28.10.2018

.

Vi betragter normalt et samfund med høj mobilitet som noget positivt, fordi det siger noget om, hvor åbent samfundet er. Danmark har høj mobilitet sammenlignet med andre lande, og det skyldes ikke mindst den danske velfærdsmodel. Der er dog stadig betydelige sociale forskelle i Danmark, og derfor bør der være konstant politisk fokus på at mindske for eksempel uligheden i adgang til uddannelse.

Kommentar af Jens-Peter Thomsen

UNDERSØGELSER VISER gang på gang, at den sociale mobilitet i Danmark og resten af Norden er højere end i andre lande. OECD’s nylige rapport ’A Broken Social Elevator?’ fra 2018, viser fx, at Danmark ligger i den absolutte top, når det gælder indkomstmobilitet, og dette billede bekræftes også af økonomen Miles Corak, der står bag en kendt international sammenligning af indkomstmobilitet kendt som ”The Great Gatsby Curve”. Her har de nordiske lande den mindste økonomiske ulighed og den største indkomstmobilitet. Andre studier viser tilsvarende mønstre, hvad angår uddannelsesmobilitet, hvor de nordiske lande også er foran de lande vi normalt sammenligner os med når det gælder mulighederne for, at børn af kortuddannede får en længere uddannelse end deres forældre.

Høj mobilitet i et samfund er normalt noget, vi betragter som et gode – det viser, hvor åbent samfundet er, og at folk fordeler sig rundt på forskellige positioner i samfundet, uafhængig af deres sociale baggrund. Vi forbinder mobilitet med et retfærdigt og demokratisk samfund: Alle med evnerne til det skal kunne nå den position, de ønsker, og vi synes, det er ønskværdigt, at det ikke kun er dommerbørn, der bliver dommere, og lægebørn der bliver læger.

En af de primære grunde til, at de nordiske lande har en høj mobilitet, er selvfølgelig, at vi har en høj grad af økonomisk omfordeling, som til en vis grad udjævner indkomstforskelle. Men det er imidlertid ikke hele forklaringen. Den mest udbredte forklaring i social stratifikationsforskning er, at stærke velfærdssamfund med social sikkerhed, høj grad af økonomisk omfordeling, daginstitutioner for alle, gratis uddannelse, mv., gør, at det er muligt for alle og forbundet med lav risiko at tage en uddannelse. Og det er uddannelsesniveau, der er den mest betydningsfulde faktor for, hvilken position man opnår på arbejdsmarkedet.

Økonomer og sociologer er enige om, at daginstitutioner og skoler af høj kvalitet er vigtige for mobiliteten, men de lægger vægten forskelligt, når de skal forklare og forstå mekanismerne i mobilitet, og hvad der driver folk til at tage en uddannelse i første omgang. Økonomer fokuserer på økonomiske incitamenter og vil normalt advare mod, at indkomstspredningen bliver for lille, da incitamentet til at tage en uddannelse derved mindskes. Sociologer fokuserer mere på, at uddannelse giver identitet, mening og anerkendelse i menneskers tilværelse.

Den høje mobilitet i Danmark er et eksempel på, at man skal passe på med at lægge for meget vægt på betydningen af økonomiske incitamenter – for selvom vi har en relativt lille indkomstulighed, afholder det os ikke fra at uddanne os. Det gælder i ligeså høj grad for børn af forældre med korte uddannelser, hvilket de nordiske landes førerposition på mobilitet netop viser.

 

Den høje mobilitet i Danmark er et eksempel på, at man skal passe på med at lægge for meget vægt på betydningen af økonomiske incitamenter
_______

 

NÅR DETTE ER sagt, er der selvfølgelig også udfordringer med mobiliteten i Danmark. Bare fordi vi ligger bedre end andre lande, betyder det ikke, at vi ikke også har social ulighed i Danmark. Et barn fra en akademikerfamilie har fx fem gange så stor sandsynlighed for at få en universitetsuddannelse som et barn fra arbejderklassen. At der stadig er så stor ulighed i et velfærdssamfund som det danske siger noget om betydningen af, hvilken familie man er vokset op i – og børn vælger som bekendt ikke selv deres forældre. Det er klart, at generne også spiller en rolle i dette – men de undersøgelser, der søger at tage højde for gener eller evner, viser, at den sociale baggrund er den mest betydningsfulde faktor for, hvor børn ender i tilværelsen.

Der er fem punkter, som bør være genstand for opmærksomhed, hvis vi er interesserede i et samfund med høj social mobilitet:

1. En stærk velfærdsstat: At de nordiske lande ligger højt skyldes, at vi har udviklet en velfærdsmodel, der er unik i international sammenhæng. Den skal vi holde fast i.

2. Investeringer i daginstitutioner og uddannelse: Fra et mobilitets-synspunkt er det en utrolig dårlig idé at spare på daginstitutioner og uddannelse. Det er noget af det vigtigste, vi kan investere i som samfund. I det perspektiv er fortsatte besparelser på uddannelser en dårlig investering.

3. Øge de unges ambitioner: Rigtig mange unge fra kortuddannede hjem får gode karakterer, men omsætter dem ikke til en videregående uddannelse. Vi skal arbejde med at øge forventninger og ambitioner hos disse unge. Et øget fokus på uddannelsesvejledning kan være en af mulighederne her.

4. Optagelsessystemer: Vi bør overveje, om egnede unge fra ressourcesvage baggrunde skal kunne øge deres gymnasiesnit med en bestemt faktor. Det er et kontroversielt forslag, fordi det er positiv særbehandling. Vi glemmer dog ofte, at unge fra akademikerhjem allerede har et forspring i livet, fordi de tilfældigvis er født i hjem, der gennemsnitligt danner grundlag for højere karaktersnit end for unge fra arbejderhjem.

5. Sidst men ikke mindst skal erhvervsuddannelsernes status styrkes. Vi får ikke mere mobilitet, hvis ikke også unge fra højtuddannede hjem i højere grad vælger en erhvervsuddannelse. Hvis der skal flere børn af kortuddannede på universiteterne, skal der også nogle akademikerbørn den anden vej. Det er et langt sejt træk, og måske indebærer det helt at nytænke ungdomsuddannelserne, så der ikke er det skarpe skel mellem gymnasium og erhvervsuddannelser.

Det er i sidste ende et politisk spørgsmål, hvilken retning vi skal gå. Fra et ulighedsforsker-perspektiv er der ikke så meget at være i tvivl om: Vi skal bevare og forny den nordiske velfærdsmodel, hvis vi ønsker at sikre en høj mobilitet. Både for vores egen skyld, og fordi modellen historisk har haft en uvurderlig vigtig funktion som inspiration for andre lande. ■

 

Vi skal bevare og forny den nordiske velfærdsmodel, hvis vi ønsker at sikre en høj mobilitet. Både for vores egen skyld, og fordi modellen historisk har haft en uvurderlig vigtig funktion som inspiration for andre lande
_______

 

Jens-Peter Thomsen (f. 1972) er seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE). Han beskæftiger sig særligt med, hvilken rolle uddannelse spiller for social ulighed og social mobilitet. ILLUSTRATION: Universitetsstuderende til forelæsning (Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix)