USA’s engagement og rolle i NATO og FN. Det har skabt en panik-stemning blandt de øvrige medlemslande. Flere lande som fx Japan og Danmark har fulgt USA’s ønske om at øge de militære budgetter. Trumps udtalelser kan tolkes som en trussel mod internationale organisationer, men kan det i stedet skabe momentum til øget samarbejdsvilje blandt de øvrige parter?

Det er forresten mærkeligt, at Trump ikke har forstået, at det er svært at definere, hvor et produkt kommer fra, hvis man vil lave nye toldbarrierer. De biler, USA importerer fra Mexico, har fx en meget stor andel amerikanske komponenter. Trump slår let sig selv i hovedet i forsøget på at lave nye handelsmure. Men i vælgerhavet lever han højt på meget stærk bitterhed over alle de jobs, der er gået tabt i amerikansk industri. I Michigan er det sidste halve århundrede forsvundet flere hundrede tusinde jobs i bilindustrien. Selvom de nu producerer rigtigt mange biler igen, så giver det kun en tiendedel af de jobs, der var engang; især fordi fabrikkerne er blevet automatiserede. Men i den politiske diskurs lyder det, at japanerne, europæerne og koreanerne har haft for let adgang til det amerikanske bilmarked.

Jeg har i øvrigt tænkt over en meget vigtig grund til, at frihandlen er mere under pres i USA end i Danmark: Vi gjorde os jo allerede for 60 år siden klart, at der var industrier, der ville forsvinde, når handelsrestriktionerne blev fjernet og andre lande kunne fremstille tøj og sko langt billigere end os. Men vi iværksatte en arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik, der banede vej for andre og bedre jobs end dem, der forsvandt. Vi hjalp mennesker med at flytte over i anden beskæftigelse, måske et andet sted.

USA har ikke haft en tilsvarende samfundsindsats. De mennesker, der røg ud af bilindustrien fik sjældent andre tilbud. De blev først arbejdsløse og så bitre pensionister, da de så, at deres børn fik dårligere sociale vilkår og ringere beskæftigelsesmuligheder, end de selv havde haft. Det er klart, at modstanden mod frihandel er stærkest dér, hvor samfundet ikke har hjulpet mennesker og regioner videre. Derfor stemte mange senest imod frihandel og for Trump.

Trumps politisk bestemte modvilje mod frihandel vil formentlig få EU til at følge frihandelsaftalen med Canada op med andre aftaler med lande og regioner rundt i verden. Japan står formentlig først for. Vel er der protektionistiske kræfter også i EU, men der er en interesse i at åbne nye markeder, når det amerikanske måske bliver vanskeligere at komme ind på.

Usikkerheden om Trumps solidaritet med NATO og hans modvilje mod internationalt samarbejde gennem FN får også andre til at rykke sammen. Når vi vil investere mere i militær, så er det ikke kun fordi Trump kræver det, men for bedre at stå på egne ben over for nye farer. Og der er grund til at tro, at resten af verden, ikke bare mht. klimaaftalen men generelt i FN, vil rykke nærmere sammen.

RÆSON: I din artikel kommer du også ind på, at Kinas økonomiske vækstmodel ikke er bæredygtig. De er begyndt at få øjnene op for andre veje til vækst og ud af den fattigdom, som bidrager til den store utryghed. Men hvad vil det betyde for Kinas position i FN, hvis de i højere grad begynder at satse på bæredygtig teknologi og påtager sig den førertrøje, som USA ellers har haft? Og er der risiko for sammenstød mellem USA og Kina?

Den kinesiske økonomi jo i fuld gang med at blive omstillet fra at være rent eksportdrevet og meget cementtung til at være mere drevet af hjemligt forbrug. Det gælder varer og serviceydelser – ikke mindst velfærdsservice, som selvfølgelig bliver mere efterspurgt, når befolkningen bliver rigere. Derfor afdæmpes Kinas udledning af CO2 og andre giftstoffer.

Den kinesiske regering har også indset, at de har et eksistentielt problem med den produktionsmodel, de ellers har levet så højt på. At de er nødt til at forcere en omstilling til mere bæredygtige produktionsmønstre – også i industrien. Dét er de i fuld gang med. Der er ingen tvivl om, at der sidder folk i den kinesiske ledelse, som synes, at det er fantastisk, at den amerikanske præsident prøver at træde tilbage fra at deltage i konkurrencen om at udvikle den bæredygtige teknologi, kloden fremover har brug for. De ruller frem i forståelse af, at deres egen situation ikke er bæredygtig, men også for at løfte deres indflydelse i verden og i FN.

Men nu skal kineserne ikke tro, at de på grund af Trumps bagstræb bliver ene på banen. Vi andre – herunder mange af de største firmaer i USA – har indset, at er penge i det her og buldrer frem uanset Trump.

Vi vil se Kina træde endnu mere frem i FN. Allerede for to år siden kom præsident Xi Jinping til FN i New York med meldingen om at han gerne ville give mange hundrede millioner dollars til Afrika; dels i bistand generelt, men især penge til at afrikanerne kunne opbygge fredsbevarende styrker og i stigende grad overtage de opgaver, FN har løftet. Kina har naturligvis også interesser i at sikre sig råstoflevering fra bl.a. Afrika. Kineserne har også brug for nye veje til at investere deres kæmpe opsparingsoverskud. De er trætte af at have pengene liggende i amerikanske statsobligationer, der ikke giver nogen rente. I stedet vil de gerne købe virksomheder rundt omkring. Det rejser så nogle andre problemer. Nemlig hvor meget vi vil have, at Kina får lov til at købe af vores infrastruktur og strategiske industri. Det er der meget diskussion om.

RÆSON: Kunne man forestille sig at Kina eller Indien, som på grund af denne vækst også vil begynde at positionere sig i FN og udtrykke et større ønske om og krav på politisk indflydelse?

Ja, det er klart. Kina udtrykker det, og de vil få det. Der er jo sket en forskydning af pladerne, når Kinas nationalprodukt er blevet 30 gange så stort, som det var i 1978. Det giver dem en helt anderledes stærk position.

Men jeg er overbevist om, at Kina ikke er en aggressiv magt. For de kinesiske ledere ved, at deres legitimitet bygger på stabilitet og fred, så befolkningen kan blive ved med at øge deres levestandard. Derfor skal de ikke have ballade. De har lavet nogle magtdemonstrationer på de ubefolkede øer i det sydkinesiske hav, og det kan give nogle gnidninger med nabolandene. Men der er ikke nogen, jeg har talt med eller læst om, som påstår, at det vil føre til krig.

Jeg er overbevist om, at Kina ikke er en aggressiv magt. For de kinesiske ledere ved, at deres legitimitet bygger på stabilitet og fred, så befolkningen kan blive ved med at øge deres levestandard
_______

 

Kineserne producerer økonomisk magt og politisk magt, men deres forsvarsbudgetter er stadig kun på en femtedel af det amerikanernes. Desuden står Kina militært jo ikke kun over for USA, men også overfor Japan, som har et meget højteknologisk forsvar, Sydkorea, Taiwan, Vietnam og ikke mindst Indien. En sådan koalition hverken kan eller vil kineserne for alvor udfordre. Men de vil stille og roligt søge indflydelse i kraft af deres økonomiske tilstedeværelse og deres politiske snilde.

Det gradiose infrastrukturprojekt One Belt, One Road, der skal forbinde Kina med Europa gennem Centralasien og have tråde sydpå i Asien og til Afrika, er et oplæg til en win-win situation. Den vældige investering vil give kineserne større indflydelse, men det vil også give de lande, det går igennem, øget økonomi og bedre adgang til markedet.

