07.03.2018
.I de baltiske lande skabte krigen i Ukraine i 2014 en fornyet frygt for, at de ville blive de næste ofre for Ruslands aggressive adfærd. Rusland har uden tvivl den militære overhånd i regionen, og usikkerheden er derfor berettiget. Men meget adskiller Baltikum fra Ukraine, og NATO og EU har gjort meget for at øge sikkerheden. Til gengæld råder Rusland over mange andre værktøjer end de militære, og når det kommer til hybride trusler, har de tre baltiske lande store udfordringer.
Analyse af Jakob Kromann
I 2018 har alle tre baltiske – Estland, Letland og Litauen – lande 100-års jubilæum, efter de opnåede deres selvstændighed i kølvandet af Første Verdenskrig. På trods af, at de i næsten halvdelen af perioden siden dengang har været besat af Sovjetunionen, betyder 100-året enormt meget for balternes selvforståelse, og hele året vil der være storslåede fejringer i både Estland, Letland og Litauen. I de senere år – siden Ruslands annektering af Krim og udbruddet af Ukraine-konflikten i 2014 – har der været megen spekulation omkring, hvorvidt de baltiske lande kan blive Ruslands næste ofre for selvhævdende ekspansion og militær aggression. Hvor sikker er de baltiske landes suverænitet egentlig 100 år efter, at de i fællesskab tilkæmpede sig den? Det er spørgsmålet, som mange i særligt den vestlige verden har stillet, og det har i særdeleshed også bredt sig inden for Baltikums egne grænser. Ukraine-konflikten kom som et chok og sendte fornyet frygt gennem de baltiske befolkninger og hos deres politiske ledere.
Men hverken Estland, Letland eller Litauen har set passivt til, og meget er sket på den sikkerhedspolitiske scene i de tre lande siden 2014. Stort set al politik af betydning i de baltiske hovedstæder har siden generobringen af selvstændighed i 1991 haft sikkerhedsspørgsmålet som omdrejningspunkt på den ene eller anden måde. Det er derfor ikke nyt, at sikkerhed ligger højt på den politiske dagsorden. Den overordnede sikkerhedspolitiske strategi for landene, som udgør det altoverskyggende fundament, er alliancen med Vesten i form af medlemskaberne af NATO og EU. Efter Sovjetunionens sammenbrud var de baltiske landes politiske eliter – med klar opbakning fra de etnisk baltiske befolkningsgrupper – i fællesskab stærkt opsatte på at blive integreret i de vestlige fællesskaber og sikkerhedsstrukturer. En sådan integration opfattede de som en hjemkomst til der, hvor de identitetsmæssigt og kulturelt hørte til.
Stort set al politik af betydning i de baltiske hovedstæder har siden generobringen af selvstændighed i 1991 haft sikkerhedsspørgsmålet som omdrejningspunkt på den ene eller anden måde
_______
De baltiske lande er ikke ens
Det er en ofte begået fejl at se de baltiske lande som en samlet enhed. Godt nok er de på et sikkerhedspolitisk plan enige om den vestlige integration, og at USA indtager rollen som den helt centrale sikkerhedsgaranti, men herfra har de valgt ganske forskellige tilgange til deres internationale relationer.
Selvom de alle har haft de skandinaviske lande som vigtige forbilleder og samarbejdspartnere siden den genvundne selvstændighed, har Estland været det baltiske land, der har orienteret sig mest mod Norden. Særligt mod Finland, som esterne har tætte kulturelle og lingvistiske forbindelser til. Litauen har i højere grad haft fokus rettet mod Polen, som de historisk har tætte relationer til, og den centraleuropæiske region. I midten har Letland ikke rigtig vidst, hvilket ben det skulle stå på. Det har betydet, at landet ikke har haft et europæisk “lokomotiv” på samme måde, som kunne assistere med den vestlige integration og de indenrigspolitiske reformer. Derfor har Letland traditionelt også haft det mest pragmatiske og venligtsindede forhold til Rusland med høj grad af samarbejde inden for en lang række sektorer, og selvom Letland har været fast besluttet på orienteringen mod Vesten, har man ikke ment, at det har udelukket tætte relationer til Rusland. Modsat har Litauen traditionelt været den mest udtalte – nærmest fanatiske – kritiker af Rusland og dets udenrigspolitik. Estland har også et problematisk forhold til russerne men har ofte forsøgt at ignorere, at man ligger placeret ved siden af den kontroversielle stormagt og koncentreret sig om sin interne udvikling mod en nordisk samfundsmodel.
