Alex Vanopslagh (LA) om V-kampagne: Strategien trækker spor til VKO i nullerne, som var en decideret borgerlig katastrofe

Alex Vanopslagh (LA) om V-kampagne: Strategien trækker spor til VKO i nullerne, som var en decideret borgerlig katastrofe

20.09.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

LA er den borgerlige vagthund, den blå samvittighed, den nødvendige modvægt og rationelle stemme, der skal sikre – som minimum – et borgerligt islæt i blå blok. Vi skal sikre, at det koster stemmer ikke at have ambitioner om at trække Danmark i den rigtige retning.

Kommentar af Alex Vanopslagh, folketingskandidat (LA) i Vestjylland

Venstre er gået i valgkampsmode, og det sker med den velkendte taktik fra Foghs VKO-æra i nullerne: Vi praler med socialdemokratisk politik og lukker ned for enhver snak om borgerlig reformpolitik. Således er avisannoncer og reklamespalter på sociale medier fyldt med billeder af en statsminister, der med 240 km/t ræser ud af en borgerlig deroute mod flere udgiftsulykker, mens Kristian Jensen har travlt med at aflive enhver form for skattelettelse eller moderation i det sygeligt høje offentlige forbrug af skattekroner.

Strategien trækker spor til VKO-æraen i nullerne, som var en decideret borgerlig katastrofe. 287 nye skatter og afgifter, enorme stigninger i de offentlige udgifter og et væld af regler, forbud og påbud. Det drejede sig om én ting; at bevare magten for enhver pris. Af samme årsag var selv det bare at tale liberale politik – om det så var ti teser på et papir [foreslået af en række V-medlemmer, herunder Søren Pind, og afvist af Fogh, red.] eller snak om brugerbetaling i det offentlige – totalt bandlyst. Skattestop og frit valg er noget nær det eneste, som er værd at huske perioden positivt for.

Venstres foghske renæssance understreger, at Liberal Alliances eksistensberettigelse fortsat er dét, som det altid har været: at være et korrektiv til VKO, så vi undgår en politisk gentagelse af nullerne.

LA er den borgerlige vagthund, den blå samvittighed, den nødvendige modvægt og rationelle stemme, der skal sikre – som minimum – et borgerligt islæt i blå blok. Vi skal sikre, at det koster stemmer ikke at have ambitioner om at trække Danmark i den rigtige retning.

Selvom hukommelsen er kort i politik og taknemmeligheden altid vil være mindre end troen på egne bedrifter, så er det her værd at nævne, at det faktisk har virket for LA at være protestpartiet, der stod udenfor og råbte op. Det bedste eksempel herpå er debatten om Fattig-Carina, der var sådan en øjenåbner og skabte så stort et skred i befolkningen, at samtlige partier udover Enhedslisten siden da har stemt for stramninger af kontanthjælpen.

 

Selvom hukommelsen er kort i politik og taknemmeligheden altid vil være mindre end troen på egne bedrifter, så er det her værd at nævne, at det faktisk har virket for LA at være protestpartiet, der stod udenfor og råbte op
_______

 

Efter et årti eller mere, hvor der ikke blev talt om skattelettelser, begyndte man nu – efter LA’s argumenter i den anledning – at sænke skatter. Blå som rød. Registreringsafgiften er for første gang siden den blev indført ikke blevet hævet, men derimod sænket – tre gange i streg.

I Venstre – og generelt i den offentlige debat – begyndte man nu at tale om nulvækst og problematisere den hæmningsløse vækst i det offentlige forbrug. Ja, selv S-SF-R-regeringen beherskede sig, hvad det angik i deres regeringstid. Det Konservative Folkeparti har fundet tilbage til de borgerlige rødder – og partiet virker langt mere rodfæstet i sit eget grundlag denne gang end ved sidste regeringsdeltagelse.

En del af æren kan tilskrives Liberal Alliance. At klassens frække dreng nu kunne påpege, at kejseren ingen klæder havde på. At nogen turde tale højt om velfærdsstatens hellige køer.