Jo, Kina er en sag for sig. Derfor er det, til trods for Trumps bravader også usandsynligt, at der kommer en stor handelskrig mellem Kina og USA. Der vil være nogle mindre uoverensstemmelser om handelsvilkår med Kinas statsdominerende virksomheder og problemer om deres forhold til andres intellektuelle ophavsret. Men at de to største økonomier i verden skulle indvikle sig i fuldblods handelskrig er usandsynligt, fordi det vil blive utroligt kostbart for begge parter – og for alle os andre. Verdens stabilitet i det 21. århundrede vil først og fremmest afhænge af, at USA og Kina både i handels- og sikkerhedspolitik erkender, at de har langt stærkere fælles interesser end de har interessemodsætninger.

Verdens stabilitet i det 21. århundrede vil først og fremmest afhænge af, at USA og Kina både i handels- og sikkerhedspolitik erkender, at de har langt stærkere fælles interesser end de har interessemodsætninger
_______

 

RÆSON: Du har beskrevet, at når IS falder i Irak, skal Europa og USA være med til at skabe forsoning og yde bistand, alt imens man er meget opmærksom på balancen mellem tyrkere og kurdere, og sunni- og shia-muslimer. Hvordan skal man påtage sig denne rolle og med hvilke redskaber?

Ja, og der er ingen eksempler på, at det uden videre er gået i den rigtige retning. Vesten, med USA i spidsen, har et kæmpe ansvar for, at det er gået så galt i Irak. Rigtig meget af det, der er gået galt, har rod i en vestlig intervention, som er foregået uden forståelse for, hvad det var man tog i besiddelse i Irak. Man fik borgerkrig med stærke religiøse og etniske brudflader, og monsteret ISIS voksede frem. Krigen i Afghanistan udviklede sig til en endeløs, uafgjort kamp med Taliban.

Syrien er så eksemplet på, at man ikke intervenerede, fordi Afghanistan og Irak gik skævt. Det er jo eksemplet på “damned if you do, damned if you don’t”.

Så der er mange grunde til, at Mellemøsten ikke er nemt at fredeliggøre. Men der er nogle nødvendige betingelser for, at det ikke går helt ad helvede til igen. Ruinerne i Mosul efter slaget mod ISIS illustrerer, hvor enorm en bistand, der skal til for, at de her mennesker kan komme op af hullerne igen. Det samme i Syrien, når borgerkrigen brænder ud. Trump er kun interesseret i militær oprustning, ikke i civil genopbygning, så det bliver nok primært en europæisk opgave.

Man må håbe, at der snart kommer realiteter ud af de de-escalation zones, som russere, tyrkere, iranere og syrere nu taler om, og verden har efterlyst i 7 år nu: zoner, hvor parterne med international bistand sikrer, at kampene stopper, så flygtningene kan begynde at vende hjem.

Jeg har ingen forestilling om, at der kan findes en let master plan. Men man kan ikke få stabilitet i den større mellemøstlige region ved – som Trump – ensidigt at understøtte saudiernes Iran-forskrækkelse.

Det værste, der kan ske nu, er, at Trump får mobbet iranerne ud af aftalen om at forhindre et iransk atomvåben. Denne aftale har iranerne jo ikke indgået alene med USA, men også med Storbritannien, Frankrig, Kina, Rusland, Tyskland og FN. Derfor vil amerikansk opsigelse af den aftale bringe USA på kollisionskurs med stort set resten af verden. Men det bør række videre – over i en forståelse af, at man er nødt til at engagere sig med iranerne, hvis hele regionen skal gøres mere fredelig.

RÆSON: Hvordan ser du, at Europa vil gribe statsopbygning i Mellemøsten an uden USA?