Den geopolitiske trussel fra Rusland er meget ens for de tre lande, men geografien gør alligevel, at der er nogle nuanceforskelle. Estland deler en lang grænse med Rusland, og grænsebyen Narva i det nordøstlige hjørne af landet ligger kun 160 km fra den russiske millionby Sankt Petersborg. Der er aldrig faldet en grænseaftale på plads. Selvom parterne egentlig var blevet enige om en sådan i 2014, er ratificeringen i begge lande udeblevet. Til gengæld besluttede esterne i 2015 at bygge et grænsehegn langs den landbaserede del af grænsen. Et sådant hegn har ikke megen militær effekt, men det sender et politisk signal til russerne om, at der er en klar linje, de ikke skal overtræde.
Letland deler både grænse med Rusland og Hviderusland, og de har fået etableret en grænseaftale med dem begge. Senest er en grænsedemarkationsaftale mellem Letland og Rusland blevet underskrevet i efteråret 2017, så Letlands – og dermed EU’s og NATO’s – ydre grænse mod Rusland nu er afklaret. Det har medført stor lettelse i den lettiske administration, at denne proces er bragt til ende. Letland er desuden også ved at opføre et grænsehegn ved grænsen mod både Rusland og Hviderusland. Dets hovedformål er at bremse smuglerhandel, men ligesom i Estland sender hegnet også her et klart politisk signal. Litauens grænser mod ikke-allierede lande er primært til Hviderusland, og den eneste direkte geografiske kontakt, landet har til Rusland, er via grænsen til Kaliningrad-enklaven, som ligger klemt inde mellem Litauen og Polen. Det betyder, at Litauens hovedsagelige geopolitiske fokuspunkt er dette lille russiske landstykke, samt den 104 km lange strækning langs den litauisk-polske grænse, som adskiller Kaliningrad og Hviderusland – det såkaldte ‘Suwalki gap’.
Den hårde sikkerhed
Hvis Rusland opnår kontrollen med dette område i et eventuelt invasionsscenarie, vil de have lukket ned for landbaseret adgang til Baltikum for undsættende NATO-tropper: De baltiske lande vil være prisgivet. Hvis først Rusland får viljen, har det de militære kapaciteter til at indtage alle tre baltiske lande inden for ganske få døgn. Et konservativt estimat er, at Rusland har omkring 70.000 tropper, 850 artillerienheder, 750 kampvogne og 320 militærfly i sit vestlige militærdistrikt (inklusive Kaliningrad). Det gør landet militært overlegent i Østersøregionen, da NATO er tyndt besat i området. Herefter vil det derfor være op til tilstødende NATO-tropper at smide russerne ud af Baltikum igen, hvilket ikke vil være en umulig men en meget besværlig og omkostningsfuld affære, som ingen kan garantere udfaldet af.
Hvis først Rusland får viljen, har det de militære kapaciteter til at indtage alle tre baltiske lande inden for ganske få døgn […] Det vil være op til tilstødende NATO-tropper at smide russerne ud af Baltikum igen, hvilket ikke vil være en umulig men en meget besværlig og omkostningsfuld affære, som ingen kan garantere udfaldet af
_______
De baltiske lande er derfor ovenud bevidste om, hvor afhængige de er af NATO og den afskrækkelseseffekt, der ligger i organisationens musketered. Derfor har de gjort en ihærdig indsats for at leve op til NATO-krav nummer ét: et forsvarsbudget på to pct. af BNP. Estlands forsvarsbudget har ligget over dette mål siden 2015, mens både Letland og Litauen når det i løbet af 2018. Samtidig bidrager de alle til internationale militære missioner som assistance til deres allierede beskyttere. De vil bevise, at de bidrager aktivt til NATO’s fællesskab og ikke blot er forbrugere af de andre medlemslandes sikkerhedsgaranti.
Indsatsen har givet pote. I de seneste år er flere tiltag med fokus på beskyttelsen af Baltikum blevet etableret. Mest omtalt er de fire 1000-mands tværnationale kampgrupper opstillet i Estland, Letland, Litauen og Polen, som kaldes NATO’s fremskudte tilstedeværelse (enhanced Forward Presence – eFP). Det betyder, at der altid er internationale NATO-tropper på baltisk jord. Siden januar har 200 danske soldater været udstationeret i Estland. Disse fungerer i samarbejde med små multinationale NATO-hovedkvarterer (NFIU), der også er etableret et af i hvert baltisk land. Disse initiativer er en del af en overordnet ramme under NATO’s Readiness Action Plan. Den er ydermere blevet udvidet med en markant styrkelse af NATO’s responsstyrke (NRF) og en ny spydspids-enhed (VJTF), som hurtigt kan indsættes i Baltikum. Derudover fungerer den baltiske luftforsvarsmission forbilledligt, som den har gjort siden 2004, og sikrer NATO’s suverænitetshåndhævelse af de baltiske landes luftrum. Her deltager Danmark pt. med fire F16-jagere fra Šiauliai-luftbasen i Litauen. Endelig er de baltiske lande ofte værter for militærøvelser af varierende størrelse med deltagelse af en lang række NATO-allierede.
Også EU er begyndt at melde sig på banen i styrkelsen af den militære sikkerhed i Baltikum. Med PESCO-aftalen fra december sidste år vil man blandt andet lave et “militært Schengen”, så militært isenkram gnidningsfrit kan flyttes på tværs af EU’s grænser – og dermed have større chance for at nå frem til eksempelvis Baltikum i en potentiel krisesituation, inden det vil være for sent. Af samme årsag har de baltiske lande bakket entusiastisk op om PESCO; dog med det forbehold, at EU ikke skal overtage sikkerhedsopgaver fra NATO, men nærmere supplere med løsninger inden for andre sikkerhedsområder.
EU er begyndt at melde sig på banen i styrkelsen af den militære sikkerhed i Baltikum. Med PESCO-aftalen fra december sidste år vil man blandt andet lave et “militært Schengen”, så militært isenkram gnidningsfrit kan flyttes på tværs af EU’s grænser
_______
Desuden finansierer EU op mod 85 pct. af den nye Rail Baltica-jernbane, som skal forbinde alle tre baltiske lande i en direkte linje med resten af Europa. Det nuværende jernbanenet er anlagt i Sovjet-tiden og er centreret omkring Moskva, og der har derfor ikke været direkte forbindelser til resten af EU. Foruden at styrke infrastrukturen mellem de baltiske lande indbefatter investeringen, at balterne fravælger den russiske sporbredde og i stedet anlægger den vesteuropæiske. Foruden nemmere transport for indbyggerne, betyder det hurtigere transport af militærudstyr til de baltiske lande.
Den bløde sikkerhed
NATO’s og EU’s beskyttelse af Baltikum er en fortløbende proces, hvis udvikling vil fortsætte. Det nyeste baltiske ønske er en udvidelse af eFP-initiativet til også at inkludere luftforsvar og en maritim komponent. Om det sker, er endnu ikke til at sige. Der er dog ingen tvivl om, at alle tiltagene, som er sat i værk siden 2014, har øget den militære sikkerhed i Baltikum betragteligt. Det fik for nyligt den anerkendte lettiske politolog Andis Kudors til at udtale, at den baltiske region er “ganske stabil” rent militært. Til gengæld er situationen i Baltikum “langt fra stabil”, når det kommer til hybride trusler. Her har Rusland nemlig en vifte af redskaber, det kan bruge til at influere og angribe de politiske processer og samfund i Baltikum.
På energiområdet står både Estland, Letland og Litauen i en fælles udsat position. De er alle voldsomt afhængige af russisk gas, da det statskontrollerede Gazprom leverer langt størstedelen af den gas, landene forbruger. Det giver Kreml en uhensigtsmæssig stor magt over dem, fordi Rusland tidligere har brugt gasleverancer som politisk pressionsmiddel. Derfor er de baltiske lande meget opsatte på at mindske deres energiafhængighed af den store nabo, og de har alle i løbet af de seneste år liberaliseret deres gasmarked for at give Gazprom konkurrence på markederne. Det havde imidlertid ikke den store effekt, da Rusland var den eneste gasleverandør. Men i 2015 blev den litauiske LNG-terminal (liquid natural gas) i Klaipeda operationsdygtig. Den vil i samspil med det enorme lettiske gaslager i Inčukalns kunne forsyne regionen med en betydelig del af dets gasbehov, og den giver nye muligheder for at importere gas fra fx Norge og USA. Projektet har dog givet anledning til store uoverensstemmelser blandt de baltiske lande og har udstillet de politiske udfordringer, de ofte har, når det kommer til koordinationen af omfattende investeringer i regionen.
Et andet stort fælles baltisk energipolitisk projekt handler om synkroniseringen af de baltiske el-net. Den nuværende situation er, at de baltiske lande er forbundet med det russiske el-net, hvilket russerne kan bruge som afpresningsredskab. Derfor er det et fælles baltisk ønske at blive afkoblet det russiske el-net og tilkoblet et el-net i EU-regi. Efter meget lange og problemfyldte forhandlinger er der dog efterhånden opnået enighed om, at Baltikum skal kobles på det polske el-net. Ifølge undersøgelser vil denne synkronisering kunne være gennemført i 2025, men der er stadig mange ubekendte faktorer i spil.
LNG-terminalen i Klaipeda og synkroniseringen af elektricitetsnettet kan ikke gøre op med de baltiske landes energiafhængighed af Rusland, men de kan mindske den. Dette skal ske med assistance fra NATO’s Centre of Excellence for energisikkerhed baseret i Vilnius, hvis mål er at udvikle ekspertise inden for styrkelse af NATO-landenes energisikkerhed. Samtidig vil en stærkere energiinfrastruktur i EU som helhed være et vigtigt skridt i den rigtige retning, og den baltiske holdning er, at EU’s energiunion er et væsentlig tiltag i den udvikling. Desuden er balterne stærke modstandere af Nord Stream II-ledningen, da de ser den som en mulighed for at styrke snarere end svække russisk kontrol med det europæiske energimarked, som Rusland ikke vil være sen til at udnytte til egen fordel. Endvidere ønsker de baltiske lande at vise stålsat solidaritet med Ukraine, som NS2-ledningen vil kunne gå særligt hårdt ud over, da den vil give russerne større mulighed for at lede gasforsyningerne til Europa udenom Ukraine.
Et yderligere hybridt trusselselement, man tager meget alvorligt i de baltiske hovedstæder, er cybersikkerhed. Alle landene har været udsat for angreb i den digitale sfære, som med stor sandsynlighed var orkestreret i Rusland, og det er en form for aggression, stormagten i stigende grad ynder at bruge. De mest prominente angreb var mod Estland i 2007, hvor både statslige myndigheder, banker og medier blev ramt i forbindelse med flytningen af monumentet “Bronzesoldaten”, som er et kontroversielt sovjetisk mindesmærke fra Anden Verdenskrig. Senest blev Letlands nye omstridte digitale sundhedssystem ramt af nedbrud pga. cyberangreb. Et oplagt motiv har været at skade den i forvejen haltende opbakning til det nye system og underminere den lettiske stats legitimitet. Det er et fremragende eksempel på, hvordan cyberangreb kan gøre skade på mere end én måde.
Alle landene har været udsat for angreb i den digitale sfære, som med stor sandsynlighed var orkestreret i Rusland, og det er en form for aggression, stormagten i stigende grad ynder at bruge
_______
De baltiske lande kæmper en brav kamp for at imødegå den intensiverende cybertrussel, men ligesom resten af Vesten har man endnu ikke fundet nogen gylden løsning på problemet. Man er stadig sårbar over for angreb på det digitale område. Det er til gengæld NATO’s Centre of Excellence for cybersikkerhed i Tallinns opgave at udvikle måder, hvorpå man kan mindske denne sårbarhed. Samtidig gør særligt Estland (som ofte prøver at promovere sig selv under betegnelsen e-Estonia, red.) alt, hvad det kan, for at fremme den digitale dagsorden, herunder digital sikkerhed, i internationale fora. Landet er særligt kendt for dets elektroniske id-kort, som bruges i næsten al interaktion med det offentlige, og gratis WIFI er usædvanligt udbredt. Digitalisering var blandt de vigtigste under Estlands EU-præsidentskab i efteråret 2017, men også Letland havde det højt på prioritetslisten under sit EU-formandskab i 2015.
De russisktalende mindretal – misinformationens femte kolonne?
Baltikums største udfordring inden for det hybride felt er imidlertid kampen om narrativer. Eller sagt på en anden måde: Russisk misinformation og påvirkningen af de russisktalende mindretal. For den russiske tilstedeværelse i de baltiske informationsrum er massiv. I alle tre lande forsøger russiske statsmedier og mindre Kreml-orienterede tv-stationer at spille en så synlig rolle i mediebilledet som muligt. Deres fornemste opgave er at sprede historier med pro-russiske vinklinger og underminere tiltroen til de baltiske statsapparater og institutioner, samt at sprede falske nyheder om blandt andet nordiske lande. Misinformation, mere eller mindre falske nyheder og narrativer dikteret fra den politiske elite i Rusland er hyppigt benyttede værktøjer. Indsatsen fra russisk side er kun øget siden Ukraine-konflikten i 2014.
Den russiske tilstedeværelse i de baltiske informationsrum er massiv. I alle tre lande forsøger russiske statsmedier og mindre Kreml-orienterede tv-stationer at spille en så synlig rolle i mediebilledet som muligt. Deres fornemste opgave er at sprede historier med pro-russiske vinklinger og underminere tiltroen til de baltiske statsapparater og institutioner, samt at sprede falske nyheder om blandt andet nordiske lande
_______
Dette har skabt to parallelle medievirkeligheder – eller mediebobler – i Estland og Letland. Selvom Litauen også udsættes for russisk propaganda, er problemet slet ikke lige så stort her. Dette skyldes, at der i Litauen kun bor omkring 6 pct. etniske russere, og målgruppen for russisksprogede medier er derfor ganske begrænset. I Estland og Letland er billedet et helt andet. 25 pct. af indbyggerne i de to lande er etniske russere, mens hele 30 pct. i Estland og 37 pct. i Letland har russisk som førstesprog. Som medieforbrugere bevæger de russisksprogede sig i helt andre verdener end de etniske estere og letter, og der findes reelt ingen fælles platform, som er i stand til at samle befolkningsgrupperne på tværs. Dette betyder, at befolkningsgruppernes referencerammer er vidt forskellige. Ikke engang de sociale medier kan samle dem, da de russisktalende primært er på det russiske VKontakte, mens resten bruger Facebook som det øvrige Vesten. Samtidig finansierer og anvender den russiske stat adskillige russiskbaserede NGO’er til at sprede russiske narrativer i de baltiske samfund og øge skellet mellem befolkningsgrupperne.
Påvirkningskampagnerne har haft delvis succes. Holdningerne hos de etniske baltere og de russisktalende er markant forskellige, når det kommer til udenrigspolitiske spørgsmål samt spørgsmål om social integration (sprogregulering, statsborgerskab, mv.). Når det kommer til andre typer af spørgsmål som holdningen til de lokale politikere eller tilfredsheden med de offentlige institutioner, er der ikke signifikante forskelle. Men uenighederne relaterer sig til nogle meget betydningsfulde emner, som i høj grad svækker både tilliden til det politiske system, opbakningen til den overordnede strategiske retning og den sociale sammenhængskraft i almindelighed. Et eksempel er, at omkring 60 pct. af de russisktalende i Letland har mistro til NATO – som nyder meget stor opbakning blandt de lettisktalende – mens kun 3 pct. stoler fuldt ud på alliancens aktiviteter i regionen. En udvikling, der er forværret siden 2013, og som gør beslutningstagerne urolige.
At befolkningerne i Estland og Letland er splittede på disse områder, er dog ikke noget, man mærker meget til i hverdagen. Russisktalende og etniske baltere lever og arbejder side om side uden problemer eller tendenser, der antyder en reel segregering. Størstedelen af de russisktalende føler sig efterhånden tæt knyttet til deres baltiske hjemland, som mange desuden er blevet statsborgere i, og et ofte anvendt argument er, at hvis de russisktalende er utilfredse, kan de mere eller mindre flytte til Rusland fra den ene dag til den anden. Men de bliver boende i Baltikum. Både pga. de følelsesmæssige bånd, men også grundet den højere levestandard, som de udmærket er klar over, at Baltikum og EU kan tilbyde dem.
Det har været en medvirkende faktor til, at muligheden for et væbnet oprør som i Østukraine, hvor lokale pro-russiske oprørsstyrker fører kampen understøttet af tung russisk assistance, adskillige gange er blevet manet til jorden. Den politiske og sociale deltagelse er lav blandt de russisktalende mindretal, og den herskende norm i samfundene er, at man ikke vil skille sig ud. Desuden har de færreste tiltro til, at deres handlinger kan ændre noget som helst væsentligt for deres tilværelse. Endelig fremstår konsekvenserne for Krim og Donbass-regionen som skræmmebilleder på noget, man overhovedet ikke ønsker at ende i. Risikoen i Baltikum er nærmere en skarp opdeling af samfundene, hvor befolkningsgrupperne står i stærk opposition til hinanden og dermed underminerer statens autoritet. Mange mener, at svage baltiske stater med mangelfuld kontrol over deres samfund vil være et ønskescenarie for et selvhævdende Rusland.
Konsekvenserne for Krim og Donbass-regionen [fremstår] som skræmmebilleder på noget, man overhovedet ikke ønsker at ende i. Risikoen i Baltikum er nærmere en skarp opdeling af samfundene, hvor befolkningsgrupperne står i stærk opposition til hinanden og dermed underminerer statens autoritet
_______
Parlamentarisk har Estland og Letland håndteret de russisktalende mindretal bemærkelsesværdigt forskelligt. I Estland sidder Centerpartiet, der anses for at være de russisktalendes parti, i regering, og partiets Jüri Ratas er premierminister. I Letland har partiet Harmony, som får langt størstedelen af sine stemmer fra russisktalende vælgere, konsekvent været holdt uden for parlamentarisk indflydelse, selvom det i indeværende valgperiode er parlamentets største. Når det kommer til reaktionerne på det splittede mediebillede, har kursen også været en anelse forskellig, selvom der har været fællestræk. Først forsøgte man at etablere en fællesbaltisk russisksproget tv-kanal som alternativ til de russisk finansierede kanaler. Politiske uenigheder gjorde, at man måtte skrinlægge projektet igen, og Estland endte med at være det eneste af de tre baltiske lande, der i 2015 oprettede en sådan statslig russisksproget kanal, ETV+, mens de to andre kun har mindre russisksprogede statslige tilbud. Til gengæld har både Letland og Litauen i flere omgange midlertidigt lukket ned for russiske tv-kanaler og nyhedshjemmesider som reaktion på uacceptable programmer, der indeholdt åbenlyst falske historier. Problemet med denne tilgang er, at det giver den russiske mediemaskine ammunition til fortællingen om, at de baltiske regeringer (og Vesten som helhed) er hykleriske, og ytrings- og pressefrihed kun er noget, der bliver talt om i skåltalerne. Så er det russiske system trods alt bedre, lyder argumentet. Nationalkonservative politikere i Letland og Litauen er imidlertid bange for at legitimere russisk som alment sprog, hvis man laver omfattende russisksprogede medietilbud finansieret af staten. Disse vil ellers kunne promovere et positivt narrativ om livet i de baltiske lande. Man er i stedet blevet enig om at oprette det såkaldte Baltic Centre for Media Excellence, der skal fremme den journalistiske kvalitet og medieforbrugerenes kritiske tænkning i hele Baltikum. Samtidig er det sidste NATO Centre of Excellence for strategisk kommunikation blevet etableret i Riga. Det skal øge NATO-landenes viden om misinformation, strategisk mediebrug og lignende.
Letland og Litauen [har] i flere omgange midlertidigt lukket ned for russiske tv-kanaler og nyhedshjemmesider som reaktion på uacceptable programmer, der indeholdt åbenlyst falske historier. Problemet med denne tilgang er, at det giver den russiske mediemaskine ammunition
_______
Der er ingen tvivl om, at de baltiske lande har gevaldige udfordringer med deres store nabo mod øst. Der er heller ingen tvivl om, at disse udfordringer er så store, at de har svært ved at overkomme dem – i hvert fald på egen hånd. Men situationen er blevet drastisk forbedret på flere punkter i løbet af de seneste par år, hvilket særligt skyldes, at Baltikum netop ikke står alene. Deres allierede i NATO og EU, herunder Danmark, yder fuldkommen vital støtte, som er altafgørende for balterne, hvilket vi i øvrigt har gjort lige siden 1991, allerede inden selvstændigheden blev udråbt. Danmark var det første land i verden, der genoprettede de diplomatiske forbindelser, og daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen ydede en kolossal og beundringsværdig indsats for de baltiske lande i de efterfølgende år.
På andre områder – specielt de mere bløde typer af trusler – er der stadig meget lang vej igen, før Baltikum kan læne sig tilbage og føle sig sikre på, at Ruslands uforsonlige indstilling ikke påvirker dem. Det er ikke sikkert, at de baltiske lande nogensinde når dertil. Hvis de skal have forhåbninger om det, bliver det i hvert fald nødt til at være i samarbejde med deres alliancepartnere fra Vesten. ■
Jakob Kromann (f. 1992) skriver for øjeblikket speciale i statskundskab på Aarhus Universitet, hvor hans fokus er på internationale relationer, udenrigspolitik og global styring. I efteråret 2017 var han i praktik i den politiske afdeling på den danske ambassade i Riga. Han har tidligere været aktiv i foreningen International-Politik NU og i Venstres Ungdom som bl.a. udenrigs- og forsvarsordfører. ILLUSTRATION: Litauens præsident, Dalia Grybauskaite, og Statsminister Lars Løkke Rasmussen inspicerer danske tropper udstationeret på NATO’s Zokniai lufthavnsbase ved Šiauliai, Litauen, 15. januar 2018 [foto: Valda Kalnina/Scanpix]