De sidste par års folkestemning og tidsånd synes dog ikke at have samme liberale gejst over sig.
Det er, indrømmet, blevet sværere at være præsten, der prædiker om det rene, borgerlige liv om søndagen, mens man lader de andre partier synde på arbejdsdagene. Liberal Alliance er også blevet et realpolitisk parti, og der er løbet meget vand gennem åen, siden Ny Alliance blev til Liberal Alliance og partiet startede helsidesannoncer i landets dagblade, hvor man udstillede i særdeleshed Venstre, men også de Konservative for at være socialdemokrater i forklædning. I dag er Liberal Alliance inde i maskinrummet. Vi er borgerlige stemmer, der arbejder i fællesskab med V og K. Alle de slagsmål, som man tager med gamle systempartier, for hvem genvalg tilsyneladende betyder mere end den førte politik, og alt det socialdemokratiske makværk, man forhindrer ved at være regeringspartner, kan selvfølgelig ikke kommunikeres ud, uden at regeringen går op i limningen. Men selvfølgelig er slagsmålene der. Og selvfølgelig gør LA gavn i regeringen – fortsat som et korrektiv til V og K og som en borgerlig vagthund.

 

Selvfølgelig er slagsmålene der. Og selvfølgelig gør LA gavn i regeringen – fortsat som et korrektiv til V og K og som en borgerlig vagthund
_______

 

Og uden at resultaterne er bare i nærheden af, hvad avisannoncerne lovede i LA’s opstartstid, så er det nu ikke helt skidt. Skatterne er blevet sænket for over 20 milliarder kroner. Folkeskolen bliver markant friere. Bilerne billigere. Den private sektor vokser betydeligt hurtigere end den offentlige. Og med sammenhængsreform tages der i disse måneder reelt fat om afbureaukratiseringen. Det er alt sammen ting, der faktisk trækker i den rigtige retning. Store dele af dansk politik er fortsat ikke modnet til yderligere opgør med det socialdemokratiske statssamfund. Det forudsætter flere års liberal værdikamp a la det, som stod på menuen i Liberal Alliances første leveår.

De positive glimt og tendenser – herunder håbet om og troen på borgerlig fremgang – kan dog hurtigt fordufte og blive til endnu et årti med en borgerlig ørkenvandring. DF siger det helt eksplicit: De ønsker en ny VKO-æra. Og kravet er soleklart: Slut med reformpolitikken, frem med socialdemokratisk stilstandspolitik.

Venstre har kapituleret og skiftet de falmende blå faner ud med røde annoncer og en retorisk tilbagevenden til Fogh-dagene. Der er formentlig ikke en eneste MF’er i Venstres folketingsgruppe, som på noget tidspunkt er startet i politik for at udbygge verdens i forvejen største offentlige sektor. Men – uden intern polemik og uden at blinke – er man klar til at melde ud og arbejde for, at den offentlige sektor skal blive ved med at vokse.

Det sker med den største selvfølge og uden snert af intern undren eller uenighed. Så er man for alvor blevet et systemparti, der har mistet sine borgerlige principper for fortsat at kunne smage på magtens sødme. Jeg håber og tror ikke, at det samme gør sig gældende for Liberal Alliance.

Og så er vi tilbage ved indlæggets start, og hvorfor Liberal Alliance er lige så vigtigt i dag, som det var i nullerne og starten af dette årti. Uanset om LA sidder i regering eller er støtteparti til en Venstreledet regering, som skal trækkes i en blå retning.

For et borgerligt Danmark, som ikke vægter arbejdet for en slankere offentlig sektor og lavere skat højt, er et åndeligt fattigt borgerligt Danmark. Et borgerligt Danmark, der har givet op. Et borgerligt Danmark, som er forblændet af magtens sødme. Det borgerlige Danmark, som vi havde i nullerne. Det gider vi ikke igen. ■

 

For et borgerligt Danmark, som ikke vægter arbejdet for en slankere offentlig sektor og lavere skat højt, er et åndeligt fattigt borgerligt Danmark. Et borgerligt Danmark, der har givet op
_______

 



Alex Vanopslagh (f. 1991) er folketingskandidat for Liberal Alliance i Vestjylland, medlem af borgerrepræsentationen i København (LA) og tidl. landsformand for LAU.