Det mest fornødne, så længe krigene hverken er afsluttet i Irak eller Syrien, er at optrappe bistanden til internt fordrevne flygtninge og dé nabolande, der har modtaget de fleste flygtninge: Jordan, Libanon og Tyrkiet. Den store aftale med Tyrkiet er kontroversiel både på grund af sit indhold og på grund det anspændte forhold til Erdogans nye autoritære styre. Men den er nødvendig både for flygtningene, Tyrkiet og Europa:

Når vi ikke mener, at vi kan modtage mange flere flygtninge i Europa, så må vi investere så meget mere i, at de kan overleve anstændigt der, hvor de er og få midlertidig beskyttelse. Og at de lande, hvor de opholder sig, kan bære det.

Vi må væk fra kun at yde nødhjælp. Der må være et udviklingsperspektiv, hvor vi hjælper flygtningene i retning af selvforsørgelse – både dem, der efterhånden vender hjem og dem, der bliver nødt at blive i nabolandene.

Vi må væk fra kun at yde nødhjælp. Der må være et udviklingsperspektiv, hvor vi hjælper flygtningene i retning af selvforsørgelse – både dem, der efterhånden vender hjem og dem, der bliver nødt at blive i nabolandene
_______

 

Vi skal også meget aktivt og indtrængende insistere på at støtte brobygning henover etniske og religiøse modsætninger og fjendskaber. Vi understøtter den irakiske regering i ikke at gentage den shiitiske dominans over sunnierne, der gødede jordbunden for ISIS. Det forudsætter, at Iraks premierminister Al Abadi kan få styr på de shiitiske militser.

Egentlig er jeg ikke i tvivl om Al Abadis gode vilje. Jeg havde en spændende oplevelse med at være med i gruppe på en snes personer på topmødet i Davos i januar 2016, hvor man bag lukkede døre åbenhjertigt diskuterede problemerne i den større mellemøstlige region. Der oplevede jeg Al Abadi på nært hold, sammen med den daværende amerikanske forsvarsminister Ash Carter, dronningen af Jordan, den tyrkiske udenrigsminister, en libanesisk minister, præsident Ghani fra Afghanistan og Irans udenrigsminister Zarif. Saudierne, emiraterne og israelerne var desværre fraværende. Dem vil der også skulle stilles store krav til, hvis freden skal bringes på vej.

RÆSON: Hvordan kan Europa gribe en fredsskabende funktion an på en anderledes måde end USA har gjort historisk set? Kan man håbe, at der er færre egeninteresser i tilgangen til fredsskabelse i Mellemøsten?

Det kan man godt. Som sagt må vi forvente, at det foreløbig især er Europa, der skal betale for og hjælpe med en genopbygning og fredsopbygning på Mellemøstens slagmarker, fordi Trumps USA alene prioriterer den militære del af indsatsen. Men Europa har med sin nærhed til den konflikthærgede region også den stærkeste sikkerhedsinteresse i at skabe fred og hjælpe flygtningene tilbage til deres hjemland. Rusland bliver forhåbentlig også på et tidspunkt en konstruktiv partner i en region, hvor de har besluttet at bide sig fast politisk og militært.

Det bliver afgørende, at vi kan få FN som fælles platform for genopbygningen og Sikkerhedsrådets opbakning. Det peger lige ind i den aktuelle debat om, at FN mangler ressourcer til at mægle, før konflikter bryder ud, og til at støtte opbygning af de nationale statsinstitutioner i tidligere konfliktzoner, når fremmed intervention eller FN-fredsstyrker trækkes tilbage.

Mogens Lykketoft (f. 1946) er fhv. finansminister, udenrigsminister, partiformand (2003-2005), formand for Folketinget (2011-2015) og formand for FN’s Generalforsamling (2015-2016). Med sin hustru, Mette Holm, har han i bogen 
I verdens tjeneste (Rosinante 2016) skildret de globale udfordringer og det multilaterale samarbejde, som det tog sig ud fra formandsposten i FN’s Generalforsamling 2015-2016. ILLUSTRATION: Mogens Lykketoft [foto: Jakob Jørgensen/RÆSON]