09.03.2017

Medier og politikere svigter overfor den populistiske bølge. Svaret skal være, som i 1800-tallet: Et folkeligt forsvar for frihed og folkestyre.

Kommentar af Peter Lauritsen

I Det Hvide Hus går det med Trump, som mange forventede og flere frygtede. Dekreter underskrives og dumheden trives. Embedet har tydeligvis ikke har haft en demokratiserende effekt på den nye præsident, der er draget i krig mod både retsstat, minoriteter og medier. Den ubehagelige sandhed er, at hvis han fortsætter ad sporet og vinder krigen, bliver det svært at tælle USA blandt de demokratiske nationer.

Til manges skuffelse har det officielle Danmark mødt situationen med passivitet. Ingen diplomatiske noter, bilaterale konsultationer eller for alvor markante udtalelser. Menige folketingsmedlemmer udtrykker deres kritik på sociale medier, men skarpe, officielle reaktioner fra for eksempel udenrigs- eller statsministeren er det ikke blevet til.

Det forstår man i virkeligheden godt. Man kan ikke sende fordømmende beskeder til sin nærmeste allierede, der oven i købet er selve garanten for vores sikkerhed. Man dukker sig og håber det bedste. Sådan er vilkårene for en småstat.

Men har vi ikke styrken til at ruske op i USA, burde vi dog i det mindste have kræfter til at ruske op i os selv. Trump er over there, men lige her er, for blot at nævne noget: Brexit, Le Pen, Wilders – og udviklingen i Ungarn og Polen. Populismen trives omkring os, og den findes hos os selv. Udlændinge og religiøse mindretal gøres til syndebukke, en markant politiker foreslår Danmark til Ejderen, Putins Rusland beundres, og konventioner sættes under pres.

Danmark er fyldt med vås, mente politikeren Viggo Hørup i sidste halvdel af 1800-tallet. Han kæmpede for et folkeligt, fornuftsbaseret demokrati, og havde han levet i dag, ville han kunne konstatere, at der ikke er mindre våseri i den aktuelle politiske debat, end der var på hans tid.

Hørups svar til populismen ville have været en kraftig demokratisk oprustning, og han ville med sikkerhed have undret sig over den tøven, hvormed politikere og medier ind til videre er gået til opgaven. Hvor er for eksempel det tværpolitiske initiativ for en styrkelse af demokratiet? Hvor er den brede interesse for mere viden i politik? Og hvor er den fælles bevidsthed om, at politik handler om at sætte en selvstændig kurs? Ingen af delene findes, og desværre er det stadig mere attraktivt for det politiske flertal at tage en hurtig tur med symbolpolitikken, end det er at tage slæbet med at rodfæste demokratiet. Heldigvis mærker man hos nogle politikere en stigende bekymring, og selvom de langt fra er i flertal, er der måske alligevel noget, man kan bygge videre på.

Selvom man med rette kan kritisere politikere og medier for ikke at tage tilstrækkeligt bestik af populismens fremmarch og foretage den nødvendige, demokratiske selvransagelse, nytter det ikke at lulle sig ind i en forestilling om, at alle vi andre blot kan se passivt til. Politikere og medier må tage deres del af ansvaret, men det samme må borgerne.
_______

 

HELLER IKKE MEDIERNE har endnu formuleret et effektivt modsvar til populismen. I USA er faktatjek næsten blevet en mani, og i Danmark er der tilløb. Selvom det selvfølgelig er et nødvendigt skridt på vejen, er der også nogle mere grundlæggende problemer, som gør det svært for medierne at give populismen modspil. Et er selvfølgelig, at medieprodukter skal sælges, og man derfor må skæve til, hvad folket vil have. Men en mindst lige så væsentlig udfordring opstår, når journalistikken ser det som sin opgave at konfrontere eliten med folkets krav. I de situationer kommer journalistikken til at ligne populismen, der jo også baserer sig på en forestilling om at være folkets repræsentanter i kampen mod en politisk, kulturel eller økonomisk overklasse. Dilemmaet er tydeligt. Når journalistikken stiller sig på folkets side, risikerer den samtidig at nære populismen. At bryde ud af dette dilemma og gentænke sin dobbelte rolle som både kritiker af magten og forsvarer af demokratiet, er en væsentlig forudsætning for, at medierne kan give populismen det modspil, den behøver.

Selvom man med rette kan kritisere politikere og medier for ikke at tage tilstrækkeligt bestik af populismens fremmarch og foretage den nødvendige, demokratiske selvransagelse, nytter det ikke at lulle sig ind i en forestilling om, at alle vi andre blot kan se passivt til. Politikere og medier må tage deres del af ansvaret, men det samme må borgerne.

”Stol kun på jer selv,” tordnede Hørup ud over bønderne, da alle andre svigtede, og demokratiet var ved at drukne i vås næsten inden, det var født. Pointen var, at det i sidste instans er folket, der må stå vagt om demokratiet. Det kræver imidlertid, sagde Hørup, at der er visdom i folket. Kravet er ikke, at man skal mene noget bestemt, eller at alle skal være enige. Tværtimod er visdommen en forudsætning for, at borgerne kan danne sig deres egne anskuelser og gøre demokratiet levende ved at engagere sig i det.

Umiddelbart lyder det banalt, men ikke desto mindre var det sådanne tanker, der satte gang i en enorm demokratisk mobilisering og organisering, som for en tid kunne holde det værste vås i skak. Højskoler og folkeoplysning styrkede uddannelse og demokratisk dannelse. Fællesskaber som andelsbevægelse, partier og foreninger skød frem. Journalistikken genopfandt sig selv, og progressive politikere rejste landet rundt for at styrke den politiske bevidsthed og minde befolkningen om, at alle skulle leve op til deres demokratiske ansvar.

Sådan skal vi svare Trump. Selvfølgelig ikke på helt samme måde som dengang, men gennem en lignende demokratisk oprustning, som passer til den tid, vi lever i. Hvordan styrker vi den demokratiske dannelse og visdommen i folket? Hvordan udvikler vi demokratiet, så det folkeliggøres uden at blive dumt og forfladiget? Og hvordan lever vi op til fordringen om, at vi skal dele os efter anskuelser, men stå sammen i forsvaret for folkestyre og frihed? Det er store spørgsmål, og opgaven er ikke nem. Men den er påtrængende. For kun gennem udvikling og folkelig forankring af demokratiet kan vi holde populismen fra døren.

ILLUSTRATION: Donald Trump (foto: Michael Vadon)

Peter Lauritsen (f.1969) er professor i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet.