Dennis Kristensen: Det er alligevel overraskende, at Søren Pind hellere vil betale gyldne håndtryk til bankdirektører, der fejler, end betale til velfærden

Dennis Kristensen: Det er alligevel overraskende, at Søren Pind hellere vil betale gyldne håndtryk til bankdirektører, der fejler, end betale til velfærden

26.09.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Skandalen i Danske Bank er ikke blot en isoleret smutter, et tilfældigt sammenfald eller resultatet af en række uheldige omstændigheder. Tværtimod. Skandalen er et symptom på dét, der går helt galt i disse år. Et symptom på den grådighed, som i stigende grad deler befolkninger i en himmelstormende elite og et bekymret flertal. Og som underminerer almindelige menneskers tillid til beslutningstagerne.


Kommentar af Dennis Kristensen

DET ER NÆPPE muligt nogensinde at fastlægge omfanget af Danske Banks medvirken til hvidvask af sorte penge. Det er naturligvis slemt nok. Hvad værre er: Bankens ledelse havde den nødvendige viden til at gribe ind for år tilbage. Men værst er skandalen som symptom på elitens grådighed. Banken har under ingen omstændigheder kunnet undgå at opdage, at fortjenesten på den del af bankens forretninger, der fandt sted gennem den estiske afdeling, langt oversteg den andel, det estiske eventyr udgjorde af bankens samlede forretninger. Det har været tydeligt for ledelsen, at fortjenesten i Estland var endog særdeles ekstraordinær stor. Så stor, at et nærmere eftersyn for længst må have været helt oplagt.

Nu har den ansvarlige direktør så fået lov til selv at sige op og tage en formentlig tocifret fratrædelsesgodtgørelse med under armen, når han forlader bankens hovedsæde for sidste gang.

I MINE ØJNE har vi som samfund et ubehageligt medansvar for, at denne form for svindel er mulig, ligesom vi har et ubehageligt medansvar for de senere års øvrige svindelsager med skattely, aggressiv skatteplanlægning og skatteunddragelse. Og Danmark har været en del af de seneste årtiers internationale afregulering af den finansielle sektor – ikke mindst op til finanskrisen i 2008. Vi har desværre været med til at fjerne regler for og skrue ned for kontrol af en sektor, hvis gulddrenge tydeligvis ikke har kunnet tåle den øgede frihed under ansvar.

Først var det Finanskrisen, så har det de senere år været de mange sager om velhaveres manglende lyst til at betale til fællesskabet, som er dukket op til overfladen gennem Swiss Leaks, Lux Leaks, Panama Papers og Paradise Papers. Disse sager viser, at grådigheden slår den finansielles sektors vilje til at optræde anstændigt, når regler og begrænsninger fjernes, og man får øje på spanden med guldmønter for enden af regnbuen. Alligevel er Danske Bank-skandalen på en måde det allerværste, vi har set.

For den snævre sammenhæng mellem dele af den finansielle sektor og den forgyldte danske elite sender et signal til almindelige danskere om, at den økonomiske elite har mere eller mindre frit slag og iøvrigt er hamrende ligeglade med det danske fællesskab. Og dermed ligeglade med den danske skattefinansierede velfærd, som så mange af resten af befolkningen har brug for.

 

Budskabet er på vanlig Søren Pind-vis krystalklart. Alligevel er det overraskende
_______

 

DEN TIDLIGERE JUSTITSMINISTER Søren Pind satte ord på det signal om elitens ophøjede status og velfærdens nederdrægtigheder, da han tweetede denne tekst ved Danske Banks offentliggørelse af sin egen undersøgelse af hvidvask-sagen og den ansvarlige direktør annoncering af sin snarlige afgang: “Jeg ville hellere være kunde i Danske Bank og betale solide fratrædelser end borger i velfærdsstaten og flås i skat til en overdimensioneret forsørgelsessektor”.

Budskabet er på vanlig Søren Pind-vis krystalklart. Alligevel er det overraskende. Skidt med hvidvask af milliarder, der kan stamme fra korruption, terror, kriminalitet og svindel og bedrag. Det kan slet ikke måle sig med den straf, det for Søren Pind er – som borger i Danmark – at skulle betale skat til et fællesskab som det danske velfærdssamfund. Det er alligevel overraskende, at han hellere vil betale gyldne håndtryk til bankdirektører, der fejler, end betale til velfærden. Kan man virkelig mene det som tidligere justitsminister, og hvordan hænger det dog sammen med Venstres aktuelle annoncekampagne til fordel for velfærden?

 

Det er alligevel overraskende, at Søren Pind hellere vil betale gyldne håndtryk til bankdirektører, der fejler, end betale til velfærden. Kan man virkelig mene det som tidligere justitsminister, og hvordan hænger det dog sammen med Venstres aktuelle annoncekampagne til fordel for velfærden?
_______

 

Pinds tweet matcher til fuldkommenhed tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsens argumentation for at indføre en ny aktie-sparekonto beregnet til almindelige danskere: “Hvis man f.eks. vil købe en lækker Lamborghini, så må man godt gøre det, fordi det er ens egne penge”. Eller statsminister Lars Løkke Rasmussen udtalelse om, at man for to tusind kroner ikke kan få meget mere end et par sko.

BANKERNE GØR, hvad de gør, på trods af, at skatteyderne måtte spænde et økonomisk sikkerhedsnet ud under dem, da de for alvor kom knibe i starten af finanskrisen. Og på trods af, at samfundet efterfølgende har udpeget syv af bankerne til at være så vigtige for dansk økonomi, at de ikke må vælte omkuld.

Udviklingen i antallet af virkeligt rige og afstanden til dem, der er nederst på indkomststigen, viser med al uønskelig tydelighed, at den økonomiske elite er smuttet ud af fællesskabet og har lukket døren bag sig. Og skiftende bankskandaler viser, at dele af den finansielle sektor gerne ville samme vej, hvis de kunne slippe afsted med det.

Det er den danske skattefinansierede velfærdsmodel, som er kernen i den meget omtalte sammenhængskraft i det danske samfund. Sammenhængskraft fordrer grundlæggende både tillid, jævnbyrdighed og tryghed. Det er de ting, som eliten svigter igen og igen – både når Danske Bank optræder, som den optræder, og når Søren Pind skriver, hvad han skriver.

Det er tåbeligt og kortsigtet. Symptomer på den grådighed, som i stigende grad deler befolkninger i en himmelstormende elite og et bekymret flertal. ■

 

Det er tåbeligt og kortsigtet
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. Artiklen er opdateret med et par ekstra sætninger 13.24, rettet 17.10. ILLUSTRATION: Dennis Kristensen [foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix]

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at se mere